Læsetid: 2 min.

Klar til kultur-kronekanon

Hvor får vi mest ud af kulturpengene, spørger apotekeren og har et forslag, der involverer Bjørn Lomborg
Bjørn Lomborg mener godt, det kan lade sig gøre at beregne, hvordan vi får mest muligt kunst og kultur for vores støttekroner.

Bjørn Lomborg mener godt, det kan lade sig gøre at beregne, hvordan vi får mest muligt kunst og kultur for vores støttekroner.

Rune Evensen

Indland
5. juni 2008

Statistikeren Bjørn Lomborg var ikke blandt de indbudte, da det gamle hæderkronede musikforlag Wilhelm Hansen i begyndelsen af denne uge lancerede en kulturportal på nettet på sitet www.whskulturklub.dk. Det var til gengæld blandt andre forfatteren Knud Romer, filminstruktøren Ole Christian Madsen og komponisten Thomas Blachman. De var hidkaldt som ambassadører for projektet, der har til opgave at give "kulturdyrkere et kvalitetssikret udvalg af Danmarks bedste kultur-udbud".

Selv om d'herrers navne pt. sælger masser af billetter, var interessen for pressemødet begrænset, sådan som det næsten altid er, når ordet kultur optræder flittigt i det medfølgende materiale.

Begavet vrøvl

Den til lejligheden iscenesatte debat om kunstens nødvendighed og problemer med at finde sit publikum i et lille marked, der er afhængig af statsstøtte osv., var også i overensstemmelse med denne genres traditioner og til tider på kanten til begavet vrøvl. Her ville det have været rart og fornyende, om Lomborg havde været med til at få fronterne konkretiseret.

Men kan man overhovedet sætte en statistiker sammen med en bunke økonomer og kulturkloge og så få en håndfast vurdering af, hvordan vi får mest muligt kunst og kultur for vores støttekroner?

"Ja, det kunne da være et spændende projekt. Det er klart, at målsætningen ikke kan blive helt så præcis som i miljøspørgsmål. Men det vil da være muligt at skabe et nyt grundlag for at diskutere, hvordan vi skal bruge pengene," siger direktør Bjørn Lomborg, der altså er klar til at taste på lommeregneren, hvis nogen betaler ham for det.

Blandingsøkonomi

Og mon ikke en sådan kulturkronekanon vil være et besnærende projekt for Brian Mikkelsen at sætte i værk. Personligt vil jeg være spændt på at finde ud af, om Danmark får mest ud af vores penge ved en top 10-placering i BMX-kørsel ved OL i Kina eller Matador som musical. Begge kunstarter er økonomisk baseret på kulturlivets uigennemskuelige blandingsøkonomi.

Hvis Brian Mikkelsen alligevel skulle være for nærig eller for bange for at sætte sig selv og ministeriet i centrum for den garanterede ballademængde af en Lomborg-kommission, så kunne det måske være måden for Wilhelm Hansen at få kulturdyrkerne til at finde vej til kvalitetssikrede kulturudbud. En krone-for-krone-deklaration af værkerne kunne måske endda tiltrække helt nye ører og øjne til de smalleste kunstnere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her