Det ligner en scene fra en gammel Vietnam-film. Med geværet i nærkampsstilling skridter soldaterne gennem det knæhøje græs.
Gruppen har spredt sig på to rækker med flere meter mellem hver mand, så kun én bliver ramt, hvis de skulle træde på en mine.
Mikael Gadeberg spejder omkring sig. Han er spændt. Da den 24-årige universitetsstuderende først skrev kontrakt med Livgarden, handlede det meget om at gøre en forskel.
"Jeg var dygtig til det, jeg lavede, og ville gerne bruge det til noget," fortæller han.
Men nu er det lige så meget, fordi han føler et ansvar for sine kammeraters liv. Som gruppens 'Gevær et' er det ham, der skal tage de hurtige beslutninger, hvis gruppeføreren falder. De er endnu kun på øvelse i Jægerspris, men alle har skarpe skud i geværet.
Pludselig springer tre fjendtlige skydeskiver frem bag en bakke kun 100 meter foran dem. De to forreste mand falder straks på knæ og åbner ild mod den nye trussel. I én bevægelse sætter Mikael Gadeberg kolben til kinden, afsikrer, ånder ind og halvt ud og trykker let på aftrækkeren, inden han fanger fjenden i sit optiske sigte. Hjertet banker i brystet under fragmentationsvesten. Få sekunder efter hans knæ ramte jorden, lyder hans M-95 gevær. Resten af gruppen stemmer i: "Klak-klik-klak klak-klak."
Støvet slår op om de tre 'fjender', mens kuglerne fælder dem. Gruppen træner et af grundelementerne i krig: ild og bevægelse. De træner for at vinde. For at overleve, når det virkelig bliver alvor.
Kan ikke nå det basale
For det er ikke en film. Til august tager konstabelelev Mikael Gadeberg og hans kammerater til Helmand-provinsen i Afghanistan med ISAF Hold 6. Godt et år efter Mikael første gang trak i grønt tøj som rekrut i Livgarden, rejser han ud for at slås i den mest krævende krig, danske soldater har udkæmpet i nyere tid.
Derfor er Mikaels uddannelse en af Danmarks mest omdiskuterede.
Hver gang en af hans kolleger bliver såret eller dræbt, får han at høre, at han er for ung, for dårligt uddannet og har for dårligt udstyr - hvis han ellers har tid til at se fjernsyn og læse aviser. For Mikael møder med resten af kompagniet på kasernen mandag morgen og knokler igennem til sent fredag for at nå det hele.
Det er en tætpakket uddannelse, der bliver mere og mere teknisk kompliceret, efterhånden som Mikael får forbedret sin udrustning med personlig radio, GPS og lasersigte. Samtidig skal han koncentrere sig om det helt basale: ikke at blive slået ihjel af taleban. Faktisk kniber det med at nå det hele, mener Mikaels sergent, Troels Enig.
"Uddannelsen er god nok, men der er ikke tid nok," siger kaptajn Jacob Andersen, der er chef for Mikael Gadeberg og hans 138 kolleger i kompagniet.
"Man kunne lære mere af sine fejl, hvis der var tid til at evaluere på dem. Men det er der ikke," siger kompagnichefen.
Alligevel er han sikker på, konstabeleleverne nok skal blive klar, ligesom det sidste kompagni fra Livgarden, der er i Afghanistan nu og høster stor ros fra de britiske samarbejdspartnere.
Går galt i begyndelsen
Men krigen har som bekendt sin pris, og det er som regel de første to måneder, det går galt.
"Det skulle være mærkeligt, hvis vi som det første kompagni kommer hjem uden dræbte eller sårede," siger kompagnichef Jacob Andersen. Han håber på, at kompagniets første ildkamp ikke bliver så alvorlig.
"Går det godt, fjerner det nervøsiteten og giver folk en fornemmelse af, at de er klar. Går det galt første gang, så er det ligesom en hund, der bliver slået - så bliver den håndsky resten af livet," forklarer kompagnichefen.
"Det kunne være, jeg skulle betale nogle lokale nede i byen til at skyde lidt på os," siger han med et galgenhumoristisk grin, mens han betragter soldaterne pukle frem og tilbage på marken foran.
Kisten
For en stund er skudsalverne erstattet af den gamle satiregruppe Gramsespektrum, der gjalder sketches ud af den medbragte ghettoblaster, mens soldaterne spiser madpakker i græsset.
Et stykke derfra sidder konstabelelev Mikael Gadeberg, sergent Troels Enig og to andre konstabelelever og taler om den forestående udfordring. De er fuldt ud klar over de mulige konsekvenser af deres ønske om at komme til Afghanistan.
"Det er naivt at tro, at alle kommer hjem igen," siger konstabelelev Kenneth på 22 år.
"Hvis det var 100 procent sikkert, jeg ville blive dræbt, ville jeg selvfølgelig ikke tage af sted. Men jeg ved da godt, at risikoen er der," tilføjer konstabelelev Jens, der også er 22 år gammel.
"Vi taler ikke så meget med hinanden om, at vi kan blive dræbt. Det gør vi mere med venner og kæreste," siger Mikael Gadeberg.
"Vi gør det på en anden måde: 'Jeg ønsker mig alligevel ikke noget til min fødselsdag,' var der en, der jokede forleden," fortæller Mikael Gadeberg.
De unge konstabelelever har skrevet testamente og 'Min Sidste Vilje', hvor de har taget stilling til, hvilke blomster og hvilken kiste de vil have til deres begravelse. Men de har endnu ikke fået skrevet afskedsbrev.
"Jeg tror, jeg skriver det brev fra flyveren," siger Jens.
"Det er jeg heller ikke klar til nu. Det er for underligt," tilføjer Mikael Gadeberg.
"Man må forberede sig på worst case scenario og sige ordentligt farvel," siger Troels Enig.
"Mine forældre er ikke glade for, at jeg tager af sted, men de accepterer det. Det er vigtigt at have styr på hjemmefronten," fortsætter den 26-årige sergent. De unge soldater har udviklet en slags ærefrygtig kynisme, der skal afbøde kammeraternes mulige død, forklarer deres kompagnichef. Den samme kynisme gør sig gældende, når kollegerne laver fejl. De bliver påpeget.
"Nogle vil måske kalde det mobning. Men folk opdager, når de ikke kan følge med de andres tempo, og så siger de op," forklarer Jens. Kenneth supplerer:
"Man får sorteret dem fra, der ikke skal med. Hellere undvære et våben i kompagniet end at have en mand med, man ikke stoler på."
Tillidsbrud
Konstabelelev Mikael Gadeberg og hans kammerater er kun interesserede i at blive bedst muligt klædt på, inden de skal i krig. Derfor beklager de sig heller ikke over det hårde arbejdspres.
Frokostpausen er slut og Mikael Gadebergs gruppe skal tilbage på skydebanen for at indøve en ny formation.
Stærk blæst hvirvler støv over marken og ind i næse og mund. Termometeret viser 25 grader, og soldaterne har det rigtigt varmt under hjelm, kampuniform, fragmentationsbriller, fragmentationsvest og tunge udstyrstasker. Men i Afghanistan kommer termometeret til at vise 50 grader.
Pludselig snubler en af konstabeleleverne og falder på maven i græsset. De er endnu ikke vant til at løbe med den tunge fragmentationsvest. Ligesom radioer, kampbukser, knæbeskyttere og lys/lasersigte er fragmentationsvestene først kommet til senere i uddannelsen.
Rent faktisk har kompagniet endnu kun fået 30 lys/lasersigter til de 140 mand. Flere af tingene har hele tiden ligget på lager i Danmark, men en fejl i Materieltjenestens it-system satte en bureaukratisk stopper for 0udstyret.
Der gik syv måneder, før de fik deres HF-radioer. Det har været dybt frustrerende for hele kompagniet.
"De ting skal bare være der," mener sergent Troels Enig.
'Det kommer næste måned,' fik soldaterne hele tiden at vide. Konstabelelev Jens føler det som et tillidsbrud. Ligesom soldaterne skal stole på hinanden, har de også brug for at mærke, at forsvaret prioriterer dem højest, når nu de skal til Afghanistan og vitterligt sætter livet på spil.
Bureaukrati bremser
Men kompagniet er ikke nedprioriteret, forklarer kompagnichef Jacob Andersen. Problemerne skyldes alene rigide procedurer, efter at forsvarets tre materieltjenester for Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet er blevet slået sammen i én central tjeneste.
Konsekvensen for kompagniet er, at de kommer bagud i forhold til planen, så soldaterne må øve sig på radioerne i pauserne på skydebanen.
Konsekvensen for hæren er, at flere menige, sergenter og officerer opsiger deres kontrakt.
"Sådanne irritationsmomenter er med til, at folk springer fra," siger kompagnichef Jacob Andersen.
I hans kompagni har flere også meldt fra, men alle pladserne er løbende blevet fyldt op. Således består kompagniet i dag af 140 mand - en sergent og en menig mere end planlagt. Overbookingen er en garanti for, at kompagniet stadig er fyldt op, når soldaterne kommer tilbage fra nogle ugers ferie, inden de tager til Helmand.
Erfaringen viser nemlig, at enkelte som regel springer fra, når de kommer hjem at slappe af hos familie og kæreste og på ny tænker over, om de i yderste konsekvens er parat til at give slip på alt det. Også blandt de fastansatte instruktører på uddannelsen er der huller i geleddet, og selv om man arbejder målrettet på at uddanne nye, forsvinder folk hurtigere, end man kan nå at fylde op.
I kaptajn Jacob Andersens kompagni har de således manglet instruktører til det nye våbensystem, der sidder på deres pansrede Piranha- mandskabsvogne.
Samtidig kom våbensystemet først et stykke henne i uddannelsen, så kompagniet kan ikke nå at oplære alle skytter i det avancerede, automatiske maskingevær.
Krig med joy-stick
Derfor har konstabelelev Høpner travlt med at gennemgå et særprogram, så der i det mindste er én fuldt udlært maskingeværskytte på hvert køretøj, når de tager af sted. De pansrede mandskabsvognes to reserveskytter må i stedet få to ugers ekstrauddannelse i Camp Bastion i Helmand-provinsen. Så mens resten af gruppen spæner svedende rundt i varmen, sidder konstabelelev Høpner trygt bag sin lille fladskærm i den luftventilerede, pansrede mandskabsvogn et par kilometer derfra.
Hans tunge maskingevær har fået kamera på, så han kan følge med i verden udenfor. Pludselig toner noget frem på skærmen, og Høpner skifter over til termisk sigte for at se efter de røde aftegninger, der afslører, om det er mennesker. Men skærmen går i gråt. Vogn og våben har ellers lige været på værksted, men det nye system mangler endnu nogle justeringer i softwaren, inden det er klar til kamp.
Høpner skifter hurtigt tilbage til dagsigte og er ikke længere i tvivl. Han drejer sine joystick, zoomer ind på målet og trykker af. Det minder om en spillehal, men uden for varsler de dumpe drøn en dødelig virkelighed.
Stykker af glinsende messing sprøjter ud af det tunge maskingevær. Maskingeværet sluger grådigt det fyldte patronbælte i den ene side og spytter det tomt ud igen på den modsatte side.
En skarp krudtlugt kradser i næsen, og de sagesløse skydeskiver er snart gennemhullede. Længere inde i skoven til venstre ligger resten af gruppen og leverer deres del af ilden. Det lyder som knaldperler. Føreren kaster den 16,5 ton tunge Piranha tilbage ad den smalle skovvej. Rampen åbner, og resten af gruppen hopper ind.
På vej tilbage til udgangspunktet vender en glad Høpner sig mod kompagnichefen: "Det er fedt, når det virker, ikke!"
Om to måneder er det alvor. Så skal det helst virke hver gang.
De interviewede konstabler, der kun optræder med fornavn, gør det af hensyn til familiernes sikkerhed. Deres fulde navne er redaktionen bekendt.
Emil Rottbøll er journaliststuderende ved SDU
