Læsetid: 3 min.

Universitetet er ikke attraktivt nok

Kvinderne flygter fra universiteterne, fordi der mangler forbilleder og støtte fra ledelsen, mener Svava Jónsdóttir
5. juli 2008

Den islandskfødte Svava Jónsdóttir er uddannet kemiingeniør og arbejder i dag som lektor i en tidsbegrænset stilling på Danmarks Tekniske Universitet.

Hun er ikke spor overrasket over tallene fra undersøgelsen fra Ingeniørforeningen, som Information i går beskrev. Her kom det blandt andet frem, at 56 procent af de unge kvindelige universitetsforskere forventer at søge væk inden for de næste par år:

"Det passer fint med det indtryk, jeg har," siger Svava Jónsdóttir, der i dag er 43 år.

Ifølge hende mener mange kvinder ikke, at de får nok ud af arbejdet på universitetet:

"Man laver en cost-benefit-analyse. Får jeg nok ud af det her i forhold til, hvad jeg investerer? Og det vurderer de fleste, at de ikke gør," siger Svava Jónsdóttir, der efter sin ph.d. har arbejdet 13 år i tidsbegrænsede stillinger.

Gennem sin karriere har hun også selv overvejet at skifte til det private erhvervsliv, hvor der er bedre løn, bedre arbejdsforhold og tilmed god brug for kemiingeniører:

"Det har jeg tænkt på at gøre utallige gange. Men jeg er nysgerrig og har det bedst med at forske. Men det er kun dem, der virkelig ønsker at forske og kæmper for det, der bliver. De andre forsvinder uanset hvor talentfulde de måtte være," siger Svava Jónsdóttir, der fortæller, at hun er den eneste kvindelige forsker blandt dem, hun i sin tid læste ph.d. med, der stadig arbejder i universitetsverdenen.

Forbillede

Ifølge Svava Jónsdóttir ligger problemet først og fremmest i kulturen på universiteterne:

"Det kan være svært at finde en rolle som kvinde. Kvinder har måske mere brug for støtte og for at blive bekræftet end mænd. Og den slags kommer der mindre af, jo længere, man kommer op i systemet. Og så er det, at kvinderne falder fra én efter én - det har jeg selv oplevet," siger hun.

Der er også en tendens til, at mænd bliver foretrukket frem for kvinder, når der dukker faste stillinger op, mener hun:

"Det er svært at trænge igennem som kvinde. Jeg har selv været gruppeleder flere gange, og der kan jeg mærke, at kvinderne i gruppen er meget flittige, men ofte har et problem med at markere sig i den maskuline sammenhæng, fordi de ikke i samme grad fører sig frem. Og når man så skal fastansætte en ny forsker, så er de mandlige kandidater lettere at få øje på," siger hun og tilføjer:

"Kvinderne er måske også lidt for overrealistiske. De tænker - jeg får aldrig det job."

Tendensen til at ansætte mænd er selvforstærkende - for netop fastansatte kvinder med gang i karrieren er noget af det, man har brug for at se som ung kvindelig forsker:

"Vi savner kvindelige professorer som forbilleder. Nogle, som har formået at kombinere familielivet med forskningen - det er vigtigt for unge kvinder at se, at det kan lade sig gøre," siger Svava Jónsdóttir.

$SUBT_ON$Støt op

Hun mener, at der er brug for en helt ny kultur på universiteterne, hvis man skal ændre billedet:

"Jeg tror, man til at starte med skal være bevidst om problematikken og være klar til at gøre noget for at holde på de dygtige kvinder. Man skal være bedre til at støtte op om kvinderne, så de er bevidste om, at de er gode nok," siger Svava Jónsdóttir og tilføjer:

"Jeg er ikke tilhænger af kvoter. Det løser ikke det grundlæggende problem. Hvis det skal løses, så kræver det, at ledene forstår, at kvinder er anderledes end mænd. Man skal møde kvinderne på deres egne præmisser og ikke forvente, at de går ind på mændenes."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Pedersen

Virksomhedskulturen på universiteterne er generelt utroligt gammeldags. På nogle områder er det nærmest uændret siden professorvældet før -68. Kvindernes situation er siden da ikke blevet meget bedre og mændenes er blevet sværere, da de ikke længere har fuld service på hjemmefronten.

Arbejdspresset for en akademisk ansat er baseret på en enlig eller en person, der har fuld service på hjemmefronten. De unge fædre har et et stort arbejdspensum fordi de også skal være til stede derhjemme. For de unge kvinder er det helt slemt: Dels har de svært ved at få fodfæste i mande- netværkene og dermed adgang til de faste stillinger, men det bliver dobbelt vanskeligt, hvis de får børn. Arbejdskulturen er baseret på at man har ubegrænset tid, f.eks. er det et problem at en del (mandlige) akademikere ikke mener at de har tid til at holde deres ferie. Det er med til at diskvalificere kvinder, især dem med børn, uagtet at de ofte er ekstremt effektive.

Ansættelsesudvalg består oftest af ældre mænd, der har uddannet en del af ansøgerne, så der er en præmie påhøjkant til dem der gætter hvem der får en given stilling.

Svava Jonsdottir siger noget meget vigtigt: Man skal ikke forsøge at tvinge kvinderne til at arbejde som mænd og på mænds vilkår. Man skal indrette arbejdskulturen så den også passer til kvinderne.