Fra pluralisme til sammenhæng

At værdipolitik er i vælten, fremgik med stor tydelighed af statsministerens åbningstale til Folketinget den 2. oktober 2007. Her beskæftigede han sig med en række værdipolitiske problemstillinger og betonede blandt andet, at regeringen vil styrke undervisningen i demokrati og medborgerskab i folkeskolen, på sprogskolerne, samt sikre, at friskoler lever op til lovkravet om at give eleverne en indføring i frihed og folkestyre. Han fremhævede, at "respekt for et demokratisk menneskesyn om alles frihed, ligeværd og ansvar skal præge undervisningen på alle klassetrin".

Værdipolitik er ikke noget nyt. I forlængelse af Anden Verdenskrig udspandt der sig i Danmark en yderst interessant og principiel diskussion om opdragelse til demokrati. På baggrund af erfaringerne med nazismen og fascismen var der grundlæggende enighed om, at opdragelse til demokrati var vigtig. Men der var ikke enighed om, hvordan det skulle ske: Der aftegnede sig tre overordnede strategier:

-Staten skal sikre, at alle får en demokratisk opdragelse

-Staten skal sikre pluralisme og forholde sig neutralt til forskellige livsanskuelser

-Statsmagten såvel som borgerne må oparbejde indsigt i og holdning til demokratiets grundlæggende dilemmaer.

En frisindet skole

Af de tre skitserede strategier er der ingen tvivl om, at den liberale strategi slog stærkest igennem i efterkrigstidens danske uddannelsespolitik.

Kernen i den liberale strategi er, at staten i et demokrati skal sikre pluralisme og forholde sig neutralt til forskellige livsanskuelser. Her skal gives tre eksempler på, hvor grundfæstet den liberale tradition har været.

Første eksempel. Med folkeskoleloven af 1975 skrives ordet demokrati for første gang ind i formålsparagraffen. I forbindelse med den statslige implementering af loven understregede daværende kontorchef i Undervisningsministeriet Henrik Helsted: "Det følger af folkeskolens hele stilling efter lovgivning som en offentlig skole, der står åben for alle børn, at skolen ikke må søge at påvirke eleverne i retning af bestemte livsanskuelser eller bestemte politiske opfattelser".

Kontorchefens fortolkning af folkeskolens formåls-paragraf ligger smukt i forlængelse af de synspunkter, som undervisningsdirektør Asger Baunsbak-Jensen formulerede under den såkaldte indoktrineringsdebat, han selv startede i 1974. Her hævdede han, at indoktrinering, hvad enten den var af politisk eller religiøs karakter, ville ødelægge folkeskolen. Ifølge Baunsbak skulle folkeskolen være en frisindet skole; hvis lærerne ikke ville afstå fra indoktrinering, måtte de vælge friskolen. Under indoktrineringsdebatten i Folketinget i 1974 gentog undervisningsminister Tove Nielsen samme synspunkt, at lærere, der ville indoktrinere, måtte vælge friskolen.

Pluralisme

Andet eksempel. K.E. Løgstrup holdt i 1981 et foredrag om Skolens formål på Danmarks Lærerhøjskole. Kernen i den efterfølgende diskussion blev pluralisme versus sammenhæng. I foredraget tog Løgstrup afstand fra at gøre pluralisme til højeste norm.

"Så vigtigt det er at kunne omgås hinanden i et pluralistisk samfund, så vigtigt er det ikke at affinde sig med pluralisme, men gøre, hvad man kan, for at trænge igennem den til sammenhænge, som vi forsøger at overbevise hinanden om."

At affinde sig med pluralisme er ifølge Løgstrup en forlegenhedsløsning og udtryk for åndelig dovenskab. I den efterfølgende diskussion tog professor Kaj Spelling, der repræsenterede den pædagogiske sagkundskab, afstand fra Løgstrups synspunkt, at stræben efter sammenhæng er overordnet accept af pluralisme. At give eleverne lejlighed til at finde frem til en personlig sammenhæng, kunne Spelling godt tilslutte sig. Men et sådant mål vil netop kræve, at skolen er pluralistisk, ligesom samfundet. Ifølge Kaj Spelling har de totalitære ideologer vist, hvor farligt det er at ønske sig sammenhæng.

"Det kan ikke være Løgstrups mening, at folkeskolen skal nå frem til en eller anden ideologisk sammenhæng af en eller anden art, som kunne danne hovedgrundlaget for formålet."

Skoler på egne værdier

Hvordan kan skolen være andet end pluralistisk? spørger Kaj Spelling retorisk. I diskussionen efter foredraget var der tydeligvis større tilslutning til Kaj Spellings synspunkt vedrørende pluralisme end til K.E. Løgstrups vedrørende sammenhæng.

Tredje eksempel. Den danske friskolelov er udtryk for en stærk liberal åre i dansk uddannelsespolitik. Grundlovens paragraf 76 giver forældrene frihed til selv, gennem privat undervisning eller private skoler, at sørge for undervisning af deres børn, når blot denne holder mål med den offentlige skoles standarder. Friskoleloven giver således muligheder for at oprette skoler på eget værdigrundlag. Men hvor vidt går denne ret i et demokrati? Kan der for eksempel oprettes en fri skole, der bygger på en totalitær ideologi, og som direkte benytter loven til at bekæmpe de frihedsidealer og demokratiske værdier, som Grundloven bygger på? Siden friskoleloven blev vedtaget i 1855 har problemstillingen været present flere gange, for eksempel da forstander Niels Bukh, Ollerup Gymnastikhøjskole, i 1933 udtrykte stor begejstring for nazismen og stor lede ved det parlamentariske system. Over for kritikerne slog den socialdemokratiske undervisningsminister Frederik Borgbjerg imidlertid fast, at staten ikke skulle blande sig i Niels Bukhs holdninger.

"En mand har ret til at være anarkist og kræve staten afskaffet", når blot han ikke bruger "ulovlige midler til at gennemføre sit krav i så henseende". Borgbjerg skelnede således skarpt mellem holdninger og handlinger.

"Hvis Niels Bukh stiller sig i spidsen for sine karle og stormer København, ja så må staten tage affære, men næppe før."

Holdning og handling

At skelne skarpt mellem holdninger og handlinger har været styrende for statens tilsyn med de frie skoler. Det blev senere stærkt markeret, da Bertel Haarder blev undervisningsminister i 1982. Selv om Haarder tog skarpt afstand fra Tvind-lærernes holdninger, forsvarede han lige så skarpt Tvind-skolernes ret til at eksistere, så længe deres handlinger ikke var i strid med loven. Det klare skel mellem holdninger og handlinger, som dansk skolelovgivning har bygget på, og som socialdemokraten Frederik Borgbjerg og venstremanden Bertel Haarder på fornem vis forsvarede i 1930'erne og 1980'erne, kom for alvor under pres efter 2001.

Liberalistisk svækkelse

Den værdipolitiske vending, der har fundet sted de senere år, har medført, at den liberale strategi er på retræte. Siden midten af 1990'erne er der sket en klar svækkelse af den liberale tradition i dansk uddannelsespolitik. Her skal gives tre eksempler på det paradigmeskifte, der er i gang.

Første eksempel: At nye tider var undervejs blev tydeligt, da daværende undervisningsminister Margrethe Vestager i 2000 udsendte sit programmatiske skrift Værdier i virkeligheden. Her fremhæves det nemlig: "Vi har mere end nogensinde brug for at sætte ord på, hvad det er for holdninger og værdier, der binder os sammen."

Med dette skrift sker der et begyndende skift: fra 'pluralisme' til 'fælles værdier'.

Andet eksempel: Siden 2001 har den nuværende regering fokuseret på værdipolitiske problemstillinger og taget initiativ til blandt andet en litterær kanon, en kulturkanon og en demokratikanon. Den litterære kanon blev fremlagt i 2004 og efterfølgende indarbejdet i folkeskolens og gymnasieskolens pensum. Dette initiativ blev i 2005 fulgt op af kulturminister Brian Mikkelsen, der ville have udarbejdet en kulturkanon. Ifølge kulturministeren har den borgerlige regering siden 2001 ført en kultur- og værdikamp, som kanonprojektet indgår i. I en tale til Det Konservative Folkepartis landsmøde i 2005 hævdede han, at kultur- og værdikampen begyndte som et opgør med kulturradikalismens indflydelse på dansk kulturliv. Men selv om denne kamp ifølge Brian Mikkelsen allerede er vundet, er der stadig mange slag, der skal slås:

"En af de vigtigste handler om den konfrontation, vi oplever, når indvandrere fra muslimske lande nægter at anerkende dansk kultur." Det skal vi ikke acceptere.

"En middelalderlig muslimsk kultur bliver aldrig lige så gyldig herhjemme som den danske kultur, der nu engang er groet frem på det stykke gamle jord, der ligger mellem Skagen og Gedser og mellem Dueodde og Blåvands Huk." Brian Mikkelsen var overbevist om, at en kanon for dansk kunst og kultur ville "styrke fællesskabet, fordi den viser centrale dele af vores fælles historiske bagage".

Tredje eksempel: Inden for de senere år er friskoleloven blevet strammet gentagne gange. I 1998 blev der bl.a. vedtaget en ændring af loven, som gjorde det til en tilskudsbetingelse, at undervisningssproget er dansk. Kun de tyske mindretalsskoler og nogle få internationale skoler undtages. Og i foråret 2002 vedtog Folketinget en lovændring, der for første gang gjorde det til en pligt for alle privatskoler at give eleverne en indføring i frihed og folkestyre. I sin åbningstale den 2. oktober 2007 fremhævede statsministeren: "I tilsynet med de frie skoler vil vi sikre, at undervisningen i danske samfundsforhold og demokratiske værdier er i orden." Tilsynet med de frie skoler er blevet skærpet. Og siden 2002 er flere muslimske friskoler blevet lukket.

National politik

Hvordan hænger det sammen, at den nuværende regering, der kaldes - og også kalder sig selv - for liberal, fører en politik, som klart svækker den liberale tradition i dansk uddannelsespolitik? Af kritikerne kaldes regeringen endog for nyliberal; og videnskabsminister Helge Sanders berømte eller berygtede slogan - 'Fra forskning til faktura' - bruges ofte som det ultimative bevis på, at regeringen er nyliberal såvel økonomisk som værdipolitisk. Men netop her springer argumentationskæden af. For nok er regeringen liberal i sin økonomiske politik, men i sin værdipolitik er den snarere national. Derfor er den mest dækkende betegnelse for den nuværende regering, at den er nationalliberal. Det er ikke et nyt fænomen. For eksempel var en række af de personer, der stod i spidsen for indførelse af demokrati i Danmark, liberale i 1830'erne, men blev nationale i løbet af 1840'erne. Eller rettere sagt: de blev nationalliberale og kæmpede som sådan for en liberal økonomisk politik og en national værdipolitik. I dag har vi en regering støttet af Dansk Folkeparti, der ligeledes fører en liberal økonomisk politik og en national værdipolitik. Dog er der på det værdipolitiske område store spændinger internt i regeringen, idet ikke alle støtter eller er lige begejstrede for den nationale drejning, værdipolitikken har taget de senere år - med Dansk Folkeparti som indpisker.

Den værdipolitiske drejning har bevirket, at der ikke er mange uddannelsespolitikere og -debattører, der argumenterer for det liberale synspunkt, at en demokratisk stat skal forholde sig ideologisk neutralt til forskellige livsanskuelser. I disse år svækkes den liberale strategi og den nationale styrkes. Hvis værdigrundlaget ikke skal trække i stadig mere national retning - med de fatale konsekvenser det kan få - skal der udvikles en tredje position, der kombinerer pluralisme og sammenhæng på en måde, som imødekommer behovet for såvel individualisme som fællesskab.

Politisk fællesskab

Jeg tror, det er en gylden regel, at et flerkulturelt og multireligiøst samfund skal funderes i noget andet end kultur og religion. Frem for at samle, fører en ensidig fokusering på 'det kulturelle' eller 'det religiøse' let til en opdeling af samfundet i parallelsamfund, hvorimod en betoning af 'det politiske' kan skabe et fællesskab om det at være borger. En sådan model, der i virkeligheden kombinerer en liberal tradition for pluralisme og en republikansk tradition for medborgerskab, synes at være det bedste bud på, hvordan man i et stadigt mere heterogent samfund kan udvikle et politisk fællesskab, man som borger kan identificere sig med og føle sig hjemme i uanset kulturel baggrund eller religiøs orientering.

Ove Korsgaard er professor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole og har senest udgivet 'Kampen om folket'