Læsetid: 7 min.

Det år fiskene døde

Om sundhedsministerens vugge, børnelokkeren som slutfirsernes ikoniserede skræk, åndedrætsbesvær i provinsen, en hund med blå tunge og den livsvisdom der ligger gemt i to bæreposer med pornoblade
Om sundhedsministerens vugge, børnelokkeren som slutfirsernes ikoniserede skræk, åndedrætsbesvær i provinsen, en hund med blå tunge og den livsvisdom der ligger gemt i to bæreposer med pornoblade
30. juli 2008

Jeg har gennemført valfarten til min hjemstavn med hele en pilgrims andagt, og mange uventede følelser har grebet mig

- 'Den unge Werthers lidelser' af J.W. von Goethe

Hvis man skal fremhæve noget ved den lille by Hadsund ved Mariager Fjord i Nordjylland, er det den omkringliggende natur. Journalisten Søren Vasegaard observerede således allerede i 1937 i en artikelserie om Hadsund, at byen har "en pragtfuld Omegn, hvori Fjorden indgaar som det eftertragtede Søbillede i de skovklædte Bakkers romantiske Ramme." Og Vasegaard citerer endda derudover rejsehåndbogen Jylland fra 1870 for med digterisk præcision fra en svunden tid at indfange det helt særlige ved byens natur:

"Snart løftes Skoven af smuktformede Bakker, snart sænker den sig på Skraaninger ned mod Fjorden, hvis Vande titte gjennem de hældende Grene, og i August vise de blomstrende Lyngbakker, der romantisk strækker sig ind i Skovkanterne, en fængslende Pragt."

Og i udkanten af byen, dér på grænsen til de skovklædte bakkers romantik, blev jeg så født i et hus af gule mursten.

Det gule hus

Huset lå, og ligger, på toppen af en bakke. Grusvejene, der fører derop (og som er iklædt huller om sommeren og is om vinteren), bærer navne som Fasanvej, Spurvevej, Spættevej og Fuglebakken og har derfor engang for længe siden, som sit eget afdæmpede vidnesbyrd om menneskets forudsigelighed, fået tilnavnet Pip-kvarteret.

Det gule hus blev bygget i 1965, og to år efter, den 12. april 1967, trådte det ind i landets politiske historie, da dets beboere føjede en lille ny til, som 40 år, seks måneder og 11 dage senere blev Danmarks nye sundhedsminister.

Da familien Axel Nielsen et par år senere flyttede til et større hus på gaden overfor, var det familien Gøtzsche, der flyttede ind i huset på bakken. Med sig havde de den lille et-årige Tine, der nu sidder og fortæller historier fra hele verden som vært på DR2 Udland, og måske var det hendes udlængsel, der gjorde, at de gule mure snart blev for trange. I hvert fald blev huset snart overtaget af en af byens tandlæger, om hvem vi ved, at han var en hyggelig mand med et upåklageligt rygte og et stort gråt fuldskæg.

I det herrens år 1980, da huset havde skiftet beboere endnu en gang, kom jeg så til verden, mens byens rådhus og alle andre offentlige myndigheder i landet flagede på halv til minde om tyskernes besættelse af Danmark nøjagtig 40 år forinden. Og jeg blev såmænd placeret i sundhedsministerens aflagte vugge; en fornem sag i brunt kurveflet med hvid- og gulternet betræk med flæser og matchende sengetøj, der vist nok var så fint, at min mor ikke nænnede at bruge det.

Og som var det selve husets ånd, en formaning gemt i de gule sten, skulle jeg mange år senere først rode mig ud i noget med politik ligesom husets første barn for siden at søge mod journalistikken som lille Tine før mig.

Det onde

På den anden side af bakken med det gule hus lige inden begyndelsen på den tætte skov ligger Højmarken. Bag navnet gemmer sig et stykke åbent land med små klynger af træer og rigeligt med bakker, og derfor kunne man hvert år ved vintertide inde fra stuen i det gule hus iagttage stribevis af små rødnæsede kælkeførere, der som ællinger på land vraltede ned for at udøve barndommens overmod på de hvide bakker.

Vi børn, der boede i kvarteret, legede også dernede om sommeren, hvor vi trodsede slutfirsernes altoverskyggende og nærmest ironiserede skræk: Børnelokkeren, for at begive os derned og bygge huler; væbnet med visheden om, at enhver voksen mand, der tilbød os et stykke slik, var at regne for det onde selv.

I dag er det forbi både om vinteren og om sommeren. Ingen børn kommer længere forbi - gad vide om de spiller computerspil i stedet. I så fald går de glip af noget. Jeg husker for eksempel engang, vi fandt to bæreposer med pornoblade gemt dernede blandt bakkerne. Godt nok var ingen af os rigtig klar over, hvad det var, vi havde med at gøre. Men alligevel tror jeg, vi alle havde en følelse af, at det var noget vigtigt.

Stor var skuffelsen i hvert fald, da bladenes retmæssige ejere, et par ældre drenge, fandt ud af, hvad der var sket og krævede deres ejendom tilbage.

Det fik de også, men ikke før de havde trumfet vores ellers helstøbte argumentation om, at 'det man finder, må man beholde' med troværdige løfter om tæsk. Og sådan gik det vel, at vi alligevel kom til at lære et eller andet om livet.

Gamle Hvims

Nede i byen lå en lille, dunkel butik, hvor man ikke kunne se ind gennem vinduerne, og hvis navn prydede facaden med store snørklede bogstaver: Th. Hvims & Søn.

Det var en tobaksforretning, som Th. Hvims åbnede, da han kom til Hadsund i 1915. Byen havde på det tidspunkt allerede to-tre tobaksforretninger (det er vel næsten overflødigt at nævne, at der i dag ikke er en eneste), men Th. Hvims fik succes ikke mindst på grund af sine 'Hvims' Corona', der blev solgt over hele landet.

Da jeg var barn var Th. Hvims' søn, der aldrig hed andet end Hvims, allerede en gammel mand. Han havde overtaget forretningen efter sin far, og stod nu selv og blandede tobak inde bag de mørke ruder.

Der kom stadig kunder rejsende til fra hele landet for at besøge den lille, særlige butik, om hvilket man sagde, at det var som at komme tilbage til fortiden, og jeg kan huske engang, jeg selv var dernede, fordi jeg havde en legetøjspibe, som var gået i stykker. At træde ind i den butik var som at kravle ned i en cigarkasse; mørkt og tæt af søde, varme dufte og bag disken gamle Hvims.

Han brugte en hel eftermiddag på at finde nogle dele at lave legetøjspiben med, og jeg husker ham som en kæmpe af en mand med et stort skaldet, smilende hoved øverst oppe.

Jeg mødte ham også ofte ude i byen. Her gik han nemlig tur med sin hund, som gjorde særligt indtryk på mig, fordi den ud over en stor, blød bamsepels var udstyret med en aldeles blå tunge. Senere har jeg fundet ud af, at hunden må have været af racen Chow-Chow, og at en gammel fabel fortæller, at den fik sin blå tunge ved at slikke de små stykker himmel op, der faldt ned, da Gud satte stjernerne på. Jeg tror, at hvis jeg engang skal have en hund, så skal det være sådan en.

Dengang fiskene døde

Det var i 1997, da jeg var 17 år gammel, at fiskene begyndte at dø. Ifølge Notat om iltsvind i Mariager Fjord af havbiolog Helene Munk Sørensen og ferskvandsbiolog Lisbeth Wiggers døde de, fordi en meget stor tilførsel af næringssalte til Mariager Fjord kombineret med de usædvanlige meteorologiske forhold i sensommeren det år førte til et kraftigt iltsvind og omfattende svovlbrintefrigivelse.

Men indbyggerne i Hadsund vil nok bedst huske det som det år, hvor en fæl stank af svovl kravlede op fra fjorden og ud over byen som et sort, slimet rumuhyre i en lavbudget gyserfilm fra firserne.

Stanken nåede helt op til det gule hus på toppen af bakken, hvor jeg selv, ligesom fiskene men af helt andre grunde, var ved at få åndedrætsbesvær inden for Hadsunds beskedne rammer. Og sådan var det også for mine venner. Ud af en flok på en ti stykker bor vi nu alle i København på nær en enkelt i Århus, og jeg tror aldrig, vi har forstået eller vil komme til at forstå, hvad der kunne få nogen til at blive i Hadsund.

Før vi lagde byen bag os, var der dog nogle ting, der skulle overstås: Man skulle være færdig med gymnasiet, byens bedst kendte søn i nyere tid, Ebbe Sand, skulle score et mål i fodbold-VM efter kun 16 sekunder på banen, og jeg skulle tilbringe fire bitre vintermåneder på Hadsund Kreaturslagteri.

Jeg mødte klokken seks hver morgen. Klædte om i en skurvogn ved siden af slagteriet. Og hvor jeg husker den kolde, mørke luft, der omsluttede mig i de 20 meters gang fra skurvognen til slagtehallen. Den var tung af kød, sindet mørkt som indersiden af en knytnæve. Ti timers arbejde ventede.

Den populære barber

I sin artikelserie om Hadsund slutter journalisten Søren Vasegaard med artiklen Øjeblikket og Fremtiden, hvori han beskriver den store 'Sammensmeltningsfest' den 1. april 1937, da Vive Kommune i Vest blev lagt sammen med Skelund-Visborg Kommune i Øst og Hadsund Kommune dermed blev til.

"De Hadsundborgere, der oplevede d. 1. April 1937 i deres By, vil utvivlsomt i Fremtiden datere mangen Begivenhed i deres Liv fra den Dag, da Skellet mellem de to Kommuner faldt, og specielt vil Dagen have været en Oplevelse for den populære Barbermester Bloch Thomsen, som i 20 Aar havde sovet om Natten med Hovedet i den ene Kommune og Benene i den anden, idet Sogneskellet gik gennem hans Soveværelse."

70 år senere den 1. januar 2007 sluttede fremtiden så for Hadsund Kommune, da den under kommunalreformen blev lagt sammen med Mariager Kommune og Hobro Kommune under navnet Mariagerfjord Kommune. Ingen fest fulgte.

Søren Vasegaard selv var død i 1941, og da han var født i 1871, levede han altså nøjagtig lige så længe, som det skulle blive tilfældet for den kommune, hvis fødsel han i sine sidste år var med til at forevige. Hans artikelserie om Hadsund blev imidlertid genoptrykt i samlet form i 1972 som bogen Ladepladsen Hadsund, og udgiverens forord slutter:

"Det er lykkedes journalisten, forfatteren og Blicher-forskeren Søren Vasegaard at fange fjordbyens stemning - som den kan genkendes i dag. Velskrevne er hans artikler, og det er udgiverens håb, at de vil vække interesse og eventuelt være med til at skabe baggrund for publikationer også om næste kapitel i Hadsunds historie."

Serie

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu