Kultur og erhverv skal nurses

Under valgkampen sidste efterår sagde kulturminister Brian Mikkelsen i et kulturpolitisk valgkampsinterview, at han betragter hele spørgsmålet om kunstnernes selvforsørgelse som det emne, hvor han som kulturminister har gjort størst forskel (Berlingske Tidende, 7. november 2007). Og det har han uden tvivl ret i.

Fra dag ét har den nuværende regering haft det som et centralt element i sin kulturpolitik, at der skulle flere private penge ind i det danske kunst- og kulturliv. Kunstnerne skal kunne tjene til deres egen eksistens ved at sælge deres værker, og det private erhvervsliv skal i langt højere grad end tidligere engageres i kulturlivet i form af sponsorater og forskellige former for projektstøtte. Det offentlige skal stadig yde støtte til pionerprojekter, men de private penge skal bære en større del af byrden.

Allerede under den foregående regering blev der taget en række skridt til at engagere erhvervslivet i kulturlivet. Det skete blandt andet med redegørelsen 'Danmarks Kreative Potentiale', som Brian Mikkelsen i 2003 fulgte op med en rapport om Danmark i kultur- og oplevelsesøkonomien. Og vi har da også de sidste år fået en række kulturtilbud, som er helt eller delvist privat finansieret: Mærsk byggede operaen, private fonde som Realea begiver sig ud i store kulturelle restaureringsprojekter som f.eks. herregården Nørre Vosborg i Vestjylland, Bikubenfonden, Sonofon, Hempel og andre sponsorerer Det Kongelige Teater og Nordea Danmark-fonden finansierer udstillinger på Arken.

Lig med kommercielt

Det er for mig at se ikke så interessant at tage den principielle diskussion om, hvorvidt private penge er noget skidt og offentlige støttekroner noget godt.

Private penge er ofte lig med en kommercialisering af kunsten, men kan omvendt også ofte betyde, at et givet værk eller projekt vinder større synlighed i det offentlige rum og dermed udbredes til flere borgere.

Det kan med andre ord være med til at sikre den demokratisering af kulturlivet, der altid har været et væsentligt aspekt i dansk kulturpolitik.

Nej, i virkeligheden er det mere interessant at se tilbage på de sidste 10-15 år og foretage en form for evaluering: Har det været en god udvikling? Hvad har vi fået for de private penge, der er blevet investeret? Og har de bidraget til at sikre den kulturelle mangfoldighed, et samfund som det danske har krav på?

Til det sidste må vi vist - med undtagelse af pengene fra en række af de større fonde - svare: Nej! Private penge er gode til at give os nye kulturmursten. Snart sagt enhver jysk flække har efterhånden arenaer og kulturhuse, der tidligere kun sås i større byer. Og de private penge er i visse tilfælde gode til at understøtte 'event-agtige' projekter - det vil sige konkrete tiltag, der giver en stor eksponering af virksomhedens navn.

Men man troede også, at private penge kunne sikre driften af vores kulturinstitutioner, og det kan de ikke.

Uden for kritik

Drift er ikke interessant for erhvervslivet, og det skyldes hovedsageligt to faktorer: For det første giver penge til drift ikke en særlig stor eksponering.

Det er trods alt mere interessant for en virksomhed at få sit navn kædet sammen med en af verdenshistoriens største malere end stå som sponsor af en rengøringskone og en kantinemedhjælper.

Og for det andet føler de private aktører, at det er en statslig opgave at få det offentlige kulturliv til at løbe rundt. Staten skal være foregangsmand, vise vejen og nurse de forskellige kulturelle indsatsområder.

Her er vi fremme ved en af de helt centrale problemstillinger i forhold til spørgsmålet om at skabe en synergieffekt mellem kultur- og erhvervsliv ved hjælp af private penge. Det nye indsatsområde 'kultur & erhverv' har været genstand for en for hurtig privatisering.

Det kunstneriske og kulturelle vækstlag, der egentlig er en betingelse for en succesfuld udvikling af et kulturpolitisk indsatsområde, har ikke nydt den sammen beskyttelse, som vi kender fra andre statslige satsningsområder.

Her tænker jeg på områder som film, medie og it. Det betyder, at området kultur & erhverv næsten udelukkende har udviklet sig på kommercielle betingelser og uden for en kritisk offentligheds søgelys.

Man har haft fokus rettet på de hurtige økonomiske gevinster, en kommercialisering af kulturlivet kunne give.

Men dermed har man faktisk også forsømt at trænge ind til det egentlige nye udbytte, et samarbejde mellem kultur og erhverv kan sikre.

Det store potentiale i et sådan samarbejde ligger nemlig ikke i sponsorater og privatfinansiering.

Det ligger tværtimod i at udnytte kunstens kreative energi og visionære udsyn til at skabe helt nye produkter, nye organisationsformer på arbejdspladsen og nye forbindelser mellem kunde og sælger. Og det ligger i at få erhvervslivets spidskompetencer - evnen til at genere kapital, organisere, gennemføre og skabe resultater - til at skabe et slagkraftigt kulturliv med kulturtilbud for enhver smag.

Fornyelse kræves

Derfor var jeg ved at falde ned af taburetten, da jeg sidste år i oktober var inviteret til at overvære Folketingets åbningsdebat. For statsministeren holdte sin statustale over rigets tilstand og fremtid uden at nævne ord som 'kreativitet' og 'kultur'. Og det til trods for at kulturliv, erhvervsliv og den offentlige sektor i fremtiden er på en fælles mission, der kort sagt kan opsummeres i ordene: synlighed, kreativitet og brugerinddragelse.

Hvis et givet produkt ikke er synligt, eksisterer det ikke i den offentlige bevidsthed, og betingelsen for eksistens er i fremtiden kreativitet og brugerinddragelse.

Du skal hele tiden forny dine produkter, og du skal kunne tilfredsstille brugernes behov for at udfolde sig kreativt. Og det gælder uanset om du skal have afsat en teaterforestilling, en stilling på det lokale plejehjem eller en mobiltelefon.

debat@information

Christian Have er direktør i Have PR & Kommunikation og adjungeret professor på Aalborg Universitet