Læsetid: 5 min.

Man kan ikke måle sig til kvalitet

25 år med liberalisering, markedsgørelse og kontraktstyring har ikke givet mere kvalitet eller bedre service i den offentlige sektor, hedder det i en ny debatbog. I stedet er sektoren ved at sande til i kontrol, dokumentationskrav og kvalitetsmåling. Det er på tide at rulle udviklingen tilbage, siger en af forfatterne, professor Preben Melander
Skolebørns udvikling skal i dag dokumenteres af hver enkelt lærer, hver enkelt skole og hver enkelt kommune i en stadig strøm af elevplaner, evalueringer, udviklingskontrakter og kvalitetsmålinger. -Denne industritankegang skal vi forlade hurtigst muligt - for den er farlig,- siger professor Preben Melander.

Skolebørns udvikling skal i dag dokumenteres af hver enkelt lærer, hver enkelt skole og hver enkelt kommune i en stadig strøm af elevplaner, evalueringer, udviklingskontrakter og kvalitetsmålinger. -Denne industritankegang skal vi forlade hurtigst muligt - for den er farlig,- siger professor Preben Melander.

Linda Henriksen

2. juli 2008

Der var engang, hvor der ikke var de store falbelader om at uddanne skolebørn. Danske forældre afleverede deres poder i skolen i seksårsalderen, rimeligt sikre på, at lærerne de næste ni-ti år nok skulle klare resten - og ganske trygge ved, at skolen nok skulle lade høre fra sig, hvis der skulle være problemer.

De tider er for længst forbi.

I dag skal børnenes udvikling planlægges og dokumenteres af hver enkelt lærer, hver enkelt skole og hver enkelt kommune i en stadig strøm af elevplaner, evalueringer, udviklingskontrakter og kvalitetsmålinger, der er blevet kraftigere og kraftigere.

"Alle bliver udsat for det i den offentlige sektor. Men den fungerer ikke særligt meget bedre af den grund. Tænk på plejehjemmene, på hospitalerne, på togene og på skolerne. Alle de centrale offentlige produktions- og serviceområder bliver jo dagligt kritiseret for ikke at fungere. Men dermed vokser argumenterne bare for endnu mere kontrol og endnu mere styring", siger professor Preben Melander, der er leder af Center for Virksomhedsudvikling og Ledelse på Copenhagen Business School.

Dominerende tænkning

Preben Melander er redaktør af en ny debatbog, hvor en række forskere og offentlige administratorer for første gang tager et skarpt opgør med det såkaldte New Public Management. En tænkning, der har vist sig at være særdeles overlevelsesdygtig, og som har præget den offentlige sektor siden starten af 1980'erne og nu bliver båret videre af den tredje statsminister i træk.

"Det var en bevægelse over hele den vestlige verden - i høj grad med Ronald Reagan og Margaret Thatcher i spidsen. Et forsøg på at gøre den offentlige sektor mere effektiv og performanceorienteret ved at give markedskræfterne en større rolle og at efterligne den private sektors styringsformer. I Danmark oplevede man det som et opgør med regeltyranniet fra de foregående årtier," fortæller Preben Melander.

De første spirer til dette opgør blev lagt i 1983 med den såkaldte budgetreform, der for første gang satte en stopklods for den automatiske og ustyrlige vækst, som de offentlige budgetter var vokset med i de foregående årtier.

Samtidig indførtes et moderniseringsprogram, der skulle gøre den offentlige sektor mere brugerorienteret og give lederne af de enkelte skoler, sygehuse og institutioner frihed, men også incitamenter til at fokusere på bedre kvalitet, bedre ledelse og mere effektiv udnyttelse af teknologi og ressourcer.

"Og det var en god ting i sit udgangspunkt: At producenterne af det, der med et fortærsket ord kaldes offentlig service, skal konfronteres med brugernes krav og behov - og med de økonomiske realiteter. Der er noget sundt i at sige, at fagfolkene skal gøre rede for, hvad der kommer ud af vores skattepenge," siger Preben Melander.

Intet frirum

Men hvor administratorerne i Finansministeriet med en vis succes fik moderniseret økonomistyringen, så gik det knap så godt med at decentralisere og at afbureaukratisere. Man indførte blandt andet kontraktstyring, hvor de offentlige ledere skulle gives frihed til inden for nogle aftalte rammer at udføre opgaverne bedst muligt.

"Men efterhånden er kontrakterne og de medhørende tælleregimer blevet meningsløse. Der er puttet så mange detaljer ind i dem, at der ikke er noget frirum. Man kontrollerer og måler alt, hvad der foregår - og det er helt ude til de lokale ledere i det yderste produktionsled," siger Preben Melander.

"En plejehjemsleder er i dag komplet usynlig. Hun er så optaget af det administrative, hvor hun skal dokumentere, hvor mange timer, der er brugt på rengøring, vask, madlavning og kontakt til de ældre. Og det går helt ned til plejehjemspersonalet, der skal registrere nærmest hver en bevægelse, de foretager. Det er et paradoks, at offentlig produktion, der burde være en del af vidensamfundet, skal styres som en fabrik fra begyndelsen af 1900-tallet."

Nul-fejls-regime

Etableringen af de mange kontrol- og styringssystemer beror blandt andet på politikernes skræk for at skulle stå til regnskab for fejl i systemerne, mener Melander.

"Vi har udviklet et nul-fejls-regime. Da der for eksempel skete en fejl i fødevarekontrollen, der ikke havde kontrolleret noget gammelt kød, så indførte man ekstra kontrol for at sikre, at det ikke skete igen. Så konstaterede man, at det ikke virkede og indførte endnu mere kontrol - på trods af at alle kan se, at en sådan kontrol aldrig vil virke 100 procent. Og til sidst røg Lars Barfoed som familie- og forbrugerminister. Det er sådan noget, som politikerne er afmægtige over for," siger Preben Melander.

En anden væsentlig forklaring er, at der blandt især ministerielle administratorer har været en blind tro på, at man kan måle sig til kvalitet.

"Vi forskere her på Handelshøjskolen bliver for eksempel målt på, hvor mange publikationer, vi producerer. Men det er i virkeligheden et underligt mål - for antallet siger jo ikke noget om, hvor stor deres relevans, innovationsværdi, nyhedsværdi eller originalitet er".

"Måleregimerne har taget overhånd - og det har fortrængt ledernes rolle som igangsættere og fornyere. Og det er paradoksalt, for alt det her skulle jo netop skabe en stærk ledelseskraft i det offentlige. Og det er der stort behov for, med de store udfordringer sektoren står overfor. Vi skal i fremtiden producere langt mere værdi med langt færre mennesker og færre ressourcer. Det kræver stærk ledelseskraft".

Nye kvalitetskriterier

Preben Melander mener, det er på høje tid, at der bliver bremset op for udviklingen. Han mener, at nogle af de mange kontrolsystemer skal skrottes, og at der skal gives mere rum for de enkelte ledere af skoler, plejehjem, sygehuse, børnehaver, universiteter og andre offentlige institutioner til netop at udvise lederskab. Og så handler det ikke mindst om at indføre nye definitioner af, hvad det vil sige at levere offentlige ydelser af høj kvalitet.

"Man er nødt til at gå en tak dybere ned og se på, hvad der er vigtigt for kvaliteten - for eksempel børnenes udvikling, trivsel eller skolemodenhed i modsætning til, hvor mange pædagogtimer, de har til rådighed. I dag har vi en abstraktion om, at alle ydelser kan standardiseres og forenkles til enkeltelementer, der er nemme at sammenligne. Men denne industritankegang skal vi forlade hurtigst muligt - for den er farlig. Både for institutionernes faglige stolthed, brugerorientering og evne til fornyelse," siger Preben Melander.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olav Bo Hessellund
  • Eva Bertram
Olav Bo Hessellund og Eva Bertram anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

Kontrollen med det offentlige markerer mistænkeliggørelsen af alt, hvad der ikke på forhånd falder ind under betegnelsen: ”det fri marked”.

Når man i virkeligheden ikke interesserer sig for de reelle effekter ved kontrollen, så siger det alt om de herskende iagttagelsesformer. Når man ikke længere kan se det destruktive i den atmosfære, man skaber for de offentligt ansatte, det kæmpe spild af ressourcer ¨til kontrollen, så siger det alt om den herskende form for problemfiksering, altså om det egentlige problem.

Problemet er den mekaniske mistænkeliggørelsen af alt, hvad der ikke på forhånd falder ind under betegnelsen "det fri marked".

Lise Pedersen

Kvalitetsmålinger og serviceforbedringer. Det kan ingen vel være imod og konceptet bruges da også i alle offentlige og private virksomheder.

Inden for det offentlige er det blevet en dundrende succes:
Cheferne er glade, for nu skal de ikke selv have fingrene i mudderet, men blot dele skemaer ud til medarbejderne og samle dem ind igen. Der tilsættes en tilpas positiv sammenfatning med lidt tal på og det sendes videre op i systemet til næste chefniveau, und so weiter..Cheferne kan på derpå hæve løntillæg for veldokumenteret solid indsats.
Skatteyderne er glade, for nu ved de hvad de får for pengene - tror de da.

For hvad foregår der egentlig dernede hvor arbejdet egentlig udføres?
Får Fru Jensen støvsuget i dag? Ja, det gør hun, men hun har meget mere brug for at få hjælp til at få orden på sine piller, som hun tabte på gulvet i går. Det må hjælperen fra kommunen ikke, Det gør hun nok alligevel, men den slags "afvigelser" belønnes hun ikke for. Afvigelser fra skemaet passer ikke i systemet.
Det ovenstående er et eksempel på hvad effektivisering/serviceforbedring er for medarbejdere og brugere af offentlige ydelser. Kvalitetsforbedring
-måling er ikke til for brugeren, men for Finansministeren. Det er blot et andet og pænere ord for topstyring og det er her hunden er begravet.

Topstyring skal der til for at Løkke kan få vredet armen rundt på kommuner og regioner. Statsinstitutioner som universiteterne er godt på vej i samme retning: De offentlige udgifter skal ned, men befolkningen skal helst tro på at forandringerne giver kvalitetsforbedringer. Hvornår begynder andre end Informations journalister at stille spørgsmål?

Martin Kjeldsen

"Det er et paradoks, at offentlig produktion, der burde være en del af vidensamfundet, skal styres som en fabrik fra begyndelsen af 1900-tallet."

Dette citat er for mig essensen af artiklens budskab, idet kontrol og styring aldrig har fordret kreativitet... Det dræber den kreative tanke og handling, og lammer den offentligt ansatte leders handleevne, for ikke at tale om medarbejderen på gulvet...

Som tidligere offentligt ansat (socialrådgiver) er denne kontrol for kontrollens skyld ikke fordrende for løsningen af sociale problemer. Den hindrer løsningen af sociale problemer, da vi jo har med mennesker at gøre. Og mennesker kan ikke "kassificeres".

Martin Kjeldsen

Øverste kommentar kan ikke tilskrives mig. Det er min kommende hustru, der har anvendt mit navn, da hun følte sig tilskyndet til at kommentere. Jeg har indskærpet hende, at hun næste gang underskriver med sit eget navn. jeg beklager.

I øvrigt tilslutter jeg mig fuldstændigt hendes holdninger.

Tak til Preben Melander, blandt andet for at påpege at vi på INGEN måde er kommet ud af industrialiseringen og de Chaplin'ske arbejdsvilkår. Synes de unge i stigende grad behandles som kommende tandhjul i et maskineri, de ikke har nogen indflydelse på.