Alle venter på Bendt Bendtsens afgang

Det Konservative Folkeparti har i snart 10 år hængt fast i et vælgermæssigt hængedynd, hvor man ikke har rokket sig ud af stedet. Optimisten ville fremhæve, at partilederen Bendt Bendtsen har 'stabiliseret' mandattallet til ca. 16 plus/minus det løse.

Pessimisten vil omvendt hæfte sig ved, at det er dybt utilfredsstillende af et - for ikke så forfærdeligt længe siden - statsministerparti ikke kan vokse sig større på bekostning af Venstre.

Iagttagere både i og uden for de konservative er i realiteten fuldstændigt enige om, at partiet aldrig vokser, så længe Bendtsen er partileder. Den fynske strisser har nu haft et lille tiår til at få nye vælgere ind i folden, hvilket ikke er sket. De flinke hæfter sig ved Bendtsens folkelighed, mens de skeptiske peger på, at han til gengæld er helt uden folkeforførerens overbevisningskraft.

Det ideologiske ligger heller ikke til Bendtsen, som ingen vist heller beskylder for at besidde intellektuel overkapacitet. Det kan derfor undre, at det ofte er indviklet akademisk retorik, han som økonomi- og erhvervsministeren anvender i politiske debatter blandt andet i valgkampen. Han udtaler sig tilsyneladende indsigtsfuldt om økonomiens fremtidsudsigter og 'globaliseringens udfordringer', men det sker helt blottet for den troværdighed, der kendetegner regeringens andre mere fagligt stærke ministre. For Bendtsen har ikke dyb indsigt eller kompetence hverken i økonomi og erhvervsliv. Han overbeviser ingen i et sådant omfang, at det skaber respekt om hans politiske lederskab. Hans lave troværdighed selv hos borgerlige vælgere gør, at de klart foretrækker den totalt holdningsløse, men immervæk kompetente konkurrent Anders Fogh.

Solidt vælgerkorps

Bendtsen kommer tydeligst til kort over for Fogh på samtlige af de klassiske discipliner, som kendetegner en succesfuld politisk leder. Retorisk begavelse, salgstalent/ manipulationsevne, faglig troværdighed samt taktisk og strategisk lederskab. Det er derfor snarere i kraft af et solidt kernevælgerkorps, en god partiorganisation og folketingsgruppen, at de konservative alligevel har en vis politisk succes i disse år.

Det er alene af den grund, at partiet sidder i regering, og at deres rimelig populære ministre i det daglige har pæn indflydelse på deres ressortområder.

Ikke desto mindre så spiller K andenviolin i regeringssamarbejdet. Det sås tydeligst med de marginale skattelettelser, som partiet lige før valget fik trumfet igennem hos Fogh. 'Skattelettelsen', der snarere var en skatteomlægning, blev - i modstrid med realiteterne - fejret af K som en kæmpeindrømmelse og et tydeligt tegn på juniorpartnerens 'store indflydelse' i regeringssamarbejdet.

Brian ydmyget

I foråret skabte kulturminister Brian Mikkelsen usikkerhed om regeringens Kina-politik og kortsluttede kronprinsens IOC-planer ved helt uvarslet at meddele, at han agtede at blive hjemme fra åbningen af OL.

Fogh var uenig, og Mikkelsen måtte ydmyget foretage en fuldstændig retræte fra sin position. For at redde lidt af den konservative ære, markerede partiet sin position ved i stedet at lade dets idrætsordfører blive hjemme fra åbningen- Jeg gad vide, hvor mange, der hæfter sig ved, at en idrætsordfører ikke sidder med på bænkene ved OL's åbning i Beijing. Alt i alt blev det en pinlig affære for de konservative.

Bendtsen i offensiv

Det er dog ikke alle de konservatives selvskabte plager, der ender i politisk striptease. For nylig beviste Bendtsen, at han ikke er helt uden evner i forhold til krisestyring og kommunikation, selv om han også fik god hjælp af sine dygtige rådgivere. Det skete, da han i løbet af kun få dage lagde historien om sin ministerbils ganske mange afveje til private gøremål ned i medierne.

Bendtsen gik offensivt ud i pressen og imødegik samtlige påstande med 'ny dokumentation', efter at der tilsyneladende blev rettet lidt i ministerkalenderen, så alle private besøg pludselig var 'i embeds medfør'. I stedet kom historien om ministerbilen til at handle om en indebrændt fyret ministerchauffør på hævntogt.

Hedegaard er for rød

Mens Bendtsen ikke går over i historien som en stor politisk leder, så er klimaminister Connie Hedegaard omvendt blandt dansk politisk allerstørste retoriske begavelser. Intellektuelt matcher hun partiets største kraft, udenrigsminister Per Stig Møller.

Connie Hedegaard er med pæn succes i gang med at gøre klimapolitik til borgerlig politik her i 00'erne. Den strategi bifalder både Fogh og de konservatives socialkonservative fløj, hvis holdninger på klima- og miljøområdet ind imellem ikke er til at skelne fra de radikales.

Men selv om Hedegaard er populær mange steder i sit parti, så har hun indtil videre opgivet at blive leder den dag inden næste valg, hvor Bendtsen formodentlig takker af. Hun opleves som for rød af et flertal både i folketingsgruppen og i baglandet, og derfor går langt de fleste vurderinger i partiet på, at Lene Espersen med stor sikkerhed bliver de konservatives næste leder.

Espersen administrator

Lene Espersen er naboens friske og søde datter, som evner at forsøde regeringens hårde retspolitik. Samtidig slås hun lidt med et nordjysk blondine-image, der henter næring ved, at justitsministeren ikke har brilleret med ideologiske skrifter eller andre tænksomme bidrag, som kunne løfte hende lidt på den visionære bane.

Derfor låses Espersen fast i rollen, som ikke meget andet end en udmærket administrator af regeringens retspolitik. Connie Hedegaards vision er at rede verden fra klimakatastrofen blandt andet med højere grønne afgifter, men hvad er Espersens langsigtede mål? Indtil videre fortaber de sig i tågerne, og formodentlig har hun slet ingen. Det er de såmænd udmærket tilfredse med... i Venstre.

Jarl Cordua er blogger og politisk kommentator. Over sommeren tager han temperaturen på Folketingets partier. Forrige klumme blev bragt tirsdag den 1. juli