'Man skal være villig til at løbe en risiko'

I folkemunde og Hollywood-fantasier kender man de personer, der rejser til fremmede lande for at opsnappe hemmelig information, som spioner med navne som Agent 007.

I ForsvaretsEfterretningstjeneste (FE) kalder man dem indhentere. For at indhente informationer er det, indhenterne laver, og deres virkelighed har intet med fantasiens agent 007 at gøre.

Hidtil har indhenternes verden været hermetisk lukket for offentligheden. Eller, det vil sige, i 2002 kunne man pludselig læse i avisens jobannoncer, at FE søgte et antal indhentere. Alle kunne søge stillingerne - også folk uden militær baggrund. Stillingsopslaget var i aviserne igen i 2005 og så igen i år.

Ellers har der være helt stille om indhenterne. Hvor mange der blev ansat, og hvad de laver, ved ingen.

"FE udtaler sig ikke om sit personel eller sine operationer," har svaret lydt, når nogen spurgte.

Indtil nu, hvor chefen for FE's indhentere har indvilliget i at give et interview til Information.

Det næstældste erhverv

Forsvarets Efterretningstjeneste og en række andre af forsvarets enheder holder til på Kastellet i den østlige del af København. Her finder interviewet sted. I et lokale med lyse, afhøvlede gulve og kvalitetsmøbler, der kunne tilhøre en hvilken som helst moderne virksomhed.

- Hvad fik jer i sin tid til at oprette indhenterstillingerne og slå dem op offentligt?

"Der skete jo en markant ændring med vores organisation efter 11. september 2001. Vi var i forvejen allerede godt i gang, men nu skulle der virkelig til at ske noget. Det, der er sket med indhenterfunktionen, er ikke, at den er blevet oprettet, men at der bliver stillet nogle andre krav til de profiler, vi gerne vil besætte funktionen med, og vi er blevet styrket i antal."

"Der har altid været folk, der indhentede fysiske informationer i udlandet. Vi plejer faktisk selv at sige, at det er verdens næstældste erhverv, for der har altid været behov for, at stater kunne få oplysninger af politisk, økonomisk og militær art om andre stater."

- Så det er grundlæggende en form for diplomati, indhenterne beskæftiger sig med?

"Det kan man godt sige. Forskellen er dog den, at vi indhenter de oplysninger, som målgruppen ikke ønsker, vi skal have. Hvorimod diplomatiet, lidt firkantet sagt, får de oplysninger, målgruppen gerne ser de får".

- Forsvaret har allerede sprogofficeruddannelser og elitesoldatuddannelser. Hvordan kan det være, at FE alligevel må ud og rekruttere i det civile efter indhentere?

"Det, som indhenterne laver, er jo ikke militært. De løser ikke en militær opgave. Derfor er det ikke nødvendigvis en militær person, vi skal have. Vi går efter nogle personlige egenskaber. Selv om vi hedder Forsvarets Efterretningstjeneste, så er det faktisk kun omkring 15 procent af dem, der er ansat, der har en militær baggrund. I hele tjenesten. Og blandt indhenterne er det kun ganske få, der har en militær baggrund".

- Hvad er det for nogle personlige egenskaber?

Chefen for indhenterne tænker lidt og finder så et papir frem og læser op:

"'Veludviklede sociale færdigheder, udadvendthed, selvstændighed, kreativitet, samarbejdsevne, ansvarlighed, evne til at tænke rationelt og analytisk også i pressede og kritiske situationer, evne til at erkende og undgå risici. Og så har vi nogle fysiske og psykiske krav'. Det er disse egenskaber, som psykologerne og vi kigger efter."

Uddannelsen

- Hvordan foregår selve optagelsesforløbet?

"Det er en langstrakt proces, der strækker sig over mange måneder. De mennesker, vi ansætter, skal være klar over, hvad de går ind til. De skal forstå det rigtigt. For det er jo ikke noget, de kender til på forhånd. Vi kalder ansøgerne ind til praktiske og teoretiske prøver samt psykologiske test. Samtidig kører også en lang række samtaler, der er kernen i forløbet. Vi lægger meget vægt på de psykologiske tests, og så vil vi gerne have folk med en bred viden om samfundsforhold og omverdenen. Viden om, hvordan det hele er skruet sammen".

- Hvad dumper I typisk folk på i de psykologiske test?

"Folks selverkendelse og deres evne til at erkende og undgå risici er vigtig. Man skal være villig til at løbe en risiko, men også i stand til at undgå den. Der er jo nogle, der tror, at det her er sådan noget macho-noget. De har set spionfilm og biljagter. Dem skal vi selvfølgelig have skilt fra. Vi er ude efter ganske almindelige mennesker, der ikke adskiller sig fra andre. I hvert fald ikke på overfladen."

- Hvordan forløber selve indhenter-uddannelsen?

"Vi træner meget i sociale færdigheder. Det at kunne fastholde menneskelige relationer er ekstremt vigtigt. Og så har vi også et andet element med teori og praksis om vores metoder. For én ting er at være i stand til at gå ud og få fat i informationer, en anden ting er at være i stand til at analysere og validere de informationer og vurdere, om det, kilden fortæller, er rigtigt. Så er der også nogle mindre ting som køreteknik, våbenbetjening osv. Men at være i stand til at møde et fremmed menneske og få vedkommende til at snakke og samarbejde er noget af det vigtigste for en indhenter. Grundlæggende er det noget, den enkelte har i sig, som vi så kan videreudvikle."

- Hvordan videreudvikler I det?

"Det kan man gøre på mange forskellige måder. Vi bruger blandt andet eksperter fra det civile. Skuespillere er f.eks. gode til at undervise i, hvordan man skal gebærde sig og i betydningen af kropssprog. Det er væsentligt, at indhenterne virker åbne frem for lukkede og indesluttede".

- Hvor meget fylder våbenbetjeningen i uddannelsen?

"Den fylder forholdsvis lidt, men den er på den anden side også nødvendig. Det er simpelthen et spørgsmål om, at indhenterne skal være i stand til at forsvare sig selv. Det skal de lære. Det er også et spørgsmål om, at de skal lære, hvordan forsvaret opererer. Det får de en grunduddannelse i. Men det er ikke en militær opgave, indhenterne skal løse. Derfor får de heller ikke en militær uddannelse."

- Bærer indhenterne altid våben i tjenesten?

"Det kan de godt gøre. Ikke her i Danmark, men hvis indhenterne er ude i et kriseområde - og det er vi jo for at støtte det danske forsvar - kan de godt bære våben. Men i den situation vil det alene være til selvforsvar. Det er ikke sådan, at de skal deltage i kampe. Men kommer de i en situation, hvor de bliver angrebet, så er det nødvendigt, at de kan forsvare sig."

Operationerne

Betingelsen for at medvirke i Informations interview er, at chefen for indhenterne kan forblive anonym. Om sig selv ønsker han kun at oplyse, at han har rang af oberst. Desuden vil han ikke udtale sig om konkrete begivenheder. Med visse undtagelser, skal det dog vise sig.

- Hvad er det overordnet for nogle opgaver, indhenterne skal løse?

"Alting. Alt, hvad der har med politik at gøre, strategi, militære forhold, terror og masseødelæggelsesvåben, international kriminalitet osv. Det indhenter vi i mange tilfælde informationer om via fysiske kilder. Kilderne er personer, som har adgang til de informationer, vi er interesseret i. Det kan være alt fra reelle informationer, f.eks. dokumenter, til billeder af for eksempel våbensystemer. Indhenterens arbejde består i at finde den slags mennesker, få en dialog med dem, og få informationer ud af dem."

- Det lyder meget omfattende. Hvordan strukturerer I sådan en opgave?

"Det kan tage meget, meget lang tid. Det første, vi gør, er, at spørge os selv: 'Hvad er det, vi gerne vil vide noget om', og: 'Er vi sikre på, at informationerne ikke kan skaffes på anden måde'. Når vi har defineret det, så overvejer vi, hvad det er for en person, vi gerne vil tale med, og hvad det er for en kreds, vi skal have kontakt med for at få fat i den rigtige information. Så går indhenteren ud og begynder at være i miljøet, og finder ud af, hvem det er muligt at komme i kontakt med.

Det er første skridt. Det næste er så at rekruttere kilden og overbevise kilden om, at han eller hun skal arbejde for en fremmed efterretningstjeneste med de risici, det indebærer."

- Bruger I nogle gange penge til at overbevise kilderne?

"Der er alle mulige metoder til at overbevise folk. Men i langt højere grad end jeg tror, man forestiller sig, så er mennesker ideologisk anlagte. De bliver kilder for os, fordi der er et styre eller en regering, de ikke bryder sig om. De tænker, at ved at samarbejde kan de gavne deres eget land og folk snarere end skade det. Det kan være folk, der siger: 'Den her ekstremistiske terrorgruppe for eksempel gavner jo ikke islam'. Det vigtigste er selvfølgelig, at kilden er motiveret, og derfor kan vi også i yderste konsekvens betale dem, men det er i mange tilfælde ikke nødvendigt".

- Kan du gå lidt mere i detaljer med teknikkerne? Hvordan indhenteren overbeviser kilden. Det må da være lidt mere intenst end den måde, vi taler sammen på lige nu?

"Men det er det ikke. Det handler grundlæggende om at skabe tillid, så vedkommende har lyst til at åbne sig og gøre noget for en. At skabe et bånd. Det kommer jo an på, hvor de er henne - Men nej, det er ikke svært. Selvfølgelig er det ikke noget, alle kan gøre, men det er ikke svært for dem, der har det i sig."

- Er indhenterne meget alene, eller er de sammen med andre?

"De vil ofte være alene. De skal kunne håndtere at være alene i længere tid af gangen."

- Hvis indhenterne er ude

i lande, hvor Danmark på andre måder er til stede, militært eller diplomatisk, hvor meget har de så kontakt til de andre danskere?

"Det har de ikke nødvendigvis. Diskretion er noget af det vigtigste for dem. Der er ikke noget, der må kunne føres tilbage til FE. Hvis det bliver kendt, at vedkommende er repræsentant for FE, så kan vi lige så godt trække dem hjem igen."

Risikoen

- Hvad har indhenternes rolle været i forbindelse med Danmarks militære deltagelse i Irak-krigen og i Afghanistan?

"Jeg vil ikke sige, hvad vi konkret har lavet, men generelt er vi ude, før soldaterne kommer, og vi er til stede, mens de er der. Det er vi for at kunne komme med input til politikernes beslutningsgrundlag. Og så for at støtte vores soldater derude. Det er en meget vigtig opgave for os."

- I stillingsopslaget står der, at det er risikobetonet at være indhenter?

"Det kan det godt være, og det lægger vi heller ikke skjul på. Der er en risiko for vores indhentere. Og der er en risiko for vores kilder. Dem er vi jo heller ikke interesseret i at miste. Får man først ry for at miste sine kilder; så er der jo ikke nogen, der senere vil snakke med os. Så er der jo også en risiko for Danmarks rygte i udlandet. Hvis det bliver offentlig kendt, at Danmark har spioner eller indhentere her og der og alle vegne, så ville vi jo også lide et diplomatisk nederlag. Så der er en risiko ja, og det er også derfor, vi er så lukkede omkring det hele, som vi er".

- Hvordan håndterer I det med Danmarks omdømme? Danmark har jo i de senere år fået et noget anderledes omdømme. Indgår det i jeres vurderinger?

"Ja, den slags indgår i alle vores risikovurderinger. Hver gang løber vi en kalkuleret risiko, men vi har også noget, vi kalder for proportionalitetsprincippet. Det betyder, at vi afvejer den risiko, vi løber, i forhold til, om den står mål med det forventede resultat. Hvor vigtigt er det at få fat i præcis den information? Er det så vigtigt, at vi er villige til at løbe en risiko i den størrelsesorden? De spørgsmål stiller vi hver gang."

- Og risikoen i den forbindelse kan være, at indhenteren kommer til skade, eller at Danmarks omdømme lider skade?

"Det er, at indhenteren kommer i vanskeligheder, at kilden kommer i vanskeligheder, eller at vi sætter regeringen i forlegenhed".

- Er nogle af de ting sket indtil videre i FE's historie?

Chefen banker under bordet.

"Jeg er en lille smule overtroisk," siger han og fortsætter:

"I FE's historie er der ikke nogen, der er kommet alvorligt til skade. Vi har ikke mistet nogen, og det er fordi, vi passer godt på".

- Det er ikke, fordi I afholder jer fra at lave farlige ting?

"Nej. Vi er ikke handlingslammede. Man kan jo omgå risici. Ved at gøre tingene på én måde løber man måske en stor risiko, men når man så tænker tingene igennem, så kan man måske gøre det på en anden måde og løbe en mindre risiko".

- Har du været ude for, at du som chef har sagt: 'Den her situation er for farlig, det vil jeg ikke sende en af mine indhentere ud i'?

"Ja klart. Der er situationer, hvor vi siger, at her løber vi for stor en risiko ved at sende en indhenter ud efter informationerne. Det er ikke vores arbejdsopgave, for det vil være for farligt. Så de informationer må I leve uden, eller også må I prøve at finde dem på en anden måde."

Hemmelig succes

Under interviewet kommer chefen for de danske indhentere flere gange ind på, at der i fremtiden vil blive stadig mere brug for fysiske informationer. Uanset hvor meget moderne teknologi der måtte komme.

"Hvis man vil ind bag ved tingene, så er det nødvendigt med fysisk indhentning. Her kan man komme ind bagved intentionerne og bagved udtalelserne. Hvis et lands præsident udtaler et eller andet, så kan man med en elektronisk indhentning sige: 'Ok, han sagde sådan', men med den fysiske indhentning, kan man gå bagom og spørge: 'Hvorfor sagde han sådan?'."

- Oplever du, at der i de senere år er kommet et større politisk pres på jer for at indhente flere informationer?

"Det kan man godt sige. Jeg vil ikke sige pres, men der er blevet mere bevågenhed. Der er en god forståelse for, at FE kan bidrage til beslutningsprocessen".

- Frygter du nogle gange, at den stigende politiske opmærksomhed også kan blive brugt imod jer. Når der for eksempel springer en bombe i Islamabad, så kunne der være nogle politikere, der spørger: 'Hvorfor vidste I ikke det?'

"Jeg synes, at der er en god forståelse blandt politikerne for, at vi jo ikke kan vide alt. Vi vidste ikke, at den konkrete bombe skulle sprænge i Islamabad, men vi ved en hel masse andre ting. Det er jo det, der kendetegner efterretningsarbejde, at vi ikke kan gå ud og dele vores succeser med befolkningen. Men dem, der skal vide det, de ved det godt."

- Kan man, bare med et rundt tal, sige, hvor mange gange, I siden 11. september 2001 har afværget terror mod Danmark?

"Nej det vil jeg ikke sige noget om".

- Heller ikke, om det er nul eller 100 gange?

"Nej, det vil jeg ikke sige. Man skal også huske på, at det er en masse små informationer, der fører til et resultat i sidste ende. Men ok. Den vurdering, Center for Terroranalyse kom med, og som betød, at Danmark lukkede ambassaderne i Kabul og Algier, byggede bl.a. på oplysninger fra os. Dér havde vi konkrete formodninger om, at der skulle foregå noget".

- Er det ikke frustrerende aldrig at kunne dele sine succeser udadtil?

"Selvfølgelig er det da det. Men det lærer man. For det er jo det, der kendetegner rigtigt efterretningsarbejde. Man har hinanden at dele succesen med. Vi har også vores samarbejdspartnere, og så soler man sig lidt i det, når de kommer og fortæller, at det var godt gået. Så jeg tror egentlig, vi får de klap på skulderen, vi skal have."