Liberalisterne overvejer at opløse sig selv

Lars Seier Christensens bestræbelser på at trække liberale kræfter til Ny Alliance roses af Liberalisterne. Til gengæld overvejer Liberalisternes stifter nu at opløse sit eget parti
22. juli 2008

Liberalisternes formand har ikke den store fidus til Naser Khader eller Anders Samuelsen. Han har heller aldrig opfattet Ny Alliance som hverken et liberalt eller liberalistisk parti, men med Saxo Bank-direktør Lars Seier Christensens indtræden i NA kan det vise sig, at Liberalisterne bliver overflødige. Det erkender partiets stifter og formand Torben Mark Pedersen, der har 'stor tiltro til Seier Christensens evner til at skabe resultater'.

"Det kan være, at det er muligt for ham at få drejet NA hen i en liberal retning. Og hvis det vælgergrundlag, som vi hidtil har skulle appellere til, bliver overtaget af et andet parti, må vi nok tage konsekvensen," siger han og tilføjer:

"Det kunne være, at vi nedlagde os selv, men jeg skal først høre, hvad de andre i bestyrelsen og partiet i øvrigt siger."

Liberalisterne, der har godt 350 medlemmer, blev stiftet i 2005. Men det lykkedes ikke at få samlet tilstrækkeligt med underskrifter til, at partiet kunne stille op ved folketingsvalget sidste år.

Khader: Ikke liberalist

Lars Seier Christensen erklærede i gårsdagens udgave af Politiken, at han vil tiltrække liberale kræfter til Ny Alliance, som ifølge bankdirektøren er 'nået tilbage til sit liberale udgangspunkt'. Bankdirektøren vil nu sætte sig sammen med partiets ledelse for at finde ud af, hvordan han kan bidrage, men målet er at hente vælgere fra VK: "... at få nogle af dem, der i dag stemmer på Venstre og konservative til at tro på, at der er et liberalistisk alternativ," siger han.

En almen skelnen mellem liberal og liberalist er, at sidstnævnte hylder de frie markedskræfters spil, mens den liberale tænkning handler om frisind. Men trods meldingen i Politiken er Lars Seier Christensen ifølge Naser Khader ikke - længere - liberalist:

"Lars Seier Christensen betegner sig selv som tidligere liberalist men nu som liberal. Jeg er selv liberal og ikke liberalist," siger Khader, der trækker en lige linje mellem det liberale og partiets ønsker om frisind, åbenhed, nysgerrighed og udsyn til omverdenen.

"Men liberalisme handler nærmest om at smadre den offentlige sektor, og det er jeg ikke tilhænger af," siger Khader.

Men han understreger, at der er et stort behov for reformer og effektiviseringer. Således er der plads til at drøfte en omlægning af brugerbetaling, så det bliver billigere at gå til tandlægen mod at indføre et mindre gebyr på lægebesøg.

"Og samfundskagen bliver større, hvis man fjerner topskatten og skatten på den sidst tjente krone," siger Khader, som afviser, at gevinster hentet på effektiviseringer eller skatteomlægninger skal hives ud af det offentlige system: "Målet med vores skattereform er at få mere velfærd."

Måske nyt medlem

Mens Liberalisternes formand nu overvejer sit partis fremtid, efterlyser han klare liberalistiske meldinger fra Ny Alliance.

Eksempelvis bør udlandsbistand være et anliggende for private donorer, og efterlønnen bør helt afskaffes, mener Torben Mark Pedersen. Han vil ikke afvise at følge Lars Seier Christensen og melde sig ind hos Khader og co:

"Jeg har ingen aktuelle planer om det, men afventer. Hvis der synes at være perspektiv i, at vi kan dreje Ny Alliance i en mere liberalistisk retning, kan det da godt være," siger han.

Torben Mark Pedersen skal være velkommen, lyder det fra Naser Khader, der dog opfordrer nye medlemmer til først at læse partiets manifest grundigt igennem. Partiformanden afviser samtidig kritikken af, at NA med millionstøtte fra Saxo Bank lader sig købe til en ny politisk linje.

"Det er noget vrøvl, og Hans Engell (der har kritiseret sammenblandingen af penge og politik, red.) burde være den sidste til at sige noget. Alle husker, hvordan han som konservativ fik penge fra Mærsk og andre virksomheder," siger han.

Naser Khader understreger, at Saxo Bank havde stillet penge i udsigt længe før, NA besluttede at anbefale det nej til euroen, der førte til Jørgen Poulsens afsked, men som til gengæld bakkes op af Lars Seier Christensen.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Markus Lund

Jeg kan ikke give Mokkasinen mere ret. 'Velfærd' i dag betyder ikke en skid. Samtidig med at Karen Jespersen indrømmer at uligheden aldrig har været større end siden 1960'erne, så har Venstre netop gået til valg på et velfærdsgrundlag akkurat som Socialdemokraterne og hvad har man opnået? Skattelettelser!! Ih, du godeste. Det siger sgu da sig selv at flere penge i borgernes lommer og privatisering af den offentlige sektor skaber mindre velfærd! Som Auken sagde før valget: "man kan ikke tage pengene to gange", og som ikke-socialdemokrat må man jo give ham ret, for resultatet i dag taler sit tydelige sprog...

anbefalede denne kommentar