Læsetid: 4 min.

Poulsens brud med Ny Alliance

Khader og Samuelsen havde ventet, at Poulsen havde sluttet sig til den socialdemokratiske gruppe allerede i februar. Men tværtimod. Poulsen blev ved med at fremvise en politisk profil, der var i åbenlys modstrid med de to andres linje
27. juni 2008

Jørgen Poulsens eksklusion af Ny Alliances folketingsgruppe bliver opfattet som en lettere absurd afslutning på partiets dødskamp.

Men opgøret med Jørgen Poulsen afspejler, hvor problematisk dette Ny Alliances måske mest kontroversielle medlem har spoleret partiets muligheder for at udnytte de chancer, som de politiske ommøbleringer lige efter valget bød på.

Som det fremgik af denne skribents klumme under krisen, der blev udløst af Malou Aamunds skift til Venstres folketingsgruppe, ventede Khader og Samuelsen dengang, at Poulsen havde søgt ly hos socialdemokraterne.

Til deres overraskelse valgte han at fortsætte og satte dermed den tilbageværende ledelse af det reducerede parti i et dilemma. Poulsen havde umiddelbart før krisen og straks efter Khaders 'tænkepause' mere end tøvet med at levere en klar loyalitetserklæring.

Og i realiteten var det formentlig Poulsens illoyalitet og uberegnelighed, der fik Malou Aamund til at gå.

De markante afskalninger i årets første uger havde i en kort periode skabt den ønskesituation, som NA gennem sin valgkamp, havde ønsket at opnå: VKO-flertallet så ud til at være brudt, så det var nødvendigt for Fogh at forhandle forpligtende med Khader og NA. Det var det umiddelbare resultat, da farcen om en dagsordenafstemning om asylsøgernes børn afslørede, at både afhopperne Christmas Møller og Gitte Seeberg samt de grønlandske folketingsmedlemmer var rede til at bringe regeringen i mindretal.

Måske har Khader og hans sympatisører i gyldne stunder drømt om, at VK-NA skulle få flertal alene, men dette flertal var slet ikke inden for rækkevidde, bedømt efter valgkampens målinger.

Det absolut bedste, Khader kunne opnå, var, at VKO-flertallet blev brudt, så Fogh måtte forhandle med både Kjærsgaard og Khader.

At det skulle være mod Khaders projekt at han skulle i forhandlinger med Kjærsgaard forekommer gådefuldt. Elle rettere sagt som et produkt af en helt urealistisk ønsketænkning blandt det mindretal af NA'ere, der så opgøret med DF som det nye partis eksistensberettigelse.

Og på en uforudset og noget bagvendt måde havnede den reducerede NA-gruppe i februar i ønskesituationen: Fogh var nu alligevel blevet afhængig af NA.

Men når Aamund i den situation traf den overrumplende beslutning at skifte til Venstres gruppe og dermed genetablere VKO-flertallet og dermed igen anbringe den nu yderligere reducerede NA-gruppe på sidelinjen, havde det åbenbart én hovedårsag. Aamund - og hendes indflydelsesrige far - kunne ikke få tilstrækkelig sikkerhed for, at Jørgen Poulsen ville være en loyal medspiller, hvis Khader forsøgte at bruge de nye parlamentariske muligheder konstruktivt. Tværtimod.

Mangel på fornemmelse

Poulsen havde allerede i de dengang løbende forhandlinger med Dansk Folkeparti udvist en total mangel på politisk situationsfornemmelse. Han nægtede at se i øjnene, at resultaterne beroede på, hvad Dansk Folkeparti ville strække sig til inden for rammerne af det forlig, partiet allerede havde med regeringen.

Derfor måtte både Malou Aamund og hendes far se i øjnene, at NA ikke havde indre sammenhængskraft nok til at blive en arbejdsdygtig del af VK-regeringens parlamentariske grundlag. Poulsens aggressive usmidighed i asylforhandlingerne og manglen på loyalitetserklæringer over for Khader bebudede derimod, at Khader og Fogh ville stå over for en mere end risikabel parlamentarisk sejlads.

Og Asger Aamund, der runder valgkampen havde tvunget Khader til at opgive sit krav om en 'dronningerunde' så nu ingen anden udvej end at råde sin datter til at slutte sig til Venstres folketingsgruppe.

Hvor Khader og Samuelsen havde set frem til at skulle prøve at finde en ny platform for partiet på tomandshånd allerede i februar, så blev Poulsen til deres overraskelse i folketingsgruppen og partiet. Men stadig uden at ville afgive nogen loyalitetserklæring eller forsikringer for fremtiden.

Valgte ikke at gå ind i S

Tværtimod. Poulsen blev ved med at fremvise en politisk profil, der var i åbenlys modstrid med den linje, som Khader og Samuelsen havde søgt frem til.

Khader havde ventet, at Poulsen havde sluttet sig til den socialdemokratiske folketingsgruppe allerede i februar, der blev ført fortrolige drøftelser, men hvorfor de ikke gav resultat ved kun forhandlerne.

Nu vil Poulsen bruge sommeren til at overveje,"hvilket parti han egentligt hører til".

Han får lov at fortsætte som medlem af NA, men kan ikke længere repræsentere partiet på Christiansborg.

Khaders og Samuelsens muligheder for at genrejse Ny Alliance er mindre end spinkle. Tilsyneladende søger de at placere sig i det 'hul', der er opstået i det politiske spektrum efter Foghs 'socialdemokratisering'.

Med udtalelser om skat og EU har Samuelsen især søgt at markere en ganske vidtgående liberal linje.

Men de to oprindelige initiativtagere til Ny Alliance har uden tvivl ret i, at deres spinkle mulighed for at udnytte en sådan ny, klarere politisk positionering ville være helt umuligt med den illoyale og usmidige Poulsen i gruppen.

I virkeligheden ligger Poulsens 'forbrydelse' i forhold til partiet dog i den måde, han forhindrede Khader i at udnytte en pludselig opstået ønskeposition for NA på i februar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der var vel ingen, der havde ventet nogen forståelse hos EMC for en politiker, der holder fast ved den politik, han er valgt på.