Læsetid: 2 min.

'Ingen spøg efter 30'

Med alderen ændrer man opfattelse af, hvem der er ung, og hvad der er sjovt
Indland
28. juli 2008

Der var en gang en dreng, og den dreng var jeg. Den sommer, jeg skulle begynde i skole, sad jeg og kiggede ud over et glimtende hav og tænkte, at hvis jeg blev i skolen lige så mange år, som der er fingre på hænderne, ville jeg være frygteligt gammel, før det var overstået.

Det endte med at vare længere, for oven i gymnasiet kom jeg et år på high school i USA og siden på universitet, hvor der løb ekstra tid på, fordi jeg rodede mig ind i studenterpolitik. Efter 20 år i uddannelsessystemet slap jeg i 1975 ud som cand. jur. Det mærkelige var, at jeg stadig følte mig ung på det tidspunkt. Sådan har perspektivet det med at ændre sig undervejs.

Så vanedannet var jeg i undervisning, at jeg efter endt eksamen fik et morgenjob som lærer i forvaltningsret ved Københavns Universitet. Fagets professor, Bent Christensen, havde hang til dystre erklæringer. På et lærermøde sagde han:

"Det er ingen spøg at undervise, når man er over 3o."

Den sad jeg 27-årige og grublede over. Hvad mente Bent Christensen, som selv var midt i 50'erne?

Forklar og forstå

Det blev jeg sidenhen klogere på. Sagen er den, at når man er ung - rigtigt ung og ikke bare yngre eller ungdommelig - underviser man i det, man kort forinden selv har tilegnet sig og stadig går og tænker over for at forstå til bunds. Derfor har man en fornemmelse af, hvordan man skal forklare det til andre. Og man forstår stoffet bedre, mens man forklarer det. Man forstår også, hvorfor andre kan have svært ved at forstå det. Nogle gange indser man, at det faktisk ikke er til at begribe. At der er noget galt i lærebogens fremstilling.

Efter fem år har man forklaret stoffet så mange gange, at det irriterer, hvis de studerende døjer med at kapere det. Når man nu har forklaret dem det år efter år. Man oplever det, som om eleverne jævnt hen bliver tungere i optrækket.

Samtidig sker noget smerteligt. Når man er ung og underviser på universitetet, er de studerende ens jævnaldrende. Så godt som. Man kan gå ud og drikke øl med dem bagefter, uden det føles akavet. Man kan spille badminton med dem. Nogle af dem kan blive ens venner.

Forlegen afstand

Gradvist glider en afstand ind. Ikke alene forstår de studerende mindre af, hvad man siger i undervisningen. Det er også en forlegen situation, at de er blevet meget yngre. Aldersforskellen afskærer fra personlig forbindelse.

Da jeg var 35, frasagde jeg mig mit lærerjob - med en venlig tanke til Bent Christensen. Hans forelæsninger huskede jeg fra mine egne studieår som lødige, men fælt kedsommelige. Måske har han resigneret over, at han alligevel ikke kunne nå sit unge publikum. Efter jeg nedlagde mit eget embede, hørte jeg ved flere lejligheder den da aldrende Bent Christensen forelæse. Jeg fandt ham vældigt underholdende. Og fyldt med underfundig visdom.

Sådan har perspektivet det med at ændre sig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her