Læsetid 7 min.

Tur-retur i det psykiatriske system

24-årige Anne har været indlagt på psykiatriske afdelinger 30 gange på syv år. Hun er flere gange blevet tvangsindlagt og udskrevet dagen efter. Hver gang er Anne blevet mere syg. Foræl-drene føler, at det psykiatriske system har svigtet
Som 15-årig udviklede Anne en spiseforstyrrelse. Det blev startskuddet til langt sygdomsforløb, der har kastet Anne ind og ud af psykiatriske afdelinger.Model

Som 15-årig udviklede Anne en spiseforstyrrelse. Det blev startskuddet til langt sygdomsforløb, der har kastet Anne ind og ud af psykiatriske afdelinger.Model

Linda Henriksen

8. juli 2008

En 21-årig pige bliver i foråret 2005 indlagt på psykiatrisk afdeling i Risskov. Hun er manisk, og vanviddet lyser ud af øjnene på hende. De bekymrede forældre går med personalet væk fra sengeafdelingen, og sammen bliver de enige om, at pigen har brug for en længerevarende indlæggelse. Forældrene siger farvel til deres datter og forlader udmattede hospitalet. På vej hjem gør de stop ved den lokale planteskole for at få tankerne lidt på afstand. Nogle timer senere triller de ind i deres indkørsel. På trappen til hoveddøren sidder datteren og venter.

Hvordan, det kan lade sig gøre, forstår forældrene Susanne og Erik ikke. Alligevel er de ikke specielt overraskede. Det er langt fra første gang, at datteren Anne udskrives for tidligt. Gennem de seneste syv år har hun nemlig været indlagt mere end 30 gange.

Selvmordsforsøg

Historien om den nu 24-årige pige, som ryger ind og ud af psykiatriske hospitaler, starter, da hun som 15-årig udvikler en spiseforstyrrelse.

Selv om familien hurtigt får Anne i behandling, har hun stadig vrangforestillinger i forhold til sin krop. Hun bliver mere og mere indelukket og forsøger flere gange at begå selvmord. Hun bliver tilknyttet Center for Selvmordsforebyggelse, men efter endnu et selvmordsforsøg får forældrene i 2001 overtalt den nu 17-årige Anne til at blive indlagt på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Risskov.

Anne bliver først indlagt på den lukkede afdeling, men flyttes hurtigt over på den åbne. Da Annes mor, Susanne, ringer næste dag, fortæller Anne, at hun er allerede er udskrevet.

"Hun syntes, det var ubehageligt at være der. Så hun var gået hen til en tilfældig læge og havde sagt, at hun altså havde det fint og gerne ville udskrives. Og det blev hun jo så. Men da hun kom hjem, havde hun det meget dårligt og ville eller kunne ingenting," fortæller Susanne.

Familien får efter nogen tid overtalt Anne til en ny indlæggelse. Men igen går der ikke mere end et par døgn, før Anne er udskrevet.

Viljen afgør

Grunden til Annes udskrivelse er blandt andet, at hun hurtigt bliver flyttet fra den lukkede afdeling til den åbne. Og så har hun ret til at gå, forklarer Jens Buchhave, som er ledende centeroverlæge på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Risskov.

Susanne og Erik forstår godt, at der skal være regler på området, som sikrer patientens rettigheder. Men de ønsker, at hospitalerne havde holdt hende på den lukkede afdeling længere, så hun ikke kunne gå sin vej:

"Hvis de bare havde beholdt hende og brugt tid på at få hende til at forstå, hvor vigtigt det er at tage medicinen; hvis der havde været personale nok til at snakke med de unge mennesker. Hvor kunne der have været sparet meget i den anden ende, hvis man havde gjort sig umage fra start med at tage hånd om de her psykisk syge."

Faglig vurdering

Jens Buchhave siger: "Vi har løbende en faglig vurdering af, hvem der har brug for at være indlagt, og hvem der har mindre brug for det. Og det kan der jo være forskellige meninger om. Som sundhedspersonale og læger kan vi mene ét og de pårørende noget andet, fordi de ser på det på den anden måde."

Forældrene erkender, at opgaven ikke har været let for personalet, idet Anne ofte har kæmpet mod indlæggelserne ved blandt andet at spille skuespil og virke mindre syg, end hun reelt er.

Efter de korte indlæggelser på Risskovs børne- og ungdomspsykiatriske afdeling kommer Anne i 2003 på en kraftig medicin. Endelig ser det ud til at gå fremad:

"Vi så jo, at hun fik det bedre. Hun tog ind til byen og fik et arbejde. Vi syntes godt nok, det var lidt underligt, da hun fik et arbejde mere den næste dag. Og så fik hun lige pludselig arrangeret, at hun skulle flytte til København. Pludselig kunne hun alting, og alt gik bare så hurtigt. Hun pakkede og flyttede og regerede. Senere viste det sig, at det var en mani," fortæller Susanne.

Annes mani udvikler sig fortsat, efter hun er flyttet til hovedstaden. Hendes søskende, som også bor i København, ringer og alarmerer moren.

Susanne tager derover, og det syn, der møder hende, er overvældende:

"Da jeg kom over i hendes lejlighed, var hun i gang med at lave stor kunst. Hun havde bundet alting sammen med tape og taget alting ned fra væggene og snakkede kun spansk og baglæns."

Den 6. november 2003 får Susanne datteren tvangsindlagt på Rigshospitalet, hvor hun får diagnosen bipolar affektiv - det, man tidligere kaldte maniodepressiv.

I løbet af de næste 13 måneder bliver Anne yderligere indlagt i alt syv gange. Susanne husker blandt andet en indlæggelse på Bispebjerg Hospital, hvor Anne kommer ind i et værelse, hvor væggene er malet i en meget kraftig blå farve.

"Hun begynder at skrige, at hun ikke kan klare farven. En af de ansatte prøver at sætte hende på sengen, men så slår Anne ud efter hende. Der bliver tilkaldt ekstra personale, som spænder Anne fast til sengen og giver hende en beroligende sprøjte," husker Susanne.

Næste morgen ringer Susanne til hospitalet for at høre, hvordan datteren har det, og for at sige, at hun kommer på besøg lidt senere. Hun får at vide, at Anne er udskrevet og har købt en flybillet til Sverige. Det lykkes imidlertid familien at stoppe hende undervejs.

Herefter flytter Anne hjem til forældrene i Jylland. Men det er hverken godt for hende eller hendes forældre, da hun er for syg til, at de kan tage hånd om hende.

"Man kan ikke have én, der er så psykisk syg, derhjemme. Men vi tør heller ikke lade hende gå, for så er vi bange for, hun går ud foran et tog," siger Susanne.

Unødige overgreb

I perioden 14. februar til 6. juni 2005 bliver Anne indlagt op mod seks gange på Risskov, flere gange med tvang. Blandt andet husker Susanne en gang, hvor Anne er blevet indlagt, lagt i bælte og udskrevet næste dag. Susanne ringer til hospitalet og klager, og lægen i røret beklager og forklarer det med, at den anden læge ikke har læst papirerne.

Lægen arrangerer derfor straks en ny tvangsindlæggelse, hvilket er helt ekstraordinært, da der normalt skal en uvildig læge ind over sagen.

"Jeg mener, at hun bliver udsat for unødige overgreb, når lægerne ikke sørger for at læse deres papirer. De lukker en pige ud, der lige er blevet tvangsindlagt - for så at give kontraordrer," siger Susanne.

De voldsomme tvangsindlæggelser gør Anne mere og mere bange for de psykiatriske afdelinger. Susanne husker sin datter sige, at hun 'føler sig som et vildt dyr, der er jaget op i en krog'.

Det kan Anne Jeggesen, som er psykolog i SIND, godt nikke genkendende til:

"Det må være meget frustrerende for de unge. Der er jo mange, som oplever en tvangsindlæggelse som et overgreb," siger hun og fortsætter:

"Patienten bliver en diagnose, som lægerne lige giver nogle piller og så ud af vagten igen. Og det gælder jo ikke kun de unge - sådan er vores psykiatriske system i dag. Det er meget sjældent, at du kan blive indlagt uden at blive udskrevet hurtigt igen."

Susanne tror da også, at de utallige tvangsindlæggelser og udskrivelser har påvirket hendes datter:

"Annes sygdom er eskaleret med de udskrivelser. Hun har været så syg, at vi ikke - " Susanne afbryder sig selv:

"Man ringer jo ikke for sjov! Der er jo ikke nogen, der ønsker, at ens datter skal ligge i bælte og være tvangstilbageholdt. Det er der ikke nogen, der ønsker - det er jo det sidste-"

Hendes stemme knækker, og øjnene flyder over.

Tæt på

Susanne fortæller, at Anne i starten af maj 2006, lige efter endnu en kort indlæggelse, er meget tæt på at dø i et nyt selvmordsforsøg, hvor hun har taget en overdosis piller. Anne bliver kørt på skadestuen og bliver derefter igen indlagt. For første gang i længere tid - omtrent seks måneder.

27. marts 2007 er den dog gal igen, og Anne bliver indlagt 11 gange i løbet af de næste fire måneder.

3. august 2007 bliver Anne igen tvangsindlagt, men efter en måned stikker hun af. Susanne og Erik udsender en efterlysning, og der går ikke lang tid, før de får besked fra udenlandsk politi: Anne er blevet anholdt, fordi hun har opført sig sært. Hun er derfor blevet indlagt på et psykiatrisk hospital. Forældrene må dog selv køre ned og hente hende hjem til afdelingen i Risskov. Det bliver en meget lang og farlig tur.

"I bilen hang hun ud af vinduet og råbte 'fred på jorden' og mente, hun styrede alle de andre biler," siger Susanne.

Da de kommer hjem til Danmark, bliver Anne indlagt på ny, og denne gang bliver hun først udskrevet i slutningen af januar 2008. Her konstaterer en psykolog, at Anne har fået posttraumatisk stresssyndrom af de mange tvangsindlæggelser.

Tilbage i familiens hus i Jylland håber forældrene nu, at punktummet er sat for de mange indlæggelser. Anne tager nu sin medicin og får det langsomt bedre. Men forældrene frygter, at det går galt igen, og at systemet endnu en gang svigter.

Anne Lykke og Kristina Vinci er journaliststuderende ved Roskilde Universitetscenter

Forældrene ønsker at være anonyme for at beskytte deres datter, som stadig er syg. Derfor er datterens navn også ændret. De rigtige navne er skribenterne bekendt. Alle oplysninger i historien er dobbelttjekket.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for HB Rasmussen
HB Rasmussen

Information måtte gerne bore lidt mere i, hvorfor hjælpen til psykisk syge er så umådelig ringe.

Hvordan kan den ene læge forstyrre den andens arbejde på den beskrevne måde? Hvorfor får man ikke tilknyttet et team af faste behandlere?

Er der noget i juraen omkring psykiatrisk behandling, der skal forbedres? Eller er det kun økonomiske ressourcer det kommer an på?

Brugerbillede for Michael Skaarup
Michael Skaarup

HB Rasmussen

Jeg synes ligeledes dat det ville være en god idé. Jeg tror blot at det skyldes "effektivisering" af den psykiatriske afdelinger. = besparelser = mindre personale = mindre sengepladser = kortere indlæggelser = effektivisering = besparelser = mindre personale = mindre sengepladser = kortere indlæggelser... forsæt selv.

mere kærlighed....

Brugerbillede for John Fredsted
John Fredsted

Et sygt eller lidende menneske er ikke nogen god produktionsenhed for det kapitalistiske samfund, så derfor får dette menneske lov til at synke til bunds i håbløshedens hav med effektiviseringens golde sten bundet om fødderne.

Brugerbillede for Martin Kjeldsen
Martin Kjeldsen

Jeg har oplevet det psykiatriske system fra begge sider af disken, både som patient og som rådgiver, og jeg har set, hvor galt det kan gå: fejl- og/eller overmedicinering og afprøvning af generiske farmaceutika - begge dele med fatale konsekvenser - despotiske, magtgale overlægers sindssyge overgreb, sygeplejersker og socialpædagoger, der reagerer på magtesløshed med vrede og vold mod patienter. Men jeg har til gengæld også set det modsatte: alvorligt syge patienter, der via frugtbare og virksomme terapiforløb er kommet ud som det, der øverst bliver kaldt en 'god produktionsenhed'.

Jeg skal dog skynde mig at tilføje, at i sidstnævnte tilfælde har der altid været tale om patienter, der var i stand til at sige fra og forholde sig assertive til formynderiske behandlere eller sagt på en anden måde: tage ansvaret for eget liv - i stedet for at overlade det til repræsentanter for et system, der ikke anser arbejdet med psykisk syge som værd at anvende ressourcer på.

Men det er faktisk ret skræmmende, hvad der finder sted ude i virkeligheden.

Brugerbillede for T R

Mange unge som gamle bliver unødvendigt behandlet i vores system fordi dem der er tættest på vil af med dem.
Og det bliver gjort med en undskab man ikke tror på findes i vores land Danmark.
Det er i systemet som venner som familier der behandler deres børn og gamle dårligt og gerne med en løjn for at få dem i behandling .
Der dør her hjemme 18 om året hvis ikke flere om året af overdosis eller selvmord -mange Danske.
En sagde til mig han orkede ikke at komme til begravelserne mere han sender en tanke og en blomst .
Behandlingen af de syge i det Psykiske system er dårligt .
Og de overdosier tit så de mister livet eller bliver spændt fast .
Det de råber efter er kærlighed i systemet og en god behandling.
Og ikke rulende øjne eller provokerende opførsel eller anden måde du er ikke velkommen det bliver mennesker nemlig syge af også på arb pladsen.