'Her kommer vi'

Gårdhaven i det gamle Kommunehospital er fuld af unge, øldrikkende studerende, der fejrer overståede eksamener i det gode vejr. Indenfor, i et grupperum på Sociologisk Institut, er stemningen mere alvorlig.

Her sidder Bue Rübner Hansen og Agnete Seerup. De er studerende på henholdsvis Aarhus og Københavns Universitet og medstiftere af organisationen Reboot68 - og de har som erklæret mål at lave et ungdomsoprør a la det i '68 - tilpasset nutidens virkelighed:

"Vi vil gerne genstarte en samfundskritik, som har været fraværende de sidste mange år. Sætte gang i fantasien til oprør igen," siger Bue Rübner Hansen, som understreger, at der er tale om et oprør i hele samfundet - ikke kun på universitetet:

"Vi er ikke bundet af universitetet, det er bare vores base."

Ikke lokalt

Og fra denne base vil man bruge '68-oprøret som inspiration:

Agnete Seerup: "Det er oplagt at tage fat i '68 og se, hvad vi kan bruge det til i dag. Her tænker vi især på den bølge fra '68, hvor mulighedsrummet blev udvidet, og hvor alternativerne er mulige og legitime. Hvor bred samfundskritik er mulig, og hvor man har lov til at have en stemme, som ikke er inden for de givne forbruger-termer."

Og de kampe, som skal kæmpes, handler især om frihed - ganske som i '68:

Bue Rübner Hansen: "Både på universitetet og i samfundet generelt er tendensen den samme. Vi skal yde mere og mere - uanset kvaliteten, og så skal vi evalueres i hoved og røv. Det er New Public Management-tankegangen og et udtryk for en markedsgørelse af samfundet - som også var det, man kæmpede imod i 68, men som kun er blevet værre siden."

Og til kampen imod markedsgørelsen hører kampen for frihed:

Bue: "Noget andet, man kan bruge fra '68 er tilliden. At man havde tillid til, at vi selv kunne finde ud af, hvordan man bedst driver en skole eller en anden institution. Altså tillid til folks faglighed og evne til selv at organisere deres arbejde. Den kontrol, der er i dag både på universitetet og i resten af samfundet, er udtryk for manglende respekt for folks faglighed og generel mistillid til andre mennesker. Mistillid til, at folk kan administrere deres eget arbejde. Eller tilrettelægge deres eget uddannelsesforløb."

Agnete: "Ja, samtidig med at man lader som om, man har fået større frihed."

Ikke slut

Reboot68-gruppen ønsker også at gøre op med opfattelsen af '68 som noget afsluttet - sådan som det blev ved Københavns Universitets officielle '68-arrangement:

Agnete: "Her blev '68 præsenteret som en historisk afsluttet begivenhed. Det mener vi ikke, det er. Vi mener, det er en politisk bevægelse, som ikke er forbi. Det handler om at turde håbe på, at verden kan blive et bedre sted at leve."

Bue: "Ikke kun håbe på. Også kæmpe for."

Agnete: "Ja. Desuden var det en hån at sidde til et arrangement med titlen 'Kravet er medbestemmelse' på et universitet, hvor medbestemmelsen er ved at forsvinde."

Bue: "Det er hyklerisk. Og en irriterende måde at brande universitetet på som en åben organisation, hvor man ikke er bange for at tale om oprør. Men i praksis ser vi et universitet, der er afdemokratiseret - medarbejderdemokratiet er væk, og vi ser et hierarkisering med en bestyrelse af erhvervsfolk i spidsen. Folk, som tænker universitetet som en koncern, og ikke som en dannelsesinstitution, der skaber kritiske borgere."

Ikke patent

Bue Rübner Hansen mener ikke, at de involverede i '68-oprøret kan tage patent på idéerne fra dengang:

"Da vi planlagde vores aktiviteter i januar måned, var vi bange for, at fejringen af '68 blot ville bestå af gamle 68'ere, der nostalgisk fortæller om, hvor fedt det var, og hvor meget, det lykkedes - og så svar fra de borgerlige forargede, der taler om voldssympatier i '68-generationen. Og sådan er det i grunden gået. Men for os at se kan man ikke tage ejerskab til idéerne, selv om man i sin tid var blandt dem, der kæmpede for frihed."

Ved universitetets officielle arrangement sagde den tidligere oprørsleder i Paris, Daniel Cohn-Bendit, at "68 er død". Og han tilføjede: "Vi kan ikke bruge '68 til noget i dag".

Det er Reboot68-gruppen naturligvis uenig i:

Agnete: "Han har ikke længere troen på, at verden kan blive et bedre sted. Daniel Cohn-Bendit sidder i dag i en udemokratisk institution som EU, og det viser jo, at han har solgt ud."

Bue: "De, der siger, at der ikke er noget at kæmpe for, er bestemt ikke sandhedsvidner i forhold til, hvad der skal ske i dag. Hvad bilder de sig ind at komme og sige, at man ikke kan kæmpe for idea-ler som frihed og social lighed?"

68'erne er dog en spraglet generation, understreger Bue:

"Nogle er indtrådt i de positioner, som de dengang var i opposition til, og kæmper nu for at opretholde deres fede lønninger. Andre er blevet nostalgiske og tror, de har vundet hele kampen, og så er der nogle, der er blevet desillusionerede. Det er jo alt sammen synd, men hvad kan man sige? Her kommer vi."

- Hvad er det konkret, I ønsker at ændre?

Bue: "Vi vil gerne kæmpe for ungdommens mulighed for at sige fra. At man ikke bare er arbejdskraft i dagtimerne og en forbruger, når man har fri."

Agnete: "Ligestilling er også en af de ting, vi vil kæmpe for - man er jo bange for at diskutere feminisme i dag - det er vi ikke. Vi er heller ikke bange for at kritisere kapitalismen. Eller for at tale om global retfærdighed."

- Så det handler mere om en holdningsændring til, hvad der er muligt, end det handler om konkrete politiske budskaber?

Bue: "Ja, det handler om at sige fra, kæmpe imod og praktisere nogle af de ting, man gerne vil have indført."

Ikke nostalgi

Reboot68 gør meget ud af ikke at være nostalgiske i forhold til '68:

Bue: "Det handler ikke om at gentage '68 og ryge hash og være hippier. Det handler om fantasien til at tænke i alternativer, modet til at sige fra over for de rammer, politikerne og erhvervslivet sætter op for os. Den fantasi mangler i dag - og derfor kan vi bruge '68-oprøret konstruktivt. '68 kan også bruges til at vise, at forandring er mulig. Hvis vi kræver reel ligestilling mellem kønnene eller kommer med radikale løsninger på den globale opvarmning, så siger folk, at det er urealistisk - ganske som folk sagde det før '68. Der kan man også bruge '68 til at sige: 'Jo, det 'umulige' kan blive muligt'."

Desuden vil Reboot68 tage fat på nogle af de ting, som 68-oprøret også kæmpede imod, men ikke havde succes med at ændre - blandt andet markedsgørelsen af samfundet:

Bue: "Markedsgørelsen af samfundet er også en afdemokratisering af samfundet, samtidig med at man bruger demokratiet til at legitimere systemet."

- Det lyder da lidt som en sang fra '68?

Bue: "Ja, det er en sang fra 68, men den er ikke blevet sunget færdig - det er kun blevet værre siden. Eller man kan sige, at det er en sang, man har sunget falsk. Dengang krævede man jo mere fleksibilitet og mindre hierarki på arbejdsmarkedet - og man ville have innovation og kreativitet - det har man fået, men det er indført på en overfladisk og ofte direkte skadelig måde."

Agnete: "Mange af ordene er blevet indoptaget af kapitalismen i dag og bliver brugt som et led i en usynlig ledelsesstrategi. De siger til os, at vi er frie med argumentet om, at vi får lov til at være 'kreative' og fleksible. Det er det samme med ordet 'ansvar', som i dag alene betyder, at vi skal tage ansvar som forbrugere. Dén fleksibilitet og dét ansvar er reelt lig med kollektivt stress, accelererende forbrug og forøget pres på miljø og klima. Vi vil tage ordene tilbage og give dem en anden betydning: Ansvar skal ikke kun være ansvar for forbrug, men for hinanden - både globalt og lokalt. Kreativitet skal ikke være at hjælpe kapitalismen til en større akkumulation og undertrykkelse, men til at tænke nye løsninger, til at sprænge rammerne for det, der er muligt."

Ikke slut

Foreløbig har Reboot68 afholdt sin egen '68-konference, hvor blandt andre Drude Dahlerup, Erik Clausen, Morten Thing og Knud Vilby talte.

- Hvorfor inviterede I gamle folk som dem?

Agnete: "For at trække en linje fra dengang og op til i dag. De talte om '68, men de gjorde det ud fra i dag. Hvad kan vi gøre i dag? For dem er 68'erne ikke nostalgi. Fokus er på, at der stadig er noget at kæmpe for."

De fremtidige arrangementer er hemmelige - men der kommer til at ske noget, lover de to studerende:

"På flyer'en står der 'Stop, Tænk, Handl'," siger Agnete og peger på en Reboot68-flyer, der ligger på bordet.

"Stop - det har vi gjort. Tænk - det har vi også gjort. Så nu er vi kommet dertil, hvor vi skal i gang med at handle. På konferencen blev der dannet en del grupper af forskellig art, som forhåbentlig også kommer til at føre til noget handling."

Bue: "Det er ikke muligt at lave et centralt styret ungdomsoprør. Vi håber, vi har sat gang i nogle ting, og hvad folk så vil finde på efterfølgende, skal være velkomment. Så det her var bare et startskud. En del af en strømning, som forhåbentlig gør, at de gamle, der er ved at køre samfundet i sænk, bliver lidt bange. Og at vores generation vil skrive sig ind i historien af frihedskæmpere, som man har set det i forbindelse med kamp for demokrati, arbejderbevægelsens vilkår, kvindernes stemmeret osv. Den tradition vil vi gerne gøre os fortjent til at blive en del af."

- Jeres kamp virker mindre konkret end de kampe, du lige har nævnt. Kan det ikke være et problem?

Agnete: "Reboot68 er primært en måde at samle de forskellige kampe og vise sammenhænge. Så vi håber at kunne samle vores generation i alle de kampe, der kæmpes rundt omkring."

Og så vil ungdomsoprøret blomstre:

Bue: "Ungdomsoprøret starter ikke om tre uger, det er klart. Men vi håber på at kunne være med til at gøde jorden yderligere."