Læsetid: 3 min.

'Det er stadig vigtigt at huske massakren

For de fleste kinesere vil årsdagen for massakren i 1989 være som en hvilken som helst anden dag. Det er ikke tilfældet for Chen Yunfei. De sidste to årtier har dagens dato præget hans tanker og gerninger
For et år siden markerede Chen massakren på Den Himmelske Freds Plads ved i en annonce i en avis at ære de døde studerendes mødre. Derefter blev han tilbageholdt af politiet, anklaget for statsfjendtlig virksomhed og sat under overvågning i et halvt år

For et år siden markerede Chen massakren på Den Himmelske Freds Plads ved i en annonce i en avis at ære de døde studerendes mødre. Derefter blev han tilbageholdt af politiet, anklaget for statsfjendtlig virksomhed og sat under overvågning i et halvt år

Martin Gøttske

4. juni 2008

PENGZHOU - Selv hans telefonnummer ender på 89-6-4: Dagen for massakren, den 4/6 1989, da Folkets Befrielseshær satte en voldelig stopper for flere ugers demonstrationer på Den Himmelske Freds Plads.

Dengang studerede Chen Yunfei ved Beijings Landbrugsuniversitet og blev hurtigt engageret i studenterprotesterne.

"Jeg kom til Beijing som en simpel bonde, der ikke forstod meget, men pludselig fik jeg øjnene op for alt det, der var galt med systemet," siger han.

"Derfor er det stadig vigtig for mig at huske massakren," fortæller han.

Nu, præcis 19 år efter, er antallet af dræbte endnu ukendt, men hundreder, måske tusinder, blev dræbt.

For et år siden markerede Chen dagen ved at indsende en annonce til en lokal avis her i Sichuan-provinsen. Det var blot en enkelt sætning: "Til støtte for de stærke mødre til ofrene fra den 4. juni."

Han forklarer, han ville ære de døde studerendes mødre, som "blot kræver en undskyldning og sandheden om det der skete".

Reaktionen på annoncen kom prompte. Chen blev tilbageholdt af politiet, anklaget for statsfjendtlig virksomhed og sat under overvågning i et halvt år.

Det var tydeligt, at selv den mindste hentydning til massakren fortsat er et yderst følsomt emne for Beijing, der ifølge Human Rights Watch stadig holder 130 fængslet for deres deltagelse i protesterne.

Det samme lederskab

Det var forbløffende, at det overhovedet lykkedes Chen at få trykt annoncen i de stærkt regeringskontrollerede medier. Det var så udsædvanligt, at det blev rapporteret vidt og bredt i internationale medier.

Hans simple svar på, hvordan det lod sig gøre, er, at de ansatte ved Chengdu Aftenposten, som havde ladet annoncen gå i trykken, simpelthen var for unge til at associere den 4. juni med årsdagen for massakren og dermed ikke anede uråd.

De studerendes protester er simpelthen ikke et samtaleemne for den generation, der fulgte dem.

Annoncen blev dog kommenteret på internettet. Mange havde aldrig hørt om nedslagtningen, skrev de. Andre mente, at den voldelige magtdemonstration er irrelevant for dagens samfund, eller at den havde været nødvendigt for at sikre landets stabilitet.

Selv om Kina har åbnet meget op de sidste årtier, finder Chen, at det nutidige lederskabs reaktionsmønster ikke er anderledes, og sammenligner 89 med den hårde fremfærd mod tibetanske protester i marts i år:

"Det gør mig rasende, at premierminister Li Peng i 1989 sagde, at de ikke havde haft tid til at købe gummikugler, så de var nød til at bruge rigtige kugler. Selv 19 år efter har de åbenbart stadig ikke fundet tid til at købe gummikugler, og insisterer på at bruge rigtige. De gennemførte en undertrykkelse i 1989, og i marts i år gjorde de det igen."

Mod korruption

I 89 var Chen i Beijing for at studere landbrugsmanagement, men blev hurtigt mere interesseret i de politiske diskussioner.

Han deltog i sultestrejker, samtidig med han brugte sine sidste penge på at købe is til soldaterne. De samme soldater som en uge senere rykkede ind med maskinpistoler. Chen slap med at få en geværkolbe smadret i hovedet og endeløse omgange med tvungen selvkritik.

Studenterbevægelsen døde, men Chen ville fortsætte kampen. Denne gang mod korruption.

Han fik arbejde i hjemprovinsens landbrugsdepartement, hvor han så "korrupte embedsmænd udnytte deres stilling på bekostning af folket".

"Vi kæmpede konstant mod det i 1990'erne. Nogle korrupte lykkedes det os at komme af med, men deres afløsere fortsatte korruptionen. Konklusionen var, at problemet ikke er enkeltpersoner men hele systemet," siger han.

"Jeg gav op. Det var mere, end min styrke kunne klare."

I dag kæmper han for de mere nærværende ting i omegnen af den lille by Pengzhou, hvor han ernærer sig som bonde. Bl.a. arrangerer han protestmarcher mod opførslen af kemikaliefabrikker.

"Det er de små ting, man kan påvirke. De store politiske ændringer er der ikke plads til længere."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu