Læsetid: 3 min.

På kanten af afgrunden - igen?

Tidligere finansminister Knud Heinesen fortæller om, hvordan han oplevede 1970'ernes økonomiske krise. Intet er i dag, siger han, som det var den gang, hvor krisen havde helt andre dimensioner
Indland
4. juli 2008

"Nogen fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs mod den, og vi kan se den. Vi kan se den tydeligt."

Sådan lød de berømte afskedsord fra Knud Heinesen (S) i TV-Aktuelt, da han i 1979 valgte at træde tilbage som finansminister i Anker Jørgensens regering.

Knud Heinesen var kaptajn for dansk økonomi i en af de perioder i nyere tid, hvor økonomien har været mest i knæ. Som budgetminister fra 1972-1973 og siden hen finansminister fra 1975 til 1979.

Efter oliekrisen i 1973, hvor OPEC besluttede at skære i produktionen af olien og samtidig sætte prisen op, begyndte det for alvor at gå galt.

"Oliepriserne herhjemme blev firedoblet, og det satte sig direkte på betalingsbalancen, hvor underskuddet blev fordoblet på to år. Det samme blev også arbejdsløsheden (der steg fra 60.000 til 130.000, red.). Inflationen steg og senere hen også renten," fortæller Knud Heinesen om de vigtigste begivenheder bag nedturen i 70'ernes danske økonomi.

Stagflation

Netop olien og olieprisernes betydning for dansk økonomi er det der for alvor adskiller dansk økonomi i dag fra den gang i 1970'erne. De to situationer kan faktisk - ifølge Knud Heinesen - ikke sammenlignes. For mens de stigende oliepriser den gang alene var kritiske for økonomien, gavner de stigende oliepriser i dag dansk økonomi, fordi Danmark nu selv producerer olie, gas og vedvarende energi.

"De forsøg der lejlighedsvis gøres, ikke mindst i den politiske debat på at parallelisere udviklingerne i de to perioder, ender næsten altid nærmest i historieforfalskning. Hovedårsagen til situationen i 1970'ernes Danmark var en voldsom stigning i oliepriserne, der gav underskud på betalingsbalancen. I dag er de stigende oliepriser derimod den eneste grund til, at vi har overskud på betalingsbalancen," siger Knud Heinesen og peger på, at det lige nu i stedet er summen af en lang række faktorer, blandt andet høje fødevarepriser og den finansielle krise i USA, der har en negativ afsmitning på dansk økonomi.

Han mener dog, at det der siden skete med økonomien i 1970'erne, minder om et dilemma dansk økonomi meget snart kan stå i igen. En situation, hvor højere renter er det eneste, der kan kontrollere inflationen, men hvor højere renter samtidig bremser en i forvejen lav vækst.

"Senere hen i krisen stod vi over for det, man kalder stagflation med høj inflation og lav vækst. Men det var ikke årsagen til krisen. Kun måden det udviklede sig på, minder om situationen i dag," siger Knud Heinesen.

Dårlige forudsætninger

De politiske forudsætningerne for at håndtere krisen er også en af de ting, Knud Heinesen mener er helt anderledes i 2008.

"VKR-regeringen fra 1968 og den efterfølgende socialdemokratiske regering ødslede med de offentlige midler. Efter 1990'erne har det været langt nemmere at føre økonomisk politik. Der er jo stor forskel på vilkårene efter en periode, hvor politikerne har været ødsle med de offentlige midler end efter en periode, hvor politikerne har vist mådehold," pointerer Heinesen med henvisning til, at Nyrup-regeringen i 1990'erne fik de offentlige finanser under kontrol og knækkede arbejdsløshedskurven uden at inflationen steg.

Den disciplin, der stadig gør sig gældende i dansk økonomi, er også det der - ifølge Knud Heinesen - ruster Danmark bedre til en nedtur.

Men - understreger han i samme åndedrag - hvis ikke regeringen begynder at forvalte deres pund bedre og vise mådehold i det offentlige forbrug, kan det gå værre for dansk økonomi. Værre end nødvendigt.

"Vi havde for kort tid siden en finansminister, der sagde, at han havde så mange penge, at han kunne købe hele verden. Hvorefter lønmodtagerne tog ham på ordet og stillede nogle enorme lønkrav, som de offentlige forhandlere blev nød til at imødekomme. Samtidig har regeringen med al deres praleri under valgkampen skabt nogle forventninger til den offentlige sektor, som de slet ikke kan leve op til," siger Knud Heinesen, der minder om, at krisen i 1970'erne ikke bare var en økonomiske krise: "Den ledte også over i en parlamentarisk krise, der startede med katastrofevalget i 1973. Som blandt andet betød, at vi op gennem 1970'erne havde et folketingsvalg hvert andet år. Kriserne hang sammen, og det var nogle helt andre dimensioner".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steen Rasmussen

Krisen er helt anderledes i dag sammenlignet med Knud Heinesens velmagtsdage.

Det globale økonomiske system er langt mere integreret end den gang.

Vi har olie, selv om produktionen falder med mere end 10 % om året. Den mangel på ressourcer og energi - som var grunden til den famøse og ekstremt dyre krig i Irak og som førte USA ud i finanskrisen - er af globale dimensioner og langt mere alvorlig for os nu, hvor de fremstormende asiatiske økonomier har magt til at konkurrere med os om dem.

Vi har fået en institutionaliseret form for monetarisme på europæisk plan, som forbyder den form for beskæftigelsesfremmende underskudspolitik på finanserne, som Anker Jørgensen stod for. Arbejdsløsheden vil derfor blive det naturlige resultat af enhver form for krise frem over. Arbejdsløsheden kan også blive en del af løsningen, hvis vi kan lære at leve på lavere forbrug, og fordele arbejdsløsheden demokratisk.

Men under det hele hviler den illusion, som også galt under Heinesen, og som går på at man kan forbruge sig ud af enhver form for mangel. Verden er tilsyneladende ikke kommet længere siden krisen i 70´erne. Den er bare blevet endnu mere fikseret i den vækst, som er problemet. Vi er blevet for gode til at fortrænge evnen til at leve, til fordelen for evnen til at producere og forbruge. Vi skaber mangel i forsøget på at afskaffe den, i en situation hvor der er rigeligt overskud til det gode liv.

martin sørensen

både nyrup og fogh hade noget som hverken slütter eller anker ikke hade,

Nemlig et Danmark der er selvforsynet med energi og enda olie exportør, fogh fik broder parten af olie intægterne i sin periode som statsminister, Danmark har i perioden 2002-2007, tjænt mere på sin olie end Danmark har gjort i perioden 1974-2002. Hvordan har fogh så forvandet denne arv som der er givet til ham, jo han har afdraget gæld det er helt i orden og ok. men han har samtidigt brugt af pengede til skattelettelser og sit skatte stop der ikke kunne existere uden den konstante tilskud af penge fra nordsø olien. det er politisk set sådan set ok og i sidste ende en politisk privotering, Hvad der ikke er ok det er at han har gennemført det største forræderi overfor den danske befolkning, imens fogh høstede løs af olie milliarderne og olie produktionen toppede i 2004 der glemte fogh at erstatte den energi som han høstede i nordsøen, Fogh har været en "spreder", en herremand der nægtede at genplante nyt træ, mens han høstede lystigt i skoven af den træ som hans forgængere har plantet, og det var enda i en tid hvor prisen på træ hamrede op i himmlen olie prisen den blev ikke 3 dobblet nej den er 7-8 dobblet siden fogh fik magten i 2001.

Vores statsminister kan nærmest bruge alle de penge de vil på de områder som de finder politisk set vigtige, ligeså længe danmark er selvforsynet med energi, det er når danmark er importør af energi at vores land har seriøse problemer med økonomien.

Jeg vil politisk set ikke kritisere at fogh brugte pengede til skattelettelser og skatte stop det er parlemtarisk set ok. det er landsforræderi af statsminsiteren da han ikke genplantede den energi som han høstede i en tid hvor priserne steg.

http://vedvarendeenergi.underskrifter.dk/index.php