Nyhed
Læsetid: 3 min.

S og R godkender flere soldater til Afghanistan

Den danske styrke skal kunne udvides med over 10 procent, fremgår det af ny aftale. Men vægten på genopbygning skal øges
Forsvarsminister Søren Gade (V) får grønt lys til med kort varsel at sende op til 85 soldater ekstra til Afghanistan, hvis der er behov.

Forsvarsminister Søren Gade (V) får grønt lys til med kort varsel at sende op til 85 soldater ekstra til Afghanistan, hvis der er behov.

Christian Brøndum Scanpix

Indland
19. juni 2008

Forsvarsminister Søren Gade (V) får grønt lys til med kort varsel at sende op til 85 soldater ekstra til Afghanistan, hvis der er behov. Det fremgår af regeringens nye strategi for Afghanistan, som løber frem til 2012

Dermed vil Danmark kunne få op til 750 mand i det krigshærgede land, hvor foreløbig 15 danske soldater har mistet livet.

Reelt har Søren Gade på den konto mulighed for straks at sende op til 85 soldater til Afghanistan. I strategien hedder det, at der kan opstå behov for flere soldater for eksempel, hvis der kommer nyt udstyr.

Ifølge planen skal Folketinget til efteråret tage endelig stilling til, om Søren Gade skal have mandat til at skrue op for indsatsen.

"Det er ikke et mål at nå de 750 soldater, men bare en mulighed, hvis der en overgang er behov i en eller anden speciel situation," siger Søren Gade.

Selv om flere danske soldater er på vej til Afghanistan, er det planen, at den danske militære indsats de kommende år gradvist skal nedtrappes til fordel for den civile.

Afghanerne er imidlertid langt fra klar til at stå for sikkerheden om fire år. I planen for Afghanistan konkluderes det, at landets hær "ikke vil kunne overtage det fulde ansvar for de militære sikkerhedsopgaver i løbet af strategiperioden" - altså frem til 2012.

Civil indsats styrkes

Danmark spytter frem til 2012 hvert år en milliard kroner i den militære indsats. Oven i kommer den civile indsats, som bliver fordoblet fra 200 til 400 millioner kroner om året, der blandt andet skal gå til at genopbygge skoler og hospitaler.

Ud over regeringen står Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og De Radikale bag strategien. Begge oppositionspartier mener, at de har sikret en større fokus på den civile indsats. De Radikales forsvarspolitiske ordfører, Morten Helveg Petersen, henviser til, at da partiet i april netop foreslog en sådan indsats, blev det skudt ned af blandt andet Dansk Folkeparti, som mente, at kampen mod Taleban først måtte vindes.

"Vi anbefalede netop, at man styrker indsatsen på kort sigt - i forhold til at uddanne de afghanske sikkerhedsstyrker - så de kan overtage mere af ansvaret for deres egen sikkerhed i løbet af perioden. Og samtidig kommer der mere bistand til Afghanistan. Dengang var Dansk Folkeparti en voldsom modstander af, at soldater skulle være 'nødhjælpsarbejde'. Nu ser man selvfølgelig det fornuftige: At man samtænker den militære og civile indsats. Strategien fejer af bordet, at opgaven skulle være at bekæmpe Taleban," siger Morten Helveg Petersen.

Bekæmpe fattigdom

Socialdemokraternes udenrigsordfører, Mogens Lykketoft, siger, at det har været helt afgørende, at "overskriften" er, at Danmark styrker indsatsen, men gradvis ændrer balancen i retning af langt større civil bistand og en mere tilbagetrukken militær rolle.

"Krigen mod Taleban og terroristerne vindes ikke, medmindre den afghanske regering med hjælp fra os andre gør væsentlige fremskridt med hensyn til at levere basale ydelser på sundheds- og skoleområdet og bekæmpe den uhyre fattigdom. Afghanerne skal have en åbenlys og god grund til at vælge vores side. Men de sociale fremskridt kræver sikkerhed, og den kan afghanerne endnu ikke levere på egen hånd," siger Mogens Lykketoft.

Søren Gade tror på, at der vil være brug for 150 færre danske soldater i 2012, men tilføjer, at der er behov for udenlandske tropper i landet i mindst 15 år mere.

Om det så er danske soldater, er op til Folketinget, lyder det. ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her