Læsetid: 3 min.

Træerne vokser ikke ind i himlen i Fjerritslev

Men de vokser på byens torv, hvor de er blevet en torn i øjet på det radikale byrådsmedlem Gunhild Bach Nielsen. Træerne skygger nemlig for byens vartegn, Den Sorte Diabas
Et byrådsmøde i Jammerbugt Kommune kan hurtigt være overstået, hvis ikke der er nogen, der råber op eller stiller spørgsmål; den rolle har den radikale Gunhild Bach Nielsen taget.

Et byrådsmøde i Jammerbugt Kommune kan hurtigt være overstået, hvis ikke der er nogen, der råber op eller stiller spørgsmål; den rolle har den radikale Gunhild Bach Nielsen taget.

Kristian Villesen

9. juli 2008

"Det er især træet dér," siger Gunhild Bach Nielsen og peger på et mellemstort træ, der står lige foran Fjerritslevs nye vartegn, kunstværket Den Sorte Diabas, som skulptøren Claes Hake har lavet.

Det er Kunstforeningen for Fjerritslevs Forskønnelse, der har samlet en halv million kroner sammen til skulpturen, som nu står placeret på Fjerritslev Torv, lige mellem Spil'oppen og René's Vin & Grønttorv. Men de sidste penge til at flytte træet, der skygger for kunstværket, og til at opstille en lampe, der kan belyse skulpturen om aftenen, har Jammerbugt Kommune ikke villet bevilge, selv om Gundhild Bach Nielsen ivrigt har forsøgt sig:

"Der er gået fnidder i det," som hun siger.

Ny placering

Gunhild Bach Nielsen er radikal, og hendes indflydelse i Jammerbugt Kommune er derfor begrænset:

"Det er jo ikke ligefrem en radikal højborg," siger hun og retter på tasken, der hænger over hendes højre skulder. Foruden Fjerritslev dækker Jammerbugt Kommune også over byerne Aabybro, Brovst og Pandrup, og det er et traditionelt Venstre-område:

"Venstre har flertal sammen med den enlige DF'er. Så de kan gøre, som de vil," siger hun.

Således også, da der skulle fordeles poster i den nye kommune. Gunhild Bach Nielsen har mange års erfaring inden for undervisningsverdenen. Hun har arbejdet som skolelærer og var formand for Undervisningsudvalget i det gamle Nordjyllands Amt. Her var hun også formand for Kulturudvalget - især teater og billedkunst er hendes store interesse. Men da udvalgsposterne skulle fordeles efter valget, ønskede Venstre-borgmester Mogens Gade ikke at trække på hendes viden og erfaring:

"Jeg sagde til ham, hvor jeg helst ville sidde, men at han sådan set kunne placere mig, hvor han ville - bare ikke i Beskæftigelsesudvalget. Og så blev jeg placeret i Beskæftigelsesudvalget." Om den beslutning siger Gunhild Bach Nielsen:

"Det kan jeg jo kun tolke som om, at man ikke ønsker at bruge noget af det, jeg kan tilbyde, til noget."

'Utroligt tamme'

Siden har Gunhild Bach Nielsen betragtet sig selv som oppositionen i Jammerbugt Kommune:

"Sådan et byrådsmøde kunne hurtigt være overstået, hvis ikke der er nogen, der råber op eller stiller spørgsmål - og den rolle har jeg så fået. Der sidder også en SF'er, og vi to er de eneste, der reelt er udgør oppositionen."

For Socialdemokraterne skal man ikke tælle med:

"Socialdemokraterne er helt utroligt tamme. Hvis de gerne vil have borgmesterposten efter næste valg, så forstår jeg altså ikke, at de bare sidder der og nikker. Hvorfor skulle man begynde at stemme på dem, når de mener nøjagtig det samme som Venstre?"

Gunhild Bach Nielsen fortæller, at langt fra alle politikerkolleger er lige begejstrede for det radikale medlem af kommunalbestyrelsen:

"Vi havde sådan noget evaluering, og så var der en venstremand, der sagde, at han godt nok syntes, at jeg snakkede meget - og at det trak møderne ud. Så svarede jeg, at det havde jeg tænkt mig at blive ved med, så længe mit helbred tillader det," siger Gunhild Bach Nielsen og tilføjer:

"Ellers ville tingene bare blive vedtaget i stilhed."

En voldsom regnbyge rammer torvet i Fjerritslev, og det er oplagt at søge ly på Fjerritslev Kro, men det viser sig at være en spillehal med tung røg, væg til væg-tæpper og enarmede tyveknægte:

"Føj, hvor her lugter," siger Gunhild Bach Nielsen og skynder sig ud igen. El' Rigo - Café, Bar, Diskotek, er heller ikke lige sagen, så interviewet fortsætter under halvtaget uden for René's Vin & Grønttorv.

Her fortæller Gunhild Bach Nielsen slutningen på skulpturhistorien.

"Der gik fnidder i det, fordi det gamle Fjerritslev Byråd først havde besluttet, at skulpturen skulle stå dernede," siger hun og peger ned mod parkeringspladsen ved SuperBest og en noget mere ydmyg placering tæt op ad et gråt skur:

"Det skulle jo nødigt stå i vejen, når der er marked på torvet. Men det ville kunstneren, Claes Hake, ikke være med til."

Det lykkedes dog efter lange kampe for Gunhild Bach Nielsen at overtale et flertal i byrådet til at få kunstværket placeret midt på torvet. Men da det kom til at fjerne træet og lave belysning, stoppede opbakningen altså.

"Men sådan er det. Træerne vokser ikke ind i himlen i Fjerritslev."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu