Læsetid: 2 min.

Terrormistænkte tunesere kan ende i Sandholm

Det er tvivlsomt, om to terrormistænkte tunesere kan udvises, da de risikerer tortur i hjemlandet. Fremtiden kan ligge i Sandholm-lejren, vurderer ekspert
24. juni 2008

Højesteret skal 2. juli beslutte om Politiets Efterretningstjeneste (PET) har fremlagt nok beviser for fortsat at varetægtsfængsle de to terrormistænke tunesere, der ifølge PET har planlagt at myrde Muhammed-tegneren Kurt Westergaard.

Tunesernes forsvarere, Frank Wenzel og Henrik Stagetorn, har ikke anfægtet grundlaget for Integrationsministeriets beslutning om, at de to tunesere skal udvises - kun varetægtsfængslingen, hvilket der ifølge seniorforsker Kim U. Kjær fra Institut for Menneskerettigheder er en oplagt grund til.

"Det eneste, Højesteret skal tage stilling til, er spørgsmålet om frihedsberøvelsen, der er iværksat efter en særlig bestemmelse i Udlændingeloven. Udvisningsafgørelsen bunder i PET's vurdering af, at de to tunesere udgør en fare for landets sikkerhed, og denne afgørelse har for så vidt intet med spørgsmålet om frihedsberøvelse at gøre. Det er en helt selvstændig afgørelse," siger Kim U. Kjær.

Spørgsmålet om frihedsberøvelsen nåede i fredags højeste instans, og på retsmødet i Højesteret havde Højesterets præsident, Torben Melchior, selskab af otte kolleger, hvilket vidner om sagens principielle karakter og iboende dilemma. Hvis PET's grundlag ikke er nok til at beholde de to tunesere i statens varetægt, er de frie, men stadig med en udvisningsafgørelse i kufferten.

Derfor bærer friheden ifølge Kim U. Kjær etiketten 'tålt ophold', hvor de hverken har opholdstilladelse i Danmark eller kan smides ud af kongeriget:

"Vi tåler deres tilstedeværelse, de bliver indkvarteret i Sandholm-lejren og bliver pålagt meldepligt et par gange om ugen og må ellers bevæge sig frit omkring. Dog uden rettigheder overhovedet," siger han.

Tvivlsomt farvel

Og selvom grundlaget for varetægtsfængslingen er i orden, er det tvivlsomt, om udvisningen kan effektueres, da Integrationsministeriets beslutning møder et internationalt udvisningsværn, hvis de danske myndigheder kommer frem til, at der er risiko for, at de mistænkte oplever overgreb efter Menneskerettighedskonventionens artikel 3 om tortur, vanærende eller nedværdigende behandling. Derfor har Danmark bedt om en garanti, hvor regeringen i Tunis skal forsikre, at deres to udviste statsborgere ikke bliver udsat for krænkelser. Men Tunesien ønsker ikke at indgå særlige udvisningsaftaler, og derfor får den danske regering svært ved at hjemsende de to tunesere.

"For flere menneskerettigheder gælder der nogle undtagelser. Eksempelvis hensynet til statens sikkerhed eller til den offentlige orden, men der er ingen undskyldning for tortur. Ingen omstændighed - end ikke krig eller trussel om krig, eller at statens eksistens er truet - kan retfærdiggøre en stats brug af tortur," forklarer Kim U. Kjær.

Systematisk tortur

Så ligegyldigt Højesterets afgørelse i sagen 2. juli er der altså noget, der tyder på, at de to tunesere ikke kommer særlig langt væk fra Danmark foreløbig. En ny rapport fra menneskerettighedsorganisationen Amnesty International om forholdene i Tunesien dokumenterer nemlig, at de tunesiske myndigheder bruger tortur 'systematisk'.

Så selvom Højesteret løslader tuneserne, fordi der ikke er tilstrækkelige beviser for at have dem varetægtsfængslet, ender de nok i Sandholm-lejren, da de ikke har noget opholdsgrundlag i Danmark, men heller ikke kan sendes hjem. Og her kan de ifølge Kim U. Kjær sidde til deres dagens ende, medmindre forholdene i Tunesien udvikler sig så gunstigt, at en tvangsmæssig hjemsendelse vil være forsvarlig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu