Læsetid: 7 min.

Et lille kollektiv på prærien

16. juli 2008

Som barn drømte jeg tit om at bo i et pænt lille parcelhus med syntetiske gulvtæpper, teaktræsmøblement og sådan nogle tynde fine lyserøde gardiner. Min mor skulle gå med forklæde, have permanentkrøller, bage kager, lave brun sovs og gøre meget rent.

Hjemme hos mig var der batikfarvede gardiner, madrasser på gulvene, kommunistiske plakater på væggene og selleribøffer til aftensmad. Vi unger fra kollektivet måtte ikke se Jørgen Clevin, spise cornflakes til morgenmad eller gå til ballet. For det var usundt eller dårligt for kreativiteten. Til gengæld måtte alle os pleje-, adoptiv- og bonusbørn på den nedlagte landsbyskole i Vestjylland næsten alt andet. Når vi havde spist, kunne vi svinge os i et tov udenfor køkkenet og over til vores legegrotter under trappen. Fordelen ved egen gymnastiksal var stor. Der var aldrig noget med, at der ikke var plads til flere børn i stuen hjemme hos os på Skolen, der blev bygget om til beboelse i slutningen af 60'erne af en gruppe pædagoger og lærere og en enkelt journalist. Vi kunne slagte en høne, lave mad over bålet eller samle ukrudt og koge suppe af. Til gengæld var der aldrig drømmekage fra Brovst, som hjemme hos mine venner i landsbyen Allerup. Højst en gulerodskage uden glasur. Ligesom vi heller ikke havde pæne blomsterbede med stauder, brune linoleumsgulve eller nips. En rød Opel Kadett stod også højere på ønskelisten end vores lilla folkevognsrugbrød. Og så var der også lige det der med, at min familie i kollektivet vist ikke var en rigtig familie, fordi min far havde et barn med en anden i huset. Og min mor et barn med en tredje.

Egentlig var det slet ikke meningen, at det skulle være et kollektiv. Men jo flere børn og forhold, der opstod på kryds og tværs, og jo mere idealismen tog fat, desto mere tog fællesøkonomien, fællesspisningen, fællesferierne og fællesgaverne over i kollektivet Skolen i Allerup.

Flækken

Der er seks andre byer i Danmark, der hedder Allerup. Eller byer og byer. Landsbyer eller flækker er det nok nærmere.

Allerup i Sneum Sogn består af knap 40 huse spredt på syv-otte øde veje i det flade og forblæste landskab knap 15 kilometer syd for Esbjerg, helt ude ved Vadehavet. Det er en af den slags byer langs landevejen, som det tager cirka 30 sekunder at suse gennem i bil. Og som ingen rigtig når at opdage, fordi der hverken er købmand, tankstation eller klassisk landlig idyl. Følelsen af at være langt ude på prærien går igen, når de lokale taler på drævende vestjysk.

I horisonten svirrer i dag otte vindmøller. For det her er Vestas-land. Her har aldrig været folkelig opstandelse mod larmende vindmøller. De grå fremtidsøgler gled bare ind i landskabet. Og der er kun kommet flere af dem. Men ellers ligner Allerup sig selv. Roe- og kornmarkerne er der stadigvæk. Pletvist byttet ud med majs. Her er stadig hverken kiosk eller tankstation.

For de fleste er Allerup bare fire byskilte midt i ingenting. Men for mig er det et stort sted befolket med sære eksistenser, tragiske skæbner og evigt legende børn. Allerup kunne lige så godt være Bulderby eller Jullerup Færgeby, for det er blevet til et fiktivt sted i min fortid, selvom jeg har boet her, fra jeg var to, til jeg var 15. Og med sikkerhed ved, at jeg står her lige nu og kigger ud over de flade marker med forblæst trævækst. De sidste 20 år er jeg - ligesom de fleste andre forbipasserende - bare suset igennem. På vej et andet sted hen. Allerup er blevet lidt ligesom et svært efternavn, som du langsommeligt skal stave dig igennem hele dit liv. Det er nemmere at sige: Jeg kommer fra Esbjerg, hver eneste gang jeg bliver stillet det klassiske spørgsmål, hvor er du fra? For Esbjerg ved folk hvor er. Allerup er ingenmandsland og barndomsland.

Skolen

Der er kommet rosenbede og terrasse uden for den gamle skole, hvor jeg voksede op, men ellers ligner alt sig selv. Folden med heste har fået elektrisk hegn i stedet for de tjærede træstykker, der gjorde, at vores pony, Prins, kunne stikke af til naboernes appetitvækkende køkkenhaver et par gange om ugen.

Det hjemmesvejsede gule vaskestativ har holdt stand mod den stride vind. Og hestevognsværkstedet, som en af mine bonusfædre bygge-de i bunden af skolegår-den, er lavet om til stald. Udenfor ligger stadig en skat begravet, som vi aldrig fandt igen, inden vores kollektiv blev blæst fra hinanden af skilsmisser, og vi flyttede til Esbjerg, Århus og København.

Heller ikke dørene ind til skolegangen og klasseværelserne er blevet byttet ud med nyt. Der er glughuller i klasseværelsernes døre, så skoleinspektøren kunne se, om børnene opførte sig ordentligt. I dag er der udsigt til den dansk-italienske storfamilies pulterkammer, men det er næsten som om, at Marx, Mao og Lenin stadig hænger på væggen derinde i min fars gamle værelse, biblioteket, hvor jeg læste tegneserier og brugte min nøje udmålte tid foran fjernsynet.

Landsbyskolen i Allerup stod færdig i 1943, men blev hurtigt okkuperet af tyske tropper. Først efter krigen kunne børnene i Sneum Kommune træde indenfor i deres nye skole, som udover gymnastiksal, skolekøkken og ti klasseværelser også bestod af en lærerbygning.

Godt 20 år senere var antallet af børn svundet så meget ind, at landsbyskolen blev nedlagt og solgt for højeste bud - 130.000 kroner - og bygget om til kollektiv.

Også Brugsforeningen lukkede og efterlod Allerup med en smugkro, en fliseforhandler og en landmand, der også solgte lidt traktorer. Alt sammen ejet af brødrene Vind. Og ligesom dengang er det de samme efternavne og familier, der går igen i telefonbogen.

Spændingen

Alt er jo som bekendt slet ikke så yndigt derude på landet, men heller ikke så trist.

Tag nu bare Lille Mads, der havde en bil, der var bygget om, så han kunne sidde på bagsædet og styre. Ellers var der nemlig ikke plads til, at Lille Mads faktisk havde lagt sig pænt ud. Lille Mads var i sig selv en seværdighed, især for os unger, for bagagerummet var altid fyldt op med daggammelt wienerbrød fra bageren i Tjæreborg. Godt nok var det til grisene, men lille Mads delte rundhåndet ud af svedige basser og ud-tværede chokoladeboller.

Eller Gys, som var så glad for borede biler, at han havde lavet en pløjemark omme bag familiegården, hvor enhver fartglad over 14 år kunne brænde gummi af. Os småunger nøjedes så med den sorte cykelsmeds mini-speedwaybane, hvor vi fra fem-seks års alderen kunne drøne rundt på knallerter i børnestørrelse. Ville man have mere spænding i tilværelsen, var der slusen og digerne ude ved Vadehavet. Her kunne vi sidde fast i mudder til livet på en god dag.

Og som i enhver prærielandsby med respekt for sig selv var der også en salon. Boy Vinds smugkro lå i en lavloftet gård. Whiskyen var skiftet ud med Hansa Pils hentet ved grænsen. Og de sejlende og øldrikkende fremmede sad i en sand hørm i de mørke rum fyldt med fritgående høns. Skud lød der vist nok aldrig, men der blev med sikkerhed spyttet på gulvet.

Kattemor boede i nabolandsbyen. Hun var en senildement ældre dame, der levede sammen med sine 30 katte og uden skyggen af hjemmehjælp.

En lokal rigmand - Tjæreborg-præsten - var der faktisk også i Allerup. Eilif Kroager var flink til fastelavn og gav røde pølser, men hvis man stjal fra hans æbletræer, kunne han godt finde på at finde haglgeværet frem.

Når vi ikke gad de voksne længere, steg min veninde Karina og jeg ned i vores underjordiske hule. Rullede en urtethesmøg og lagde planer for teltture i skoven, på kirkegården eller bare i en eller andens baghave.

Rejsen væk

Da jeg startede i skole i Tjæreborg, gik det op for mig, at landsbyungerne også var anderledes. Os, der kom cyklende flere kilometer i skole eller blev fragtet ind i skolebus om vinteren, var nogle bondeknolde, der var lidt ved siden af. Vi havde vores helt egen klasse, for der var jo nok nogle af os, der var lidt tumpede i det eller lugtede lidt af møg.

De rigtigt rigtige børn boede inde i Tjæreborg, hvor de havde hvide langhårede gulvtæpper, en leopard i porcelæn og tøj med krokodiller på. Det var fine forhold, men der var ikke plads til en kattemor, en Lille Mads eller en Boy, som ude på de øde veje med et hus eller to på i Allerup og omegn.

Min skolegang udvidede min horisont med flere flipperunger, som også boede på landet, i kollektiv eller endda kom fra byen og var skilsmissebørn. Pludselig var der flere i verden som os fra Skolen, og inden jeg drog på efterskole som 15-årig, synes jeg egentlig meget godt om Marx, vegetarmad og fjernsynskvoter. Lange batikfarvede kjoler, ø-lejr, fælles-alt-muligt og havregryn uden sukker har jeg det dog stadig svært med.

Det lille kollektiv på prærien indpodede os børn med rod i stamtræet en god del manglende pli og kaos. Vi blev gode til kaos: Det var langt sværere for de voksne, som kom fra 50'ernes kernefamilier, at navigere i kaos.

Især mændene. I hvert fald var de de første, der rømmede kollektivet og lod yngre mandlige modeller om at tage over på Skolen, der fortsatte som kollektiv indtil 2003. Med tiden fulgte kvinderne efter. Glemte de kollektive ideer, flyttede i parcelhus og begyndte at stemme socialdemokratisk.

Og så blev det jo, som der står indgraveret ved indgangen til kollektivet: 'Ikke for skolen, men for livet'.

Serie

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu