Læsetid: 3 min.

Økonomisk 70'er-revival

Danmark og flere andre lande oplever lige nu lav vækst og stigende inflation. Flere internationale økonomer advarer derfor om, at en økonomisk krise a la 1970'ernes kan være lige om hjørnet. Dansk overvismand vil dog ikke blæse i dommedagsbasunerne - endnu
4. juli 2008

Radioen spillede ABBA's "Money, money, money,".

Ironisk nok. For danskerne havde stort set ingen penge i 70'erne.

To oliekriser i træk havde ført til den mest alvorlige af alle alvorlige økonomiske situationer: Stagflation. Væksten var på en gang gået i stå, samtidig med inflationen var skyhøj.

I denne uge kom der meldinger, som gav mindelse om gamle dage. Tirsdag fortalte Danmarks Statistik, at dansk økonomi nu er inde i en recession. I hvert fald teknisk set, fordi den økonomiske aktivitet to kvartaler i træk har været faldende. I går hævede Den Europæiske Centralbank renten med 0,25 procent i et forsøg på at dæmpe inflationen i euro-området, der nu befinder sig to procent over målsætningen. Den Danske Nationalbank fulgte umiddelbart efter med samme rentestigning.

Ligner 70'erne

Flere internationale økonomer advarer på den baggrund om, at mange lande kan være på vej ind i en økonomisk situation, der minder om 1970'ernes høje inflation og lave vækst.

"Der er altid forskel på de forskellige perioder, men ser man tilbage, så er 1970'erne den periode, der ligner den nuværende økonomi mest," siger Donald Williams, der er nationaløkonom og manager i investeringsbanken Platypus Asset Management.

Både præsidenten for Den Europæiske Centralbank, Jean-Claude Trichet, og Dominique Strauss-Kahn, direktøren for Den Internationale Valutafond, har også ved flere lejligheder talt om, at kun den største påpasselighed kan styre den internationale økonomi uden om en stagflation som den i 1970'erne.

"Vi er i højeste alarmberedskab," sagde Jean-Claude Trichet til den tyske avis Die Zeit i forbindelse med torsdagens renteforhøjelse.

Ikke i Danmark

Overvismand og professor i økonomi på Københavns Universitet Peter Birch Sørensen kan godt forstå, at nogle af hans udenlandske kolleger sammenligner økonomien med 70'erne.

"Der er da ligheder. Især de stigende oliepriser minder om 1970'erne. De stigende fødevarepriser, vi ser i dag, var også et problem dengang. Nu er USA, og måske også Danmark, så inde i en recession med faldende vækst, og samtidig stiger inflationen. Så på den måde er der visse ligheder i udfordringerne".

Men og det er et væsentligt men, understreger Peter Birch Sørensen - når man ser på dansk økonomi i dag, og økonomien den gang, er der også vigtige forskelle. Forskellene der først og fremmest skal findes i årsager og omfang.

"Den gang var årsagen til de høje oliepriser, at OPEC indskrænkede udbuddet af olie. I dag skyldes de stigende oliepriser, at efterspørgslen er steget kraftigt. Inflationen var også en anden i 1970'erne. Den var jo tocifret. Det niveau er vi jo trods alt slet ikke i nærheden af i dag," siger Peter Birch Sørensen og understreger, at det er vigtigt at huske på, at Danmark kommer fra et godt udgangspunkt med historisk lav ledighed. Senioranalytiker i Jyske Bank, Niels Rønholt, mener på samme måde, at sammenligninger med 1970'erne er overdrevet.

"Helt generelt er dansk økonomi væsentlig bedre stillet i dag med solide overskud på betalingsbalancen og den offentlige saldo. Frem mod 2009 viser vores prognose godt nok, at ledigheden vil stige med 25.000. Men da det stod værst til i 1970'erne steg arbejdsløsheden på et år med 70.000. Sådan ser den nærmeste fremtid trods alt ikke ud for danskerne i dag. " siger Niels Rønholt.

Afblæs dommedag

At dansk økonomi nu er inde i en hård opbremsning, der kan blive hårdere, skyldes - ifølge Peter Birch Sørensen - blandt andet stigende olie- og fødevarepriser samt afmatning i den internationale økonomi. Han peger dog også på, at de danske politikere bære en del af ansvaret. Slet ikke alt er kommet udefra.

"Vi kunne have få have fået et mere jævnt konjunkturforløb, hvis der var blevet udvist mere politisk mådehold. Men i stedet førte man en meget ekspansiv politik, der var med til at drive boligpriserne op. Derfor bliver opbremsningen også hårdere nu," lyder det fra Peter Birch Sørensen, der mener, at udsigterne for dansk økonomi lige nu er meget usikre.

"Meget afhænger af, om krisen i USA og nedturen i den internationale økonomi fortsætter i lang tid samtidig med, at boligpriserne i Danmark også fortsat falder. Så ser det mere dystert ud for Danmark," siger Peter Birch Sørensen og tilføjer: "Men om USA er det også vigtigt at huske på, at selv om de er inde i en barsk opbremsning, drejer det sig ikke om katastrofale tilstande. Det er jo ikke en depression. For Danmarks vedkommende er der derfor heller ingen grund til at blæse i dommedagsbasunerne".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

martin sørensen

Kan i huske da benzin kostede under 8 kr/l ?

Olieprisen stiger og stiger for 7 månder siden var olie prisen 80 pr tønde det var dengang set som dyr olie. Nytår 2008 paserede vi 100 dollar pr tønde grænsen, vække uret ringer og har ringet i et stykke tid hvornår vågner vi op. Olie prisen sætter nu daglige rekorter, forsætter det som nu så står vi med 200 dollar olie inden nytår. Russiske gasprom spår 250 dollar olie i en nær fremtid.

Det borgerlige panads, borgerlige politikere, økonomer og jonalisterne reaktion er som de tre japanske aber. Ikke se, ikke høre, ikke tale. Nej nej vi er ikke i krise, økonomien er bare lidt overophedet, ifølge deres verden dette er grunden til vi nu er i teknisk ression med 2 kvataler med negativ vægst i træk. Man taler ikke om krisen for så forvære man bare krisen, nogenlunde er retorikken hos det borgerlige panads. Med den danske ression og det danske aksie markdet der officelt ærkleret som, bear markdet sammen med wall street, dvs aksie fald på over 20% i løbet af 6 månder. Lad os lige få propropitionerne på plads i denne krise. Når 5.35 millioner danskere, nu oplever direkte faldede real løn pga stigede energi og fødevare priser med op til 20.000 kr/år for en normal dansk familie. Så er det en værre økonomisk situation, end de ca 30.000 påstådede ubesatte jobs i ervergslivet. Til dem der stadigt forsætter med at fable om økonomienes overophedetning. der har jeg kun et svar. Kan i huske da benzin kostede under 8 kr/l ?.

Det var for ca 2 år siden, alle priser er steget siden da i dag betaler vi 10- 30% mere for alle livsfornødenheder, end vi gjore for bare 2 år siden. Næste logiske spørgsmål er, hvad vil benzinen koste om 2 år hvis vi forsætter som nu ?. Det er sansynligt at vi ser benzin priser på +20 kr/l inden år 2010. Ser vi ikke snart realiteterne i øjende så ender vi med en langt værre krise end den vi så i 1970ne´s olie krise.

"Afblæs dommedag"

gode borgerlige økonomer som ex , Peter Birch Sørensen ,Niels Rønholt.
de har helt enkelt ikke fattet at dette her er første led i den systemkrise der svømmer over hele verden, deres fladjords økonomiske verdens syn nægter at indse. at der er grænser for vægst i verden. i deres verden der er overophedningen og for meget aktivitet kun grunden til at økonomien nu køre af sporet, nej nej nej dette kunne måske ha været en gyldig grund alså for ca 8-10 månder siden i tiden før olie prisernes himmelflugt. hvordan mener de gode økonomer dog at det er muligt at denne krise ikke udvikler sig til domme dag hvis vi ikke ændre de stukturelle årsager der ligger bag krisen. vi er nu i år 1973 araberne har nettop lige lukket for oliehanerne, arbejdsløsheden er ligeså lav som dengang, renten ligeledes. forskelen er helt enkelt det er ikke muligt at skrue produktionen op nej denne krise skal løses med andre løsninger, vi skal sænke vores forbrug af olie for at undgå domme dag. der er stadigt økonomer der som denne artikkel der taler om at vi er mindre afhængelige af olien end vi var i 1973 derfor bliver dette her ikke den samme krise. sikke en omgang sluder og vrøvl, Vi er langt mere afhængelige af olie end vi var i 1973. Det er jeres økonomiske udvikling der har gjort danmark mere centraliseret. Dvs jeres tanke gang bære 100% skylden for at dette er tilfællet . i 1973 der kørte en standart dansk fødevare max 200 km fra jord til bord, der belv forbrugt ca 70% mindre energi til at producere de samme fødevare som der produceres idag.

Hele samfundet køre 200-500% mere end vi gjore dengang, så vores afhængelighed af olien er precist eller måske enda endnu være end den var dengang i 1973. nu kommer i ganske sikkert med jeres selvandelige økonom bavl jamen energi fylder kun 6-8% af samfundes samlede økonomsiske system. jamen uden energi så var der ikke nogen økonomi, og det er ikke bare at tænde for et system når det andet system lukker ned

SÅ FAT DET DOG ØKONOM IDIOTER !!!!!!.

Steen Rasmussen

@ martin sørensen

Din ihærdighed er velkendt her. Vi to har skrevet om de samme ting igen og igen.

Jeg giver dig ret i, at det økonomiske system har sat sig selv skakmat, men ikke i at det skulle være udtryk for dommedag i bred forstand. Jeg tror nu egentlig heller ikke, det er det du mener.

Løsningen på overforbruget er et nedsat forbrug, og da vores forbrug aldrig har været større, og da vi for længst har overskredet det forbrugsniveau, hvor yderligere forbrug var en forudsætning for et bedre liv, ja så er det slet ikke nogen katastrofe, at skulle sætte forbruget ned, og det er endnu mindre udtryk for dommedag, hvis løsningen er at vi bliver nødt til at sove lidt længere om morgenen, æde lidt mindre, holde op med at køre i bil, grave asfalten op (det kan vi i øvrigt bruge meget tid på), plante frugttræer der i stedet, hygge sig, tænke og blive klogere, høre musik, give sig tid til at omfortolke de elendige formål vi har spændt hinanden og vor stakkels jord for.

Det er ikke os der er i krise, det er den destruktive orden, som er ved at få færden af sin egen natur. Lad os læne os tilbage og betragte det lidt. Lad os se monsteret slå den ene knude på sig selv efter den anden for ikke at møde sig selv i spejlet.

Og selvfølgelig skal det da også være lovligt at hygge sig lidt med det uhyggelige, f. eks når monsteret alligevel står og ryster lidt i bukserne over sig selv, som det har fået færden af, så kan man da godt more sig lidt med at få det til at skide i bukserne, med et lille BØHHH… !

Alf Vestergaard

Hvad er lighederne mellem de høje oliepriser dengang og de høje oliepriser nu? svaret er Israel, for var dette land nedlagt i 1970, så ville vest-verdenen og Danmark ikke være kastet ud i sin værste økonomiske krise siden 30'eerne, med dets 4 dobling af priserne, ikke bare for olie, men for en langt række grundstoffer, flg. gængs resource-mangel hysteri, som den kom til udtryk i Roms klubbens rapport, og Niels Heveg Pedersen og Niels Meyers bog: 'Grænser for vækst.' Uden tvivl ville Martin Sørensen - hvis han ikke slev var født i 1973, have været varm tilhænger af den tids ressourcemangel-hysteri.

Men som intelligens-væsener er det vigtigt at vi nøje undersøger årsag og virkning, og begynder med nøje at beregne, hvad oliekrisen i 1973 kostede os. Kåre Pedersen herover skriver 'oliekriserne i 70'erne,' men der var reelt kun een stor, nemlig da araberne drejede hanen i protest over ensidig vestlig støtte til Israel i oktoberkrigen dette år. Den i 1979 skyldtes ren hysteri i forbindelse med shahens fald; alle med kendskab til markedet var klar over at der var rigelig med olie. Ved også at nævne den inferiøre hysteri-drevne krise i 1979 gør Kåre sig skyldig i kollektiv fortrængning, noget som udtynder Israels ansvar i forbindelse med det altafgørende 'watershed' som skete i 1973-74, da bunden gik ud af mange driftige virksomheder, f.ex næsten hele (med unt. af B&O) den danske fjernsyns-industri, som havde været førende, og et utal af andre virksomheder kom i problemer , og Danmarks arbejdsløshedsprocent spurtede i vejret, hvor vi som bekendt først i 2007 var tilbage på 1973 niveauet.

Hvem sætter sig til at regne på hvad denne krise kostede Danmark? Altså i udgifter til understøttelse, socialhjælp,rentebetalinger i forb. med de dyre lån som blev optaget af Anker Jørgensens regering for at afbøde de værste følgevirkninger - i(øvrigt det samme som den britiske regering gjorde, i en grad så Storbrittanien var tæt på at komme under administration af IMF) - noget som blot 7 år senere medførte at vi 'stod på afgrundens rand'.

****

Ja,ja - det er meget godt, siger du, men hvad har det at gøre med nogen ting i dag? Olieprisen var jo under 30 dollar tønden i begyndelsen af 2003, hvor invasionen af Irak som bekendt fandt sted i marts 2003. aggresiv krigsførsel midt i oliefelterne har altid forekommet som Galimatias, og det er utroligt at nogle mennesker kunne få sig selv til at indlede et sådant eventyr og på den måde gamble med verdens økonomiske stabilitet. Men krigen ville ikke være sket uden Israel, og især Israel Lobbyens ,aktive lobbyisme for at få den istand, ligesom de samme parters lobbyisme for krig mod Iran er ansvarlige for et antal 10-dollars på den aktuelle rekord-høje oliepris. Iran sælger nu, som resultat af den økonomiske blokade initieret af Israel og dets Lobby, nu al deres olie, som er ca. 5 % af verdens tilgængelige olie, til Kina, og denne olie er derfor uden for den pool som ellers ville være tilgængelig for hele markedet = højere oliepris.

Robert Kroll

De stigende fødevarepriser er et "her og nu" problem - hen ad vejen ( max 2-3 år) vil vi se faldende fødevarepriser igen. Der er store landbrugsarealer i f eks Rusland, Ukraine, fjernøsten, som ikke udnyttes idag eller udnyttes ineffektivt.

Her i Danmark har vi også pæne uudnyttede produktionsarealer ( f eks brak-arealerne ).

Jo flere fødevarer vi ( Danmark og andre gode landbrugslande)producerer her, og nu , jo mere mad (domino-effekten) bliver der til de sultende i den 3. verden og i mellemindkomstlandene, hvortil kommer bestræbelserne på at hæve lokalproduktionen i ulandene - alt i alt vil det give lavere fødevarepriser inden for ganske få år, og dermed får vi en kraftig inflationsdæmpende effekt.(Den forestående kornhøst har iøvrigt p t meget positive prognoser.)

Oliepriserne er stadigvæk dybest set politisk styrede. Man siger, at det er den øgede efterspørgsel, der driver priserne , og det er for så vidt kortsigtet set rigtigt. Man glemmer dog, at det er flere års (bevidst ? )mangel på investeringer i oliesektoren, der gør, at efterspørgslen ikke kan imødekommes.

Energiproblemet er politisk, og løsningen er også politisk, nemlig atom-energi, bioethanol (det kan faktisk laves af tangplanter) , vindenergi , udvikling af effektive brintceller o s v.

Alf Vestergaard

M in egen hypotese er at Holocaust hysteriet - som begyndte på præcis samme tidspunkt som oliekrisen, husk det - blev sat i værk som en counter-offensiv i hvad der ellers kunne have udviklet sig i generel opfordring til nedlæggelse af Israel, fordi af rent pragmatiske grunde kan ingen tillade at hele verdens økonomiske stabilitet sættes over styr på grund af dette, specielt ikke når der ingen eksistentiel trussel er mod jøder noget sted idag - og hvad mere er: Frihens Land, USA, vil alligevel være den foretrukne destination for størsteparten af de jøder, som af den ene eller anden grund ikke føler de kan blive under arabisk majoritetstyre.

Kendsgerningen er naturligvis, at hvor forfærdelig jødernes skæbne end var, så er døde flere millione kristne polakker af samme grund: Når diktaturet af en eller anden grund har et horn i siden på een, så er der meget lidt som omverdenen kan gøre for at forhindre det; som bekendt havde de allierede slet ikke fodfæste på kontinentet fra juni 1940 og til juni 1944. Churchill, eisenhower og De Gaulle har tilsammen skrevet tudindvis af sider, uden at nævne 'Holocaust' med eet ord - ja ordet blev først opfundet --netop--1970' erne. For dem var det alt-afgørende at få fosfæste på kontinentet igen. Var det ikke lykkedes, ville der - formentlig - slet ikke have været nogen jøder tilbage. Jeg vil i den forbindelse nævne en - i mine øjne - vigtigste facetter af Anden Verdenskrig, som jeg aldrig bliver træt af at drage frem ( I mine øjne er udryddelsen af et antal millioner jøder kun et 'side-show') : Hvis England - Gud forbyde tanken - var faldet eller --Gud forbyde ogsådenne tanke - havde sluttet seperat fred, så ville det have været umuligt for USA at iværksætte en invasion, under forudsætning af at de måtte have sådanne ønsker det var svært nok over bare 100 kilometer, helt umuligt ville det være at iværksætte en søbåren invasion over hele bredden af Atlanterhavet.

Esben Nybæk, er du sikker på, du ikke er inden i "Alfoms Åberg" eller "Otto bismarck"? Du har i hvert fald samme paranoide evne til at få alle diskussioner til at handle om indvandrere.

Robert Kroll

Til Jens Bryndum om de 75%.

Det er nok ikke mere end max 30% i snit globalt.

Iøvrigt så er biobrændstoffernes stigende betydning en direkte funktion af de høje og stadigt stigende oliepriser, og ulandenene er faktisk mere ramte af de høje oliepriser end andre - på sigt er biobrændstof en af ulandenes letteste udveje til billigere energiforsyning. (Hellere bioethanol end atomkraft til de mere ustabile ulande.)

Hvis man droppede de på global basis set relativt beskedne biobrændstofforsyninger, så ville oliepriserne få endnu et gevaldigt hop opad til skade for navnlig ulandenene , mellemindkomstlandene og deres befolkninger.

Den centrale nøgle-faktor i hele den store komplekse kabale ( fødevaremæssigt , økonomisk , sikkerhedspolitisk og miljømæssigt ) er og bliver olien, og det er der , vi er pisket til at løse problemet gennem alternativer.

Heinrich R. Jørgensen

Esben Nybæk:
"Det er jo bare fakta, vi kan rent hypotetisk spare 35-40 milliarder om året med den model jeg foreslår. "

Nu må du bestemme dig - er det fakta, eller en hypotese?

Hvis det er fakta, eller nærmer sig noget der ligner, må du kunne henvise til nogle seriøse økonomiske beregninger, der opgører nettoudgiften til de omtalte 35-40 mia DKK årligt. Og hvis du ikke kan henvise til seriøse økonomers beregninger, kan du vel argumentere for, hvordan denne sum fremkommer?

Og hvor mange personer er der tale om? 250.000? Er der tale om 250.000 personer, betyder det, at statens nettoudgifter udgør 140-160.000 DKK per person. Kan du henvise til nogle beregning e.a. der kan sandsynliggøre disse svimlende omkostninger, eller komme med et plausibelt overslag?

I modsat fald, er det jo en grundløs påstand, uden hold i virkeligheden...

martin sørensen

Har Danmark kurs, i mod kaos kapitalismen ?.

Den store lede(r), har talt,

""
Fogh afviser økonomisk indgreb

Det danske bruttonationalprodukt falder, og vi er teknisk ude i en såkaldt recession. Alligevel maner Fogh til ro.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen maner til ro på trods af, at de røde advarselslamper blinker i den danske økonomi. Statsministeren mener således, at der hverken er brug for økonomiske indgreb eller pakker.

- Vi fastholder kursen. Det danske samfund er velpolstret, og vi er godt rustet - og er også klar til en svagere økonomisk vækst. Men det kræver, at de danske lønninger ikke overstige de udenlandske, og at vi kan skaffe arbejdskraft. Vi er stødt mod loftet for, hvad vi kan producere for øjeblikket, så der er brug for mere arbejdskraft. Det har af samme grund regeringens helt store fokus, siger Anders Fogh Rasmussen.

Statsministeren opfordring kommer, efter at det danske bruttonationalprodukt (BNP) for andet kvartal i træk er faldet. Det betyder, at Danmark er havnet i en såkaldt teknisk recession. Og økonomerne ser mere dårligt nyt forude. """"

Den store lede(r), har en plan
"båden ( samfunds økonomien) skal vippes og vippes, indtil at båden næsten synker pga den vand som båden nu tager ind med ressionen og den negative økonomiske vægst, ". historien er klar og sammenfattet, danmark mangler arbejdskraft økonomien er overophedet dette er grunden til vi er i ression. ligefør det er forsent og olie prisen rammer 200-250 dollar pr tønde der vil regeringen lancere en lang række af refomer der privatisere hele samfundet og gennemføre den største spare plan set i det offenlige system nogensinde, økonomien er jo ved at køre af sporet og vi har ikke haft skylden, det er olie sheikerne der nægter at skrue op for olie handen der har skylden. sådanne vil retorikken lyde og planen til den totale privatisering og indførsel af minimal staten er ved at blive skrevet som vi sider her.

Hen over foråret har vi hørt gentagede historier der har samme målsætning ,

De er alle sent op som prøve balloner for at se hvor langt vi kan presse befolkningen her under strejken det var planlagt, at den offenllige strejke, skulle lamme det danske samfund.
vi har set:

:familjens ansvar i ældre sektoren lov grundlaget er ved at blive skrevet, pust pust pust ballon hvor meget skal der til for at folket rejser sig i prostet ok ikke nok vi forsætter med planen.
http://www.information.dk/157636

:privatisering af alt offenlig aktivitet , pust pust pust ballon hvor meget skal der til indtil folket rejser sig i prostet, ok ikke nok vi forsæter med planen.

http://avisen.dk/v-alt-skal-kunne-privatiseres_12193.aspx

Vi ser ballon efter ballon stige til vejrs og intet bremser tilsyneladede planen fra at kunne gennemføres, go go go.......

først skal vi lige ha en lille krise der kræver et indgreb hmmm olie prisens himmelflugt den tager vi først injurere vi at der er et problem..

Jeg stiller spørgsmålet er vi på vej imod en storstilet privatiserings plan ?, alla naomi klein beskriverlser i hennes bog"The Shock Doctrine"

hviklet grundlag planen gennemføres efter ved jeg ikke men det kræver et chok der ryster samfundet i sin grundvold at gennemføre planen.

Eyvind Lyberth Nielsen

Er det mon muligt at lave et “wake-up call”?

Vækstfald, inflation, rentetryk, subprime, råvarepriser, debet/lånegrad, særligt strukturerede obligationer, depression, brandudsalg - vi har fået en del konsekvenser ind på livet på det seneste - som alle afspejler det økonomiske “klima” omkring konjunkturvendepunktet. De første tegn på den “finansielle istid” er allerede begyndt at indfinde sig.

Et ejendomsmarked der nærmest ligger underdrejet, og fastfrosset på et prisleje, hvor handlerne allerede nu kan ligge på et meget koldt sted. Likviditetskrisen som er afstedkommet fra det amerikanske subprime segment er afløst af en fødevarekrise, der får de fattigste i verden til at sulte; og en oliekrise er under opsejling, som effektivt vil kvæle de svageste økonomier, med priskurver på olien, der mest af alt minder om en rakets bane. Ingen kan idag sige hvor prisen på olie vil lægge sig. Pensionskasserne, som vi har lagt vores langsigtede opsparing i, spiller en betydelig rolle i dette, da investeringsstrategierne medfører, at vor nuværende købekraft reduceres på bekostning af kortsigtet udbyttespekulation på råvarepriserne med vore egne pensionsmidler, fordi markederne ikke er volatile nok til at absorbere disse nye markedsdeltageres spekulationskraft, og det er mildest talt ikke hensigtsmæssigt. Men det er en af de mange omkostninger vi må betale for de løbske frie kapitaliseringspenge, der blev skabt i 2. og 3. bølge af Den store amerikanske økonomiske boble 1986-20xx.

Det har haft den effekt at den globale logistik er under en hastig forandring, som bringer mindelser fra tidligere tiders systemsvigt. Men hvor tidligere tiders dårligdomme hørte hjemme i en tid med monopoler og ensidige økonomiske politikker, er dagens dårligdomme afstedkommet af den voksende liberalisering og globalisering.

Markedsøkonomien som vi har kendt den er under hastig forandring. Liberaliseringen i det finansielle marked har banet vejen for de nye aktører, der ikke ikke har været sene til at sætte udbyttetrykket op fra det finansielle systems mekanismer. Rollerne skifter - hvor vi før har set centralbankerne og de økonomiske politikere spille de afgørende stjerneroller - er scenen i dag overladt til multinationale- eller store statsfonde, der på afgørende vis driver den internationale økonomi mod nye højder.

I dag har det internationale banksystem ligeledes udviklet en parallellitet, så at det kan unddrage sig almindeligt banktilsyn ved at lægge højrisikobetonede investeringer ud i særlige investeringsfonde. Ligesom at bankernes rolle i det finansielle marked er ændret fra blot at stille kreditter til rådighed, til at levere de finansielle instrumenter, som udgør kernen i likviditetsproblemet. Man bør derfor nøje overveje i hvilke situationer der vil være basis for krav på indsigt i transaktioner, og evt. helt sidestille fonde med kredit- og finansieringsinstitutioner, da en stor del af disse specialiserede fonde alligevel er konstrueret for at køre transaktioner uden om offentlig kontrol og indsigt.

Der er diskussioner i den økonomiske nichepresse om hvorvidt det er en krise eller ej, og markedsdeltagere langer ud efter hinanden i frustration. Alle beskyldes for at mele deres egen kage, og tilliden svinder i markederne i takt med at de finansielle kredsløb kortslutter eller relæerne kobler ud. Talsmænd for store banker og politikere, branchetalsmænd, finansanalytikere og store investorer taler “krisen” henholdsvis op eller ned. I USA tvinger FED Styrerenterne ned, store bunker af elendige papirer refinansieres, og interbankrenterne trodser det tidligere så mægtige FED’s rentevåben og stiger og stiger i takt med at kurserne falder og falder, og alle hamstrer likviditet; mens vi venter på den næste store finansielle gigants kollaps.

Nogle eksperter fortæller os at det værste er overstået, andre siger at det bare er begyndelsen på enden, i krogene hviskes der om krak og depression, og de profitable nichemarkederne jobbes op, råvarepriserne tager kurs mod stjernerne. Eks-statmændenes klub skriver breve hvor de advarer imod de nye tilstande. I Danmark stod politikere i opkonkonjunkturen frem og hævdede at de økonomiske lærebøger måtte skrives om, alt imens de ekstreme vilkår på det finansielle marked satte turbo på forbruget og provenuet fra skatter og afgifter - ikke mindst oliemilliarderne - og besparelserne på overførselsindkomster fik statskassen til at svømme over i et historisk overskud.

Det er ganske alvorligt når det finansielle marked går i retning af nedsmelting i kapitalstrukturerne som vi ser det for tiden. Man kan blot håbe på at de ansvarlige politiske aktører kan få det løbske finansielle marked reguleret, så det bliver i stand til at imødegå det credit chrunch, der er i vente i nedkonjunkturen.

Inden for geologien kalder man det meændræring når vandløb ændrer landskabet. Vi er i dag vidner til det økonomiske landskabs hastige forandring.

Det ene mere opfindsomme obligationsmix end det andet har i de senere år set dagens lys, og de lave renter kombineret med et væld af nye muligheder har rigtigt fået boligejerne op på dupperne - ja, de har i de senere år faktisk lånt mere end de har haft i indkomst i samme periode - og derved skubbet en dyne af stærkt øget gældsætning foran sig - til stor glæde for skiftende finansministre, der har fået statskassen fyldt til bristepunktet - ja, og så selvfølgelig obligationsudlånerene, der har haft kronede dage. De ansvarlige politikeres udtalelser har båret præg af overmod og var nærmest af : “Vi kan gå på vandet!” eller “vi kan købe hele verden” karakter. Disse faktorer burde allerede da have fået alarmklokkerne til at klemte.

Idag ser vi mere nedtonede forventninger fra finansministeriet - vækst er stadig et vigtigt mantra her på falderebet for de gode tider - men “tricket” med at lade finansieringssektoren presse forbruget op må siges at være slidt op. Det bliver hårdt op ad bakke, og det er ikke gjort med at nedsætte den “strukturelle arbejdsløshed” og lade den offentlige vækst være lokomotiv. Danmark kan kun producere sig uden om recessionen. Det bliver ikke aktuelt at skrive de økonomiske lærebøger om, snarere vil vi se den økonomiske styring vende tilbage til bogen og de gode gamle dyder.

Det globale transportmarked står på tærsklen til en markant tilpasningsproces fordi betingelserne for logistik er under hastig forandring. Luftfartsindustriens og skibsfartens grundlæggende forretningsbetingelser er under forandring.

Prissætningsmekanismerne vil blive mere dynamiske. Der vil opstå nye joint ventures hvor flere selskaber samarbejder på linieniveau om at holde logistikken spændt op mod fuld kapacitet. Ligesom vi i den kommende tid vil vi se flyselskaber sætte hele flåder på jorden. Allerede nu kan vi konstatere at skibe i verdens handelsflåder sejler på halv kraft, og olieprisens kurs mod skyerne har tvunget fly på jorden og sat logistikken om ikke i stå, så i alt fald hastigheden drastisk ned, både på transport og indtjening.
Omkostningerne peger kun én vej og det er opad – i stigende grad - mens indtjeningen falder og falder, på grund af olieprisernes himmelflugt, prissætningsmekanismen i transportindustrien levner nemlig ikke meget plads til indkalkulering af korte udsving i omkostningsniveauet for hverken fragtrater eller listepriser.

Olieprisernes himmelflugt er en del af det det klassiske recessionsscenarium, og de ekstreme prisstigninger er ikke unormale, da den tilrådighedværende oliemængde i markedet er relativ kontstant, olien vil derfor blive handlet op og ned på futures og options, og udbudsprisen vil afspejle den efterspørgsel der er i markedet.

Da olien er en begrænset ressource vil prisen derfor stige markant i perioder pga. de mange frie kapitaliseringspenge, der er opbygget under de seneste års ekstreme betingelser i det finansielle marked og naturligvis fordi olieproducenterne vægrer sig ved at sætte produktionen op. Det får nemlig efterspørgslen til at overstige udbuddet.

Ér der en ”olieboble” under opbygning? Spørgsmålet er væsentligt - og der hersker iblandt verdens eksperter flere meninger om det - fordi en økonomisk boble vil kulminere og derefter briste. Er det derimod en strukturel begrænsning, altså at leveringsevnen ikke er tilstrækkelig i det nuværende marked, vil prisen fortsætte mod skyerne indtil produktionsniveauet dækker efterspørgslen.

George Soros, finansguruen, der blandt andet forudså IT-boblens brist, mener at der er en olieboble under opbygning. Han forventer at oliens pris vil forløbe som en parabel, der topper i løbet af 2009. Vendepunktet bliver når både Storbritannien og USA er inde i en recession – dvs. to på hinanden følgende kvartaler med vækstfald – så kan man jo regne på det.

Årsagen til at olieprisen vil følge denne udvikling er der delte meninger om. Investeringsbanken Lehman mener, at det er finansmarkederne, som har presset priserne op. Investeringsbanken Goldman Sachs mener derimod det modsatte. Banken tror olieprisen kan komme op i mod 200 dollar pr. tønde, at den ligger på 108 dollar pr. tønde ved udgangen af 2008, for så at stige til 120 dollar i 2010. Det er en halv gang mere end investeringsbanken Lehman ser som sandsynligt i 2010.

Finansguruen Paul Krugman tror heller ikke på en boble. Han henviser til at olieprisen er steget fra 25 til 125 dollar pr. tønde.
Ifølge nyhedbureauet Reuters, som har foretaget en undersøgelse iblandt økonomer, deler de fleste eksperter Soros og Lehman’s opfattelse. Undersøgelsen viser at økonomernes forventninger til olieprisen er at den ved udgangen af 2008 vil ligge på 91 dollar pr. tønde samt på 82 dollar pr. tønde ved udgangen af 2010. Dette er højt i forhold til den oliepris vi så for fem år siden på 25 dollar pr. tønde. Undersøgelsen viser desuden at ingen af økonomerne tror at den tid vil komme tilbage.

Krugman og Goldman Sachs synspunker støttes af Det Internationale Energi Agentur (IEA), som forventer at olieproduktionerne vil få svært ved at dække efterspørgslen. Tilmed mener Krugman, at det er konservative politiske kræfter som står bag rygtene om en olieboble, for at slippe for at diskutere energibesparelser og yderligere brug af offentlig trafik.

Sandsynligvis vil markedet gå fra dollaren før de 200 dollar pr. tønde. Forudsat at likviditetskrisen forløber således: Renterne stiger fra første kvartal 2009 i USA, og flere finansielle aktører vil være likvideret i USA og Storbritannien som ved årskiftet 2008-2009 vil være på vej ind i henholdsvis andet år i recession og andet kvartal med faldende vækst. Mens renten i Euroland vil være på vej op for tredje gang.

Så vil vi se et øget krav om afregning i euro snarere end dollar, ja, og så selvfølgelig pund og dollar i frit fald. Aktiemarkedet? Vi kan i den situation forvente en halvering af værdien, da væksten vil være til at overse og markederne vil være skrumpet.

Danmark skal op på dubberne, hvis vi skal have del i væksten fra de markeder, der er under udvikling.

Udnyttelsen af sol- og vindkraft - som i dag er en populær investeringskategori - udgør kun lidt over en halv procent af verdens energitilførsel, og der skal anderledes leveringsdygtige teknologier til for at matche olien som brændstof.

Der skal forskes i alternative kulbrinteforædlingsprocesser. Der skal tages patenter på mere effektive teknologier til omsætning af kulbrinteluftarter til væsker. Der skal etableres produktionsanlæg og sælges knowhow.

Men først og fremmest skal erhvervslivet ikke stikke hovedet i busken og sige – der er nok ikke noget galt - for det er der!

De ekstreme stigninger i olieprisen er opstået i samspil mellem forbugerne’s/investorerne/producenternes reaktion på angsten for at olien som ressource er nær sin maksimale produktionskapacitet.
Ønsket om forsyningssikkerhed og den massive investeringskraft, der er tilstede i markedet tvinger derfor priserne eksponentielt op, da produktionsniveauet ikke følger med den ekstreme efterspørgsel, på grund af de ændrede konkurrenceforhold i markedet hvor de nyindustrialiserede lande forbruger stadigt stigende mængder af olie.

I den forklaringsramme er det olien som nødvendig, og begrænset, ressource, der er den væsentlige faktor – prisen er blot en funktion af efterspørgslen - og prisniveauet må derfor holdes op mod alternative energiressourcer, for at det sandsynlige prisloft kan estimeres.
Det høje prisniveau for olien vil derfor også falde som en funktion af den tid det tager at udvikle forsyningen med de alternative industriprodukter, der skal til at dække verdens energibehov, under de konkurrencevilkår, der er gældende på markedet.
Omsætningen af fossile forekomster, kulbrinteholdigt sand eller metan til flydende brændstof, samt fremstilling af ethanol baseret på biomasse eller andre kulbrinteforbindelser som f.eks. sukker eller stivelse vil kunne dække en stigende del af efterspørgslen i takt med at teknologierne modnes og forsyningsevnen tiltager. Alle disse produkter er konkurrencedygtige med olien målt på breakeven prisen pr. tønde, der ligger imellem 40 og 140$, og det er kun den tid der kræves for at modne teknologierne, der er stadig ukendt, da der skal tilføres betydelige investeringer for at kunne udvikle disse produkter til at kunne erstatte olien.

Denne udvikling vil have ”take-off” når vi nærmer os ”smertegrænsen” for olieprisen. Det vides ikke om det vil være 200, 300 eller … 1000 dollar pr. tønde?

Det er forventeligt at olieindustrien vil forsøge at ”slå igen” med competative opkøb af teknologier og patenter, men erfaringsmæssigt kan det estimeres at den øvre produktionskapacitet vil være nået inden for en halv snes år.

M. King Hubbert fremkom i 1956 med en teori om at ”Peak Oil” – det tidspunkt hvorfra produktionen vil begynde at falde forløber som funktionen, der fører til en binomialfordelt ”klokkelignende” graf, og udfra det forudså han at USA’s produktion ville toppe imellem 1965 og 1970 – hvilket kom til at holde stik – senere hen forudsiger han at den globale ”Peak Oil” ville være nået i 1995, men oliekriserne i 1970’erne og de stigende priser driver udviklingen af mindre energiforbrugende produkter frem, og det er først her op i 2000- tallet, at den eksplosive udvikling i antallet af nye forbrugere i asien igen har fremskyndet tidspunktet.

Tallene taler for sig selv. I Kina skabes der 10 millioner nye arbejdspladser i industrien - om året – for at dække migrationen fra land til by. Der er i Kina én bil pr. 40 indbygger. I løbet af den næste tiårsperiode vil der være 100 millioner flere biler i Kina. Selv når man justerer for den ”flere km/l ”-udvikling som vi kender, vil det samlede forbrug - bare fra alle disse nye biler - udgøre knap halvdelen af den produktion vi har i dag. Hertil skal vi så lægge opvarmning/nedkøling af hjem og madvarer, lys og kraft samt energi medgået til øget forbrug.

Vi kan omtrent gange denne kalkulering med to, da udviklingen i nærorienten vil sætte et tilsvarende skub i olieforbruget.

Det siger sig selv at denne udvikling ikke holder, det er ikke særligt sandsynligt at inderne og kineserne – al ære og respekt – vil sidde i deres biler og brænde omkring 80 % af verdensproduktionens samlede brændstofkapacitet af i deres biler i løbet af de næste 10 år…

I den forløbne måned er Danmark så officielt blevet klassificeret som værende i teknisk recession.

Arbejdsløsheden er stadig i fald og det er et sygdomstegn - for det er på basis af dampene fra de billige renter fra den amerikanske boble - C-20 indexet har netop vist det klassiske depressionsmønster “head and shoulder”, der altid kommer ligefør det frie fald, Bullmarkedet er en realitet på Wall street. Dollaren er nede og smage på to cent over bundrekorden og olieprisen er oppe og ringe på 144$.

Vi har i den seneste tid set et stadigt stigende antal tvangsauktioner på boligmarkedet. Ikke at antallet i øjeblikket er alarmerende, men det er bare en indikator på hvad der er i vente. I byggesektoren ser vi et stigende antal konkurser, og banker der har stillet kreditter til rådighed, vil i den kommende tid komme til at tage deres tab på disse engagementer. Mod årets afslutning vil der være færre - men større - banker i Danmark, og kurserne på deres aktier vil være drastisk forringede, da de er prissat på forventningen til fremtidig indtjening.

Fra ECB bringes der bud om en stigende europæisk styrerente på den korte bane. Der hersker også uenighed i ECB om renteniveauet; men vi kan forvente at inflationsbekæmpelsen i Euroland vil drive de danske styrerenter i vejret på den korte bane.

Det er den voldsomme stigning i pengemængden, der er problemet. Det er den der gør at priserne stiger. Det er den samme effekt som da spanierne bragte Sydamerikas guld, sølv og ædelstene til Europa i middelalderen. Priserne mangedobledes – man kalder det inflation.

Som i middelalderen kan vi sige: Det er den store rigdom, der er vores svøbe. Fordi pengestrømme, skabt på grundlag af likviditet fra den store amerikanske boble nu fremkalder prisstigninger, der står mål med væksten i de monetære systemer.

Mens vi venter på den store depression, som helt naturligt vil brede sig globalt, vil vi komme til at opleve at købekraften skrumper i takt med at priserne regulerer sig til det reelle niveau. Ved udgangen vil der dog være flere aktører om at konkurrere om de knappe ressourcer end da vi startede kreditinflationsboomet.

I middelalderen blev vi bogstaveligt ramt direkte på levebrødet via kornet. I dag er det også energien.

Der har været mange situationer i Europas historie, der bringer mindelser til dagens situation. Under hyperinflationen i Tyskland så man prisstigningerne som noget der kom ”udefra”, noget omverdenen ”gjorde” ved landet, men helt banalt var problemet jo at de lod seddelpressen køre for fuldt tryk og derved udhulede pengenes værdi som betalingsmiddel.

Hvis man som vi øger pengemængden gennem en årrække helt op i det røde felt, skal priserne i kogekedlen naturligvis helt op i fløjtefeltet indtil gassen er gået af ballonen…

Man kan udpege indsatsområder med gunstig finanspolitisk virkning:
Et godt råd til den danske regering kunne være - ikke at føre neutral finanspolitik - at skabe grundlag for fortsat vækst igennem produktivitet snarere end kreditfinansieret- eller offentligt forbrug.

Sæt ind mod væksthæmmere
Malfunktionerende infrastruktur, geografisk umobilitet og mangelfuld kompetenceudvikling er et godt sted at starte.

Inflationsbekæmpelse
Ophæv valutabindingen til Euro og lad kronen flyde frit og fastlæg et udsvingsbånd med forudsigelige rentebevægelser, og lad i øvrigt Nationalbanken udføre sit arbejde og sætte diskontoen så den matcher inflationen, og iværksæt foranstaltninger til enten at reducere pengemængden eller omløbshastigheden.

Forøg produktiviteten
Flyt dele arbejdsstyrken fra den offentlige til den private sektor. F.eks. direkte igennem udlicitering af offentlige opgaver eller afvikling permanent via privatisering.

Fjern lønudligningsautomatikkerne imellem det private og det offentlige arbejdsmarked, og styrk bestræbelserne på at skabe produktiv vækst i Danmark, feks. gennem Vækstfonden.

Brug deflatoriske politikker til at styrke konkurrenceevnen
Reducér mellemskatten, sæt moms og løn ned med 1½ procent pa. i samme periode.

Stimuler opsparingsviljen
Gør skatten diffentieret ved at fjerne rentefradraget helt ved refinansiering af boligerne, og gør belåning afhængig af de faktiske forbedringssomkostninger.

Indfør forskellige former for fordelagtige langsigtede opsparingsordninger, som vil stimulere opsparingsviljen.

Beskatning af realiserede boliggevinster
Indfør beskatning af provenuet på salg af boliger, når pengene “ikke puttes ind i den næste bolig.”

Reformér kaptaliseringsindustrien
Som modvægt til de øgede kreditgivninger kan man kræve, at pengeinstitutter og realkreditgivere henlægger summer til tab i opkonjunkturen, som står i relation til de øgede kreditter. (Men det er jo for allerede for sent her…)

Opstil strammere lovrammer for realkreditlångivning, f.eks. krav om faldende løbetider og større egenbetaling.
Start en større udlugning af “smarte” realkreditobligationstyper - f.eks. afdragsfrie lån, som er vækstdøden for Danmark.

Fastlæg i hvilke situationer, der vil være basis for krav på indsigt i transaktioner og sidestil fonde med kredit- og finsansieringsinstitutioner, da en stor del af disse specialiserede fonde alligevel er konstrueret for at køre transaktioner uden om offentlig kontrol og indsigt.

Og når nedsmeltningen kommer, lad korrektionen forløbe uden offentlig indgriben - de pengeinstitutter, der overlever vil komme styrket og fornyet ud af krisen.

Løb ikke fra regningen - må vi se noget ansvarlig kontraktpolitik!

Knut Wicksell udgiver I 1907 “The Influence of the Rate of Interest on Prices” hvor han introducerer begreberne realrente og naturlig rente.

Hayek udgiver i 1933 “Monetary Theory and the Trade Cycle”. Her redegør han for den idé at, at det er det monetære system i sig selv som er ustabilt, og at monetær inflation kan fortsætte i nogle år, uden at føre til inflation.

Von Mises udgiver i 1953 “Theory of Money and Credit”.

Hyman Minsky publicerer i 1957 ”Central Banking and Money Markets”, som den første i en række publikationer, hvori han beskriver ustabiliteten på kapitalmarkederne som det vigtigste aspekt i forbindelse med konjunktursvingninger.

Milton Friedmann og Anna Schwartz udgiver i 1963 ”A Monetary History of The United States” sammen, hvori de konkluderer at væksten I pengemængden på kort sigt afspejles i inflationen og på længere sigt i konjunkturerne.

Friedrich A. von Hayek og Gunnar Nyrdal modtager i 1971 nobelprisen for deres pionerarbejde inden for pengeteori og økonomiske svingninger, samt for deres banebrydende analyse af den gensidige afhængighed af økonomiske, sociale og institutionelle fænomener.

Milton Friedmann modtager i 1976 nobelprisen for sine resultater inden forbrugsanalyse, monetær historie og teori, samt for sin påvisning af kompleksiteten af stabiliseringspolitik.

Læren fra Mises og Hayek er at en forøget pengeforsyning vil styrke produktionen – for en tid – uden at der derved bliver skabt inflation. Rentesatserne vil ligeledes være for lave og opsparingen alt for lille til at matche investeringerne, og at den resulterende kreditinflation vil fremskynde det finansielle sammenbrud.

Til trods for at man i nyere tid har valgt at tildele nobelprisen til økonomer, der netop påviser sammenhængen i mellem rente og inflation og kreditinflation, ustabiliteten i kapitalmarkederne og sammenhængen med konjunktursvingningerne, Ligesom at den producerede mængde af informativ lærdom fra vise økonomer, har flydt gennem hele det forrige århundrede - fra da Wicksell allerede for over 100 år siden åbenbarede sammenhængen imellem den naturlige rente og realrenten for os – kommer finanskrisen som en overraskelse...

En overraskelse ikke bare for finansverdenen; men også for politikere og regeringer og embedsværker, som har siddet på deres hænder i de forløbne 5 år. (Ja, måske lige bortset fra Nationalbankdirektøren, der er et rigtigt mandfolk.)

En overraskelse for erhvervslivet og nyhedsmedierne, journalister og meningsdannere.

Man kan spørge ind til flere forhold:
Hvorfor er det så moderne at sidde på hænderne – har I også sovet i timen andre steder?

De herrer von Mises og ditto Hayek repræsenterer også en skole af økonomer, der modsætter sig enhver form for finjustering af den samlede økonomi, og hvor statslig indblanding er nær utænkelig.

Kan det tænkes at I bare har misforstået budskabet fra Mises og Hayek?