Læsetid: 4 min.

Ny kurs for Danmark

Socialdemokraternes største udfordringer står inden for det sundhedspolitiske område
Socialdemokraternes chefstrateg, Henrik Sass Larsen, har i foråret kunnet fastholde et monopol på partiets officielle kommentarer til den spegede overenskomstsituation og har haft et særligt ansvar for den sundhedspolitiske kampagne

Socialdemokraternes chefstrateg, Henrik Sass Larsen, har i foråret kunnet fastholde et monopol på partiets officielle kommentarer til den spegede overenskomstsituation og har haft et særligt ansvar for den sundhedspolitiske kampagne

Søren Bidstrup

13. juni 2008

Socialdemokraterne opgav efter svære overvejelser at afslutte den politiske forårssæson med en kanonade af politiske udspil, som folketingsgruppen har forberedt i udvalgsarbejde.

I stedet markerede partiets formand Helle Thorning-Schmidt i sin afslutningstale i Folketinget tirsdag og i en leder i juni måneds udgave af partiets medlemsblad en række stikord til det nye socialdemokratiske projekt 'en ny kurs for Danmark'.

I medlemsbladet formuleres vælgernes valg:

-Skattelettelser eller velfærd?
-'Bål og brand i gaden' eller 'helhjertet integration'?
-'Medansvar for klimasammenbrud' eller 'klimaforbillede'
-'Større ulighed' eller 'én gang for alle at bryde den sociale arv'?

-Og det summer op i valget mellem 'borgerlig stilstand eller socialdemokratisk fornyelse'.

Disse valgslogans er ikke færdigslebne, som det fremgår, og Thornings tale under afslutningsdebatten havde tre andre emner i fokus:

-Den økonomiske afmatning, der delvist ses som konsekvens af regeringens misbrug (skattelettelser) af 'flødeskumstiden', de seneste års opsving.

-Den anspændte kommunale økonomi, som nu står i centrum for regeringens forhandlinger med Kommunernes Landsforening, og hvor regeringen angiveligt har brudt løfter og i stedet givet skattelettelser (igen)

-Og så sundhedspolitikken, hvor socialdemokraterne har ført en sjældent koordineret og bredspektret kampagne om risikoen for en udskridning mod en opdelt sundhedsservice, hvor privilegerede forsikrede på private hospitaler og hos speciallæger får hurtigere og bedre service end den jævne borger.

I talen nævner Thorning et par andre politikemner, der har relation til de forberedte, nu udskudte udspil fra arbejdsgrupperne:

Uddannelsespolitikken, der åbenlyst har at gøre med den nye 'ulighedsparole': Socialdemokraterne foreslår 13 års uddannelsespligt - for, som Thorning sagde i sin 1. maj-tale, at forhindre, at det danske skolesystem fortsat er fokuseret på 'akademikernes døtre' i stedet for at 'bryde den sociale arv'.

Og en erhvervspolitik eller 'en dynamisk vækstpolitik. Med fokus på at sikre veluddannet arbejdskraft for fremtiden'.

Integration, sundhed, klima - og så arbejdsgruppernes: ny velfærd, ny lighed og ny vækstpolitik. Det er de foreløbige hovedpunkter i Thornings 'ny kurs', som vil blive yderligere udfoldet og tilslebet på sommermødet i august, men især på kongressen til september.

Turde ikke tage opgør

Thorning førte sig selv frem med 'helhjertet integration' i stedet for 'bål og brand i gaden', da hun holdt sin vigtige tale i Kalundborg for denne bys 'røde skole', og dermed med nogen succes fik sat Ritt Bjerregaards initiativ på plads. Thorning talte lige efter gadeoptøjerne i de danske større byer og lagde sig på en 'håndfast og fair' udlændingepolitik med mere ambitiøse integrationsmål end regeringen.

Det var den kombination af stram udlændingepolitik og ambitiøs integrationspolitik, som Thorning gjorde til tema for sit første møde med Fogh, efter at hun var valgt til formand.

Mødet førte til et kompromis om en stor integrationspakke, som Thorning imidlertid måtte træde ud af, presset af Mette Frederiksen og gruppens venstrefløj, idet hun ikke turde tage et åbent opgør umiddelbart før sidste kommunalvalg i november 2005.

Ny lighed

Mette Frederiksen har i det interne udvalgsarbejde stået for 'ny lighed', der har fået en drejning væk fra den letkøbte forargelse over de velstilledes gevinster under højkonjunkturen og i stedet søges fokuseret på den strukturelle ulighed i for eksempel skolen.

Nick Hækkerup står for en ny velfærdspolitik, som skal være klar til at styre debatten, når en ny økonomisk knaphed slår igennem i de kommunale budgetter.

Og Thorning skal selv udvikle den 'dynamiske vækstpolitik', der skal give ny økonomisk troværdighed til den nye og politisk uerfarne partiledelse.

Chefstrategen Henrik Sass Larsen har i foråret kunnet fastholde et monopol på officielle socialdemokratiske kommentarer til den spegede overenskomstsituation og har haft et særligt ansvar for den sundhedspolitiske kampagne.

Og netop her står partiet måske over for sin største udfordring. Bag forårets strejker og forhandlinger rumsterer en betydelig usikkerhed om, hvad danskerne vil med sundhedssektoren. Hvor meget skal vi ofre, hvor meget skal den enkelte kunne forvente som gratis service fra det offentlige?

Fogh vandt på sundhed

Overenskomstforhandlingerne på sundhedsområdet har illustreret hvor problematisk strukturreformens kompromisprægede resultat fungerer: Amterne, som havde et forholdsvist klart økonomisk og politisk ansvar for betydelige del af sundhedssektoren og hospitalerne, er afskaffet, i stedte har vi regioner uden direkte demokratisk valg og uden skatteudskrivningsret.

Mange har funderet på årsagen til, at Fogh-regeringen abrupt og uden forberedende øvelser iværksatte arbejdet med strukturreformen. Men en af grundene til, at Fogh greb muligheden, da den viste sig, var, at han allerede før han blev statsminister var stærkt optaget af en ny rollefordeling i sundhedssektoren. Fogh så gerne kommunerne som efterspørgere efter sundhedsydelser, produceret af selvstændige, ikke-profit-styrede, sundhedsproducenter (semi-NGO'er).

Det var efter Foghs mening en enestående mulighed for at indlejre sundhedspolitikken i et politisk drama, som kunne mobilisere borgeren omkring kommunale valg på grundlag af, hvad der på mange måder bliver fremtidens mest dominerende politiske tema: Sundhed og livsforlængelse.

Det drejer sig jo ikke om et enkelt valg mellem offentligt og privat sundhedsvæsen. Intet skattefinansieret offentligt sundhedsvæsen kan løfte alle de voldsomt voksende behandlingsmuligheder, som teknologi og viden åbner for. Hvor går grænsen? Dette spørgsmål må iscenesættes, så det kan håndteres i vitale demokratiske processer.

Større tillid til Fogh

Da Fogh vandt valget i 2001, var det blandt andet fordi, han havde opnået, at et flertal af vælgerne havde større tiltro til ham end til Poul Nyrup, når det gjaldt sundhed. Baggrunden var voksende, uoverskuelige ventelister, der viste svaghederne i den offentlige planøkonomi. Fogh har brugt private løsninger til at bekæmpe ventelister, og det var nok en forventning herom, der gav ham vælgernes tillid i 2001.

Socialdemokraterne har taget fat i en afgørende stribe temaer, men det er ikke gjort med, hvad de indtil nu har kunnet fremvise. Sundhedspolitikken er ikke det mindst vigtige.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu