Læsetid: 5 min.

Nyt fokus på markedsgørelse af det offentlige

Nyrup privatiserede i sin regeringsperiode langt mere, end Fogh hidtil har gjort i sin. Men det politiske udspil om massiv udlicitering, som Venstre sendte ud for nyligt, varsler nye tider
Faktisk privatiserede og udliciterede Nyrup i langt højere grad, end Fogh har gjort det. På billedet river Nyrup sider ud af Foghs bog -Fra socialstat til minimalstat- under valgkampen i 2001.

Faktisk privatiserede og udliciterede Nyrup i langt højere grad, end Fogh har gjort det. På billedet river Nyrup sider ud af Foghs bog -Fra socialstat til minimalstat- under valgkampen i 2001.

Jan Jørgensen

21. juni 2008

Kort før irerne med deres nej til Lissabon-traktaten væltede Anders Fogh Rasmussens politiske dagsorden for efteråret og lagde sten på vejen for den danske statsministers internationale job-aspirationer, opstod et par dages mediestorm om to af dansk politiks mest symbolladede begreber: Privatisering og udlicitering.

Man kan mere præcist tale om "markedsgørelse" af den offentlige sektor, et projekt som alle vestlige velfærdsstater åbnede for i 70'erne, som i 90'erne her i landet under Nyrup var genstand for en bitter fløjkrig i Socialdemokratiet, og som Fogh måtte lægge på is i 2001 - af grunde, som straks skal vurderes nøjere.

Det var et nyt erhvervspolitisk udspil fra Venstre, der i forrige uge satte sindene i bevægelse. I udspillet, som Fogh roste, og V-gruppen tilsluttede sig, anbefales et generelt udbud af alle offentlige opgaver fra 2010.

Udspillet blev "skudt ned fra alle sider", som det hed. "Danmark til salg", lød overskriften over debatindlæg, og også statsministeren lagde afstand og mente, at sundhedsvæsnet også fremover skulle have "tyngdepunkt" i det offentlige.

Reaktionerne illustrerer de enorme vanskeligheder, som forsøg på nøgternt at diskutere markedsgørelse har mødt i nu flere årtier, mens markedsgørelsen dog alligevel har vundet væsentligt frem, og af mange strateger i og udenfor de politiske partier anses som en helt uundværlig vej til sikring af kvalitet under det voksende pres fra teknologiudvikling og globalisering. Det gælder også i den gratis, offentlige velfærdsservice.

Markedsgørelsen af den offentlige sektor kom på banen efter de store, økonomiske kriser i 70'erne, udløst af olieprischok, som udviklede sig til internationale recessioner med dramatisk stigende arbejdsløshed, inflation og offentlige underskud.

Kriserne demonstrerede, at den socialdemokratiske ideologiske efterkrigsoptimisme havde mødt en barriere: keynesianismen, idéen om at stimulere offentlig økonomi som modvægt til konjunkturkriser, mødte afgørende tilbageslag.

Det betød opkomsten af nyliberalisme og ny 'public management', hvor markedsgørelse af offentlig sektor fik en nøglerolle.

Kreativ liberalisering

Markedsgørelse udvikledes både som egentlige privatiseringer og som mere eller mindre strategiske udliciteringer, offentlig-privat partnerskab etc., hvor offentligt finansierede serviceområder får et bidrag fra konkurrence-udsat, privat entreprenørvirksomhed.

Da skandinaviske, socialdemokratiske finansministre og økonomer i fællesskab vurderede 70'ernes krisestrategier, var der massiv tilslutning til en ny offensiv markedsgørelse med det udtrykkelige formål at sikre den offentlige velfærdsproduktion kvalitet og økonomisk bæredygtighed - og således reelt beskytte den gratis velfærd i de skandinaviske samfundsmodeller.

Ikke mindst Mogens Lykketoft og Poul Nyrup var stærkt engageret i denne tænkning, og i 90'ernes Nyrup-regeringer fik markedsgørelse en høj prioritet.

Faktisk privatiserede og udliciterede Nyrup i langt højere grad, end Fogh har gjort det. Og det til trods for, at Lykketoft og Nyrup mødte indædt og vellykket modstand fra Svend Auken og hans dengang stærke fløj i partiet - med forhenværende statsminister Anker Jørgensen som kransekagefigur.

Lykketoft var tvunget til at foretage taktiske tilbagetog, men fortsatte markedsgørelse med andre midler: Kontraktstyring og ikke mindst "ny løn", der gav offentlige ledere mulighed for at bruge lønpolitik som styringsmiddel i en konkurrencepræget kontekst.

Opbremsning

Da Fogh omkring årtusindskiftet forberedte sin magtovertagelse, var et nøgleelement i hans planer en massiv udlicitering af offentlig service med en forventet økonomisk gevinst på 15 mia. kr. Tallet stammede fra en Rambøll-analyse fra 1997 og byggede på relativt løse præmisser.

Alligevel indregnede Fogh og hans strateger i første omgang de 15 mia. kr. i et nyt offentligt, finansielt råderum.

Kritikken af beregningsforudsætningerne voksede og fik Fogh til at opgive modellen. Og samtidig oplevede han, at 11. september satte helt nye stemningsbølger i gang. De offentligt ansatte brandmænd fra New York blev en ny tids helte, til gengæld haglede kritikken ned over lufthavne, der havde udliciteret sikkerhedskontrollen.

Efter valgsejren i 2001 var Fogh tilmed afhængig af Dansk Folkeparti, der havde fundet en ny identitet som 'socialdemokrater classic', og som var tendentielt ærkemodstandere af privatisering, og det som lignede.

Resultat er blevet, at der over hele landet er sket en opbremsning af den markedsgørelsesbølge, som trods alt havde rullet under Nyrup.

Nye tider

Men nu er det tid for en vending: Kvalitetsreformen blev delvist et flop, fordi den ikke frontalt tog fat på markedsgørelsen - og både i de netop afsluttede arbejdskonflikter i den offentlige sektor og i de anstrengte forhandlinger om den kommunale økonomi, er det demonstreret, at der er behov for offensiv nytænkning.

En rungende undertone i overenskomstopgøret kommer fra vanskelighederne ved at rekruttere tilstrækkelig arbejdskraft - "varme hænder" - til den voksende velfærdsservice.

Samtidig står landet over for lavere vækst og enorme udfordringer, når det gælder finansieringen af den offentlige service vedrørende sundhed og pleje - og beskyttelse mod tendensen til en egentlig privatisering, der kan føre til et opdelt marked for velfærd - for de rige og for de fattige.

Regeringens største reformøvelse, strukturreformen, har efter manges opfattelse skabt grundlag for omfattende markedsgørelse af kommunernes administrative og tekniske serviceopgaver.

En optimal udnyttelse af ny teknologi kan efter nogles skøn give kolossale muligheder for personalereduktioner i de nye storkommuner. Det sker først, når systemerne kommer under mærkbart pres - f. eks. gennem udbudsrunder. Det er på mange måder selve forudsætningen for at skaffe penge og arbejdskraft nok til "de varme hænders" opgaver.

Det fri marked

Områderne for sundhed, pleje og uddannelse er under stigende pres fra international konkurrence og private udbydere af service af høj kvalitet.

Hvis offentlig serviceproduktion på disse felter stadig skal have tilstrækkelig høj kvalitet og effektivitet til at sikre bredden i efterspørgslen og finansiering over skatten, undgår man næppe at bruge markedsgørelse som styring og dynamo.

Det fri marked er det eneste styringssystem, som konsekvent belønner innovation, og hvis kun de private serviceudbydere får maksimal glæde af konkurrencegevinster i kraft af innovation, taber de gratis offentlige ydelser og ender som sekundavarer for de underprivilegerede - uden beskyttelse af den brede alliance af brugere af offentlig service, som er fundamentet for det danske velfærdssamfund. Det så de skandinaviske S-økonomer i 70'erne.

Derfor kan vi næppe meget længere udskyde en ny, hed debat om markedsgørelse.

Venstres debatoplæg er næppe blot det symbolske stunt til beroligelse for partiets "ultraliberale", som det er blevet udlagt som.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Hvorfor bliver alle så overraskede over Venstres erhvervsordføres udspil, når Fogh Rasmussen og DF siden 2002 har forebredt lovgivningen til Fogh Rasmussens mininalstat?
Strukturreformen var første skridt,.Så kom lovene der tillader profitinstitutioner og tillader brugerbetaling for de såkaldte ekstraydelser.
Alle de forskellige frirvalgsordninger, der påtvinger kommunerne, regionerne mv at udarbejde materiale og behandling af uliciceringsopgaver. Hertil kommer skattefradrag til sundheds og andreforsikringer samt overpris for private sundhedsbehandlinger mv.
Ligeledes er der skrevet ind i flere love, at fx kommunnerne ikke må udbyde ekstraopgaver mod betaling, så her er der hverken et frit valg for borgerne eller fri konkurrence for udbyderne.
Jo Fogh Rasmussen har gjort sit forarbejde til indføringen af hans minimalstat, samtidig med at han har haft held med at lege socialdemokrat.

Det er dette bedrag jeg finder værst, Hvorfor tror Fogh Rasmussen ikke så meget på sit eget minimalstatsprojekt ,så han vil kæmpe for det i åbenhed. Det er for lavt at indfører det af bagdøren alt imens han optræder som socialdemokrat.
Har medierne ikke et ansvar for at Fogh Rasmussen har kunne lege socialdemokrat så længe samtidig med han forbredte sin minimalstat?

"Nyrup privatiserede i sin regeringsperiode langt mere, end Fogh hidtil har gjort i sin."

Og alligevel er der mange der ikke forstår, at der ikke er nogen der gider at stemme på Nyrups neoliberalistiske efterfølger, Helle Thorning Schmidt...

Steen Rasmussen

Ideologisk trosbekendelse: ”Det fri marked er det eneste styringssystem, som konsekvent belønner innovation” (EMC).

Hans politiske betragtninger over udviklingen mod minimalstaten fra forbrugersamfundets selvpåførte mangelsituation i 70´erne, hvor den sidste umoderne statsminister slap magten, fordi han ikke kunne få sin politik igennem, er rigtig hvad bevægelsen frem mod den erklærede ideologiske målsætning angår.

Alle andre statsministre, efter Anker Jørgensen, har været moderne i den forstand, at de fører deres politik for at få og beholde magten, i stedet for at gå efter magten, fordi de har en politik.

Men at det er netop EMC´s udgave af troens genstand, som forklarer det øgede forbrug og at det skulle være et regulært udtryk for udvikling, evolution og sikring af en bedre og holdbar fremtid for os, der hele tiden bliver flere af her på planeten, det er der ikke tilnærmeligvis gjort noget forsøg på at forholde sig til i hans bekendelser. Mig bekendt har han aldrig været i stand til at tænke ud over nationens bekvemme optagethed af sig selv. Men det ved jeg dybest set ikke noget om. Hvis han havde, ville det være rart at se det i det nationale perspektiv.

Hvornår begynder denne traditionelt ideologiske bannerfører at se på det sociale i dets kontekst, og analysere det i dets fundering i sine socialt eksterne mulighedsbetingelser.

Hvad er udvikling? Hvad er vækst? Hvad er innovation? (i socialt overordnet forstand og i globalt perspektiv: Noget kunne tyde på, at de mange forskellige former for civilisation måske kommer til at lide fælles skæbne, nyde fælles skæbne i fremtiden. Det er vel den naturlige konsekvens af det globale samfund, i minimal statslig forstand eller ej)

Han har ret i at oliekrisen sparkede fødderne væk under Anker Jørgensen, og at den satte parentes om den keynesianske form for vækstfremmende og beskæftigelsesfremmende økonomisk politik. Men han husker at glemme, at det dræn i økonomien, som ressourcerne var årsag til, gradvist inddæmmedes i takt med at forbruget, og produktionen tog fart igen. Det ideologiske moment i den førte politik, inflationsbekæmpelsen, virkede over for udlandet, sådan at købekraften steg heroverfor, og dermed muligheden for at udspille ressourcernes rolle, på det indre europæiske marked og i DK. Den samlede effekt, på globalt plan, var udtryk for en mere effektiv udnyttelse af de lande, som først og fremmest lever af at eksportere råvarer. Ikke at man altid behøver at have medlidenhed med alle lande, som lever af at eksportere råvarer, tænk på Saudiarabien. Men den egentlige årsag til krisen dengang, at forbruget skabte mangel på lokalt national plan og dermed inflation, manglende konkurrenceevne osv., kan meget vel gå hen og vise sig nu, som resultat af nøjagtigt samme mekanisme, bare på globalt plan, dvs. i en form som ikke kan eksporteres.

Det fri marked er ikke nødvendigvis udtryk for en højere rationalitet, selv om dets mekanismer er i stand til at strukturere og integrere sig i alle samfundsformer, altså globalt. Det kan meget vel være at den mangel, som er nødvendig for at skabe efterspørgsel, og dermed økonomisk incitament, motivation for at orientere sig økonomisk, bestræbelsen i retning af at opnå købekraft, er på vej til at melde sig på globalt plan i en grad, så den resulterer i reel købekraft, der manifesterer sig som indskrænkende for vor egen købekraft. Måske i den form som nogen kalder absolut mangel på råvarer, mulighedsbetingelser for økonomien, og ikke altså ikke bare lokal inflation.

Det fri marked er udtryk for dets aktørers bestræbelser på at afhjælpe mangel for sit eget vedkommende, og deres bestræbelser på at afhjælpe egen mangel er ikke udtryk for en højere rationalitet. Det er således ikke korrekt at den velstillede verden per automatik er med til at afhjælpe mangelsituationen andre steder i kraft af sit forbrug. Vi kan ikke tage det for givet, at vi i kraft af vores forbrug afhjælper mangelsituationen andre steder i verden.

Pengene og deres udkrystalliseringer i form af kapital behøver ikke at være udtryk for noget. Når det viser sig hedder det inflation. Kapitalen og pengene kan ikke erstatte deres mulighedsbetingelser, de andre sider af det sociale, dens betingelser, entropiloven, olien, klimaet, osv. Det økonomiske system er situeret i en kontekst og er betinget af forudsætninger, som det påvirker i en grad, der tyder på at de økonomiske ”innovationer” faktuelt er udtryk for den kortest mulige tidshorisont, til en rationalitet der dikterer afbrændingen af enhver liter olie i dag, hvis man kan tjene hvad det koster at købe en ny ved at gøre det, også selv om der i overmorgen ikke er noget tilbage. Det er ikke nødvendigvis det fri marked, som kan garantere og sikre os mod den mangelsituation og den globale klimakrise, som det tenderer mod at være med til at føre menneskeheden ud i.

Hvornår begynder EMC at integrere disse problemer i sit perspektiv. Hvornår bliver han i stand til at analysere?

En af grundene til at jeg har opsagt abonnementet på avisen, er at den mangler vilje til at sammentænke i forpligtende form.

En stor kendt sociolog definerer ideologiske og moralske betragtninger som kontrafaktiske, fordi han ser dem som ”ikke lærevillige”, som belærende frem for det at være åben for verden, indtryk. Når man orienterer sig ideologisk og moralsk, er der en tendens til at man indordner ethvert fænomen bedst muligt i sit eget univers, så det kommer til at passe ind i den orden, som man følelsesmæssigt har vænnet sig til at foretrække eller i forholde til de værdier som man implicit lægger ind under den verden man forholder sig til og fordømmer efter.

Den lærervillige er derimod kontinuert parat til at modificere og ændre forudsætningerne for beskrivelsen af sin omverden. Dvs. i stedet for at idealisere og fremfører fordømmende troserklæringer er man til stadighed parat til at ændre på sine egne forudsætninger for at erfare, og på den måde forudsætningerne for hvad der er sandt.

Af samme årsag er jeg en stor fan af Schlüters trosbekendelse: ”ideologi er noget bras”, selv om det også er en trosbekendelse, der kunne gå hen og blive ideologi.

Carsten Friskytte

Ansvaret for Danmarks fremtid og økonomi ligger sikrest i hænderne på den dygtige administrator Anders Fogh Rasmussen. Men fødderne solidt plantet i den danske sandjord styrer han med sikker og fast hånd gennem de storme, som halvstuderede røvere rejser over den hjemlige andedam. Man kan sætte ølse for og ølse bag, men pølsen beholder dog sin velsmag.

Men det er jo unægteligt morsomt at læse naturfantasterne surmuleri.

Det er rigtigt at Nyrup regeringen udliciterede og privatiserede i 90ne, og måske nok MERE end VK regeringen siden 2001. Men så stopper Erik Meyer Carlsens analytiske forehavende også, uden at have sagt noget som helst!

For at forstå denne kendsgerning, må man se på HVAD der blev og bliver udliciteret og privatiseret? For der er her de væsentlige forskelle på VK og S findes. Der er ikke længere, som mange højrefjøjs 'loonies' (for at parafrasere et yndlingsudtryk fra den kant) synes at forudsætte, ingen direkte sammenhæng mellem udliciteringer og politisk observans. Vi vil formentlig se SF og Enhedslisten medvirke til privatiseringer af offentlige områder hvis de skal være med til at lede Danmark, såfremt det kan begrunde politiske omprioriteringer af den offentlige indsats. Udliciteringer og privatiseringer er en del af generelle økonomiske vurderinger og (om)prioriteringer, og er ikke nødvendigvis knyttet til ideologi på venstrefløjen på samme måde som det er på højrefløjen.

Erik Meier Carlsen synes i sit ideologiske bekendelsesforehavende eller forsøg på misforstået skræmmekampagne, åbenbart ikke at det er vigtigt at beskæftige sig med den kendsgerning at Nyrup bl.a. udliciterede på områder som infrastruktur (Kbh Lufthavne, DSB) og kommunikation (Tele Danmark, Datacentralen m.fl). I den sociale indsats kunne borgerne endvidere få tilskud til brugen af disse ydelser.

Den socialdemokratiske regering tog i 90ne afstand fra udliciteringer på undervisnings-, sundheds-, og børne- og ældreområderne. Dvs. velfærdsstatens centrale ydelser til borgerne skulle forblive sociale sikkerhedsstrukturer, i en lighedsregulerende interesse.

Netop på dette punkt adskiller VK regeringens udliciteringer sig, hvor der er åbnet op for privathospitaler, privatskoler og udliciteringer på ældreområdet siden 2002. Dvs. centrale strukturer i velfærdsstaten udliciteres og markedsgøres i stigende grad, og i den sociale indsats skærpes indsatsen så der ikke bliver mulighed for de mindre bemidlede at benytte disse ydelser.

Hos VK er der således ingen socialliberal interesse i at regulere samfundsgoderne så de svageste i samfundet også får del i dem. Markedsøkonomien fremfor den offentlige økonomi tiltænkes hos VK den fundamentale strukturelle rolle i samfundet, og der er altså en bondegård til forskel fra socialdemokratiets udliciteringspolitik!

Så Erik Meier Carlsens 'analyse' bryster sig af at se kvantitative ligheder, men kan ikke se afgørende vigtige kvalitative indholdsforskelle!

Men jeg er derfor (men jo så af en anden grund end Carlsen) enig i én ting:
"Derfor kan vi næppe meget længere udskyde en ny, hed debat om markedsgørelse."

Nej det kan vi ikke, og lad os så håbe på at politikere og medier får de meget vigtige små forskelle med!

Hvis vi skal være helt korrekte, så arbejdede Schlüters embedsmænd videre i 90ne med rekruttering af liberalt orienterede til ministerierne, der kunne fortsætte den neoliberale politik fra 80ne. Fx fyrede Ole Vig først i 1998 en højtstående embedsmand af denne grund.

Og en mand som Lars Lykke Rasmussen udliciterede allerede på ældreområdet i 1998 mens han var venstre borgmester, 3 år før der blev lovgivet på området.

Socialdemokratiet var og er stadig langt fra uskyldige med deres New Labour politik, men 90ne var faktisk aldrig rigtigt deres eget årti!

Steen Rasmussen

Der er forskel på den entusiasme, man har grebet udliciteringen af de offentlige opgaver med inden for de politiske grupperinger her i landet og rundt om især i Europa. Men generelt er udviklingen styret af en rådvildhed, der infant sig efter murens fald, en tomhed som er blevet udnyttet til at forcere den politiske udvikling globalt, i Europa og i DK mod øget liberalisering.

Det politiske billede, dets klassiske modsætning mellem højre og venstreorienterede, mistede sine forudsætninger med det kommunistiske diktaturs forsvinden. Den traditionelle højrefløj opfattede bortfaldet af sovjet som sin fortjeneste, selv om man også var lidt nølende over for udfordringerne efter muren.

Man valgte at gå mod øget liberalisering, og mod nye fjendebilleder. Saddam var allerede fra begyndelsen af 90´erne en del af substitutionen for sovjet. Osama kom til som det perfekte fjendebillede, fordi den rene fundamentalistiske terror svarer til det onde selv, det godes definerende modpol, det man kan legitimere det formynderiske overvågningssamfund og tabte frihedsrettigheder med her i Europastaten og der ovre på den anden side af Atlanten.

Udlicitering, Farum modeller, og fjernelsen af det tredje led i skatteopkrævningen her i landet med fjernelsen af amterne uden at overføre retten til at opkræve skat til regionerne, falder som led i forberedelserne mod realiseringen af den europæiske monetaristiske og monetære union. Socialdemokratiets rolle har været nølende, men man har bøjet sig for udviklingen, og været med til at cementere den, sandsynligvis fordi socialdemokratiets ledere har set det som eneste mulighed for selv at kunne sidde med ved bordet, hvor det skete.

Næste trin i den nødvendige udvikling er fjernelsen af alle forbehold for Europastaten. Overdragelse af ret til at inddrive skat til samme Europastat og i det hele taget etableringen af alle de instrumenter der skal til, for at man for alvor kan begynde at lege det nye USA.

Det er perverst, at man taler om denne udvikling, som noget der skulle kunne udgøre en modvægt til USA's politik.

Man satser ensidigt på at globalisere det ”økonomiske subjekt´s” krav på ydelser uindskrænket. Det økonomiske subjekt står for billedet på frihed. Enhver afstand, enhver forhindring for købekraftens allestedsnærværende krav på modydelser for valutaen skal af vejen, fordi det økonomiske subjekt repræsenterer ”friheden” i monetaristisk forstand.

Således tenderer de økonomisk højtflyvende mod at negere enhver kulturel og naturlig forskel med deres globaliserede økonomiske orden. Hver gang de flyver om på den anden side af kloden for at opleve en kulturel forskel, er de med til at fjerne de forskelle som også de opsøger, foruden at de hænger med røven nederst i økologisk forstand.

De højtflyvende har givet Lomborg opgaven at bortforklare den trussel, den sejrende livsstil udgør for sig selv, med påstanden om at den kan afhjælpes med de selv samme mekanismer, som skaber problemerne. Det påstås ideologisk og kontrafaktisk at undermineringen af det økonomiske systems mulighedsbetingelser kan undgås ved blind dyrkelse af de mekanismer, som har ført til problemerne ”De velstillede skal/kan forbruge sig ud af de problemer som forbruget afstedkommer”, det synes at være det kommercielle budskab han er sat til at formulere i smuk forening med den ideologiske trosbekendelse, som EMC formulerer så flot.

De socialdemokratiske økonomiske vækstidealer er ikke væsentligt forskellige fra de liberale. Fra Adam Smith til i dag har man set knaphedens paradoks som overvindeligt med produktion. Den skæve fordeling af kapital blev fra starten legitimeret med arbejdsdelingen og pengeøkonomiens eventyrlige evne til at øge udkommet og fordele det i kraft af det økonomiske kommunikationsmedie, som pengene er. Men forudsætningerne for den øgede produktion var funderet i den egentlige arbejdsevne, den fri energi, den fysiske forudsætning for enhver kvalitativ forandring mod det bedre.

Det nye er at vor succes på kloden har ændret så voldsomt på de historiske succeskriteriers forudsætninger, så det der har kunnet kompensere for mangelen, der altid var der i periferien af den økonomiske velstand, nu for alvor svigter. Omverdenen til det økonomiske system svigter. De fire kriser, som Jørgen Sten Nielsen skriver om hver dag, er én, monsterets konfronteres i denne enhed i form af sig selv som sin egen største trussel.

De traditionelle politiske grupperinger er derfor sat skakmat. Den monetaristiske og den socialistiske model er undermineret ved det ideal de har til fælles, krematismen.

Ideologierne har spillet fallit.

@ Steen Ole Rasmussen

Meget interessant, og befriende at få en klar udlægning af postmodernismen med et Luhmannsk blik (dit link). Glæder mig til at læse mere, hvis den klarhed generelt kendetegner dit arbejde.

Jeg er ganske enig i dine betragtninger, og synes at der i praksis er det misforhold at ideologiernes krise er synlig på det vi tidligere kendte (og som de fleste stadig benævner) som 'venstrefløjen', mens (do) højrefløjen synes mere ideologisk funderet end nogensinde, tilsyneladende helt udenfor offentlig kritik!

Kan du byde på en analyse af det misforhold (hvis du altså er enig i det? alternativt en problemforskydning som det vist hedder i systemteorien)?

Steen Rasmussen

@ Mokasinen
Tak for venligheden. Mine tekster er sjældent læservenlige. Det er mit problem, og derfor skriver jeg en del, netop for at blive bedre til det.

Desuden mener jeg at de konkrete problemer, som i øjeblikket går under betegnelsen de fire kriser, afslører at den rationalitet, som er karakteristisk for det moderne i Luhmannsk forstand, har sat sig selv skakmat, at den er blevet sit eget største problem.

Det er indlysende at man er ude af stand til at forstå den herskende rationalitets begrænsede gyldighed på baggrund af den herskende rationalitet. Det siger lidt om udfordringen i mit projekt. Det moderne samfund opfører sig i et væk, som om de mekanismer, der har ført til problemerne, kan bruges til at løse de problemer de har udløst. Man kan ikke andet fordi man ikke behersker anden rationalitet end den herskende, som altså er problemet. Ideologierne er kun et tyndt fernis oven på denne problematik, en del af elendigheden.

Min bog er ikke let og læservenlig. Jeg sidder mellem to stole, ønsket om at lade forudsætningerne for den herskende rationalitet dreje og vride sig ved roden og så ønsket om at formidle paradokser og problemer så de virker afslørede og forstået klart og entydigt.