Læsetid: 4 min.

'Vi har en del problemer med butikstyveri'

Butikstyveri og krav om specialvarer gør det svært at holde priserne nede for en fængselskøbmand - og nu har fangerne i Vridsløselille indledt en boykot af Købmanden på grund af høje priser og få kostpenge. Ikke alle er dog klar over, at boykotten er gået i gang
Fangerne i Statsfængslet i Vridsløselille er godt trætte af deres købmandsbutik (billedet).-Der er nogle, der har været sure på købmanden - så de gemte kød på hylderne, så det blev fordærvet,- siger fængslets sikkerhedschef, Ole Godtfredsen.

Fangerne i Statsfængslet i Vridsløselille er godt trætte af deres købmandsbutik (billedet).-Der er nogle, der har været sure på købmanden - så de gemte kød på hylderne, så det blev fordærvet,- siger fængslets sikkerhedschef, Ole Godtfredsen.

Indland
30. juli 2008

Fem fanger fra afdeling A2 bevæger sig rundt i købmandsbutikken i Statsfængslet i Vridsløselille. En mørk mand stopper ved det lyse brød, mens to lyse mænd stopper ved det mørke brød. De sidstnævnte tjekker nøje datoerne, inden de lader en pakke rugbrød dumpe ned i kurven. En tynd, skaldet mand går direkte hen til slikket.

Boykot

Egentlig boykotter de indsatte købmanden i Vridsløselille fra i dag, tirsdag - og sikkerhedschef Ole Gotfredsen fortæller, hvordan fangerne mandag fyldte deres kurve til randen. Afdeling A2 nåede bare ikke at købe ind mandag, så de får muligheden i dag.

Den økonomiske effekt af boykotten må siges at være begrænset, for fangerne kan ikke bruge deres penge andre steder. Men de håber at kunne gøre omverdenen opmærksom på, at det er umuligt at købe ind til tre måltider mad om dagen for de 55 kroner, som en indsat får i daglige kostpenge. Især med de stigende fødevarepriser og købmandens i forvejen høje prisleje:

"Det kan faktisk ikke lade sig gøre. Jeg er med i en madklub, og det gør, at det akkurat er muligt. Hvis man ikke er i madklub, er det umuligt," siger Naweed, der sidder inde i otte år for medvirken til drab:

"Kan du ikke kende mig fra aviserne?" griner han. Nyheden om boykotten er ikke nået op til afdeling A2 før nu:

"Boykotter vi. Det var fandeme på tide," brummer en fange, der allerede er kommet hen til kassen.

"Det er så skide dyrt at handle her," fortsætter han mens købmanden, Güraü, står lige på den anden side af kassen - foran et tobaks-udvalg, der vil gøre enhver kioskejer misundelig.

"Det er først fra nu af. I kan lige nå at handle i dag," beroliger Ole Gotfredsen en fange, der ser noget forvirret ud over meldingen. Naweed fortæller, at han forleden lå i sin celle og så et program på TV2 med en millionær, der skulle prøve at leve en uge for 620 kroner, hvilket er 88 kroner om dagen:

"Han sagde, at det var umuligt. Og han kunne købe ind lige, hvor han ville," fortæller Naweed og understreger, at det ikke kun er købmandens skyld, at det er svært at få pengene til at slå til:

"Priserne er jo åbenbart også steget udenfor. Og vores kostpenge er ikke fulgt med," siger han.

Æggehvider

Samme forklaring har Ole Gotfredsen på problematikken: "Tingene er ikke dyrere her, end de er i en almindelig købmandsbutik uden for fængslet. Det er klart, at man kan få nogle ting billigere i Netto, men til gengæld har købmanden et stort udvalg - der er mange krav om specialvarer, siger han, og viser en hylde med shawarmabrød og peger på økologiske falafler i fryseren. I køledisken står der dunke med fem liter æggehvide:

"Alt, hvad der kan bruges til at bygge muskler op med, er der meget stor efterspørgsel på. Vi holder møder mellem talsmændene og købmanden, hvor de kan komme med deres ønsker, og det kunne typisk være sådan en ting som flere æggehvider."

I grøntafdelingen er der også mange eksotiske frugter og grøntsager :

"Det er klart, at det er dyrt, når man skal have et udvalg, der tilfredsstiller alle," siger han, og går i retning af afdelingen med frisk kød.

"Og så har vi altså også en del problemer med butikstyveri," siger han.

"Det er ærgerligt, men der forsvinder altså en del fra butikken. Og det er jo også med til at presse priserne opad," siger Ole Gotfredsen.

"Hvor meget var det, den oksefilet, der blev stjålet, kostede," spørger han Güraü.

"350 kroner," svarer købmanden.

"Og der er også nogle, der gemmer kødet inde på hylderne," siger han, inden Ole Gotfredsen igen tager over:

"Ja, der er nogle, der har været sure på købmanden - så de gemte kød på hylderne, så det blev fordærvet."

Sikkerhed

Selvom udvalget er stort, er det ikke alt, man kan få i fængselsbutikken:

"Man kan ikke få produkter med alkohol - og heller ikke gær, for det kan bruges til hjemmebrænding. Og så kan man ikke få deodoranter med gas i, eksempelvis. For de kan bruges som våben."

Det er derfor, købmanden sorterer under sikkerheds-chefen, forklarer han.

Naweed er kommet hen til kassen:

"Ham her er et godt eksempel på, at det ikke kan lade sig gøre uden at have en madklub," siger han og peger på den tynde, skaldede mand, der har lagt RisiFrutti, Nutella, krydderboller, Daim, Marcipanbrød, romkugler og Cola op på disken.

"Han spiser kun hver anden dag."

"Det er rigtig nok ... " siger den skaldede, " ... jeg skal også have en dåse Rød Escort og 100 filtre". Han kigger ind bag købmanden.

"Hvor meget har jeg så brugt?"

Købmanden siger et beløb.

"Så skal jeg også have tre pakker Rød Kings."

Til spørgsmålet om, hvorvidt han med fordel kunne have valgt andre varer, svarer den skaldede:

"Jeg har brug for det her. Sådan er dét bare."

Terrorist

Uden for købmanden står fem meget larmende knægte og ryger. De er det næste hold fra A2, der skal ind og handle:

"Pas på ham her - han er farlig," råber en af dem - han har en stor rød trøje på og peger på den eneste tavse i selskabet. Alle griner. De fem knægte har heller ikke hørt noget om boykotten:

"Men jeg er klar. Jeg boykotter frem til på fredag," siger den ene - en anden er mere tilbageholden:

"Jeg kommer oppe fra Arresten i Helsingør, og der er købmanden endnu dyrere og meget dårligere," siger han.

"Men vi boykotter," gentager hans ven, der også benytter tiden med sikkerhedschefen til at brokke sig over, at han ikke må få sin Play Station med ind:

"Og der er også alt for få kvinder her," siger han. Ole Godtfredsen truer for sjov med yderligere restriktioner.

"Nå, okay, Ole. Så mente jeg det ikke alligevel."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her