Det er det samme hver gang prominente ryttere af den ene eller den anden grund ikke er med i Tour de France.
Der bliver inden start talt og skrevet om deres fravær, og hvad det kommer til at betyde for løbet og dets prestige. Løbet i år må undvære sidste års vinder Alberto Contador og Andreas Klöden, fordi arrangørerne ikke har villet se deres hold Astana på grund af de doping sager, holdet havde sidste år.
Hvor Contador kørte på et andet hold og Klöden ikke var involveret. Heller ikke sidste års moralske vinder Michael Rasmussen - umoralske, vil nogen mene - er med, men mens Contadors og Klödens fravær beklages af franske cykelskribenter, så er Rasmussen blevet en ikke-person. Man nævner ham nødigt, og det er som om, han aldrig har været der.
Men savnet af fraværende varer blot, til løbet er sat i gang. Tour de France har en forbløffende evne til at regenerere sin spænding og sin prestige, uanset hvilke store navne og mulige vindere, der mangler. Kun på et punkt er et savn synligt, og det har man ikke talt eller skrevet ret meget om.
Fraværet af flere af de store sprintere som Tom Boonen, Alessandro Petacchi og Daniele Bennati har på de tre første etaper skabt et cykelløb som er ganske usædvanligt. Etaper, som i hvert fald for de to senestes vedkommende, er skabt til massespurt og sprintere, men hvor de tilbageværende sprinteres hold ikke har kunnet organisere en jagt på udbrydere og kontrollere sidste fase af etapen, med det resultat at løbet er gledet dem af hænde.
Ubrud bliver hentet
Det normale er, at holdet med løbets førende rytter sørger for, at et udbrud er inden for rækkevidde, indtil der mangler 50 kilometer, hvorefter sprinterholdene tager over, og denne arbejdsdeling resulterer normalt i - på de flade etaper i den første uge - at udbrud bliver hentet kort før mål.
Men holdet med den gule trøje, Caisse d'Epargne, har kun på skrømt været interesseret i at bevare trøjen på Alejandro Valverde, og da spanierne i mandags lod fire upåagtede ryttere i udbrud få meget lang snor, var sprinterholdene ikke i stand til at organisere sig indbyrdes, da det blev deres tur til at sætte tempo i feltet, så udbruddet holdt hjem.
Den meget lille franskmand - 158 cm - Samuel Dumoulin blev en overraskende etapevinder og en anden franskmand, Romain Feillu, kunne lige så overraskende trække i den gule trøje.
I et Tour de France med færre sprinteregnede etaper end sædvanligt er det nærmest sensationelt, at sprinterholdene ikke udnytter de få muligheder der er. Den i mandags var gylden.
Isoleret sprinter
Med Tom Boonen, Petacchi og Bennati hjemme på sofaen, er deres hold mindre motiverede til at køre for deres knapt så hurtige erstatninger, og to andre af de store sprintere, Oscar Freire og Robbie McEwen, har slet ikke noget hold til at hjælpe sig. Freire's hold Rabobank koncentrerer sig om en samlet sejr til Denis Menchov, og McEwen's Silence-Lotto koncentrer sig om landsmanden og favoritten Cadel Evans i langt højere grad end tidligere. McEwen er helt isoleret på sit eget hold, som overhovedet ikke er set deltage i sprinterholdenes traditionelle udbryderjagt.
Det eneste hold, der helhjertet gør det, er Thor Hushovds Credit Agricole. Det har været nok for ham til at vinde en etape, men ikke nok til at skabe organiseret jagt på udbrydere. Også da holdet Columbia med den unge engelske sprinter Mark Cavendish var fraværende i front på den etape i mandags, som netop han kunne have vundet.
Uventede resultater
Det sædvanlige Tour de France-billede af sprinterhold, der afløser hinanden i fælles interesse i at køre udbrud ind, har vi ikke set - og kommer måske slet ikke til at se det. Et ukontrolleret felt og brud på sædvaner giver altid muligheder for uventede resultater.
Uventet var det også, at storfavoritten til at vinde gårsdagens enkeltstart, Fabian Cancellara fra det danske hold CSC Saxo Bank, havde en møgdag med en beskeden femteplads. Men det er, hvad der sker i et væddeløb mellem de bedste, og den bedste var, ligeså overraskende, at det var den tyske kraftkarl Stefan Schumacher, der vandt.
Som Cancellara er han ikke en af dem, der kan gøre sig i det lange løb, og blandt dem, favoritterne, var der også pæne overraskelser. Den største, at outsideren Kim Kirchen med en andenplads kørte sig ind blandt dem, der kan vinde Tour'en, og at Alejandro Valverde med en rædselsfuld tidskørsel kørte langt under favoritværdighed og umiddelbart ud af det bedste selskab.
Luxembourgeren Kirchen fik sin karrieres største sejr, da han i foråret vandt Ardenner-klassikeren Fleche Wallonne med den stejle afslutning op ad Muren i Huy, og det var kendt at manden, der er blevet konstant bedre år for år, er mødt op med store ambitioner og i formidabel form. Men trods det, og hans syvendeplads i sidste års Tour, har jeg aldrig rigtigt haft fidus til, at han ville kunne nå mere end en plads mellem de fem bedste. Det skal nok revideres. Han har hidtil haft problemer på de lange bjergetaper, og det tror jeg fortsat, at han vil få. Men jeg troede heller ikke, at han ville kunne køre så stærkt mod uret.
Den af favoritterne, der stærkest understregede sin værdighed, var Cadel Evans. Han er stærkest på længere tidskørsler, men selv på denne blot 29 km kørte han på fjerdepladsen hurtigere end sine umiddelbare konkurrenter Menchov og Valverde, og han viste den stabilitet, der altid har kendetegnet ham.
Skidt tidskørsel
Af Bjarne Riis' folk kørte Fränk Schleck en skidt tidskørsel. Det er ikke hans livret, men det var ikke til at se, at han har arbejdet på at blive bedre i netop den disciplin.
Til gengæld kørte lillebror Andy en for en debutant fin tidskørsel med beskedent tidstab til de store favoritter, og det samme gjaldt for Carlos Sastre. Så trods Fränks middelmådige præstation er CSC's plan om at have alle tre bjergstærke ryttere i spil, når feltet rammer Pyrenæerne på søndag stadig intakt. Forudsat, at de også er helt fremme på de vanskelige etaper i Massif Central, der venter inden.
Der er ikke styr på noget som helst på sprinternes flade etaper, så de er dejligt uforudsigelige, og heller ikke i topstriden er det muligt endnu at pege på klare favoritter. Normalt bringer den første enkeltstart en første afklaring, men det skete ikke i går. Ingen har afgørende skilt sig ud eller afgørende sat tid til, og alt er forjættende åbent. Man kan sige, at det er de fraværende, der har skabt en foreløbig dagsorden, hvor alt kan ske.
