Analyse
Læsetid: 4 min.

Et porøst politisk system

Fremskridtspartiet var en afgørende vigtig brik i en omfattende politisk fornyelse, hvor snæversynede politikere af aktive og lidet autoritetstro vælgere blev tvunget ud i at nytænke deres standpunkter og selve velfærdssamfundets eksistensbetingelser
Indland
4. juli 2008

Med Mogens Glistrup, der døde tirsdag aften, viste det danske politiske system sig i sjældent grad som porøst, gennemtrængeligt; folkelige rørelser har siden Glistrup i Danmark sat sig igennem i parlamentarisk politik i et omfang og med en hastighed, som ikke finder sidestykke i vore nabolande.

Meget tyder på, at denne gennemtrængelighed er en væsentlig årsag til, at systemet har vist sig tilpasningsdygtigt på egne præmisser i helt usædvanlig grad.

Glistrups indmarch i Folketinget i 1973 udløste godt nok på kort sigt en dyb politisk og økonomisk krise, der gjorde 70'ernes danske regeringer handlingslammede og bragte samfundsøkonomien frem til den berømte afgrunds kant. Fremskridtspartiet var vildt anarkistisk og Glistrup helt uberegnelig. Ingen statsminister turde de første 10 år bygge et flertal på nul-skatte-advokaten.

Men realistisk set var der tale om en smertefuld læreproces, en slags chokterapi, der i næste omgang gjorde det danske politiske system i stand til at operere, så samfundet i det efterfølgende kvarte århundred har udviklet sig til at blive Europas, ja, den vestlige verdens stærkeste økonomi, samtidig med at en rekordhøj økonomisk tryghed og økonomisk lighed - og et dertil hørende skattetryk - har fået lov at råde.

Glistrups oprør handlede ifølge partistifterens retorik om nulskat og papirnussere. Men reelt var der tale om et folkeligt oprør mod en politisk elite, der faktisk var på vildspor, idet man lod den offentlige sektor vokse uhæmmet og skatterne med. Det handlede om kvindernes indtog på arbejdsmarkedet, de nye 'mellemlag' af unge, specielt kvinder, der tog mellemlange uddannelser og fik job i en offentlig omsorgssektor med selvforstærkende indre vokseværk. Men det handlede også om de Europæiske Fællesskaber (EF), som samfundsingeniørerne i den socialdemokratiske partitop med Krag i spidsen ville tilslutte sig, mens en ung generation af mere idealistiske socialdemokrater (Auken og Bjerregaard) og hovedparten af arbejdervælgerne og kvinderne sagde nej.

Socialdemokraterne, der havde overvundet de første efterkrigsårs krise med en velfærds- og kvindefrigørelses-strategi kom nu til at skuffe de mange kernevælgere, der stolede på et folkeligt fællesskab i det skandinaviske, socialdemokratiske folkehjem og måtte se EF-indmeldelsen i 1972 som et forræderi.

Schlüter og anarkisterne

Uden denne skuffelse og de socialdemokratiske kernevælgeres tab af tillid til partitoppen havde Glistrup - og Erhard - ikke kunnet bringe Socialdemokratiet i knæ.

Men det folkelige oprør mod Krags og Kampmanns hæmningsløse ekspansion af den offentlige sektor uden alt for synlige gevinster til de skatteplagede kernevælgere havde en alvorlig pointe. Samtidige prognoser, de såkaldte perspektivplaner, demonstrerede, at væksten i offentlige udgifter ville slå samfundsøkonomien af sporet på bare lidt længere sigt. Og straks efter Glistrups indtog i tinget satte 70'ernes dybe internationale lavkonjunktur, provokeret af oliekriser, turbo på denne udvikling.

Da Schlüter kom til i 1982, var det, fordi han endelig vovede at bruge Fremskridtspartiets anarkistiske folketingsgruppe til at føre borgerlig politik, der dog ikke var så forskellig fra den højresocialdemokratiske ditto at det var til at se.

Den aktive fødselshjælper for Schlüter-regeringernes økonomiske genopretning var Erhard Jacobsen, der havde taget sin del af de folkelige vælgeroprør i 1973 og nu fik æren for at forme den firkløverregering, der indledte disciplineringen og genoprustningen af det danske velfærdssamfund.

Med Dansk Folkeparti udviklede en særlig tendens fra Fremskridtspartiet sig til en helt ny partidannelse med ganske andre mærkesager (Glistrup greb først relativt sent til 'muhamedaner-forskrækkelsen'). Men igen har også dette parti formået at bringe en afgørende væsentlig folkelig dagsorden ind i centrum af den parlamentariske politiks arena. DF's satsning og stabile vælgerfremgang har udløst en i dag meget bred konsensus både blandt vælgere og Christiansborg-politikere om en stram udlændingepolitik, hvis grundelementer vinder tilslutning i stadig flere nabolande.

Tegn på fornyelse

Det seneste eksempel på det danske politisk systems kapacitet for fornyelse 'nedefra' eller 'udefra' er Ny Alliance, der var med til at synliggøre et betydeligt vælgerpotentiale, men ikke formåede at udvikle det til en stabil partidannelse.

Det blev Fremskridtspartiet heller aldrig. Men det var en afgørende vigtig brik i et mere omfattende politisk fornyelsesmønster, hvor snæversynede Christiansborg-politikere - forankret i forældede ideologier og verdensopfattelser - af aktive, dristige og lidet autoritetstro vælgere blev tvunget ud i at nytænke deres positioner og det moderne velfærdssamfunds eksistensbetingelser.

I særlig grad har de nye partidannelsers evne til at føre alle væsentlige strømninger i befolkningen ind på den parlamentariske politiks arena helt umiddelbart styrket demokratiet gennem en væsentlig højere valgdeltagelse end i vore nabolande.

Århusianske samfundsforskere, der senest har vurderet årsagen til den danske bundrekord i sofavælgere, konkluderede, at Dansk Folkepartis fremkomst og dette partis evne til at sætte den kontroversielle, men folkeligt engagerende udlændingepolitik på dagsordenen, formentlig er hovedårsagen til, at den meget høje danske valgdeltagelse ikke - som det er sket i vore nabolande - er faldet i 90'erne.

Et demokratis kvalitet beror jo ikke på vælgernes opslutning om 'de rigtige idéer', men netop på evnen til at bringe alle væsentlige folkelige rørelser ind i et mønster af parlamentarisk forhandling og kompromisdannelse.

Når det danske demokrati med særlig effekt har bevaret, styrket og udviklet denne evne, skyldes det i ikke ringe grad Glistrup.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Pia Kjærsgaard og Mogens Glistrup har længe været Erik Meier Carlsens store helte. Ingen tvivl om den ting.

Carlsens artikel er så forudsigelig, at en af de øvrige bidragsydere eller undertegnede sagtnes kunne have skrevet Carlsens artikel for ham, og være nået frem til næsten præcis det samme resultat...

Jeg var lige ved at skrive det samme, Per, men så orkede jeg det ikke.

Man skal ikke være blind for, at det sandsyntligvis er en pointe i, at der er kanaliseret noget ud via disse personer, som måske har bedst af - uanset hvor usympatisk det nu er - at komme ud og ikke leve indestængt med voksende frustration og aggressivitet til følge.
Måske er det danske samfunds demokrati af en karat, så dette kan håndteres - selvom man ikke tør tænke på, hvad konsekvensen ville være, hvis sådanne tendenser ad demokratisk vej opnåede et parlamentarisk flertal.
Jeg sympatiserer ikke med de nævnte personer, men jeg kan se 'mekanikken', som jeg synes er værd at beskrive.