Læsetid: 2 min.

Telia misinformerer om overvågning

Til trods for at danske mobilabonnenter vil blive ramt af en ny svensk overvågningslov, forsikrer Telias kundeservice kunderne om det modsatte. Telia beklager
24. juli 2008

»Ingen andre lande eller selskaber vil kunne aflytte danske
abonnenter. Dette vil kræve en dansk dommerkendelse.«

Det svar fik Telia-kunden Robert Heidemann, da han i weekenden rettede henvendelse til sit teleselskab.

Men svaret er ikke rigtigt. Telias kunder har nemlig stor risiko for at blive overvåget, når det nye svenske FRA-lov træder i kraft fra nytår. Loven gør det muligt for den svenske Forsvarets Radioanstalt
(FRA) at overvåge elektronisk kommunikation uden dommerkendelse.

»Det, Telia siger, strider imod det, der står i avisen. Enten tager avisen fejl eller også gør Telia. Måske tror de selv på, hvad de siger,« siger Robert Heidemann.

Noget af en påstand

At den nye svenske lov ikke berører Telias kunder, tror administrerende direktør i rådgivningsfirmaet Netplan, Torben Rune, ikke på.

»Hvis de siger det, så er det noget af en påstand. Der er ikke nogen teleoperatører, som kan sige, at det ikke berører dem,« siger Torben Rune. Han forklarer, at netværk er selvmodificerende. Det vil sige, at hvis netværket går ned et sted, så omdirigerer det sig selv til et andet net, og det kunne f.eks. være et svensk netværk.

»Ingen vil være i stand til at sige, om deres trafik løber på et svensk eller et dansk netværk, og for Telias vedkommende er der i hvert fald trafik på både svenske og danske netværk. Hvornår det løber hvor, tror jeg ikke engang selv, de ved,« siger han. Også da Information kontakter kundeservice, er svaret fejlagtigt.

»Du kan kun blive overvåget, hvis du ringer til en svensk mobiltelefon. Hvis du ringer mellem danske telefoner, hvad enten det er mellem Telia-telefoner eller andre danske selskaber, så er vi underlagt dansk lovgivning, og så bliver du ikke aflyttet. Det samme gælder for mobilt bredbånd. Der ringer du op til vores server, som er dansk, og så kan du heller ikke blive overvåget,« lød svaret fra Telias kundeservice.

Robert Heidemann vil skifte selskab, hvis garantien fra kundeservice ikke holder.

Og meget tyder på, at Robert Heidemann skal i gang med det, for Telia kan ikke garantere, at han ikke bliver aflyttet af det svenske Forsvarets Radioanstalt fra nytår.

»Vi kan ikke give en garanti, og det vil jeg indskærpe over for mine kundeservice-medarbejdere,« siger Anders Rendtorff, som er kommunikationsdirektør i Telia.

»Det er et gammelt standardsvar, som kunden har fået. Min medarbejder har i dette tilfælde ikke ret i sin påstand, for i teorien er det muligt, at man fremover vil bliver aflyttet,« siger Anders Rendtorff, som understreger at Telia for tiden ser på, hvordan problemet med den svenske lov kan løses.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu