Analyse
Læsetid: 4 min.

Tag fat i sygefraværet uden ny klapjagt

Claus Hjort Frederiksen har netop fremlagt en plan for at nedbringe sygefraværet. Med rekordlav ledighed er de syge vores største arbejdskraftreserve. Det går ikke, at fraværet bare stiger og stiger. Forebyggelse eller fagbevægelsen er slet ikke nævnt med ét ord. Kun A-kasse-kontrol
Indland
11. juni 2008

'Sygefravær - en fælles udfordring' hedder regeringens netop fremlagte handlingsplan for at nedbringe sygefraværet. Med den lave ledighed er sygemeldte tidens største arbejdskraftreserve. Så går det selvsagt ikke, at fraværet bare stiger og stiger, ikke mindst det langvarige sygefravær.

Derfor regeringens fokus på at få nedbragt sygefraværet. Sjældent har en handlingsplan været så indsigtsfuld i de mangeartede problemer, tilgange og aktører som den beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen nu fremlægger og siden følger op med kampagner, forhandlinger, vejledninger og kurser. Planen er rundt om, hvordan sygefravær kan forebygges, hvorfor en tidlig indsats er afgørende, hvorfor de sygemeldte skal være aktive, og hvordan sundheds- og beskæftigelsesindsatsen kan spille bedre sammen.

Der pågår for tiden et paradigmeskift i forståelsen af, hvad sygdom er, hvad fravær er udtryk for, og hvordan der skal reageres på sygdom.

Her tænkes der hverken på influenza eller livstruende sygdom, men om sygefravær, som det er svært at få diagnosticeret i lægelig forstand, og hvor det kan gøre ondt værre at sende de sygemeldte ind i sundhedsvæsenet.

Paradigmeskiftet indebærer, at der i højere grad tales om at funktions- og arbejdsevnen er nedsat, at fravær er valg mennesker træffer, når de mangler nærvær ikke mindst i deres arbejde og modløshed får overtaget. De kan ikke længere håndterede deres problemer på måske både hjemme- og arbejdsfronten. Det sætter sig helbredsmæssigt på sjæl og legeme, og smerterne tiltager de samme steder.

Intet om årsag til fravær

Det har handlingsplanen sans for, og alligevel tør den ikke synge ordentlig ud, fordi lovgivningen forlanger, at man skal være syg for at være berettiget til en ydelse under fraværet som erstatning for en mistet løn. Handlingsplanen sætter ikke ondt ud om de sygemeldte her under hamskiftet til den nye forståelse.

Den taler f.eks. ikke som en del andre på feltet om, at sygdom er noget mennesker har mellem ørerne, eller at mennesker bare har ondt i livet. Men det er selvsagt den klapjagt, der lurer som en fare bag de ikke mindre end 30 handlingsforslag regeringen har til at forebygge og forkorte fravær.

Det afgørende er derfor, hvordan planen føres ud i livet. Der er forslag til, hvordan arbejdspladserne kan forebygge fravær, men politisk vedkender den sig ikke, at det især er samfundets laveste samfundsgrupper, der har højt sygefravær, nemlig dem der får mindst anerkendelse for deres arbejde, som der vises mindst tillid bl.a. gennem dialog om arbejdets krav og tilrettelæggelse, og som derfor har mindst selvtillid. Ordet mobning som årsag til fravær nævnes heller ikke og stress bliver det mest en opgave for lægerne at hjælpe deres patienter med.

Hvor er fagbevægelsen?

Det graverende er dog, at fagbevægelsen som medspiller ikke nævnes med et ord, der er alene fokus på A-kasserne.

Tillidsrepræsentanterne har ellers afgørende betydning for, om en arbejdsplads' mere offensive måde at forebygge og følge op på fravær går godt. Det gælder bl.a. forslaget om, at arbejdsgiverne og den sygemeldte senest fire uger efter sygemelding skal tale sammen om, hvornår og hvordan den sygemeldte kan vende tilbage til arbejdet. Det gælder også forslaget om, at delvise sygemeldinger skal anvendes langt mere end det sker i dag.

Det kræver samarbejde mellem daglig leder, den sygemeldte og kollegaerne, hvor den tillidsvalgte kan medvirke til at få en god tone og tryghed omkring den form for fastholdelsespolitik. Flere LO-forbund var allerede for 15 år siden medinitiativ-tagere til store projekter omkring tidlig indsats over for sygemeldte, arbejdsfastholdelse og brug af samtaler på arbejdspladsen. Den manglende anerkendelse af fagbevægelsens og de tillidsvalgtes betydning er ikke den smarteste baggrund for Hjort Frederiksens ønske om, at der snarest skal være trepartsforhandlinger om handlingsplanens virkeliggørelse. Det er ellers omkring begrebet tillid, at den konkurrencedygtige danske model har sin store styrke.

En tynd kop te

Det har længe været efterlyst, at kommunerne fik en statslig medfinansiering til betaling af aktiviteter for sygemeldte svarende til den statslige medfinansiering, der er ved gennemførelsen af lediges og kontanthjælpsmodtageres job- og handlingsplaner. Der er derfor forslag i planen om, at statsrefusionen til kommunernes udbetaling af sygedagpenge skal ændres, så den bidrager til at kommunerne sætter aktiviteter i gang for de sygemeldte. En delvis sygemelding giver den høje statsrefusion, og det gør aktiviteter som private firmaer og andre aktører sætter i gang også. Men hvad med kvalitetskravene til aktiviteterne? Forslaget her lægger nemt op til at der iværksættes aktiviteter på samlebånd, og navnlig dem er der billige for kommunen. Det fører ikke til reduktion antallet på overførselsindkomst.

Ringsted Kommune bliver fremhævet for at have nedbragt antallet af sygemeldte. Det er bl.a. sket ved at sagsbehandlerne kun har 30 - 40 sager. Det fastholder dygtige medarbejdere. Jobcentrene fungerer ellers mange steder som svingdøre for kortvarige ansættelser, og mange af medarbejderne har ingen eller en ringe uddannelsesmæssig baggrund for opgaverne. Det vil regeringen nu gøre noget ved. Der skal "udvikles og afholdes et eller flere kompetenceudviklingsprojekter for kommunale medarbejdere, som arbejder med syge kontanthjælps- og sygdagpengemodtagere".

Det lyder som en tynd kop te i forhold til det store uddannelsesmæssige efterslæb, der er på beskæftigelsesområdet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her