Hellere fjerne lille Jonas hjemmefra, mens han er to år og en harmløs ballademager, der skubber pigerne omkuld i vuggestuen, end når han er 15 år og har fået sin første dom for at slå gamle damer.
Så vidt har politikere og eksperter været enige i årevis: Det er både bedst for barnet og billigst for samfundet at løse børns sociale problemer med en tidlig indsats. Men sjældent har så stor enighed ført til så lidt.
Den tidlige indsats er slet ikke til at spore i statistikkerne. Tværtimod ser det ud til, at de mest udsatte børn bliver fjernet fra hjemmet mindst lige så sent som i 2001. Og meget tyder på, at heller ikke forebyggelsen sættes tidligere ind.
Siden 2001 har kommunerne anbragt 21 procent færre børn under seks år uden for familien, mens antallet af 15-17-årige anbragte i samme periode er vokset med 14 procent. Og selv om 25 promille af alle danske børn ender med at bliver anbragt, inden de fylder 18 år, er det er stadig kun hver tiende af de anbragte, der fjernes fra hjemmet, inden de fylder tre år.
Det viser Ugebrevet A4's beregninger på baggrund af tal fra Danmarks Statistik og Ankestyrelsen. Socialpædagoger og børneorganisationer ser heller ingen tegn på, at myndighederne er blevet bedre til at lave en tidlig indsats.
"Man må jo gå ud fra, at de arbejder med de bedste intentioner i kommunerne, men vi ser altså stadig rigtig mange eksempler på børn, der først får hjælp, når de er blevet så skadede, at de begynder at blive et problem for deres omgivelser," siger socialrådgiver og projektleder i Børns Vilkår Jette Wilhelmsen.
Økonomien bestemmer
Fungerende formand for Dansk Socialrådgiverforening, Bettina Post, mener, at statistikkerne vidner om, at socialrådgiverne ikke får lov til at føre den tidlige indsats ud i livet, fordi kommunerne har mere fokus på kommunekassen og årets budgetter end på de flotte mål om en hurtig og intensiv indsats i truede familier.
"Hvis man forestiller sig det perfekte billede, så ville statistikkerne jo vise en hel masse forebyggelse for de mindste børn og næsten ingen anbringelser for de større børn, men det er ikke det billede, vi ser," siger Bettina Post.
Ifølge Foreningen af Danske Døgninstitutioner for børn og unge er billedet faktisk lige modsat:
"De institutioner, der har de helt små børn, oplever vigende efterspørgsel, og samtidig er der en stigning i efterspørgslen efter pladser til de
unge. Det er vel fordi, man betaler for at få ro på gadehjørnerne," mener formanden, Hans Jørgen Jønsson.
Formanden for Kommunernes Landsforenings børne- og kulturudvalg, det radikale byrådsmedlem i Kolding Henrik Larsen, erkender, at den tidlige indsats stadig er et fatamorgana.
"Der er så stort pres på udgifterne til 'brandslukning' over for de større børn, at vi ikke har ressourcerne til at lave den tidlige indsats, vi gerne vil," siger Henrik Larsen.
Blandt de socialpædagoger, der arbejder med børnene på døgninstitutioner og i bofællesskaber, vokser frustrationen over at se endnu en generation af udsatte børn vokse op og blive til utilpassede unge, fortæller næstformand i Socialpædagogernes Landsforbund, Benny Andersen:
"Det er jo ikke, fordi man ikke kender de her børn. Der bliver bare først grebet ind, når de begår deres første indbrud, trækker kniv - eller selv kommer og banker på kommunens dør og beder om at blive fjernet. 20 procent af de børn, der er anbragt i dag, har selv henvendt sig til kommunen. Det siger da noget om, hvor store de børn når at blive, før de får hjælp."
Lille tålmodighed
Regeringens mål er, at antallet af anbringelser skal ned - både af hensyn til børnene og økonomien. Til gengæld skal der bruges flere penge på mindre indgribende foranstaltninger som familieterapeuter, støttepersoner, aflastningsfamilier og andre tiltag, der alt sammen går under navnet 'forebyggende indsats' i statistikkerne.
En lav anbringelsesgrad hos de alleryngste skulle altså gerne modsvares af massiv forebyggelse for netop denne aldersgruppe. Men det er der desværre ikke noget, der tyder på. De forebyggende foranstaltninger, hvor barnets alder fremgår af statistikkerne, viser tværtimod et fald på 30 procent i hjælpen til de yngste børn og en stigning på 42 procent i hjælpen til de 15-18-årige.
Bettina Post fra Danske Socialrådgivere er ikke i tvivl om, at økonomien er den primære årsag til, at den tidlige indsats aldrig er blevet en realitet.
"Man bliver jo nødt til at sige: Nu satser vi på det forebyggende arbejde over en 10-årig periode, og så ser vi, om ikke udgifterne til anbringelser af store børn er faldet til den tid. Men det er ikke noget, der sker inden for en valgperiode eller et budgetår. Og lige nu er der en desperation i kommunerne omkring de årlige budgetter, som slet ikke giver plads til den slags tålmodighed," siger Bettina Post.
Allerede i 1990'erne var den daværende socialdemokratiske socialminister Karen Jespersen med til at love en tidligere indsats på børneområdet. Hun er nu velfærdsminister for Venstre og har igen det overordnede politiske ansvar for de udsatte børn. A4 ville gerne have spurgt Karen Jespersen, hvad hun vil gøre for at sikre en tidligere indsats, men det har hun gennem den seneste uge ikke kunnet afse tid til.
