Læsetid: 4 min.

Tæppefald for Seeberg

Efter i 14 år at have været tæt på at gøre en forskel, forlader Gitte Seeberg nu endegyldigt politik. Hun skal være generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden i Danmark
Gitte Seeberg (th.) fik aldrig sin ambition om en ministerpost indfriet. Det gjorde til gengæld kollegaen Lene Espersen (tv.).

Gitte Seeberg (th.) fik aldrig sin ambition om en ministerpost indfriet. Det gjorde til gengæld kollegaen Lene Espersen (tv.).

Jakob Boserup

9. juli 2008

Selvsikkerheden er formentlig den samme. Men Gitte Seebergs ambitionsniveau har skullet justeres et par gange, siden dengang for ti år siden, da hun som højprofileret finansordfører for de Konservative fortalte BT om sine mål.

"Jeg har altid sat mig karrieremål. Jeg er en viljestærk person, og jeg har ambitioner om at blive minister, inden jeg er fyldt 45," lød det fra den dengang 38-årige politiker.

For et par uger siden fyldte Gitte Seeberg 48, og i går sagde hun - efter et halvt år som løsgænger i Folketinget - endegyldigt farvel til dansk politik.

Hun blev aldrig minister - men fra den 1. september er hun ny generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden.

"Jeg forlader politik efter 14 år - men synes ikke, at jeg efterlader det fuldstændigt," siger hun med henvisning til, at hun nu kan koncentrere sig om at sætte miljøet og klimaet på dagsordnen - blandt andet op til klimatopmødet i København næste år. Karriereskiftet er punktummet for et turbulent år for Gitte Seeberg, hvor hun med de berømte ord 'nok er nok' forlod de konservative til fordel for sit nystiftede Ny Alliance - for i februar at gå fra det vingeskudte parti igen efter uenigheder med medstifterne Naser Khader og Anders Samuelsen.

Tæt på at gøre en forskel

Men skiftet markerer også afslutningen på en politisk karriere, hvor Seeberg flere gange har været helt tæt på at gøre en forskel - uden at nå det allersidste stykke.

"Hun er et meget godt eksempel på, at medierne har en tendens til at omfavne nogen, fordi de kommunikerer godt og virker dygtige. Men når der så virkelig skal bides til bolle i det politiske spil, så har hun været for let," siger en tidligere partifælle om hende.

Den tidligere konservative partisekretær Peter Sterup er ikke enig. Det var ham, der i sin tid 'opdagede' Gitte Seeberg og overtalte hende til at stille op til Folketinget.

"Gitte var en rigtig god fornyelse på det tidspunkt, og hun har haft en meget fin karriere. Hun er sagligt meget velfunderet og har en stærk gennemslagskraft. Der er mange meget dygtige mennesker, der ikke bliver ministre. At Gitte ikke blev det, skyldes helt sikkert ikke mangel på evner," siger Peter Sterup.

Gitte Seeberg blev sammen med Henriette Kjær og Lene Espersen valgt ind i 1994. Der var ikke mange unge kvinder i politik dengang - og det nyvalgte trekløver, der sad ved siden af hinanden bagest i Folketingssalen - blev i pressen hurtigt døbt Kylle, Pylle og Rylle efter Andersines niecer. De blev alle betragtet som loyale støtter til daværende formand Hans Engell - men Seeberg allermest. Samtidig havde hun i modsætning til sine nyvalgte kolleger ingen lang fortid eller et netværk hverken i partiet eller Konservativ Ungdom.

Prisen kom, da den flerårige magtkamp efter Hans Engells fald fra tronen var blæst af - og Bendt Bendtsen i 1999 tiltrådte som ny konservativ leder. Gitte Seeberg blev vraget som politisk ordfører til fordel for Lene Espersen. Og da Bendt Bendtsen i 2001 førte partiet tilbage i regering, var der ingen ministerpost til Seeberg. Hun forlod Christiansborg og blev i 2004 med et skyhøjt vælgertal valgt ind i Europa-Parlamentet.

"Det var et meget flot valg, men det gjorde ikke hendes avancementsmuligheder i partiet større. Tanken om, at hun skulle komme tilbage i dansk politik på en konservativ billet, var fjern," siger den politiske kommentator Niels Krause-Kjær, der selv var konservativ pressechef under partiets fløjkrig.

Parlamentet højdepunkt

Gitte Seeberg fremhæver også selv sine tre et halvt år i Europa-Parlamentet som et højdepunkt i karrieren.

"Jeg var ufatteligt glad for dem. Jeg synes, at jeg har lært en masse og har virkelig haft mulighed for at få indflydelse på noget, der betyder noget," siger hun.

7. maj forlod hun de Konservative og stiftede med de berømte ord "nok er nok" Ny Alliance sammen Naser Khader og Anders Samuelsen. Det nye parti stod til at få kæmpemæssig indflydelse.

Men efter en katastrofal præstation ved valget brød partiet sammen, og uenighederne mellem de tre stiftere brød ud i lys lue.

"Og problemet for hende var, at hun havde besvær med at levere varen. Hun skulle jo levere nogle konservative tillidsfolk, der fulgte med hende over - ligesom Khader og Samuelsen. Men det kunne hun ikke, da det kom til stykket. Dermed kom hun til at stå blottet over for de to andre", siger Niels Krause-Kjær.

Da Khader og Samuelsen valgte at gå sammen med VKO om asylpolitikken, og dermed svigte den DF-kritiske linje, fik Seeberg nok - igen - og forlod partiet i februar.

I dag vil hun ikke udtale sig yderligere om tiden i Ny Alliance.

"Jeg tror stadig, at utrolig mange vælgere efterspørger et midterparti. Men det betyder ikke nødvendigvis, at det er en god idé at stifte et nyt parti. Det vil jeg i hvert fald ikke anbefale nogen som helst at gøre," siger hun med en sarkastisk latter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer