Læsetid: 3 min.

Politikerne tøver med indgreb

Danskerne kan stadig se langt efter operationer og indlæggelser på landets sygehuse. Alle venter nu på et regeringsindgreb - men politikerne er tilbageholdende
10. juni 2008

Strejken på landets hospitaler kører på ottende uge - og med et sammenbrud i forhandlingerne mandag aften mellem Danske Regioner og Sundhedskartellets 11 forbund er parterne så langt fra en løsning som aldrig før. Og regionernes formand, Bent Hansen (S), ser ingen anden mulighed end at kaste håndklædet i ringen og gå til finansminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Ministeren kan i formiddagens løb se frem til at få et telefonopkald fra Bent Hansen.

- Jeg vil fortælle ham om de tilbagemeldinger, vi har fået fra regionerne om konsekvenserne fra patienterne, siger Bent Hansen til Ritzau. Han lægger ikke skjul på, at situationen er alvorlig for patienterne, og derfor må regeringen tage ansvaret for at finde en løsning.

- Det er svært bare at blive ved med at se på, at der bare kommer flere og flere patienter på ventelister. Hospitalerne er reelt bange for, at nogle patienter får forværret deres sygdom, fordi de venter. Det er svært at sidde den advarsel overhørig, men jeg overlader trygt til regeringen, om det er nok til et regeringsindgreb, siger Bent Hansen.

Hos regeringens støtteparti, DF, ser gruppeformand Kristian Thulesens Dahl intet behov for, at regeringen tager teten og griber ind i konflikten. Man har fokus på nødberedskabet, tager højde for situationen og afventer, hvad der sker. På vej til Dansk Folkepartis morgengruppemøde på Christiansborg svarede gruppeformanden klart nej på spørgsmålet om, hvorvidt regeringen skal overveje at gribe ind i konflikten.

- Det er beklageligt, at de ikke er nået frem til en aftale, men vi har fået meldingen fra regionerne, og det er den, vi baserer os på i dag, siger Kristian Thulesen Dahl til Ritzau.

Tålmodigheden hos Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, er derimod ved at være slidt. Han er bekymret over sammenbruddet i forhandlingerne, Socialdemokraterne vil bede regeringen om at afsøge alle muligheder for, om der kan findes en løsning. Det er dog ikke ensbetydende med, at partiet nødvendigvis vil støtte et eventuelt indgreb, understreger Henrik Sass Larsen.

Det var ikke muligt at få kommentar fra statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).

Ifølge Danske Regioner ligger det samlede antal aflysninger i kølvandet på konflikten på over 346.000. Ledende overlæger og sygehusdirektioner på flere sygehuse har sendt en advarsel om, at nødberedskabet for de akutte patienter virker, men lægerne kan ikke længere garantere, at patienter på ventelister ikke er truet på livet. Det gælder især patienter med lunge- og hjertesygdomme, som har brug for opfølgende kontrol eller udredninger.

Også pædagogerne i Bupl strejker. De har ikke kunne aftale sig til rette med arbejdsgiverne i kommunerne (KL). Arbejdsmarkedsforsker Jesper Due, Københavns Universitet, mener, det nu er det op til de 179 folkevalgte på Christiansborg at stoppe hele konflikten.

Dagbladet Politiken opgør, at næstes uges lockout af 40.000 pædagoger vil dræne forbundets strejkekasse så meget, at der ikke er penge nok til at betale fuld løn til de strejkende medlemmer. Hidtil har 13.000 pædagoger strejket i 15 kommuner - og de har fået fuld kompensation med omkring 1100 kroner om dagen. Men om en uge skæres konfliktstøttet ned til dagpengeniveau - 703 kroner om dagen, skriver avisen.

- Det er ikke længere muligt at finde en løsning for Bupl og Sundhedskartellet via forhandlinger. Der er to muligheder. Et politisk indgreb eller en forlængelse af strejken. Det mest sandsynlige er et indgreb, da der ikke er tradition for at sparke på folk, der ligger ned i en forhandlingssituation, siger Jesper Due.

Et politiske indgreb kan gennemføres på under to dage. Det skete blandt andet ved den såkaldte gærstrejke i 1998, hvor forslaget blev første-, anden- og tredjebehandlet på under et døgn.
/ritzau

Serie

Seneste artikler

  • Arbejdet genoptages på sygehusene

    13. juni 2008
    Efter otte ugers strejke og 370.000 aflyste operationer og behandlinger genoptages arbejdet på landets sygehuse i fuldt omfang fra søndag
  • Pædagogstrejke slut

    13. juni 2008
    Den langvarige strejke og en truende lockout var befordrende for et forlig mellem Bupl og KL, erkender de to topforhandlere
  • Regning til strejkeramte forældre ok

    10. juni 2008
    Regeringspartierne afviser et krav fra Dansk Folkeparti om, at strejkeramte forældre skal have tilbagebetalt penge for manglende børnepasning med det samme
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu