Læsetid: 4 min.

Afghanistan-styrken har fået forkerte helikoptere

Chefen for den danske styrke i Helmand bad om transporthelikoptere,som kunne flytte soldater rundt i landet, men fik kun fire små Fennec'er der knap kan medbringe en enkelt passager
Indland
5. juli 2008

HELMAND - Folketinget har sendt de forkerte helikoptere til Afghanistan. Det erfarer Information. Den tidligere chef for Afghanistan-styrken oberst Kim Kristensen bad i foråret om at få både transporthelikoptere og transportfly til Helmand, hvor de skulle bruges til at fragte soldater og gods sikkert rundt i det ufremkommelige land, hvor Taleban konstant minerer vejene.

I stedet for transporthelikoptere og Hercules transportfly har Folketinget valgt kun at sende Afghanistan-styrken fire små observationshelikoptere af Fennec-typen, som efter pansring maksimalt kan medbringe en enkelt passager.

Kim Kristensen ønsker ikke at kommentere oplysningerne, men henviser til den såkaldte End of Tour-rapport, som han udarbejdede i forbindelse med afslutningen på sin udstationering i januar.

Her står der ikke noget om, at oberst Kristensen anbefaler at sende specielt Fennec-helikoptere til Helmand. Til gengæld står der flere gange, at den danske styrke har store transportproblemer, som kan afhjælpes med transporthelikoptere til brug i Helmand, og transportfly, der kan fragte personel og udstyr i hele landet.

Mangler transport

Den nuværende chef for Afghanistan-styrken, oberst Jens Lønborg, vil ikke kritisere Folketingets beslutning om at sende de fire Fennec'er til Helmand, men han har tidligere givet udtryk for, at det i al fald ikke er ham, der har bedt om dem.

Lønborg lægger ikke skjul på, at den danske styrke fortsat har store problemer med transport, særligt efter at Taleban er gået over til især at angribe danskerne med såkaldte IED'er, hjemmelavede miner og vejsidebomber.

"Al lufttransport hernede er en mangelvare," siger bataljonschef Lønborg og bekræfter, at den danske ISAF-styrke kunne have stor gavn af f.eks. de danske Merlin-helikoptere, der kan løfte 20-25 personer ad gangen.

"Merlin-helikoptere ville helt sikkert kunne bruges. Og det samme gælder vores Hercules-fly," siger han med henvisning til de store transportfly, som Danmark har adskillige af.

Ønsket om at få Hercules-fly til Afghanistan har dermed været fremsat af tre styrkechefer i træk, uden at det er blevet realiseret.

I øjeblikket bliver de knap 700 danske soldater, som befinder sig i Afghanistan fragtet rundt mellem Kabul, Kandahar og Camp Bastion i Helmand af britiske og amerikanske fragtfly, men det er langt fra altid, at danskerne står forrest i køen. Ventetider på et eller flere døgn er derfor mere reglen end undtagelsen.

Transporten mellem baserne i Helmand foregår i øjeblikket udelukkende i pansrede mandskabsvogne, som hver kan medbringe syv-otte mand, men konstant risikerer at køre på de miner og hjemmelavede vejsidebomber, som de danske styrker finder næsten hver eneste dag.

En hjælp mod Taleban

Her i Camp Bastion er to af de fire Fennec'er netop landet efter at have bistået en dansk patrulje i den grønne zone. Og piloterne er ikke i tvivl om, at de har givet soldaterne på jorden værdifulde oplysninger undervejs, siden de begyndte deres flyvninger den 22. juni.

En af piloterne har spottet talebanere på turen. De kørte rundt på motorcykler, men var ikke ret mange, fortæller han. Og da helikopterne kom, fortrak de.

Pressetalsmand GAF, der kun ønsker at blive omtalt med sit flyvernavn af frygt for chikane mod familien i Danmark, understreger, at soldaterne er glade for Fennec'erne.

"Det er immervæk lettere at overskue et område fra luften end når man går rundt nede i zonen. Og desuden har vi erfaring for, at Taleban er lidt bange for dem," siger han.

Helikopterne er også udstyret med kameraer, de kan transmittere live til soldaterne på jorden, der kan følge med på en kuffertskærm. Næsten det samme kan de små fjernstyrede Raven-fly, som danskerne også råder over.

Dyr løsning

Mens Raven-flyet koster omkring 150.000 kroner inklusive al nødvendig teknologi og kan opereres af ganske få mand, kræver Fennec-helikopterne 40 mand for at fungere.

Det er i al fald det antal, som er udstationeret i Helmand for at servicere de fire helikoptere. Ud over de to piloter har helikopterenheden både egen mekaniker og egen læge med, som har særlig forstand på flyvermedicin.

På grund af varmen kan helikopterne imidlertid kun flyve efter klokken 17 og indtil klokken ni om morgenen, men det er ikke noget problem, forsikrer mandskabet. Der er alligevel ikke nogen fodpatruljer at støtte på det tidspunkt. Desuden gælder begrænsningerne også for mange andre luftfartøjer i Afghanistan, hvor temperaturen midt på dagen let når både 60 og 70 grader.

"Sådan er fysikkens love, luften bliver simpelt hen for tynd til at bære fartøjerne," forklarer GAF.

I andre dele af Afghanistan flyves der dog helikopter hele døgnet, f.eks. i Kabul-området.

Efter at de små Fennec'er er blevet pansret, så de kan modstå noget af Talebans skyts, er helikopterne desuden blevet så tunge, at de maksimalt kan medføre en enkelt passager af 75 kilo. Hvis der er en maskingeværskytte om bord, kan de end ikke transportere oberst Lønborg ud i området. Og han er ellers ikke nogen tung mand.

Ud over øget transportkapacitet ønsker bataljonschef Lønborg sig også nogle flere sygehjælpere og ingeniørsoldater, hvor der bruge mange kræfter på at finde det stadig voksende antal miner og IED'er.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lars R. Hansen

Nu har dansk forsvar pt. jo ikke andre helikoptere, der kan udsendes - så man har jo nok ment, at FENNEC var bedre end ingenting. Hvilket de givetvis er.

Heinrich R. Jørgensen

Bjørn Holmskjold:
"Jeg mener tilmed de har en ubåd, som vel også kan sættes ind?"

Ubåde sættes vist kun ind i tilfælde af ørkenkrige ;-)

"Afghanistan-styrken har fået forkerte helikoptere"

Man forsætter såmænd bare de stolte traditioner fra ørkenkrigen i Irak, hvor det danske bidrag blandt andet indbefattede snerydningsudstyr og ubåde...

På Jacob Haugaards foranledning er der dog i det mindste kommet Nutella i feltrationerne, så der er stadigvæk håb...

Når FENNEC og hjemmeværnet kan bruges i Afghanistan, er der vel egentlig kun fantasien der sætter på begrænsninger for, hvad man kan finde på at sende ned til vores stakkels soldater.

Personligt synes jeg at det ville være en god idé at sende Richard Ragnwald. Så kan de fanme lære det, de satans til talebanerer!

Alf Vestergaard

Charlotte Aagaard: >Ud over de to piloter har helikopterenheden både egen mekaniker og egen læge med, som har særlig forstand på flyvermedicin.<

Er det for at modvirke propper i ørerne, eller er det til blanding af flyversjus? Men hvad gør forsvaret her efter at citronvanden er udfaset? De har måske opbygget et lager?

Lars R. Hansen

Ubåde

Nu kunne det tænkes, at man i en krig ved den Persiske Golf mente det var relevant, at holde lidt øje med aktørerne i den Persiske Golf? Men hvad militær genierne her ved nok bedre.

PS.

Danmark har som det eneste land i verden nedlagt ubådsvåbnet.

Lars Henriksen:

"Danmark har som det eneste land i verden nedlagt ubådsvåbnet."

Fra sædvanligvis velunderrettet kilde forlyder det at generalstaben nedlagde ubådsvåbnet på baggrund af erfaringerne fra ørkenkrigen i Irak...

Lars R. Hansen

"Fra sædvanligvis velunderrettet kilde forlyder det at generalstaben nedlagde ubådsvåbnet på baggrund af erfaringerne fra ørkenkrigen i Irak..."

Der tager du fejl, FKO bestemer ikke hvilke enheder der skal nedlægges eller oprettes. Det sker på politisk niveau i lov om forsvarets ordning.

Og her har nedlæggelsen af ubådsvåbnet har været en radikal mærkesag siden 1905 - som de endeligt kom igennem med 99 år senere.

Alf Vestergaard

Jamen de hænger jo med røven i vandskorpen i forvejen dernede langs Helmand-floden, så at hævde at manglen på toiletpapir skulle være et problem er i mine øjne pis og papir.