Læsetid: 3 min.

Eventyr med mislyde

Skibsreder Per Henriksen står som eksponent for et tvetydigt fænomen i dansk økonomi: Anpartscirkuset, en tvivlsom skattefidus, som berigede samfundet med skibe og vindmøller. Han sagde, at han ville begraves i sin Mercedes
Efter kort tids sygdom døde skibsreder Per Henriksen onsdag. Han har efterladt sig en milliard kroner i gave til det danske samfund. Arkiv

Efter kort tids sygdom døde skibsreder Per Henriksen onsdag. Han har efterladt sig en milliard kroner i gave til det danske samfund. Arkiv

Indland
18. juli 2008

Skibsreder Per Henriksen blev aldrig så rig som Mærsk, aldrig så morsom som Spies og aldrig så social som Anker Jørgensen, selv om han tilsyneladende forsøgte ihærdigt gennem et langt liv.

Men da han døde forleden, 88 år, efterlod han en milliard kroner som gave til det danske samfund.

Hvem var han? Ikke mange unge i dag kender navnet, men i 1980'erne var han forsidestof.

Sammenligningen med Anker Jørgensen er nærliggende, idet Per Henriksen ligesom den forhenværende statsminister var Vajsenhusbarn. Vajsenhuset er en skole i København for forældreløse børn og børn af fattige forældre.

Per, der som lille havde mistet sin far, klatrede møjsommeligt trin for trin op ad samfundsstigen, kom i købmandslære og blev derefter ansat i et rederi. Som 43-årig var han i stand til at købe sin egen coaster, som blev døbt Mercantic.

Det gik godt, og flåden blev udvidet. Over 100 skibe havde han i søen, da han i 1980'erne begyndte at sælge skibe på anparter gennem store annoncer i aviserne. Ved anpartskøb kunne enhver trække beløbet fra i skat.

Så var fanden løs!

Slæbt i retten

Ekstra Bladet klapjagtede alle, som købte anparter, de mest kendte med navns nævnelse - og kaldte dem skatteål. I virkeligheden var der tale om en pendant til aktiekøb. Det var forbundet med en risiko.

Man kunne tabe sine penge, men mens aktier som regel blev udbudt af etablerede firmaer, som også selv ville tabe, hvis kurserne faldt, så blev anpartsmarkedet en skueplads for spekulanter og lykkejægere.

De, der udbød anparter, fik som regel skruet modellerne sammen, så de ikke selv kunne tabe penge, mens mange anpartshavere satte penge til. Federe var fidusen heller ikke.

Per Henriksen blev en Mr. Anpart. Han blev dagligt hængt ud i aviserne og også meldt til Bagmandspolitiet af rasende mennesker blandt sine 20.000 anpartshavere, som blev præsenteret for store ekstra indbetalinger.

Men samtidig med at han 3-400 gange blev slæbt i retten, voksede Mercandia, som hans rederi nu hed, støt til at råde over 137 nybyggede skibe plus det løse og et agentur.

Højesteret kom til det resultat, at Per Henriksen aldrig havde gjort noget ulovligt. De, der tabte, havde selv været ude om det. De havde ikke læst ordentligt på lektien - den, der stod med småt.

Preben og Per

Pludselig ophørte Ekstra Bladets kampagne. Rygtet ville vide, at det var et pålæg fra bestyrelsen i bladhuset, fordi tusinder af almindelige mennesker efterhånden investerede i anparter - som jo rent faktisk også berigede samfundet med flere arbejdspladser og minsandten også adskillige vindmølleparker, mens miljøfolket blot snakkede om, at man burde bygge sådan nogle.

Endog Mærsk var begyndt at udbyde skibe på anparter, og i den anden ende smed formanden for Sømændenes Forbund, Preben Møller Hansen, en redningskrans ud til Per Henriksen.

Sømandsbossen var kommunist, men kom i Folketinget med sit eget parti, Fælles Kurs. Manden fra skibsdækket fik forhandlet sig frem til gode løn- og arbejdsforhold for sine medlemmer på Per Henriksens skibe. Preben og Per blev det nye par i offentligheden. De optrådte sammen som samtalepartnere i en bog, Sømanden og skibsrederen, med gensidig respekt, nærmest som slyngveninder.

Amalienborg

Årene som skurk havde været en drøj tid for Per Henriksen, men han stod nu i spidsen for et af Danmarks største rederier, og han var rykket tættere på både Mærsk og kongefamilien, da han købte et palæ i Amaliegade, kun et stenkast fra Amalienborg, som hovedkvarter for Mercandia. Ydermere blev han stueren, da han blev optaget i den fine rederiforening, og da han blev gjort til Ridder af Dannebrog.

Hvad Per Henriksen manglede, og som ikke kunne købes for penge, kan måske siges med et ord: Stil. Ikke at han havde dårlig stil - han havde slet ingen.

Derfor overraskede det, da han pludselig kom med en løssluppen udtalelse, som ledte tanken hen på salig Simon Spies:

"Jeg vil begraves i min Mercedes," sagde han.

Drengen fra Vajsenhuset havde kastet sin kærlighed på dyre biler. Til Børsens Nyhedsmagasin sagde han så sent som i 2005:

"Jeg har prøvet både Bentley og Cadillac, men Cadillac er for sjusket lavet. Og med hensyn til Bentley, så er Jaguar meget bedre".

Som det heldigvis sker for mange rigmænd - tag nu Bill Gates - føler de trang til, når de bliver ældre, at give noget tilbage. I Per Henriksens tilfælde en milliard via en fond til forskning i sygdomme og dyrevelfærd - samt til støtte for dårligt stillede Vajsenhuselever! - og som hans hustru siger til det tidligere så forhadte Ekstra Bladet:

"Per var et sødt menneske!"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her