Først rettede hun regelret ind efter retten. Til dagbladet Politiken sagde i lørdags integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V), at hun da godt er klar over, at EU's regler og domme om ægtefællers ret til samliv overtrumfer Danmarks forsøg på at holde udlændinge ude:
"Det er et eksistensvilkår. Og man kan ikke fifle med EU-retten," sagde ministeren. Hun understregede: "Der har været en klar vilje i min ministertid til, at de domme, der har betydning for Danmark, skal følges."
Dermed fik hun også sagt, at den vilje måske ikke har præget forgængerne Hvilshøj & Haarder. Et indtryk, hun bekræftede med ordene: "Derfor meldte jeg ud første dag, jeg var minister, at jeg ikke er til det dér."
Men av, av: Dagen efter afslørede Berlingske, at Rønn selv havde underskrevet et ministerbrev, hvor hun undlod at nævne EU-retten til samliv, endskønt den danske statsborger udtrykkeligt havde spurgt om dem som en løsning på hans adskillelse fra ægtefællen.
Og så blev ministeren harm i varmen. Hun fnøs i en halv time på TV2 News.
Blæser på pligt
Om undladelsen af at oplyse spørgende borgere om deres EU-ret sagde Rønn:
"Vi kan ikke og vi skal ikke skrive alle muligheder, der er. Vi har ikke pligt til at være konsulent."
Man skal åbenbart ikke lade sig narre af det imødekommende navn: 'UdlændingeService.' Heller ikke af Forvaltningsloven, der i § 7 fastslår:
"En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde."
Denne vejledningspligt orker ministeren ikke. Hun orker ej heller dommerne ved EF-domstolen: "Hvor længe skal vi finde os i at EF-dommerne begynder at gå ud ad deres egen tangent," spørger Rønn og tilføjer: "Og det er dommere, embedsmænd. Det er et demokratisk problem."
Nu er der jo noget, der hedder magtens tredeling, hvor det ikke er normalt at opfatte dommere som 'embedsmænd', der snarere hører hjemme i den udøvende magt end i den dømmende. Og demokratier udmærker sig ved at bruge dommere til at løse konflikter mellem borgere og myndigheder, f.eks. om retten til at bo med sin ægtefælle.
Alt dette kunne være blevet sat på plads af den tidligere retspolitiske ordfører Birthe Rønn Hornbech - ikke at forveksle med ministeren af samme navn. At sidstnævnte ej heller orker fri debat som førstnævnte, fastslog sidstnævnte ved nægte at have de radikales Morten Østergaard som meddebattør i en P1-diskussion om EU-retten. Hun foretrak Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt og brugte i øvrigt sin mikrofontid på at revse Morten Østergaard.
Magtfuldkommenhed har tydeligvis ramt regeringen. Hvis en forvaltning ikke kan overkomme lovbefalede opgaver, må den ansætte flere medarbejdere.
"Vi kan ikke og vi skal ikke skrive alle muligheder, der er. Vi har ikke pligt til at være konsulent."
... Jo, de har faktisk pligt til at være konsulent, selvom hun jo bevidst bruger det ord for at distancere sig. Folk skriver til dem for at få vejledning, og så skal de have en fuldbyrdet og fyldestgørende vejledning, intet mindre. Birthe Rønn har rettet ind efter topstyringen, og svigtet.
Konen må da have fået solstik i sommervarmen? Ville det ikke være bedst, hvis Birthe fik sig nogle ugers sommerferie, et køligt sted, så hun kunne genvinde tankens kraft?
På den anden side, begynder det efterhånden at forekomme temmeligt sandsynligt, at Birthe får sig et langt ophold i skyggen, på statens regning, så måske er en kølig sommerferie ikke så attraktiv?
Denne sag er virkelig demokratisk principiel. Er vi kommet så langt, at seriøse politikere går i byen for kraftigt at kritisere uafhængige domstole, i dette tilfælde EF-Domstolen, bare fordi den har truffet en afgørelse, der går dem imod? EF-Domstolen er sat i verden for at sikre, at ALLE overholder traktaterne og de politiske beslutninger, der er vedtaget inden for traktaternes rammer. Den skal sikre, at alle har RET i stedet for forne tiders "de stores MAGT".
Hvis de mener deres kritik, vil de vel også afskaffe eller stække Højesteret, når den næste gang afgiver en dom, de ikke kan li' ?! Nej, vel.
"Hvis de mener deres kritik, vil de vel også afskaffe eller stække Højesteret, når den næste gang afgiver en dom, de ikke kan li' ?! Nej, vel."
Jeg tror nu nok at alle landets Jurister med et Dommer-frø i maven forstod
budskabet da Højesteret indlemmede Asbjørn "Om Igen, igen igen" Jensen
i folden. Ihvertfald synes den Dømmende Magt i lille krigs-glade Dannevang at mene at Danske stats-borgere ikke har ret til at få prøvet Regeringens og Folketingets kriminelle overfald på et fremmed land..
Men endnu engang blev det borlige/liberale Danmarks hykleriske forhold til
magtens udøvelse demonstreret til fulde .
Forhåbentligt kan vi nu blive fri for at høre storbarmede kriminelle promiskuøse Jyder belære os om "respekt for Loven" ..
Birthe Rønn Hornbech, Henrik Sass Larsen og alle de andre rablende fremmedhadere har åbenbart sat sig for at slå et gevaldigt slag for den danske selvtilstrækkelighed og uanstændighed i EU.
Man må spørge sig selv om det overhovedet vil være muligt for vores politikere og vores medier at blamere vores nation mere, end de allerede har gjort i tiden siden OVKs kulturevolution i 2001.
”Værdikamp”, ”udlændingedebat”, ”karikaturkrise”, ulovlige angrebskrige mod suveræne stater og nu et frontalt angreb på EU-domstolene. Hvad bliver det næste?