Læsetid: 4 min.

Pigernes gymnasium

Med gymnasiereformen har man annonceret øget fokus på studiekompetencer. Dokumentation, formidling og evaluering er blevet centrale begreber på et gymnasium, der måske er på vej til for alvor at blive pigernes
18. juni 2008

"Jamen, skal jeg tale om mig selv," spurgte en af mine elever på teknisk gymnasium efter marts måneds terminsprøve i det, der med gymnasiereformen blev til studieområdet. Jeg tøvede et øjeblik og sagde så "ja, du skal tale om dig selv".

Studieområdet er et af satsningsområderne i den gymnasiereform, som trådte i kraft i 2005, og som sidst i juni sender sit første kuld studenter ud. Begrebet 'studieområdet' dækker over alle de tværfaglige projekter, eleverne laver gennem 2. og 3. G. Eleverne skal aflægge obligatorisk prøve i disse projekter, inden de i slutningen af juni får huerne på. Karakteren, som eleven opnår, tæller dobbelt på eksamensbeviset. Studieområdet er dermed et hypet fag - og prøven ikke det rene pjat.

Fra elev til studerende

Målet med det tværfaglige arbejde i studieområdet er, at eleverne udvikler stærke studiekompetencer. Informationssøgning, dokumentation og formidling er her centrale kompetencer, der skal gøre eleverne til studerende og dermed lette overgangen til videregående uddannelse. Det tværfaglige arbejde organiseres, så disse kompetencer trænes, og ved eksamen i studieområdet er elevens evne til at forholde sig til sin egen kompetencemæssige udvikling central.

At tale om sig selv

Studieområdet er således et fagligt felt, der har fokus på den enkelte elev og den enkelte elevs udvikling. Eleven skal kunne formulere sig omkring sin personlige og faglige udvikling og forholde sig kritisk til eget arbejde. Selvrefleksion bliver således et kernebegreb.

Hele ideen om selvrefleksion rummer et element af italesættelse. At reflektere over sig selv og sin udvikling er at sætte sig uden for sig selv og give sine evner navn.

Det er med andre ord ikke nok at være blevet bedre til for eksempel at formidle et fagligt stof, for eleven skal også kunne se og forklare denne udvikling og sætte ord på den. Deraf italesættelsen, som for mig at se kræver et særligt sprog. Et sprog, som pigerne mestrer, men som drengene har langt sværere ved at udfolde. Årsagerne til dette skal blandt andet søges i kønnets sprog.

Drenge - og pigesprog

For drenges og pigers sprog er ikke ens. Piger taler om relationer, drenge taler om handlinger. Piger taler for at tale, drenge taler for at videregive informationer. Drengenes sprog er fokuseret på handlinger; det videregiver oplevelser, mål og resultater, det handler om faktuelle, konkrete emner.

Pigernes sprog derimod er et relationssprog; med sproget forklarer piger relationer og følelser. Pigernes sprog er derudover en aktivitet med sin egen begrundelse - sproget bruges ikke blot som redskab til at viderebringe et budskab. Det at bruge sproget - at tale - er en meningsfuld aktivitet i sig selv, det er for pigerne en samværsform.

De to kønssprog har hver især styrker og svagheder, når det handler om at formulere sig inden for en uddannelseskontekst. Drengesproget er velegnet, når talen er om faglige emner, hvor det konkrete, teoretiske stof er i centrum.

Det bliver sværere, når eksamen handler om personlig udvikling og progression, som det er tilfældet i det førnævnte studieområde. For mig at se kan drengesproget komme til kort her. Pigesproget derimod har det fint. Pigerne er vant til at tale om det personlige, og det falder dem derfor lettere at formulere sig om kompetencemæssige svagheder og styrker. Skolesproget bliver her blot en forfinelse af det sprog, pigerne er vant til at tale indbyrdes uden for skolen.

Set i relation til gymnasiereformens studieområde og reformens generelle fokus på refleksion og selvevaluering står drengene altså med et sprogligt problem. De skal lære et sprog samtidig med, at de lærer fag og metoder. Men måske begrænser problemstillingen sig ikke kun til sproget.

Hjerneforskning

Hjerneforskeren Ann-Elisabeth Knudsen beskæftiger sig med drenges og pigers læring både i folkeskole og gymnasium set i lyset af hjernens udvikling gennem skoleårene.

Hendes hovedpåstand er, at drenge og piger arbejder og lærer på vidt forskellige måder. Drengene arbejder ud fra hands-on-principper; de eksperimenterer og fordyber sig i fagspecifikke spørgsmål, mens pigernes styrke er dokumentation, struktur og afrapportering.

Drengenes og pigernes læring er altså forskellig, og set i relation til studieområdet kan man sige, at drengenes læringsstil stiller dem dårligt. Her profiterer pigerne af deres evne til dokumentation, overblik og struktur.

Pigernes gymnasium

Endelig, kunne man sige. Endelig oplever vi, at pigerne hævder sig på et felt, som historisk set har været mandedomineret. Vi bevæger os væk fra en tid, hvor viden var et mandefelt. Endelig.

Men man kunne også gå den anden vej og sige, at de nye uddannelsesmæssige buzz-words som selvrefleksion og italesættelse accelerer en udvikling hen imod et gymnasium, der risikerer at blive et pigernes gymnasium. Drengene taber i forvejen terræn i forhold til at gennemføre ungdomsuddannelser og videregående uddannelser, og med gymnasiereformen har man for mig at se på nogle punkter forstærket denne udvikling. Når Jens spørger mig: "Jamen, skal jeg tale om mig selv, er det det, du vil have?", så sætter han indirekte et kritisk lys på de faglige krav, som gymnasiet i dag stiller ham overfor.

At man med gymnasiereformen sætter fokus på elevens faglige og personlige kompetencer er for mig at se helt afgørende i en verden, hvor det at kunne lære og blive ved at lære er vigtigt.

Bagsiden af denne medalje er, at de store buzz-words risikerer at handicappe en stor del af drengeeleverne. Og det er ikke et spørgsmål om, at drengene bare skal læse flere timer derhjemme ved skrivebordet, eller at de må tage sig sammen og komme efter pigerne, for vi taler om evner, som drengene har svært ved at tilegne sig. Deres hjerner vil ikke. Deres sprog vil ikke. De går på pigernes gymnasium.

Charlotte Bork Høvsgaard er cand.mag i dansk og filosofi og underviser på Teknisk Gymnasium i Holstebro.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Interessant artikel. Den vil jeg diskutere med mine elever i psykologi på mit gymnasium, hvor vi skal arbejde med køn og kønsroller.

Budskabet om at drenge og piger taler forskelligt er en interessant observation, som jeg glæder mig til at diskutere og reflektere mere over. Spørgsmålet er om man kan generalisere mellem kønnene.

Principielt har jeg den holdning, at drenge og piger er ens, og at forskellene opstår på grund af omverdenens projektioner - idet kønsroller er en samfundsmæssig konstruktion. Mer der er jo mange holdninger til dette...

Thomas Jensen

Flemming, mener du også at drenge og piger er lige høje og lige stærke?

Man kan ikke generalisere, og sige at alle drenge er på én bestemt måde og at alle piger er på en anden måde, men det giver på den anden side ingen mening at benægte at der er statistiske forskelle.

Ole Falstoft

Flemming
Der er ikke kun dem der mener at der er forskelle, der er meget forskning som viser, at der er forskelle mellem piger og drenge. Forskelle der ikke blot kan forklares som 'samfundsmæssige konstruktioner'

Lise Pedersen

"Hele ideen om selvrefleksion rummer et element af italesættelse. At reflektere over sig selv og sin udvikling er at sætte sig uden for sig selv og give sine evner navn".

Så vidt jeg erindrer var det før i tiden egenskaber som drengene var bedst til og derfor var det dem der dominerede i gymnasiet og på de videregående uddannelser.

Det er kun godt at der forskes i hvordan de unge tilegner sig viden og hvordan de lærer at bruge den, men jeg synes at det er for ensidigt at fokusere på at det er synd for drengene. Undervisningen har vel også det formål at lære eleverne det de ikke kan i forvejen?

Det kan naturligvis være et problem hvis en uddannelse domineres af det ene køn, men hvis det skal ændres er der umådeligt mange uddannelser, der skal revideres. Et "køns-check" af undervisningsformen kunne måske være med til at rette op på kønsskævheden på mange uddannelser.

Iøvrigt er det kun ganske få uddannelser, der markant har ændret sig fra mandsdominerede til kvindedominerede. Handler dette mon om at pigerne nu også kan ovennævnte færdigheder og dermed giver drengene konkurrence på de førhen maskulint dominerede uddannelser?

Hverken drenge eller piger skal tale om sig selv - det er netop denne misforståelse, som alle render rundt og tror, at refleksion handler om. Refleksion handler aldeles ikke om at sidde og føle i sin egen navle, det er dybest set ligegyldigt, hvordan pigerne og drengene har følt, mens de lavede et eller andet arbejde eller en rapport. Det er dybest ligegyligt hvad Pia og Jens privat mener om deres egen situation; det der er interessant det er at de taler om hvad de fagligt har fået ud af at arbejde med faget, og hvordan de er blevet bedre til nogen ting.

F.eks. kunne Jens tale om hvordan han (måske) er blevet bedre til at strukturere sit arbejde, eller sætte kommaer, eller skrive en rapport. Det er altså ikke selv-refleksion, forstået på den måde, at eleven skal tale om sig selv; eleven skal reflektere over de handlinger mv. som har medført at han eller hun kan noget andet eller noget bedre end det hun eller kan kunne før.

Og det handler aldeles heller ikke om at relationerne skal bruges i pigernes typiske hverdagsbrug, fordi så ender alt jo igen med at blive ligegyldigt.
Her må læreren introducere ideen om team-tankegangen for eleverne, og via forskellige øvelser mv. få dem til at erkende, hvad de er gode til i et team.
Der findes forskellige team-øvelser på nettet ligesom der findes en Meyers-Briggs testonline som afklarer elevernes teamrolle. Især for drengene vil dette være godt, da de så har noget konkret at gå ud fra. I Meyers-Briggs testen (som jeg selv har taget) får eleverne på engelsk (hey, tværfaglighed) en lille kort introduktion til hvilken typede er - ud fra de svar de selv har givet.

Og netop informationssøgning, dokumentation og formidling er altså krav, der (også) stilles i dag til de studerende, når skal læse på et universitet f.eks. Og det kan alle altså lære - også drenge.

Jeg har selv undervist automekanikerdrenge på en erhvervs-skole som slet ikke kunne det her; det var ikke fordi de var drenge, det var fordi deres forældre var ufaglærte maskinarbejdere eller bønder; de drenge, der kunne det her havde forældre som enten var 2.generations faglærte arbejdere eller det der i 1970ernes hed mellemlagsforældre, dvs. middelklasse forældre.

Mange piger på frisøruddannelserne magter heller ikke at reflektere over deres egen arbejdsindsats og at se, hvad de kunne have gjort bedre mm.
Også de kommer fra en baggrund hvor deres forældre er ufaglærte eller bønder; de piger der kan dette her er igen piger fra middelklassen eller som har faglærte forældre.

Kravet om at forholde sig kritisk til ikke sig selv, men til sin egen rolle og sin egen arbejdsindsats er et krav som er kommet ind i vores hverdag fordi det er sådan et moderne dansk arbejdsmarked fungerer. Og uden denne kompetence kan de unge mennesker hverken studere på universitetet eller begå sig på arbejdsmarkedet nutildags.

Og derfor burde svaret til Jens have været: "nej, du skal ikke tale om dig selv. Du skal tale om hvad du har lært, hvordan du har lært det, og om du kunne gøre noget bedre, og hvis ja, hvordan du så kunne gøre det bedre".

Og det er mig ganske ubegrebeligt at man som lærer i et dansk gymnasium ikke er i løbet ad 3 år er i stand til bibringe både drenge og piger et sprog og en metode til hvordan dette bedst gøres.

Igen, det handler ikke om at eleverne skal tale om dem selv og deres følelser, men om at de skal lære at reflektere over (og måske evt. se sammenhænge) hvordan de lærer i et fag - og så overføre denne læring til et andet fag.

Min erfaring er den at det kan alle, piger og drenge, og høj som lav, lære.

Per Erik Rønne

Flemming
Du giver her udtryk for en ikke ualmindelig opfattelse blandt psykologer og feminister: kønnet som en social konstruktion.

Kan du huske sagen om et enægget amerikansk tvillingepar, to drenge, som efter god puritansk skik skulle omskæres [den nedsatte følsomhed i glans menes at nedsætte masturbationstilbøjeligheden når drengene bliver teenagere]. På en af drengene gik det galt; der gik betændelse i såret, og penis måtte amputeres.

Men nu mente lægen som du, at kønnet er en social konstruktion, så den bedste løsning for den lille dreng måtte naturligvis være, at lave ham om til en pige. Og det stolede forældrene så på.

Så drengen måtte gennem en smertefuld barndom, massevis af operationer og massevis af hormonindsprøjtninger. Det virkede bare ikke; den lille pige forstod ikke, at hun ikke var som de andre piger, at hun altid følte sig som en dreng.

Og som transseksuel ville hun da hun var blevet myndig naturligvis have en kønsskifteoperation; der var jo sket en fejl i fostertilstanden. Og først da fik hun sandheden at vide.

Hun blev lavet om til en dreng igen, og igen under store smerter. Drengen blev endda gift med en pige, men naturligvis kunne de ikke få børn sammen. Og psykiske problemer havde han naturligvis også.

Men ikke alene ham. Også tvillingebroderen fik voldsomme problemer; det kunne jo lige så godt være ham det var overgået. Tilsidst tog broderen sit eget liv - og ham, der var blevet lavet om til pige, og derefter til dreng igen, fulgte få år efter. Begge drenge døde som følge af det feministiske dictum om at kønnet er samfundsskabt.

Naturligvis er kønnet ikke samfundsskabt. Det er noget biologisk betinget, og det giver også hos species Homo sapiens sig udtryk i hjerneforskelle. Efter alt at dømme grundlægges disse hjerneforskelle sig på et tidspunkt i fostertilstanden; det er derfor vi ser de heldigvis sjældne tilfælde af transseksualisme hvor noget er gået galt. Seksuel orientering [hetero-, bi- eller homoseksualitet] grundlægges tydeligvis også i fostertilstanden, men har naturligvis intet med transseksualitet at gøre.

Så når Flemming argumenterer ud fra deministiske dicta, der er populære på pigestudiet psykologi, så argumenterer han imod naturvidenskaben. Han er med til at holde drengene nede.

Lige som det i øvrigt er tilfældet med dansk skole- og uddannelseslovgivning, der som bekendt er groft diskriminerende mod hankønnet, idet det 'normale' synes at være pigeligheden.

Thomas Jensen

Karsten skrev:
"Jeg har selv undervist automekanikerdrenge på en erhvervs-skole som slet ikke kunne det her; det var ikke fordi de var drenge, det var fordi deres forældre var ufaglærte maskinarbejdere eller bønder; de drenge, der kunne det her havde forældre som enten var 2.generations faglærte arbejdere eller det der i 1970ernes hed mellemlagsforældre, dvs. middelklasse forældre."

- og det er en god pointe. Der er ingen tvivl om at gymnasiereformen sætter endnu større skel mellem de elever der har veluddannede forældre, og dem der kommer fra "uddannelsesfremmede" hjem. Den forskel betyder mere end kønsforskellen (selvom der næppe er tvivl om, at piger har lettere ved at mestre de nye krav).
På den ene side er det en udvikling, som vil bidrage til at fastholde og forstærke uligheden i samfundet, men på den anden side er det uden tvivl også nogle nødvendige kompetencer, som er kommet med i reformen - samfundet har faktisk brug for folk, som kan samarbejde, som kan tage ansvar for egen læring og som kan reflektere over deres egen læring.

HB Rasmussen

Som jeg husker min gymnasietid i en matematikerklasse med 15 drenge og 5 piger havde drengene ingen problemer med at udtrykke sig, snarere tværtimod. Faktisk måtte dansklæreren og samfundsfagslæreren og historielæreren bede drenge, som ikke havde forberedt sig, om at holde mund, for de snakkede bare derudad uanset om de havde noget kvalificeret at sige. Pigerne derimod, var meget mere tilbageholdne.

Senere deltog jeg i et kursus, hvor læreren var meget opsat på at få gang i "de tavse piger". Derfor blev det bestemt at alle skulle sige noget. Da jeg indvendte, at jeg syntes at det var i orden at man tav stille, hvis man rent faktisk ikke havde noget at sige, måtte den mandlige lærer bruge en hel nat i gyngestolen poå at tænke over dette usædvanlige udsagn. Hvorefter han kom igen næste morgen og gav mig ret.

Dette er grunden til at jeg tvivler på Charlotte Høvsgaards iagttagelser og konklusioner. Der er noget der ikke stemmer.

Faktisk måtte dansklæreren og samfundsfagslæreren og historielæreren bede drenge, som ikke havde forberedt sig, om at holde mund, for de snakkede bare derudad uanset om de havde noget kvalificeret at sige.

Heraf må man kunne udlede, at det ikke drejede sig om selvreflektion.

Den nuværende og foregående statsminister, begge akademikere, kommer fra det der hedder uddannelsesfremmede miljøer, lidt over 70 % af en årgang søger ind på gymnasier eller gymnasielignende uddannelse. Stop flæberiet.

Interessant artikel. Den vil jeg diskutere med mine elever i psykologi på mit gymnasium, hvor vi skal arbejde med køn og kønsroller.

Sikkert en udmærket ide. Men pas nu på ikke at begå den samme fejl som salig Margaret Mead begik. Hun stolede på det, de unge piger fortalte hende.

Iøvrigt vil følgende tilsyneladende uskyldige bemærkning med de tre endelige'r sikkert være af særlig interesse for selvreflekterende psykologistuderende:

Endelig, kunne man sige. Endelig oplever vi, at pigerne hævder sig på et felt, som historisk set har været mandedomineret. Vi bevæger os væk fra en tid, hvor viden var et mandefelt. Endelig.

Er det ligestillingen, cand.mag i dansk og filosofi Charlotte Bork Høvsgaard har i tankerne, har det noget med udsagnet "Viden er magt" at gøre eller det bare noget freudiansk søstersolidaritet ?

Er pigerens "samværdsform" midt i den faglige undervisning mon grunden til, jeg altid kedede mig noget så gudsjammerligt i gymnasiet???

Kedede jeg monstro min røv så meget i laser bla. pga. af pigernes indledningsvise anekdoter og små hverdagshistorier, hver gang de forsøgte at formulere et kort og præcist spørgsmål?

Jeg tror det. Ah, ok - nu er jeg venlig - jeg VED det!

Kvinder knævrer Fanden et øre af og analyserer bagefter hvorfor de gjorde det - højt for sig selv naturligvis. "Mig mig mig og-hvorfor-gjorde-jeg-mon-det ?"
Naturligvis bliver den slags, i al deres selvsmagte narcissisme, omfortolket til "progressiv personlighedsudvikling". Når de altså selv skal prøve.

Gud Fader bevare os alle vel...

Lise Pedersen

Kære Rene

Ud fra dit indlæg må jeg konkludere at du så (heldigvis) ikke er en af de mænd, der braser ind på ens kontor, slår sig ned og indleder med at de har vanvittigt meget at lave for tiden - og så knevrer ubesværet i mindst en time. Mestendels om ingenting iblandet dårligt skjulte antydninger om hvor betydningsfulde de er. Og de er næsten umulige at slipe af med igen.

Dette blot for at oplyse om at small-talk og spild af andres tid ikke kun er et privilegium for kvinder. Jeg har mange års erfaring i mandefag og mænd er altså ligeså snakkelystne som kvinder.

Det er røv-irriterende, uanset hvem der udøver denne særlige disciplin.
Det var bare det jeg ville sige - hej.

@ Lise Pedersen

Nej, det er kke et privilegium forbeholdt kvinder. Det er vi helt enige i. Det er bare mest kvinder, der benytter sig af det, ifølge mine egne erfaringer. Nu ender vi så ude i et spørgsmål om, hvilke af de to køn, der tegner sig for den mest irriterende tendens - og behøver jeg mon pege på, hvem der i mine øjne tager prisen? Næppe.

Bortset fra det, så kender jeg intet så godt som den rene sandhed. Kvikt og hurtigt leveret. Og sandheden er, at jeg tolerererer det samme irriterende træk hos mænd, langt bedre end jeg tolererer dem hos kvinder. Fordi kvinder har jeg ingen særlig interesse i, udover de rent seksuelle aspekter, og derfor er det heller ikke dem, jeg henvender mig til, for at få noget interessant at vide. Jeg henvender mig naturligvis til det køn, som jeg identificerer mig med, og som mere statistisk sandsynligt kommunikerer på en måde, jeg selv benytter; nemlig mænd.

Selvfølgelig er der undtagelser fra den regel. Ligesom man også kan finde rødhårdede negere.

Det er jeg på ingen måde i tvivl om, huer de fleste kvinder meget lidt. Men spar mig venligst for brok over den slags udtalelser, medmindre der følger en ualmindeligt god (og ikke mindst logisk) pointe med.

Lise Pedersen

@ Rene

Jeg gider heller ikke tale med mænd, der ustandseligt fyrer vandede vittigheder af eller som går mest op i hvilken farve på en bil, der giver den bedste gensalgsværdi, men det gør dem jo ikke til dårligere mennesker, måske bare lidt kedelige i mine øjne...Jeg synes også at kvinder, der kan ævle om naboens nye smagløse gardiner eller dette års udsalg i Magasin er kedelige. Men det er de færreste, der er helt slemme når man kommer tættere på. Måske dømmer vi for let andre mennesker på overfladen. Der kan gemme sig et hjerte af guld under small-talken.
Så måske skal vi bare blive bedre til at bære over med hinanden...

Lise Pedersen

For at vende tilbage til tråden om kravene til de unge:

Vi opdrager dem jo til at følge deres lyst og evner og så er det vel lidt svært at komme bagefter og sige til dem: "I skal gøre som der forlanges på jeres uddannelser uanset om I forstår det eller synes om det."

Vi opdrager dem jo til at følge deres lyst og evner

Ifølge cand.mag i dansk og filosofi Charlotte Bork Høvsgaard forholder det
sig sådan, at

vi taler om evner, som drengene har svært ved at tilegne sig. Deres hjerner vil ikke. Deres sprog vil ikke. De går på pigernes gymnasium.

Jeg finder det katastrofalt at måske et fleretal af kvinderne kommer til at være de med højere uddannelse end mændene. Det er jo problem ligestillingsmæssigt, hvorfor er der ingen der råber op om det?

Hjerneforskeren Ann-Elisabeth Knudsens synspunkter bryder jeg mig ikke om.

Hun gør drenge til pattebørn og stakkels ofre som ikke kan klare at komme i skole eller modtage kognitiv udfordring.

Hvornår ser vi modstand mod at gøre små drenge til nogen der skal holdes væk fra skole indtil de når en vis alder og at drenge ikke kan tåle at blive stillet overfor krav som kræver lidt ekstra af drenge?

Hvornår ser vi modstand mod at forskere generaliserer drenge på den bastante måde?

Jeg mener at forskeren skaber forældre (forældreskab) der ikke tør at forvente og kræve noget af sønner. Hun skaber forældre der i misforstået hensyn pakker sønner ind i vat og det skaber vattede og utilpassede drenge og mænd.

Det er misforstået hensyn til drenge. De kan meget mere end forskeren giver udtryk for og de er ikke alle ens.

hvorfor er der ingen der råber op om det?

Mainstreaming !

Ligestillingsministeren ved, at der er evner som pigerne har let ved at tilegne sig. Deres hjerne vil. Deres sprog vil. Indsatsområderne begrænses derfor til områder, hvor vi taler om evner, som pigerne har svært ved at tilegne sig. Deres hjerner vil ikke. Deres sprog vil ikke.

Kære Charlotte Bork Høvsgaard

"Hjerneforskeren" Ann-Elisabeth Knudsen er ikke hjerneforsker. Hun er cand.mag i dansk ligesom dig selv. Rigtige hjerneforskere er uenige i Ann-Elisabeth Knudsens "hjerneforskning".

Hvad med om man indførte det der "informationssøgning, dokumentation og kildekritik" på danskstudiet?

Venlig hilsen

»Problemet er, at man ikke har fornuften med, når man udvælger sin partner,« siger ledelsesrådgiver Peter Horn

Det er åbenbart endnu ikke lykkedes feministerne at gøre kål på patriarker, der råder unge kvinder til at gøre et godt parti