Læsetid: 2 min.

Nyt pres på gratisuddannelser

Den gratis uddannelse i Danmark er stadig under pres efter en EU-beslutning, der fortsat giver universitetskonsortierne mulighed for at opkræve brugerbetaling på de omstridte Erasmus Mundus-uddannelser
Indland
27. juni 2008

Det danske princip om gratis uddannelse er fortsat under pres efter en afstemning i EU-Parlamentets kultur- og uddannelsesudvalg. Flere danske politikere havde stillet ændringsforslag, der endegyldigt skulle udelukke brugerbetaling på Erasmus Mundus-uddannelser, men de blev ikke vedtaget - Christel Schaldemose MEP (S), der er eneste dansker i udvalget, er skuffet: "Jeg er oprigtigt bekymret. Beslutningen risikerer at føre til, at de gode udenlandske universiteter kun er åbne for de studerende, der har råd til det. Reelt betyder det jo brugerbetaling for danske studerende," siger hun.

Ikke udelukket

Udvalgets kompromistekst udelukker nemlig ikke, at Erasmus Mundus-konsortier fremover vil kunne kræve, at deltagende universiteter skal opkræve brugerbetaling fra de studerende.

"Jeg havde ønsket, at der stod klokkeklart, at konsortierne skal overholde uddannelseslovgivningen i samtlige af de deltagende lande. Ellers opstår der forvirring omkring, hvem der har myndighedsansvaret: konsortiet eller landets uddannelsesmyndigheder," siger Christel Schaldemose.

Samme holdning har Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU, som havde stillet lignende forslag:

"Jeg beklager selvfølgelig resultatet i EU-udvalget, men er ikke specielt overrasket. I EU-Parlamentet er der en stærk lobby for at gøre uddannelse til en vare på linje med spegepølse og italiensk salat," siger Søndergaard. Han mener desuden, at regeringen har et forklaringsproblem, fordi Folketingets videnskabsudvalg for kun en måned siden vedtog følgende formulering:

"Udvalget konstaterer, at EU ikke har kompetence til at træffe beslutninger på uddannelsesområdet, og medlemmerne vil holde aktivt opsyn med, at nye tiltag og reformer på uddannelsesområdet ikke betyder skred mod brugerbetaling." Det hænger ikke sammen med beslutningen i EU, som Venstre og Konservative støtter op om:

"Hvordan kan regeringen retfærdiggøre dette kursskifte overfor Folketinget? Regeringen løber fra folketingsflertallet, når den accepterer muligheden for brugerbetaling," siger Søren Søndergaard. I Venstre afviser man, at den nye EU-beslutning er et skridt mod mere brugerbetaling - her glæder man sig i stedet over, at det ikke blev vedtaget, at uddannelserne skulle være drevet af brugerbetaling.

Beslutningen betyder ifølge en pressemeddelelse fra Venstres Anne E. Jensen, at Erasmus Mundus-konsortier fortsat kan opkræve studieafgift:

"Men kun i det omfang, den nationale lovgivning tillader det. Dermed kan Danmark fortsat deltage i Erasmus-Mundus-programmet."

Både Søren Søndergaard og Christel Schaldemose vil genfremsætter deres ændringsforslag, når parlamentet endeligt vedtager sagen til september.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her