Læsetid: 5 min.

Timiansky og andre mærkværdigheder

Serveret ad libitum og i de rette kulisser bliver heteroland uvirkeligt, mystisk og kunstigt, og så passer ingen rigtig ind, og så passer alle ind, siger kønsforsker Rasmus Præstmann Hansen betaget efter et par timer på Bakken
Indland
24. juli 2008

Med sine fortolkninger af "Tårer af guld" og Patsy Cline-slagere er Susanne Lana en legende blandt dedikerede Bakken-gængere som kønsforsker Rasmus Præstman Hansen.

Seks dage om ugen optræder Susanne Lana Band på 12. sæson på Ølgod, hvor Informations guide i heteroland denne aften har bragt os hen.

Rasmus Præstmann Hansen vil have Susanne Lana med til næste queer-fest.

"Hun kunne jo være en drag - ligesom bakkesangerinderne, med deres overgjorte og opkørte kvindelighed. Måske er det min drøm at blive en stor diva ... Åh, på sådan en onsdag aften, at stå helt alene i en stor hal, og synge om yesterday - mere melankolsk og weltschmerz bliver det da ikke," siger Rasmus Præstmann Hansen, der har taget mig med på Bakken, fordi han har en svaghed for kulisserne og en skræmt fascination af de tomme, glemte steder, der ligger spredt mellem kulisserne.

Og fordi på Bakken, hvor 'ad libitum' er kodeordet, der forbinder 'alt hvad du kan spise'-buffeterne med bakkesangerindernes overgjorte kvindelighed, er heteroland så sært og for meget, at det næsten bliver helt queer.

Så har vi et par mænd ...

"Når alt er kulisser, når alt er uvirkeligt, mystisk og kunstigt - simulacra hedder det vist på postmodernistisk - så passer ingen rigtig ind, og så passer alle ind," siger Rasmus Præstmann Hansen, betaget af Susanne Lanas rendyrkede simulacra: fra refleksion af realitet til maskering af realitet, til maskering af fraværet af realitet, til en tilstand, hvor relationen til realitet er fuldstændig forsvundet.

"På Bakken er der Rotary-club mænd, udviklingshæmmede, unge '2 g'ere', det grå guld foran Bakkens Hvile, bøsseparret. Og der kommer én med Christiania-trøje på, og sådan er der så meget," fortsætter Rasmus Præstmann Hansen, mens Susanne Lana går i gang med Trine Dyrholms "Avenuen":

Der var engang da jeg var håbefuld
nu er jeg bare fuld
men verden er ung endnu
og skinner som guld

Man sku egentlig lade være men
man gør det jo alligevel
Det er svært at være menneske
jeg har prøvet det selv

Nu har et selskab på omkring 20 mænd og damer i 50'erne slået sig ned i den tomme hal, helt oppe foran Susanne Lana Band, og hun stråler ned til dem. Under næste nummer ryger et par stykker ud på dansegulvet, og guitaristen, der har overtaget sangen for en stund, improviserer:

"Så har vi et par mænd ... der har fundet et par kvinder ... og er ude og svinge lidt ..." Selv om det vist var et par kvinder, der gik ud for at svinge lidt, og så et par mænd, der hægtede sig på.

Den ene mand giver den fuld gas, og Susanne Lana har svært ved at holde masken. John Travolta kalder hun ham. Kvinden, han har hægtet sig på, danser diskret afstanden større, efterhånden som han danser den mindre.

Paranoid og åben

Rasmus Præstmann Hansen vil gerne have, at jeg skriver både den "paranoide" og den "åbne" læsning - hvordan heteronormativiteten er total ved første øjekast, men kigger man nærmere efter, er der mærkværdigheder overalt. Begge læsninger er nemlig lige betydningsfulde, mener han.

Den paranoide læsning er let at lave på Bakken. Der er styrkeprøven med hammeren, hvor fidusen helst skal fise hele vejen op og ramme klokken. Der er tre slags hammere og en instruktion til, hvem der skal vælge hvilken hammer: den største er til 'Big Guys', den mellemste til 'Women & Kids', og den mindste er til 'Little Tykes'. På en tegning spænder en mand triumferende sine svulmende muskler, mens en lille kvinde slynger sig om ham og kigger henført op på hans selvtilfredse smil. Et stort rødt hjerte over manden med kvinden hamrer pointen fast for potentielle kunder.

Lidt nede ad gaden lokker Høkassens facade med 'Den Irske Dame', 'Den Gyldne Dame', og 'Den Classiske Dame'. En gruppe svenske mænd vralter rundt med en megafon, der skratter olé, olé, olé, olééé helt utrolig højt. Fyren, der holder megafonen, forsøger - med solbrillerne skubbet kækt op i panden - at få kontakt til to piger i en Candyfloss bod. De smiler anstrengt tilbage, og gruppen vralter videre.

"Ingen kommentarer," siger Rasmus Præstmann Hansen og sætter tempoet op.

Vi passerer Staldknægten og Bell's, og ved en af de utallige skydeboder begynder fyren bag disken at skyde med sin vandpistol efter to unge piger, der hviner tilbage.

"Sikke en klassiker," smiler Rasmus Præstmann Hansen.

Ingen homo-dag, tak

På Bondestuen får Rasmus Præstmann Hansen sig en bøf og en fadøl, mens jeg spiser kylling og drikker danskvand.

"Ha ha, heller ikke vi slipper uden om, hva?" siger han, men er alligevel lidt misundelig på min timiansky - en velsmagende brun sovs, der udtales med tryk på første stavelse, ellers kan det let lyde som et polsk efternavn.

"Bare de ikke laver en homo-dag på Bakken som svar på din sommerserie," siger Rasmus Præstmann Hansen og tænker bekymret på Tivoli Goes Gay, der løber af stablen i august, hvor de pæne homo'er får lov at gøre Tivoli lidt lyserødt med det obligatoriske fyrværkeri i enden.

"Faktisk minder det her med heteroland på Bakken mig lidt om automekanikeruddannelsen, hvor jeg var cirka fire måneder" siger Rasmus Præstmann Hansen, med henvisning til feltarbejdet i sit ph.d.-projekt.

"I starten var det så massivt - med pigerne på frisøruddannelsen og drengene på automekanikeruddannelsen, hvordan de omgikkes hinanden og iscenesatte sig selv. Men når man har vænnet sig til det, kan man se bag om kulisserne," siger Rasmus Præstmann-Hansen og uddyber:

"Ved siden af drengenes sejhed og evindeligt kørende fissesnak, var der også fortællinger om bøsseri, der var fælt og klamt, men samtidig rummede fascinationer og leg med kropslig nærhed mellem drenge. Og længslen efter at have en god pigeven, der også går op i biler."

Temmelig queer?

Efter en halv liter fadøl og danskvand må vi lige tisse af, inden vi fortsætter vandringen gennem heteroland.

Men man skal være lidt vågen her på Bondestuen for ikke at tage fejl af herre- og dametoilettet. På døren til herrerne er det nemlig et maleri af en dame, der byder indenfor. Og her er ikke sparet på noget. Det skulle da lige være på kjolestørrelsen, der ser ud til at have problemer med at rumme damens former, især når hun bøjer sig frem mod herrerne på den måde.

Damerne derimod må tage til takke med en lille splejs af en mand med butterfly, hvis listigper-smil er ret langt fra hammer-johns triumferende grin.

Rasmus Præstmann Hansen spekulerer:

"Det er da temmelig queer ... eller måske er det bare bøvet?"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her