Læsetid: 6 min.

Stilhed er mere kostelig end sidste skrig

Michael drømmer om byen, hvor hjælpen aldrig er længere væk end døren til naboen. Og hvor den indre stilhed er vigtigere end fladskærm og friværdi. Noget af drømmen har han oplevet virkeliggjort i Finland - og på Nørrebro
Indland
29. juli 2008

To gange i sit liv har Michael på 60 år oplevet at blive modtaget med åbne arme, når han er flyttet til en fremmed og særpræget by. Den første gang var, da han slog sig ned i Helsingfors.

Året var 1971, og Michael studerede sammenlignende sprogvidenskab ved Københavns Universitet. Han havde fået interesse for samisk og finsk, og rejste med et stipendium liggende lunt i lommen på årelange studieophold i den finske hovedstad.

Mødet med Finland var præget af forbløffelse. Michael tilegnede sig hurtigt sproget, men stod fremmed over for kulturen. Det virkede, som om finnerne endnu ikke havde vænnet sig til at skulle deles om den begrænsede plads i en storby. De forekom sky, var ikke kendt med menneskemasser, hilste ikke, levede isoleret fra verdens rørelser og antiautoritære strømninger.

Da Michaels lærere på universitetet hørte, at den danske kong Frederik netop var død, kom de til Michael med højtidelige kondolationer. Det kunne have været komisk, men var faktisk bevægende i al sin gammeldags korrekthed.

Michael oplevede samtidig en betingelsesløs accept fra finnernes side. Michaels afvigende kulturelle bagage var der ingen, som satte spørgsmålstegn ved, og finnerne var ivrige for at hjælpe ham, den privilegerede dansker. Den finske imødekommenhed gjorde et uudsletteligt indtryk.

Det Gamle Sted

Den anden gang, Michael oplevede kulturel åbenhed, var da han i 1986 flyttede til Baldersgade nær grænsen mellem indre og ydre Nørrebro.

Han havde i mellemtiden afsluttet sine studier og var efter en periode som adjunkt ved universitetet endt som freelance tekster på Danmarks Radio. Et ægteskab var gået i vasken, og nu skulle han vælge, hvor han ville begynde sit nye liv.

"Det skulle være Nørrebro, det var jeg ikke i tvivl om. Det folkelige, tæt bebyggede Nørrebro, der lå fremmedartet og lokkede med sine utallige historier og opgange, der lugtede mærkeligt og slet ikke som den renskurede socialdemokratiske mønsterby af højhuse i Brøndbyøster, hvor jeg voksede op," husker Michael.

Kulturelt var det et kæmpespring. Michael, som i øvrigt var klassisksproglig student, kom med hovedet proppet af akademisk viden til et københavnerkvarter, hvor højtuddannede dengang sjældent viste sig, endsige slog rødder.

Og det forunderlige skete - den forlæste 39-årige blev på stedet godtaget. Michael berigedes på Nørrebro med en omgangskreds, som vidste mere om livet, end han selv gjorde.

"Det var som at blive optaget i en landsby. Jeg fik venner, som man ikke skulle bede om hjælp to gange, før nogen stillede op, løftede eller skaffede, hvor det var nødvendigt," siger Michael.

Hans tilværelses omdrejningspunkt var ikke den billige treværelses lejlighed i Baldersgade, men hans anden dagligstue, det nærliggende værtshus 'Det Gamle Sted', som findes endnu på hjørnet af Mimersgade og Ægirsgade.

"Der var et enestående værtspar, som arrangerede pinseskovtur, julefrokost, fællesspisning og stamklientellets større fødselsdage."

Friværdien flytter ind

Meget er ændret i kvarteret, i de godt 20 år, Michael har boet der. Han kom til de små fællesskaber om værtshusene, og sidegaderne var endnu i 1980'erne overstrøet med småbutikker.

"Når jeg vågnede om morgenen, var den eneste lyd i gaden skraldevognen, som bumpede tungt af sted. I dag gjalder gaden morgenen igennem af smækkende bildøre. Meget få her havde bil for 20 år siden, i dag er der så mange køretøjer, at folk med jævne mellemrum har presset på for at nedlægge gadens boldbane til fordel for parkeringspladser. Det er den herlige friværdi, der er flyttet ind," kommer det tørt fra Michael.

Omgivet af andelslejligheder og forældrekøbte studiehybler ligger Baldersgade 55 som et museum med sine 10 små lejelejligheder.

"Vi lejere er en flok anakronismer, en uddøende race, som er ved at bukke under for et flertal, der i stigende grad ser boligen som et investeringsobjekt," forklarer han og tilføjer: "Det er ikke sådan, at vi i Baldersgade 55 lider af en hellig nøjsomhed, men vi har måske blik for andre værdier."

Selv har Michael fået øjnene op for en åndelig dimension og ørerne rettet mod indre stilhed.

"Mit liv på Det Gamle Sted havde den bagside, at der røg for mange øl ned, og da jeg i 1989 for anden gang blev gift, fordi Tessa ventede vores første barn, begyndte det at vende for mig. Jeg var inspireret af Aldous Huxley, der har skrevet så sympatisk om kvækerne og denne kristne bevægelses pacifisme. At kvækerne har en religion uden præster, hellige skrifter og ritualer, og at man mødes til stille andagter, alt det tiltalte mig. Snart begyndte jeg at deltage i andagterne," fortæller Michael.

Jo, stilheden har for alvor indfundet sig i Michaels hjem, hvor hver en ledig væg er beklædt med bogreoler helt op til loftet, der er sværtet brunt af årtiers cigaretrøg. Så mange bøger på talrige sprog, herunder hebraisk, findes i den lille lejlighed, at der ikke er plads til fladskærm, men lige akkurat et beskedent 14-tommers tv. Med rystende mangel på respekt for den regerende moderne materialisme nægter Michael dog at spilde tid på det apparat.

Besøg i lyserødt tyl

En anden ændring i kvarteret, som ikke er til at overse og -høre, er indvandrerne. Over for Michaels stuevindue på den anden side af gaden ligger den asfalterede boldbane. Den bliver jævnligt overtaget af en flok unge fra de nærliggende indvandrerghettoer.

"Palæstinenserne udkæmper langvarige og meget højrøstede krige dernede," siger Michael med et skævt smil, "men det foregår heldigvis pr. fodbold. Andre gange kommer en flok hvidklædte pakistanere og spiller cricket på banen."

Men ellers er der ikke megen integration i gaden, fordi der ikke ligger nogen almennyttige boliger her.

En lille del af Michael begræder, at det gamle butiksliv i sidegaderne er væk, og at man i mere end én forstand skal 'udenbys' til Nørrebrogades orientalske mylder for at handle. Men samtidig glemmer Michael ikke sin lærdom om åbenhed over for fremmede, og han er ikke blind for værdien af mange af de nye kulturtræk, der er kommet til byen.

"Det har jeg et godt eksempel på. Vores første datter, Ingeborg, blev i 1990 født alt for tidligt og lå i kuvøse på Rigshospitalet. Det var en krisesituation, og jeg må indrømme, at min gamle bekendtskabskreds fra kvarteret var noget i vildrede om, hvordan man håndterer en kammerat, der gennemlever sådan noget. Tager man på sygevisit eller hva'. Men henne i ismejeriet stod indvandreren Muhammed bag disken. Han havde bemærket, at min kone var gravid og spurgte til, hvordan det gik. Efter at have hørt om den tidlige fødsel gik der ikke mange dage, før Muhammed dukkede op i Rigshospitalets besøgstid. Med sig havde han sin kone og to døtre, begge iklædt det stiveste lyserøde tyl, samt en kæmpemæssig buket blomster. Det fandt han naturligt, selv om han knap nok kendte vores efternavne."

"'Er der et hensyn at tage til andre,' spørger kvækerne altid sig selv. Det er et godt og endda praktisabelt princip i livet. Rejs den cykel, du finder liggende væltet på fortovet, og som nogen i mørket kunne snuble over. Jeg tror på hjælpsomheden. Den kan stadig få mikrosamfundet Nørrebro til at fungere. Det er endnu muligt at hjælpe hinanden trods det store gennemtræk af folk, som bor kortvarigt på Nørrebro, før de skal videre i livet til deres fede job og huse," siger Michael.

Han har trukket et stort læs under den kamp med udlejeren, som opgangens beboere nu i årevis har været tvunget ind i.

Det er den allermest nødvendige vedligeholdelse af den gamle rønne, der har manglet, og Michael har knap en reolmeter breve i sagen.

"Solidariteten blandt beboerne har været en stærk oplevelse. Men for andres skyld håber jeg, at Folketinget finder ud af at vedtage en lov om, at der kræves officiel autorisation, hvis man skal udleje boliger," siger han.

Det er tryghed i boligen og rimelighed, Michael er ude efter, og såmænd ikke et samtalekøkken. Eller et såkaldt oplevelsesbadeværelse, som han har hørt ellers skulle være sidste skrig i metropolens nye demonstrative livsstil.

Må han så være her.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her