Læsetid: 2 min.

Endestation Mareridt

Indland
30. juli 2008
Konfronteret med systemer af en vis størrelse, oplever man som borger ofte en følelse af total magtesløshed. Det være sig fascistiske eller kommunistiske diktaturer, TDC, Post Danmark eller DSB. Følelsen efterfølges i reglen af først raseri så resignation og til sidst apati

Konfronteret med systemer af en vis størrelse, oplever man som borger ofte en følelse af total magtesløshed. Det være sig fascistiske eller kommunistiske diktaturer, TDC, Post Danmark eller som i dette tilfælde DSB. Følelsen efterfølges i reglen af først raseri så resignation og til sidst apati. Men opleves den et tilstrækkeligt antal gange er det ikke uset, at den krystalliserer sig i ægte, ubesmittet had. Denne lille tekst handler således om min seneste tur med DSB. For med et serviceniveau, der misunder standarden i Horsens Tugthus i forrige århundrede, og køreledninger, der falder fra himlen med en frekvens, så de burde have et særskilt ikon på femdøgnsudsigten i Vejret, fortjener Danske Statsbaner om nogen betegnelsen yndlingsaversion.

Forståelse

»Jeg forstår Dem godt Hr.« siger ekspedienten i DSB’s billetkontor på Københavns Hovedbanegård. Men hun forstår jo helt tydeligvis intet. Hvis hun forstod, ville hun jo hjælpe mig. Det svarer til, at en læge fortæller en mand med en pæl gennem hovedet, at han »godt forstår at han skriger« for derefter at bede ham tage plads ude ved siden af ugebladene og de gennemtyggede lego-klodser.

Jeg prøver venligt, men bestemt og med en god portion vanvid i stemmen at forklare hende, at der er 10 minutter til, mit tog kører, og at der er 87 personer i billetkøen foran mig, hvorfor det er mere sandsynligt, at det vil lykkes mig at rejse hjem ved tankens kraft, end at mit nummer bliver råbt op, inden toget afgår.

Men hov, jeg foregriber begivenhedernes gang. Det hele startede sådan her:

Nedbrud

Det var en dejlig solskinsdag, og min kæreste og jeg skulle om eftermiddagen med toget hjem til Nordjylland for at besøge mine forældre. Ahh, familiehygge. For at være på den sikre side, ville vi hente billetterne på Frederiksberg Station samme formiddag, men vi blev mødt med en besked om, at edb-systemet var brudt ned, så vi kun kunne hente vores bestilling på Hovedbanegården; i billetautomaterne eller på billetkontoret. Et par timer senere står jeg og kigger vantro på billetautomaten på Københavns Hovedbanegård. Fem minutter senere står jeg og kigger vantro på mit kønummer på billetkontoret.

To minutter senere: »Jeg forstår Dem godt Hr.«

Falling Down

Hun var jo ikke noget dårligt menneske. Hende ekspedienten. Og vi nåede toget, selv om vores pladsreservationer dog var gået tabt – de ligger nok ved siden af læsebrillerne tilhørende den direktør, der underskrev kontrakten om de nye IC4-tog, som nu står og ruster i Italien. Og også kun sekunder fra at jeg var gået amok Falling-Down-Michael-Douglas-style med karseklip, pumpgun og Hans Henrik ’D-Fens’ Rasmussen.

Velankommen på toget kunne vi så blot afvente dagens udbud af de sædvanlige brud på Menneskerettighedskonventionen, der tilkommer en almindelig togpassager: Skinner der kun er nogenlunde farbare ved temperaturer mellem 8-14 grader celsius. En ’servicevogn’ med kaffe, der er så tynd, at eliteidrætsudøvere bruger den som supplement til højdetræning, og et prisniveau, der får en til at forvente, at man får Hercule Poirot som sidekammerat hele vejen til Istanbul. Og det er, hvis man overhovedet er så heldig, at der er en servicevogn under den én time forlængede rejsetid i dette rullende fængsel.
Sangerinden Mariah Carey har måske sagt det bedst: »Der er lys for enden af tunnelen – jeg håber ikke, det er et tog!«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her