Læsetid: 10 min.

Når kommunen smører madpakken

Efter sommerferien skal lærere i Køge Kommune konfiskere Mars-bar og cola blandt de store elever, og i Høje Tåstrup griber børnehavens personale ind over for børnenes usunde madpakker. Mens de fleste danskere ser indgrebene som en forventelig service, peger eksperter på, at det både kan skabe og forværre problemerne for de mest udsatte
Skolebørnene i Køge Kommune kan godt berede sig på en mindre sød skoletid, når sommerferien slutter. Søde sager, chips og sodavand skal forbydes på skolen. Eksperter er uenige om, hvorvidt det er fornuftig forebyggelse eller nyttesløs indblanding
1. august 2008

Rettelse:
I artiklen står der at Køge Kommune har besluttet at forbyde usunde fødevarer i folkeskolens ældste klasser. Det skal hermed præciseres, at det ikke drejer sig om en kommunal beslutning, men om en ordning på en enkelt skole i Køge Kommune. Vi beklager.

På Grønhøjskolen i Høje Tåstrup er det slut med de unges smut ned til bageren efter slik og cola, for når de store elever, dem fra syvende klasse og op, møder efter sommerferien, er der indført forbud mod at forlade skolen i frikvartererne. I den integrerede institution Hulen, har man afskaffet lagkagen ved fødselsdage - i stedet står den på frugt, popcorn, rodfrugter og rugbrød. Og personalet blander sig i, hvad der skal i madpakken hjemmefra.

"Der er ingen chokolademadder i madpakken. Man må have én enkelt mad, med et stykke pålægschokolade, men ingen smørechokolade, syltetøj eller Danon-produkter. Det er helt forbudt," siger Jette Hansen, der er pædagog på institutionen. Her har man ligeledes opfordret til, at man ved fødselsdage i hjemmet følger de samme regler, hvilket forældrene i stor stil retter sig efter. Og der er tilsyneladende ingen sure miner at spore.

"Børnene? De elsker det. Der er aldrig nogen mobning eller andet. Og forældrene respekterer det og følger det. Vi har ikke oplevet, at de føler, at vi går ind på et område, der retvist tilhører dem," siger Jette Hansen.

I Køge Kommune har man valgt at gribe forebyggelsen an ved at forbyde alt, hvad der hedder chips, kager, slik eller sodavand i skolen. Det skal konfiskeres, hvor det findes. Samtidig må de unge i syvende til niende klasse ikke forlade skolen i det tilfælde, at de skulle snige sig ned til kiosken efter noget af det forbudte. Og så vil man fra børnehaveklasseniveau i skole-hjem-samtalerne begynde at give en helbredsrapport ud fra en årlig test af børnenes fysiske standpunkt på samme måde, som lærerne giver eleverne et fagligt standpunkt.

Og de to kommuner er ikke alene om at skrue bissen på med hensyn til folkesundheden. Kommunalreformen giver kommunerne ansvar for at oprette sundhedscentre og sundhedspolitikker, og mange steder sidder man netop nu og arbejder på en sundhedspolitik, der for alvor skal sætte sundhed i fokus på blandt andet skoler og institutioner.

Nanna Mik-Meyer, lektor på Institut for Organisation ved Copenhagen Business School (CBS), mener, at man fuldstændig overspiller sine kort, når man går så hårdt til værks over for de unge. Hun finder kommunernes tiltag direkte frygtelige.

"Det er helt grænseoverskridende. Hvis vi tager det statistisk, så sidder der en højtuddannet over for en lavtuddannet med et overvægtigt barn imellem sig og peger på barnet som det store problem. Der går man langt over grænsen," siger Nanna Mik-Meyer.

Hun ser mange af de sundhedspolitiske tiltag som en måde for flertallet at få det bedre på. I stedet for at prøve at forstå, hvorfor Per sidder og guffer på en Mars-bar dagen lang, udstiller man ham blot yderligere som et problem.

"Så kan vi andre side med vores tynde børn og klappe i hænderne og sige 'uh, hvor går det godt' og måske drikke lidt cola og spise lidt chips, fordi vi da ikke er lige så fede som naboen," siger Nanna Mik-Meyer.

Befolkningen vil have hjælp

Der er dog ingen tvivl om, at problemet er reelt og ej heller, at befolkning gerne vil have den hjælp, de kan få. Verdenssundhedsorganisationen WHO vurderer, at livsstilsfaktorer står for 40 procent af alle sygdomme i dag. De vurderer ligeledes, at den procentdel vil være steget til 70 procent i 2020. Og tendensen er tydelig i Danmark, hvor antallet af diabetikere er fordoblet fra 1996 til 2006, og hvor også antallet af hjertekarsygdomme er steget drastisk. Cirka hvert femte barn er i dag overvægtigt, og man ved, at overvægten starter helt ned til treårsalderen. Der skal derfor sættes ind nu for at undgå, at de 80 milliarder, vi bruger på sundhedsvæsnet i dag, stiger betydeligt og problemet vokser os over hovedet.

Kræftens Bekæmpelse foreslog i denne uge, at cigaretter skal op og koste det dobbelte, og i England vil man både gøre pakkerne endnu mere usexede og gemme dem nede under disken, så kunderne er nødt til at spørge efter cigaretterne. Og der er faktisk belæg for, at folk gerne ser, at staten blander sig med konkrete forbud og regler. Det er rygeloven et godt eksempel på, og de fleste vil gerne have meget mere, end hvad politikerne giver os, viser en undersøgelse lavet af Ugebrevet Mandag Morgen. Både differentieret moms på fødevarer, sund mad i skolen og en mere skarp alkoholpolitik over for unge, er der flertal for blandt landets vælgere.

Sundhedsplejerske og ph.d. samt medlem af Børnerådet Else Guldager er positivt stemt over for mere statsligt ordineret sundhed.

"Jeg tror, det er en god ide at gennemgå barnets sundhed med hensyn til både fedme og udvikling af højde og vægt en gang om året. På samme måde som man tester syn og hørelse," siger Else Guldager.

Hun påpeger samtidig, at man selvfølgelig skal have for øje, at det ikke bliver en personlig udstilling af lille Jimmy, men at man skaber nogle kollektive rammer omkring projektet, der kan støtte op på en måde, der ikke er ekskluderende.

Men direkte forbud finder Nanna Mik-Meyer håbløst.

"Skolen kan opstille alternativer," siger hun.

Mik-Meyer mener, at hvis børn aldrig må få noget sukker, kan det fremkalde en form for anoreksi, hvor man ikke tør putte smør på brødet. Og det store fokus kan give bagslag til normalvægtige børn, der pludselig går unaturligt meget op i, hvad de putter i munden, og hvor tykke de synes, de er.

"Det er farligt at gøre mad til noget unødvendigt kompliceret. Det er altså ikke de der 10-12 fødselsdage på et år, der er udslagsgivende for fedmen, det er jo den daglige kost. Det her er ude af proportioner. Og det skaber et problem, der egentligt ikke eksisterer," siger Nanna Mik-Meyer.

Grænsen rykker sig

Else Guldager mener godt, at børn kan administrere forbud. Hendes erfaring siger, at børn faktisk har det fint med det og endda efterlyser det.

"I Børnerådet har vi spurgt børnene om sundhed. Og en del nævner selv, at de godt kunne tænke sig et forbud. De kan godt se logikken i, at det vil gøre det lettere for dem at leve sundt i løbet af skoledagen," siger Else Guldager. Hun tror på, at en ny tid er på vej, hvor vi er ved at være parat til, at det offentlige på et mere strukturelt plan bestemmer nogle rammer for vores adfærd.

"Man kan jo se, hvor hurtigt grænserne rykker sig. Der var ramaskrig for 10 år siden, da man ville forbyde børn og lærere at ryge i skolen. I dag virker det som ganske naturligt, at det er sådan. Mange af de ting, vi hægter op på ideen om frihed, er i virkeligheden mere et spørgsmål om, at forandring altid er svært," siger Else Guldager.

Steen Bengtsson, der er seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, tror da også på, at de fleste ikke ser det som en frihedsberøvelse, men som en hjælp, som man måske tidligere fik fra sine forældre eller det nærliggende samfund, men som man nu forventer at få som en service fra staten.

"Vi har i dag en meget stor accept af indblandingen fra det offentlige. Hvilket jeg tror hænger sammen med, at vi f.eks. med kræft begynder at kunne se nogle helt konkrete effekter af vores livsstil. Samtidig med at informationsniveauet omkring livsstil og sundhed i dag er på sit højeste," siger Steen Bengtsson.

Sociolog Henrik Dahl er da heller ikke i tvivl om effektiviteten af de strukturelle tiltag i forhold til f.eks. kampagner.

"Ud fra en rent teknokratisk tilgang, må man bare sige, at det er det her, der er mest effektivt. Det er den bedste måde at gøre det på, hvis man vil se resultater," siger Henrik Dahl.

Når det gælder folkesundheden er regeringens eller så højt besungne 'personlige ansvar', som danskere og eksperter for tiden er sat til diskutere, ifølge sundhedsminister Jacob Axel Nielsen (K) slet ikke nok.

"Det personlige ansvar kan ikke stå alene," sagde han i denne uge til Politiken, og lagde op til øgede afgifter på sukker, alkohol og tobak. Vi er blevet mere og mere usolidariske og har ikke formået at løfte vores ansvar, og derfor må sundhedsministeren nu løfte det for os, var argumentet fra Jacob Axel Nielsen.

Henrik Dahl finder imidlertid ikke, at den stigende indblanding fra staten er uproblematisk. Med forbud og reguleringer går stat og kommune ind og overtager de moralske valg, der tidligere blev reguleret i det offentlige rum, påpeger han.

"Moral bliver til lydighed over for staten. Jeg er af mange grunde skeptisk over for staten som barnepige. Og man må have for øje, hvilke former for rettigheder en stat i virkelighed kan udstede," siger Henrik Dahl og fortsætter: "Retten til ytringsfrihed kan f.eks. udstedes, fordi den kan garanteres, hvorimod ting som succes eller kærlighed ikke kan garanteres. Mange af de her sundhedstiltag ligger på grænsen: Kan staten garantere et langt og lykkeligt liv?"

Også samfundsdebattør Morten Albæk ser velfærdsstatens stigende indblanding som et gennemgående tema, hvor staten med øget hast tager ejerskab over borgernes liv.

"Vi nærmer os med hastige skridt det ansvarsløse samfund. Borgeren skal ikke længere udvikle sin karakter, det klarer staten ved at forbyde rygning og gøre colaen dyrere," siger Morten Albæk.

Ifølge Albæk er velfærdsstaten blevet altings frelser, hvad enten det drejer sig om, fedme, trafik, rygning, alkohol eller kærlighed for sin gamle mor på plejehjemmet.

"Hver gang vi står med et problem, forventer et flertal af danskerne, at politikerne løser det med det samme. Den forkromede løsning er at aktivere velfærdsstaten og tage noget fra os enten i form af penge eller frihed," siger Morten Albæk.

Nanna Mik-Meyer ser det ligeledes som problematisk, at staten bevæger sig ind på individet og agerer moralens vogter med forventning om, at individet i højere og højere grad skal handle på bestemme måder i bestemte situationer.

Og netop sammenhængen mellem større og større individuelle krav om frihed og statens større og større indblanding kan virke modsætningsfyldt, men er ifølge Henrik Dahl direkte forbundet. Den individualitet, vi dyrker i dag, sker netop på baggrund af et apparat af nærmest militaristiske proportioner, der vokser i takt med den individuelle frihed.

"Det er jo en generel tendens, der også gør sig gældende med hensyn til sundhed. Psykisk bliver vi mere og mere til individualister, men systemmæssigt bliver vi det mindre og mindre. De to ting går hånd i hånd," siger Henrik Dahl og fortsætter: "Man kan sammenligne det med Roskilde Festival og de tusindvis af tjekkede mennesker, der skal til for at andre tusinde kan få lov at være utjekkede og føle sig frie. Det sker altså ikke af sig selv," siger Henrik Dahl.

Om det bliver folk for meget, vil Henrik Dahl nødigt spå om.

"For flertallet er det sikkert fint. Men for andre fratager det jo muligheder og gør tingene mere problematiske," siger han.

Den vigtigste detalje

Og netop den pointe er for Nanna Mik-Meyer helt afgørende. Hun mener nemlig ikke, at man med regler og forbud får nogen gavnlig effekt på de mest belastede rent sundhedsmæssigt.

"Man skal tænke sig rigtig godt om her. Og se på, hvordan det virker på den reelle problemgruppe. Det, man gør med forbud og regler, kan nemlig let være at skabe et pres og en bevidsthed om at leve sundt, som marginaliserer de marginaliserede yderligere," siger Nanna Mik-Meyer.

Statistikken viser ifølge Nanna Mik-Meyer, at det er de nederste samfundslag, der har de største sundhedsproblemer. Og hvor de højt uddannede hurtigt kan blive enige om, at der skal gøres noget, og muligvis også har ressourcerne til at få det til at blive til virkelighed, falder socialklasse fem igennem.

"Man må jo holde op over for hinanden, hvor vigtigt det er, at vi måske lever to år længere i forhold til den skadende virkning, det kan have for den gruppe, der bare oplever kravene som endnu et nederlag," siger Nanna Mik-Meyer.

Else Guldager er for så vidt enig i, at meget af den sundhedspolitik, man har kørt hidtil, er gået over gevind med et detaljeringsniveau, hvor ingen kan være med og alle derfor står af.

"Folk er jo ved at brække sig over alle de budskaber om sundhed, man få proppet ned i halsen. Så er det saftevand, børn kun skal drikke halvanden deciliter af, eller så må børn over tre kun spise 25 gram ost osv.," siger Else Guldager. Hun ser dog netop de mere strukturelle løsninger som en måde at komme væk fra de urealistiske formaninger, der alligevel ikke virker på andet end den dårlige samvittighed og hovedsageligt bliver opfanget af de bedre stillede:

"Den kollektive strategi, som er på vej frem nu, er jo meget mere effektiv og enkel. Op med prisen på smøger, alkohol og det usunde. Begræns tilgangen. Ned med priserne på det sunde."

For Morten Albæk er det ikke helt så enkelt.

"Moralen i det her er, at vi ikke længere tror på, at mennesket er fornuftigt eller i stand til at blive det. Hele denne udvikling hen imod større og større begrænsning af den personlige frihed er et udtryk for statens mistillidsvotum til det enkelte menneskes fornuft," siger Morten Albæk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Nielsen

Der er kollossal forskel på forbud mod at ryge i skolen og så at give sundhedskarakterer, at udarbejde gennemgribende normer for kropsudvikling med tilhørende årlige afrapporteringer til forældre og stat (Så kan de lære det!), samt at forbyde bestemtet fødevarer for bestemte befolkningsgrupper i bestemte sammenhænge - fødevarer som det for øvrigt er helt lovligt at sælge til dem, i modsætning til for eksempel sprut og smøger.

Det her er et symptom på en kollektiv spiseforstyrrelse. Hvis nogen skulle have glemt det, handler alle spiseforstyrrelser i bund og grund om et sygeligt forhold til kropskontrol. De lidelser skal vi altså alle have - og så topper vi ellers retten op med forskellige former for angst (angst for at blive syg og dø, hvis man træder ved siden af, angst for de andres blikke og for at blive socialt udstødt, angst for at spise og angst for ikke at spise, angst for at blive undersøgt af lægen), samt statssanktioneret mobning af krops- og spiseafvigere.

Sundhedsstyrelsen burde hedde Sygelighedsstyrelsen, Børnerådet burde hedde Børnekontrollen eller Børnestyrelsen.

Staten skal blande sig knapt så meget i folks livsstil.

Sundhedsministeren tror, at et langt liv er identisk med succes, og at hvis vi alle lever rigtigt længe, så er alle lykkelige - det er en filosofisk set håbløs formynderholdning.

Det er rigtigt, at "de nederste samfundslag" (rædselsfuldt udtryk) har de største sundhedsproblemer . Man glemmer blot i skyndingen, at sådan har det altid været - sådan var det nemlig også i vikingetiden, i middelalderen og sådan vil det også være om 100 og 200 år o s v.

Det der er interessant er, om "de nederste samfundslag" og deres sundhedsproblemer er relativt konstante størrelser (samme procentdel af befolkningen) gennem tiderne , eller om det er en relativt faldende procent ( altså færre i forhold til totalbefolkningen.?

Hvis børn vil æde slik og drikke sukkervand, kan de gøre det derhjemme - i skolen skal der læres, og hyperaktive, sukkertrippende børn er ikke i en forfatning der fremmer indlæring. Det er da det mindste man kan gøre for at sikre lærerne nogen ordentlige arbejdsforhold.

Vibeke Nielsen

Spørgsmålet er om det sikrer lærerne ordentlige arbejdsforhold at nu ikke bare skal ud på toiletterne for at tjekke om teenagere ryger, men også om der kan høres knitrende slikpapir, gumlen og colabøvser fra de små aflukker.....

Der vil altid være nogen der ryger i smug, og gør alle de andre ting man ikke må, i smug - men børn er jo faktisk stadig nogen der søger autoritetsfigurer. Hvis de får besked på at der ikke kan købes den slags på skolen, og at de ikke må have det med - og den linje vel at mærke bakkes op af de vante autoriteter hjemmefra - så tror jeg ikke det bliver det store problem.

Det faktum at nogen vil bryde regler, er ikke en grund til ikke at LAVE regler. Jeg kan ikke se hvad man skal kunne købe sodavand på en skole for. Man skal selvfølgelig kunne få noget at drikke, men hvad med at det bare var ... vand?

Vibeke Nielsen

Den der idé med cola-automater og skolekiosker med chips og slik er altså ret ny. Senfirserne, vil jeg tro, var begyndelsen.

Men det er jo slet ikke det spørgsmål, artiklen handler om. Det er spørgsmålet, om man bør FORBYDE børn at INDTAGE bestemte lovlige fødevarer på skolens grund, at INDSKRÆNKE deres bevægefrihed i de lange pauser med forbud mod at gå udenfor skolens grund, at give dem karakterer for deres kropslige fremtoning, herunder sundhed, samt kontrollere deres vægt- og generelle ernæringstilstand årligt. Det er alt andet lige at gå meget længere end at sige, at den der med at Pepsi, Kims, Kraft Foods osv skal bruge danske undervisningsinstitutioner som reklamesøjler, bør vi komme væk fra hurtigst muligt og i stedet tilbyde sund kost på skolens grund.

Det er ikke formynderisk, at man tilbyder sund mad og dropper colaautomaterne. Det virker heller ikke stigmatiserende på bestemte grupper af børn og deres forældre eller indskrænker børnenes personlige frihed, at man ikke har en masse sliktilbud på hylderne. At man dropper skoleboder med slik og sodavandsautomater virker ikke overkontrollerende. Men alle de negative effekter har de aktuelle tiltag altså, for de er langt mere vidtrækkende end positive tilbud. Jeg er sgu glad for, at jeg ikke er blevet sundhedsbetjent - øøøøh undskyld, er det ikke det, man kalder en lærer?

At børn skulle elske forbud og negativ kontrol, skal du godt nok meget langt ud på det gamle autoritære bøhland med.

Heinrich R. Jørgensen

Hvis kommunerne vil gøre en effektiv indsats mod elendige madpakker, sukkervand, slik m.v., burde de indføre ordentlige kantineordninger med lødig mad. Da skolen alligevel skal uddanne og opdrage poder, hvorfor så ikke i skolens egen kantine?

Hvis børn indlæringsevne var vigtigt for nogen, burde indeklimaet på skolerne prioriteres, og der burde satses massivt på bedre undervisningsmaterialer, metoder o.m.a.

Negativ kontrol er ikke bevendt til ret meget...

Vibeke: Ja jeg var vist kommet lidt ud af en tangent...
Hvorom alt end er: de fleste af de ting du nævner var ganske almindelige på min folkeskole i 80'erne, så måske det er derfor jeg ikke umiddelbart stejler over det. Vi måtte ikke gå udenfor skolens område i frikvartererne. Vi måtte sikkert godt have slik med, men så skulle vi dele med de andre - men det var nu utænkeligt at have slik eller sodavand med på en hverdag dengang, det var kun til fødselsdage. Man måtte ikke ryge eller drikke på skolens område. En gang årligt blev vi sendt til skolesygeplejersken og skoletandlægen, hvor vi blev hhv. målt, vejet, og fik den her famøse røde pille som vi skulle børste godt nok væk til at få en guldstjerne i bogen. Vejede man for meget fik man det at vide. Det samme hvis man vejede for lidt - og ved du hvad, det er faktisk hverken autoritært eller bøhland. Okay, måske var det lidt ude på bøhlandet :)

Jeg tror min holdning er denne: børn er børn, de er ikke voksne. Børn er ikke i stand til at bestemme hvad der er bedst for dem, men de skal tages med på råd.

Du lægger i min mund at jeg siger, at børn elsker forbud og negativ kontrol - det er ikke det jeg siger. Det jeg siger er, at børn har behov for grænser - og hvis der ellers ikke er f.eks. forældre derhjemme der højlydt fortæller dem at det da også er for dårligt at de ikke må have en cola med i skole, men tværtimod bakker op om det - så tror jeg faktisk at de accepterer de grænser uden noget bøvl. Tak for kaffe, sikke en gammeldags stodder, ham der!

Vibeke Nielsen

Jeg ved ikke, hvor du har gået i skole, men jeg gik på en midtjysk kommuneskole i 80'erne og her var der sandelig unger, der havde slik med - også på en ganske almindelig tirsdag. Der var ikke nogen, der forsøgte at forbyde os noget i den sammenhæng. Men der var et forbud mod at gå i kiosken på den anden side af vejen - af hensyn til trafiksikkerheden, ikke sundheden. Vi fik heller ikke sundhedskarakterer, ligesom der ikke var lærere, der tog slikposen ud af hånden på os. Man måtte gerne ryge på skolens område, hvis man havde et rygekort med tilladelse hjemmefra, ligesom der i sidste halvdel af firserne blev indrettet en skolebod, hvorfra der primært blev solgt chips, sodavand og nogle rimeligt kedelige boller.

Fraværet af en sundhedspolitik er selvfølgelig heller ikke godt, men der er to ekstremer og jeg mener, at den aktuelle ekstrem, dvs negativ kontrol og stigmatisering af børn, der fysisk ser anderledes ud end normen og stigmatisering af børn med "dårlige forældre" (læs: forældre, der serverer en anden kost end den, som den bedst stillede del af den etnisk danske middelklasse spiser) fremfor positive tilbud om sund kost på skolen, er lige så farlig som senfirsernes glade svælgen i slik, sodavand og smøger.

Og så kan jeg da oplyse, at et smut ned til slikmutter i det store frikvarter har været udbredt i mange mange år. Jeg har familiemedlemmer på over 80 år, der kan huske det fra deres skoletid. Er det i 1880erne, du har gået i skole?

Vibeke: jeg kan godt lide, at du lægger ord i min mund og forsøger at latterliggøre min opvækst ved at sige at jeg måske har gået i skole i 1880, haha, det var sjovt. Gider du tage dig sammen?

Havde de også et stadigt større problem med fede børn i 80'erne og da dine 80-årige slægtninge var børn? Det er jo altså ærligt talt mindre vigtigt, at man gjorde det før i tiden - vi har idag et kæmpe problem med børn der nærmest ikke bevæger sig, æder alt for meget slik ogd drikker alt for meget sodavand.

Hvorfor er det, at man ikke må introducere nye måder at håndtere en situation på, når en situation er ny? Så kan du jo svare mig på om det er mig eller dig der i virkeligheden er gammeldags.

Vibeke Nielsen

Du forholder dig ikke til de kritiske punkter i netop den strategi, som de har valgt i de i artiklen nævnte skoler og institutioner. Kunne det tænkes at der måske var noget om kritikpunkterne og at der samtidig var andre og mere hensigtsmæssige strategier end sundhedskarakterer og indgreb i børns personlige frihed?

Medmindre hensigten med den aktuelle strategi da netop er, at stigmatiserer alle dem, der spiser chokoladesmørepålæg fremfor fast chokoladepålæg, drikker cola fremfor Søbogårdsaft eller spiser falafler fremfor spegepølse på rugbrød? Hvis hovedformålet med strategien er, at man endnu engang kan pege fingre af alle de dåmme fede taberforældre og deres dåmme fede taberbørn, der ikke har lært deres ernærings ABC, uden - vel at mærke - fra skolens side, at give dem et reelt alternativ til toastbrødet og ovnfritterne, så må jeg da sige, at de har valgt helt rigtigt i Køge og Tåstrup.

Så vil jeg da desuden lige spørge dig, hvorfor du tror at folk i al almindelighed lever længere i dag end for 50 år siden og hvorfor gamle mennesker ofte spiser masser af kager, fedt kødpålæg og tyk brun sovs? Det kunne måske hænge sammen med, at de usunde madvaner ikke er en nyhed og at myten om, at "vi" i de gode gamle dage var meget sundere og bedre til at tage vare på helbredet fremfor at hygge os ved kaffebordene og frokosterne, er og bliver en myte.

Er det virkelig statsautoriseret forbud mod indtagelse af Nutella, vi har behov for? Og hvorfor skal vi egentlig leve til vi bliver 90, hvis vi gennem hele det liv har fået at vide, at vi var for fede og for dumme? Er det livskvalitet?

Jeg går ud fra at du har dit på det knastørre - veluddannet, god indtægt, gennemført trim, slank og fedtfattig. Tillykke med din ret til at slå andre i hovedet.

Vibeke: lad mig give dig det råd, at du skal lade være med at lave personangreb i de sidste linjer af hver eneste post du laver her på forummet. Det gør det enormt svært at reagere med andet end ligegyldighed på dine synspunkter. Men som svar: trim, slank og fedtfattig? Nej, hvor får du den ide fra? Jeg var fed i hele min barndom. Veluddannet? Tja, jeg har en bacholor. God indtægt? Medium, vil jeg sige. Jeg klarer at betale terminen og de faste udgifter, og kan spare lidt op, men vi har ingen børn endnu. Nu jeg så har svaret dig på din totalt irrelevante kommentar sidst i din post, så vil jeg gerne have at du går hen og slår "ad hominem" op.

Med hensyn til sundhedskarakteren har jeg allerede sagt, at jeg synes det er en usmagelig ting, hvis du gad gøre dig den ulejighed at læse mine posts. "Indgreb i børns personlige frihed" er det jeg kalder opdragelse. Eller måske sund fornuft. Jeg synes du ignorerer det FAKTUM, at der bliver flere og flere overvægtige, og at folk generelt ikke ved nok om ernæring. Gider du svare på det, eller vil du foretage endnu et ad hominem angreb?

Jeg tror folk lever længere idag pga. fremskridt i både ernæring og lægelige fremskridt. Men det er jo primært blandt de unge, fedmeepidemien findes. Din betragtning om at folk lever længere er derfor lidt ligegyldig, fordi det er et andet befolkningssegment du taler om. Vi ved ikke hvor længe de unge af idag kommer til at leve endnu. Danmark bruger mere sukker per indbygger end snart sagt alle andre lande, bortset fra USA. Hvad fortæller det dig? Jeg vil gerne have at der bliver gjort noget for at stoppe den udvikling der er igang.

Og lad så være med at gå ud fra flere ting, tak. Det kan du tydeligvis ikkke administrere.

Vibeke Nielsen

Jeg vil så bede dig om, at forholde dig til artiklens problemstilling. Medmindre formålet med dine indlæg blot er at konstatere at du godt kunne tænke dig at børn motionerede mere og spiste mindre sukker og at du, uanset andres indvendinger, mener at alle kneb gælder i den højere sags tjeneste. Uanset om de kneb virker eller ej og uanset om de har negative sideeffekter.

Vibeke Nielsen

Og ja, en bachelor er faktisk en høj uddannelse i sammenligning med uddannelsesniveauet i den befolkningsgruppe, som risikerer at ryge "i den sorte gryde". En middelindtægt er en høj indtægt i sammenligning med den indtægt, som er normal i den gruppe.

Jamen jeg syntes jo faktisk at jeg forholdt mig til synspunkterne i artiklen, men okay, fair nok, ikke alt i den. Du fokuserer i dit oprindelige indlæg en del på det her med spiseforstyrrelse. Jeg tror ikke at det vil føre til en kollektiv spiseforstyrrelse at man holder øje med børns vægt (og de andre ting). Tværtimod ville de jo få et lægeligt synspunkt på hvad "normalvægtig" egentlig er, frem for det dukkebillede de har fået fra medier og film. Det er da DER jeg vil placere skylden for at børn og teens har et skævt forhold til vægt. For det kan vi nok godt blive enige om at de allerede har idag? Men ... måske man kunne sige, at vi allerede nu HAR en kollektiv spiseforstyrrelse, som vi bør tage hånd om? Ikke at vi er så slemme som i USA, langt fra, men der er rigtig rigtig mange der ikke aner noget om ernæring, og jeg er ikke selv nogen helgen på det punkt.

De kneb du taler om, med medfølgende negative bivirkninger, er jeg ikke fortaler for, nej. De der kommer fra udsatte grupper skal der naturligvis tages hånd om individuelt - men den store kasse hvor de fleste "skal ned i", har jeg ikke noget imod bliver udformet, så der er en politik omkring mad, og en politik omkring vægt. Det er noget vi skal lære, det der med at spise ordentligt og vedligeholde vores krop - og hvorfor ikke (også) i skolen? Jeg er 100 % enig med dig i, at skolen selvfølgelig ikke bare skal stille sig op og sige "I er dumme", og så ikke gøre mere. Det må klart skulle være et samarbejde og der må skulle tilbydes nogen ting så man kan hjælpe folk snarere end tvinge dem.

Artiklen pointerer, at man kan komme til yderligere at marginalisere svage grupper - og ja, det er jeg enig i, såfremt "løsningen" bliver vurderet til bare at være en fællesnævnerløsning der bliver trukket ned over hovedet på alle. I den nuværende regerings regi BLIVER det sikkert sådan, men ideelt skal det jo (naturligvis) være mere nuanceret, så de svageste får mere hjælp. I min klasse gik der en dreng, der ikke var bogligt stærk, som kom fra et svagt hjem. Han fik ekstra hjælp, og selvom det tydeliggjorde at han ikke var så god til at læse, hjalp det ham. Jeg tror 'kærlighed i tilgangen' er løsningen her. Man kan selvfølgelig ikke bare stoppe folk i maskinen, og så kommer de allesammen skinnende ens og slanke ud på den anden side.

Og

Endnu engang: jamen ja, vi kan nok også godt blive enige om at en mellemindkomst er højere end en lavindkomst, og at en bachelor er en højere uddannelse end en 9. klasses folkeskole. Men hvad er din pointe i at inddrage det her? Det er irrelevant for diskussionen - efter *min* mening! Hvis du mener noget andet, må du da gerne fortælle mig hvorfor, samt oplyse de her ting om dig selv også, så jeg også kan få glæde af det og bruge det i diskussionen. Jeg er 30 år, forresten.

Vibeke Nielsen

Vi taler langt forbi hinanden.

Den kollektive spiseforstyrrelse eksisterer allerede. Et symptom på spiseforstyrrelser er ekstrem kropskontrol. Nu er det sådan, at det langtfra kun er blandt unge, der gerne vil ligne fotomodeller, at der findes spiseforstyrrelser. Elitesporten er nok den branche, hvor der er allerflest. Faktisk har en norsk undersøgelse vist, at imens der i samfundet som helhed kun er promiller blandt mænd, der udvikler en spiseforstyrrelse som anoreksi eller bulimi, er man i elitesporten oppe på hele 8% blandt mændene alene! Hvis der er en verden, bortset fra modeverdenen, hvor kroppen er under ekstrem kontrol, så er det der. Jeg behøver vel ikke at nævne at Hastrupskolen i Køge, hvor de indfører forbud, kropskarakterer og andre kontrolformer for at styre børns vægt, er en af de få skoler i Danmark, der praler med at have indført elitesportsklasser? Det er sådan noget jeg taler om, når jeg taler om den modsatte ekstrem til den glade svælgen i sodavand, smøger og slik - altså en ekstrem hierarkisering mellem "gode" og "dårlige" kroppe, "vindere" og "tabere", "slanke" og "fede" og indførelse af kontrolformer, forbud og stive normer, fremfor en afbalanceret hjælp. Den skole tilbyder for øvrigt kun sund mad mod betaling. Det koster 25 kr for en sund frokost på den skole. Det kan godt være, at den bedst stillede del af middelklassen har råd til at smide 25 kr dagligt for podernes frokost alene - men det har butiks-assistenten, den arbejdsløse eller pedellen ikke.

Det er sådan et billede der, for mig at se, tegner sig i sundhedspolitikken for øjeblikket. Og jeg tror ærlig talt, at forskeren fra CBS har ret - vi giver de nederste i hierarkiet endnu et gok i nødden, med den sundhedspolitik, der er under udvikling - vi hjælper dem faktisk ikke.

Jeg tror du har ret i at vi har talt forbi hinanden.

Jeg kan jo fornemme på dig, at du har en masse viden om det her, og også en masse engagement, hvor jeg nok mere har en relativt 'clean slate' tilgang til artiklen, men det lyder ikke som om vi er voldsomt uenige after all. Det kunne være interessant at snakke om det her ansigt til ansigt istedet, de forbandede internetforadiskussioner ender altid i rådne misforståelser. :)