Der var en gang en dreng, der var vild med et se revyforestillinger, og den dreng var jeg. Min moster og onkel havde fulgt den københavnske revyscene siden 1920'erne, og de tog mig med til alle de forestillinger, vi kunne komme i nærheden af.
Det var i anden halvdel af 1950'erne, ABC-teatrets store år. Dirch Passer og Kjeld Petersen var mine helte. Når de var på scenen, dirrede salen. De var unge og adrætte, Dirch Passer nærmest køn i sin ranglethed. Kjeld Petersen talte et dansk, der kildede i huden, fordi det var så ligetil og smukt. Deres vitser faldt som kanonskud, bang, bang, rapt. Efterhånden kunne jeg se, at de ind imellem legede med hinanden ved at affyre vilde skud, der ikke stod i manuskriptet. Så klaskede musikerne sammen af grin i orkesteret, men de to komikere holdt masken og opildnede hinanden til yderligere salver.
En sketch bestod i, at de begge havde en stor lagkage i hånden. Hvor ville den havne? De løb rundt i teatret og truede publikummer med at få den i smasken. Da de passerede forbi mig, kunne jeg se, at sveden styrtede af dem, deres tøj slaskede vådt til kroppen. I et glimt forstod jeg, at deres nummer måske ikke var så let, som de fik det til at se ud. Sketchen sluttede uventet med, at de pænt afleverede kagerne til unge par i salen, der fortjente noget godt efter forestillingen.
Fortvivlet og fortabt
At morskaben havde en anden side, fik jeg bekræftet, da jeg en aften tilfældigvis med min moster og onkel gik forbi Kjeld Petersen, der stod tilsyneladende fortvivlet og fortabt og stirrede ind i et automobilforhandlervindue på Vesterbrogade.
Så forsvandt Kjeld Petersen fra revyscenen. Nogle år senere må han være blevet overtalt til at vende tilbage til ABC-teatret, for pludselig, i 1962, skulle han sammen med Dirch Passer og Ingeborg Brams medvirke i en forestilling med titlen 'Holder De af Brams, Passer & Petersen?'
Den skulle jeg have set sammen med min moster og onkel, men det blev ikke til noget, for Kjeld Petersen døde på premierenatten, 41 år gammel.
Siden - da Dirch Passer år efter vendte tilbage til scenen - var det, som om noget var sprunget inde i ham. Hans morsomhed var lånt; den kom ikke af et overskud indefra. Det akkumulerede underskud tog langsomt livet af ham. Han så mere og mere kvabset og usund ud. Han døde på scenen. Til sidst i bogstaveligste, sørgelige forstand. Men da var jeg holdt op med at se lagkagerevyer, for jeg syntes ikke, de var morsomme mere.
Dirch Passer var ud af en gammel slægt i min hjemby Dragør. Han ligger begravet på Dragør Kirkegård. Når jeg standser foran hans gravsten, tænker jeg sommetider på, hvad Shakespeare lader Hamlet sige til de jordiske rester af narren Yorick:
"Hvor er dine spydigheder nu? Dine lystigheder, dine sange, dine muntre indfald, der plejede at få hele bordet til at knække sammen af grin. Har du ikke én tilbage, der kan lave sjov med dit eget grin? Hvorfor lader du kæben hænge?"
