Læsetid: 4 min.

Det offentlige sundhedsvæsen - et politisk stedbarn

Under konflikten har hverken regering eller fagbevægelsen forklare os, hvordan de vil sikre et sundhedsvæsen i verdensklasse, når det forholder sig sådan, at det private sundhedsvæsen favoriseres på bekostning af det offentlige sundhedsvæsen
Konflikten har udfordret de dominerende forestillinger blandt politikere, arbejdsmarkedsforskere og debattører om, at kvinder i den offentlige sektor finder sig i alt.

Konflikten har udfordret de dominerende forestillinger blandt politikere, arbejdsmarkedsforskere og debattører om, at kvinder i den offentlige sektor finder sig i alt.

Claus Fisker

30. juni 2008

Over otte ugers lang konflikt på sundhedsområdet er slut. Mange har op til konfliktens afslutning og umiddelbart efter haft travlt med at udnævne sygeplejerskerne og resten af Sundhedskartellets medlemmer til tabere af konflikten.

Men kan en sådan konflikt gøres op efter traditionel forhandlingsmålestok? Hvad sker der, hvis analysevinklen ikke er snævre økonomiske regnestykker?

-For det første har det været en konflikt, der har bestræbt sig på at tage menneskelige hensyn via solide nødberedskaber. I stedet satsede konflikten på at råbe politikerne op via kreative og engagerende aktioner. Der har været vist et meget stort sammenhold og i tider, hvor samfundsforskere til stadighed peger på en tiltagende individualisering, er en sådan solidaritet i sig selv unik.

-For det andet har det været en konflikt, der har forbundet overenskomstspørgsmål med spørgsmål, der vedkommer os alle: uligeløn og den offentlige sundhedssektors overlevelse.

Undervejs har vi mødt stor opbakning fra befolkningen. Og mange tak for det.

Men vi har så åbenlyst også udfordret dominerende forestillinger blandt politikere, arbejdsmarkedsforskere og samfundsdebattører om, at det er naturligt, at kvinder arbejder i den offentlige sektor.

Udfordre private kræfter

Og at det i forlængelse heraf er naturligt, at dette arbejde værdsættes lavere end arbejde i den private sektor.

-Vi har udfordret dominerende forestillinger om, at arbejde i de offentlige omsorgserhverv først og fremmest værdsættes gennem meningen med arbejdet, og at løn derfor er sekundært.

-Vi har udfordret den traditionelle fagbevægelse på spørgsmålet om, hvor langt det danske aftalesystem rækker.

-Vi har udfordret magtstrukturerne i den traditionelle fagbevægelse.

-Endelig har vi udfordret regeringens sundhedspolitik, der forkæler og styrker de private markedskræfter i sundhedsvæsnet på bekostning af det offentlige sundhedsvæsen.

Den modstand vi har mødt kan - med inspiration fra de svenske forfattere Liza Marklund og Lotta Snickare - rubriceres i den åbne, den fordækte og den neutrale modstand. Den åbne modstand i form af de, der hævdede, at omsorgsarbejdet i den offentlige sektor ikke har samme samfundsmæssige værdi som vidensarbejde og arbejde i den private produktion.

Den fordækte modstand, som den fra regeringsflertallet, der med hårdnakket konsekvens har nægtet at udtale sig om hverken uligeløn, en ligelønskommission eller sundhedsvæsnet fremtid under henvisning til den danske model/igangværende forhandlinger. Og endelig den neutrale modstand der tilsiger at problemet naturligvis skal løses - hvis det altså eksisterer. Og bevisbyrden ligger hos os.

Vi er krumtapperne

De strejkende i Sundhedskartellet har således skulle legitimere, forsvare og forklare vores synspunkter i allehånde debatter.

- Kan I ikke være tilfredse med det 47 andre forbund har sagt ja til?

- Har I mon regnet rigtigt?

- Arbejder ingeniørerne ikke mere end jer?

- Hvordan kan I mene Danmark har råd til det?

- Er det ikke bare jeres egen skyld?

- Hvis I nu ikke arbejde på deltid, ligesom mange andre kvinder i Danmark i øvrigt, ville problemet så være til stede?

Hertil har vi svaret:

Nej, vi er ikke tilfredse med det 47 andre har godkendt. For var vi det, står uligelønsproblemet stadig fuldstændig uløst.

Jo, der er regnet helt rigtigt. Det er Danmarks Statistiks tal, der ligger til grund for lønforskellen på 27 pct.

Nej, uligeløn har ikke noget at gøre med, om man i den præsterede arbejdstid har mere eller mindre travlt. Endvidere vil enhver, der sætter sine ben på de danske hospitaler få syn for sagen med hensyn til arbejdstempo.

Det offentlige sundhedsvæsen er en af de vigtigste krumtapper i det danske velfærdssamfund, og derfor har vi ikke råd til at lade et offentligt sundhedsvæsen smuldre.

At kvindernes arbejdskraft er en forudsætning for velfærdssamfundet.

Men sådan set er det fair nok. Selvfølgelig skal vi kunne svare for os.

Politikerne skylder svar

Problemet ligger bare i, at hverken regeringsflertal, dele af fagbevægelsen eller arbejdsgiverne er blevet bedt om, at skulle forklare deres hensigter, bevæggrunde, vilkårlighed i argumentation:

Hvordan de vil sikre et sundhedsvæsen i verdensklasse, når det faktuelt forholder sig sådan, at det private sundhedsvæsen favoriseres på bekostning af det offentlige sundhedsvæsen.

Hvordan samfundsmæssigt og strukturelt betingede lønforskelle mellem kvindeligt og mandligt dominerede fagområder løses inden for den danske aftale models nuværende rammer? Dertil kan man spørge, hvad den danske models berettigelse er, hvis det ikke må kunne betale sig at strejke?

Hvordan den danske aftalemodel overhovedet kan løse strukturelt betingede lønforskelle, når det faktuelt forholder sig sådan at fastsættelsen af offentlige lønninger er stærkt centraliseret omkring statsmagten?

Hvordan et stærkt kønsopdelt arbejdsmarked kan ændre sig til et mindre kønsopdelt arbejdsmarked, hvis ikke lønniveauet må spille en rolle?

Med andre ord: Hvor er de sammenhængende samfundsmæssige strategier for at sikre velfærdsarbejdet, for at sikre ligeløn og for at bryde et stærkt kønsopdelt arbejdsmarked?

En konflikt, der rejser væsentlige samfundspolitiske spørgsmål kan ikke gøres op som i en traditionel arbejdskamp. Og til trods for den politiske uvilje til at drøfte væsentlige samfundsanliggende som uligeløn og fremtiden for det offentlige sundhedsvæsen - til trods for at vi har været oppe mod massive magtstrukturer er det alligevel lykkedes at sætte uligelønnen mellem mænd og kvinder på dagsordenen. Det er - sagt i al stilfærdighed - tankevækkende, at vi her i 2008 kan have så svært ved at trænge igennem med synspunkter om ligeløn.

Ligeløn er en ret i et demokratisk samfund. De patriarkalske strukturer i nogle af de politiske partier og i dele af fagbevægelsen er - har vi konstateret - meget bastante.

Så frit efter Benny Holst: Nu har vi set det meste og spillet op til lidt af hvert. Men efterhånden kommer intet bag på rødder som os: Hvis der er et skudsår, en skramme eller et ar, så er det ikke så sært.

Men vi synger videre og kæmper på trods.

Ligeløn og et velfungerende offentligt sundhedsvæsen må være en politisk vindersag i den sidste ende.

Dorte Steenberg er næstformand for Dansk Sygeplejeråd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu