Læsetid: 2 min.

K-strid om lukkeloven

De Konservatives erhvervsordfører får modstand fra egne rækker for at ville fjerne lukkeloven
28. juli 2008

Drop lukkeloven for butikkerne og hold også bankerne åbne i weekenden. Den overraskende melding kommer fra den konservative erhvervsordfører, efter at De Konservative i årevis har været garant for lukkeloven.

Hidtil har De Konservative villet beskytte de små købmænd, men nu er tiderne altså ændret, siger de konservatives erhvervsordfører, Mike Legarth, til DR Nyheder.

Partiets tidligere erhvervsordfører og medlem af Erhvervsudvalget Per Ørum Jørgensen er dog langt fra klar til at lade Mike Legarth slippe De Konservatives beskyttende greb om små købmænd.

"Jeg er uenig med vores erhvervsordfører, da jeg mener, at man bør tage hensyn til de butiksansatte, de mindre erhvervsdrivende og til befolkningen i yderområderne, som risikerer at få meget langt til det nærmeste indkøbssted," siger Per Ørum Jørgensen med tanke på ældre og gangbesværede.

Ifølge det nuværende forlig om lukkeloven skal aftalen genforhandles til næste år. Både Venstre og DF vil af med aftalen, og også De Radikale og Socialdemokraterne er åbne for en liberalisering. Med den nye konservative melding er vejen banet for helt frie åbningstider.

"Den personlige frihed står øverst på vores dagsorden, og der er lukkeloven en hindring, derfor synes jeg at den skal afskaffes," siger Mike Legarth til DR Nyheder.

Men ifølge Per Ørum Jørgensen løber Mike Legarth fra en aftale i den konservative folketingsgruppe, når han udtaler sig, før en rapport om liberalisering, der skal udarbejdes næste år.

"Det har været linjen i den konservative folketingsgruppe indtil videre, og det mener jeg, stadig bør være linjen," siger den nuværende miljø- og klimaordfører.

Også Dansk Detail, der organiserer 2800 virksomheder inden for modebranchen, mener, at Mike Legarth er på tynd is.

"Det fremgår af loven, at der skal udarbejdes en rapport, der ser på virkningerne af den seneste liberalisering, før man tager stilling til, hvordan loven skal se ud fremover," siger direktør Jens Birkholm fra Dansk Detail i en pressemeddelelse. "Det bør De Konservatives erhvervsordfører respektere, før han kaster sig ud i et større slagsmål med en del af partiets traditionelle bagland, nemlig de mindre erhvervsdrivende, siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu