Kommentar
Læsetid: 3 min.

Kvinder i forskning - et nordisk paradoks

Af flere grunde ønsker vi mange kvinder i front - også i forskningen. Danmark og de andre nordiske lande vil gerne have førertrøjen, men der er lang vej igen
Indland
25. juni 2008

Af de ca. 9.000 ansøgere i 2007 til det Europæiske Forskningsråd (ERC) var 30 procent kvinder - herunder lavest for naturvidenskab med 21 procent - i de unge forskeres pulje. Disse procenttal holdt stort set blandt de ca. 300, der blev udvalgt. Dette er i sig selv interessant. Både for Danmark og Sverige lå kvinderne lavt blandt ansøgningerne, men der var dog én kvinde blandt de danske modtagere (50 procent!)

Situationen ser værre ud for ansøgerne til programmet for erfarne forskere, som netop er modtaget. Blandt de ca. 2.200 ansøgere med en gennemsnitsalder på 52 år var der kun 14 procent kvinder i hele feltet, hvoraf naturvidenskab kun præsterede 8,5 procent.

En optimist ville så konkludere, at der er en positiv udvikling i gang, når man sammenligner med de unge forskere. Men der er lang vej igen.

Tyrkiet foran

Af de 28 danske ansøgere er der kun tre kvinder, og for svenskerne ser det helt galt ud med kun to kvinder blandt 66 ansøgere. Derimod ligger Sydeuropa, Polen og Finland over gennemsnittet, og Tyrkiet topper med 21 procent. Så selvom der i ERC, ikke mindst fra svensk side, er arbejdet hårdt for at sikre kvinders muligheder, ser det ud til, at kvinderne er mere fremme i lande, vi normalt ville opfatte som mindre frisindede.

Denne tendens bekræftes i en nylig udkommen EU-rapport "Getting more Women to the Top in Research" (EUR 23311EN). I gennemsnit er 36 procent af forskerstillingerne på de europæiske universiteter besat af kvinder, men kun 15 procent af professorstillingerne. Danmark er igen placeret under gennemsnittet med henholdsvis 32 procent og 11 procent. Sverige og Norge ligger pænere og Finland flot, men endnu en gang er det Sydeuropa, Polen og Tyrkiet, der placerer sig højt over gennemsnittet.

Derimod adskiller de nordiske lande sig klart, når det gælder andel af kvinder i forskningsråd, hvor vore nordiske søstre er tæt på 50 procent repræsentation. Så kønskvoteringen i forskeransættelser har tilsyneladende ikke haft den store effekt.

Paradoks

Disse tal bør selvfølgelig studeres nærmere, men der tegner tilsyneladende et paradoks. Er det sådan, at en videnskabelig karriere, med al dens besvær, er mere tiltrækkende syd og østpå, hvor der måske er større incitament til at bryde sociale skel?

Det gælder måske især for naturvidenskab, hvor det kræver mange års specialisering, før man kan gøre sig gældende inden for et felt, hvor netværket er snævert og internationalt. Nok er det et område, hvor det navnlig er de faglige præstationer, der er afgørende, og det kan være afgørende, når man vil kæmpe sig fri. Men i et lille velbjerget land som Danmark sidder man nemt isoleret tilbage i et miljø, hvor det ofte er den enkeltes kamp for karrieren.

Her kommer kvinder ifølge EU rapporten ofte i problemer. Det virker ikke særligt tillokkende, når der er så meget andet.

Det er svært at tro, at kønsdiskrimination skulle være mere udtalt på vore breddegrader end sydpå. Måske drejer det sig om, at kvinder i Norden stiller større krav til arbejdsmiljøet, som det også er foreslået af CEOPS-gruppen på Aarhus Universitet i den nylige publikation "Draw the Line".

Måske drejer det sig i vores del af verdenen snarere om behov for mere moderne personaleledelse på universiteterne.

Vi bør lære af de bedste samarbejdsmiljøer på universiteterne og af erfaringerne fra progressive industrielle forskningslaboratorier, hvor den enkeltes frihed er i balance med samarbejde om fælles mål. Det var værd at undersøge.

Jens Rostrup-Nielsen er direktør for special projects hos Haldor Topsøe og medlem af ERC's videnskabelige råd samt af DTU's bestyrelse

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jacob Rørdam Holm-Jørgensen

"Af flere grunde ønsker vi mange kvinder i front - også i forskningen."
Hvorfor dog det? Det er da fløjtende ligegyldigt om en naturvidenskabelig forsker er en mand eller kvinde. Der er intet som tyder på at det skulle gøre nogen forskel (dog muligvis inden for humaniora). Jeg mener at vi skal have flere forskere i front - mænd eller kvinder. Skal vi også have flere somaliere i front i forskningen? Dem har vi ikke mange af.