Nyhed
Læsetid: 3 min.

Minimal lønforhøjelse efter konflikt

En beskeden lønfremgang, som endda kan være dyrt betalt. Sådan lyder vurderingen fra to arbejds-markedsforskere om de forlig, sundhedskartellet og pædagogerne indgik lige før weekenden
Sygeplejerskenes formand Connie Kruckow og Regionernes forhandler Bent Hansen nåede fredag frem til et forlig, Connie Kruckow kalder -historisk-.

Sygeplejerskenes formand Connie Kruckow og Regionernes forhandler Bent Hansen nåede fredag frem til et forlig, Connie Kruckow kalder -historisk-.

Martin Stampe

Indland
16. juni 2008

Selv om stigningen i lønsummen ret beset tager sig beskeden ud: 80 millioner flere kroner til sundhedskartellets medlemmer, 30 millioner flere kroner til pædagogerne - ikke mindst i forhold til de kolossale ressourcer, fagforbundene har brugt på konflikten undervejs - så vælger sygeplejerskerne at lancere resultatet som intet mindre end "historisk":

"Vi kan være stolte," bedyrer Sundhedskartellets formand Connie Kruckow således på en video på sygeplejerskernes hjemmeside, fordi kartellet har opnået 13,3 procent mere i løn frem for de tidligere tilbudte 12,8.

"Der er flere penge på bordet," fastslår BUPL's hjemmeside i en gennemgang af "lynforliget", hvis "ekstragevinst" på 30 millioner udgør ca. 0,2 procent af BUPL-medlemmernes totale lønsum.

Også politikere har udråbt fredagens forlig som en markant sejr for den danske model, hvor parterne selv forhandler sig frem til vilkårene, eksempelvis Helle Thorning-Schmidt: "Det viser endnu engang, at den danske model virker, og at det kan lade sig gøre at få de her resultater."

Reallønsnedgang

Måske er der slet ikke så meget at råbe hurra for, vurderer arbejdsmarkedsforsker og lektor ved Ålborg Universitet Flemming Ipsen.

"Jo, det har vist sig, at man kan konflikte sig til noget mere. Men det kan også vise sig at være dyrt betalt," siger han og peger på, at sundhedskartellet har brugt i omegnen af 800 millioner kroner på at nå frem til en lønforbedring til medlemmerne på 80 millioner.

"Og når sygeplejerskerne nu skal betale ekstra strejkekontingent på fire procent, så kan de stigende fødevarepriser føre til, at Connie Kruckows medlemmer kan se frem til et mindre månedligt beløb til rådighed," siger han.

Det, som pædagoger og sundhedskartellet har opnået ekstra ved at konflikte i uge- og månedsvis, kunne ifølge arbejdsmarkedsforsker Asbjørn Sonne Nørgaard fra Syddansk Universitet "næsten ikke være mindre."

"I forhold til de inflationstal, vi har set de seneste måender, er resultatet under ingen omstændigheder den massive lønstigning, man talte om for bare få måneder siden," siger han.

Fagforbundene har fejlet ved at tro, mener såvel Flemming Ipsen som Asbjørn Sonne Nørgaard, at et politisk indgreb kunne føre til et bedre resultat end de 12,8 procent, staten selv sluttede sit forlig med KTO på. Men der er meget langt op til de 15 procent, forbundene forlangte.

"Regeringen har haft spandevis af is i maven og afholdt sig fra et indgreb. Så den forventning, der opstod under valgkampen om ekstra lønforbedringer til lavestlønnede, den har altså ikke holdt stik. Regeringen har ladet konflikten køre frem til nu, hvor strejkekasserne er tømt, og fagforbundene derfor er blevet møre. I sidste øjeblik smider Lars Løkke Rasmussen så en smule ekstra penge på bordet, og det samme gør Mads Lebech," siger Flemming Ipsen.

Asbjørn Sonne Nørgaard er desuden usikker på, om de indgåede forlig vil vise sig som et skridt frem mod ligeløn: "For mig at se er det et helt åbent spørgsmål, når vi om fem år måler for at se, om denne her overenskomst førte til større lighed i lønnen. Historisk set har de højestlønnede altid fået de største tillæg i lønglidning," siger han.

Flemming Ipsen peger også på, at finansministerens rolle er blevet endnu mere tydelig nu, hvor amterne er forsvundet: "Det har i højere grad end tidligere været et stramt styret forløb. Det er blevet meget synligt, at finansministeren er forhandlingernes egentlige dirigent, selv om han ikke deltager direkte i forhandlingerne," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Statsregeringens milliard spild, tv stationer, dsb´s spøgelsestoge, militærets spild, bistand til erhvervslivet, fejl på fejl, gør at der ikke er noget tilbage til dig,taber, du betaler for deres udgifter, for ingenting, mellemhandlerne er ligeglade de har fået deres løn og pensionordning.
Indordning gør det.

Synd for pædagoger og sygeplejesker at de har så dårlige forhandlere. Halv-hjertet halv-strejke virker ikke...