Da Berlingske og Jyllands-Posten var til 1001 nats eventyr i Persien

1967 - De første tegn på ungdomsoprøret viser sig: I San Francisco nyder de første hippier The summer of love, mens revolutionshelten fra Cuba Che Guevara i oktober bliver fanget og dræbt i Bolivia. Senere samme måned kroner den USA-støttede iranske enehersker, shah Reza Pahlavi, sig selv ved en overdådig pragtceremoni i Teheran.

Både Jyllands-Posten og Berlingske tyr til samme arabiske eventyr, da de to aviser i oktober 1967 dækker Reza Pahlavis selvkroning. Et moderne 1001 nats eventyr indleder Jyllands-Posten således sin forsidedækning torsdag den 26. oktober 1967, mens Berlingske på sin forside dagen efter skriver: Kroning med pomp og pragt i Iran som i 1001 nats eventyr.

Lighed mellem de to avisers reportage er der også, når det gælder den amnesti til flere tusinde politiske fanger, som shahen bevilger i anledning af kroningen.

I begge aviser sker det med følgende formulering: ".... det bedste af det hele var, at endnu en uges festligheder med karnevaler, markeder og festfyrværkeri, gratis lægehjælp og amnesti til 6.000 politiske fanger lå forude."

Mere får læserne af landets to største borgerlige aviser ikke at vide om bagsiden af shah Reza Pahlavis 'eventyrlige' Iran.

Ingen af de to aviser benytter oplysningen om den omfattende amnesti som anledning til at omtale, hvorfor der kan være mange tusind politiske fanger i shahens Iran, som er USA's nærmeste allierede i regionen. I stedet kaster aviserne sig over kroningsceremonien med en benovethed, som genkendes fra damebladenes royale dækning. Aviserne bruger således spaltepladsen på de tusinder af diamanter, ædelsten og gyldne metaller, som "er hentet ud fra shahens skatkammer" i dagens festlige anledning.

"Siddende på påfugletronen, et krigsbytte hentet i Indien i det 18. århundrede og besat med næsten 27.000 diamanter, rubiner, smaragder og andre ædle stene, vil shahen anbringe en 10.000 karats krone på sit hoved," noterer Jyllands-Posten.

Også "den 29-årige kejserindes krone er lavet af 1.000 gram platin og forsynet med tre store og 96 små smaragder, 400 diamanter, 29 rubiner og 105 perler", fortsætter avisen.

Berlingske skriver om de "26.733 juveler på påfugletronen i det festende Persien", og om shahens syvårige søn, der i fuld gallauniform spændt sidder og venter på "en guldstol" i "den femten meter lange kroningssal". Lige før shahen der som Napoleon kroner sig selv, spænder han "det kongelige bælte af guld med en 173 karat stor smaragd som bæltespænde om sig" sammen med "et juvelbesat sværd og sin faders spraglede kroningskappe." Berlingske beskriver endvidere den "forgyldte karet, der er bygget til lejligheden i Wien, og som har kostet 76.000 dollar (ca. 550.000 kr.)", som kejserparret kører "i triumftog" med gennem Teheran, mens "tusinder af mennesker jublede, viftede med flag og råbte "Længe leve shahen!", da parret kørte til Gulestan Paladset i en guldkaret trukket af otte hvide heste."

Artiklen i Berlingske er i toppen signeret "Fra vor korrespondent, Teheran, torsdag aften", og i bunden angives The New York Times News Service som kilden. I Jyllands-Posten er kilden telegrambureauerne AP-Reuter.

Rezas løfte til far

Skriver de to store aviser ikke om de politiske eller sociale forhold i Iran? Jo da, Jyllands-Posten fortæller f.eks., at da den 22-årige Reza Pahlavi blev shah i 1941, var Iran besat af britiske og sovjetiske soldater. Landet var "delt op i rivaliserende politiske fraktioner og knuget af fattigdom". Dengang lovede "storkongen over alle konger" sin far, at han først ville sætte kronen på sit hoved, når "han havde bragt landet på fode igen. Mange års sociale, økonomiske og landbrugsmæssige reformer fulgte og ændrede landets stuktur, så shahen i dag på sin 48 års fødselsdag med rette kunne anbringe kronen på sit hoved."

I Berlingske handler kronikken den 26. oktober om "den store kroningsfest i Iran i dag". Den er skrevet af oversætteren, den tidligere officer Mogens Boisen, der "gennem en lang årrække har haft en nær forbindelse med og personlig interesse for iranske forhold".

Ifølge Mogens Boisen er shahens kroning "en bekræftelse på, at det er lykkedes ham at skabe politisk og økonomisk stabilitet i landet."

Og som Mogens Boisen fortsætter: "Næppe nogen regent tager sin stilling mere alvorligt". Ligeledes er "svælget mellem shahen og folket tilsyneladende forsvundet. Alle uden undtagelse har adgang til hans audienser, og selv siger han, at samtaler med jævne folk ofte har givet ham et bedre indblik i vanskelige problemer end lange rapporter fra eksperter." Mogens Boisen slutter sin kronik med de optimistiske ord: "Men i dag er det en glædens dag, ikke blot i Gulestan Paladset, men i hele Iran. Over kroningsfestens glimmer og pragt hviler bevidstheden om, at det gamle traditionsrige land er på vej mod en lysere fremtid."

'Savnede De påfuglen i Irans påfugletrone?' lyder rubrikken over næste dags opfølgning i Berlingske. Dansk fjernsyn har transmitteret kroningen i Gulestan Paladset, og Berlingske har fulgt med på skærmen. "Spejdede De også efter påfuglen i den kejserlige iranske påfugletrone ved tv-udsendelsen," spørger avisen og svarer selv:

"Forståeligt - for den er der ikke - Påfugletronen fra kejserkroningen er ikke den oprindelige, men en senere".

Over tre spalter uddyber avisen, hvordan den første "kejsertrones pragtfulde vifteformede påfuglehale, der glitrede og glimtede af Orientens mest udsøgte ædelstene" var et krigsbytte fra Indien, men at Reza Pahlavi forud for sin selvkroning sad på en trone, fremstillet i Iran "af emaljeret guld, ciseleret og med et meget stort antal rubiner (herskerens ædelsten), diamanter og smaragder (...) Antallet af sten er helt præcist 26.733."

Drabet i Vestberlin

Hvad kunne Berlingske og Jyllands-Posten også have gjort? De kunne f.eks. have valgt selvkroningen som anledning til at referere den nystartede organisation Amnesty International, der i 1965 udsender en special report om retssagen mod iraneren Parviz Nikkhah. Han bliver ved en militærdomstol i november 1965 idømt hårdt straffearbejde på livstid, fordi han sammen med andre bl.a. havde indsamlet midler til at få oversat og trykt engelsksprogede pjecer om situationen i Iran, selv om dette i sig selv ikke var en overtrædelse af iransk lov. Amnesty-rapporten er udarbejdet af en vesttysk, en britisk og en italiensk advokat. Er Parviz Nikkhah mon en af de 6.000 politiske fanger, der får amnesti?

En anden mulighed var at referere en beskeden bog, som den tysk-iranske skribent Bahman Nirumand udgiver i marts 1967 i Vesttyskland med titlen Persien, Modell eines Ausswicklunglandes.

Den shah-kritiske bog er medvirkende til, at shahens besøg i Vestberlin i juni 1967 mødes med omfattende protestdemonstrationer fra vestberlinske studenter og eksil-iranere. Bahman Nirumand er født i Iran, men har boet i Vesttyskland siden sit 14. år, og han bliver en nær ven af studenterlederen Rudi Dutschke.

Ifølge Peter Wivel, tidligere chefredaktør for Berlingske, får bogen "så stor betydning for studenterbevægelsen", at Ulrikke Meinhofs datter, Bettina Röhl, ligefrem har kaldt Nirumand for "68'oprørets fader", som Peter Wivel anfører i sin bog fra 2007 om Baader-Meinhof.

Bahman Nirumand beskriver i sin bog, hvordan CIA medvirker til et statskup i 1953, der til glæde for engelske og amerikanske olieinteresser bringer shahen som hærens øverstkommanderende helt ind i magtens centrum. USA opstiller mellemdistanceraketter vendt mod USSR, til gengæld får shahen hjælp til at opbygge sit eget hemmelige politi, SAVAK.

Bahman Nirumand citerer også den engelske filosof Bertrand Russels dengang velkendte kommentar til Shahens Iran:

"Jeg foreslår, at man gør Iran til studieobjekt, når man vil undersøge, hvad de vestlige lande forstår ved den frie verden."

Bahman Nirumands bog vækker international opmærksomhed og udkommer på norsk på Pax/Borgen i november 1967 og på svensk året efter. Den tyske udgave anmeldes i danske medier, f.eks. i bladet Politisk Revy fra den 13. oktober 1967, altså to uger før kroningen. I anmeldelsen, der er skrevet af Finn Barlby, anføres det bl.a., at "i dag sidder mere end 20.000 persere i fængsel på grund af politiske afvigelser."

Finn Barlby oplyser i dag til Information, at han i 1967 også skrev en anmeldelse af Nirumand-bogen, der blev trykt i Ekstra Bladet.

Protestdemonstrationerne i Vestberlin mod shah-besøget fører til voldsomme sammenstød med politiet, hvorunder studenten Benny Ohnesorg først bliver tævet, derefter dræbt af politiet. Drabet på Benny Ohnesorg radikaliserer ifølge Peter Wivels RAF-bog "det i forvejen gærende tyske ungdomsoprør og bliver et skel på linje med maj 68 i Paris".

At der er voldsom utilfredshed og demonstrationer mod shahens Berlin-besøg går ikke upåagtet hen hverken i Pilestræde eller i Viby. Begge aviser beretter således om de vestberlinske demonstrationer mod shahen. Jyllands-Posten nøjes dog med en 13-linjers notits den 3. juni 1967 med rubrikken 'Sten og maling mod shah-parret' som avisens dækning af det iranske besøg i Vestberlin.

Berlingske bringer også kun en enkelt artikel, en trespalter på udlandssiden den 4. juni 1967 under rubrikken 'Blodige Berlin-optøjer'. Artiklen, som er forfattet af "vor korrespondent i Bonn, Lørdag aften" fortæller, at "som shahen af Irans og kejserinde Farah Dibas ni-dages besøg nærmer sig sin afslutning, bliver demonstrationerne voldsommere og voldsommere". Bag demonstrationerne står "yderligtgående elementer ved universitetet i Vestberlin", som "længe (har) været myndighederne en torn i øjet på grund af deres provokerende optræden". Signaturen for avisens Bonn-korrespondent er "H.B.H.", og den står for Henrik Bonde-Henriksen. Af en tidligere kollega erindres H.B.H. som en pompøs, men dårligt skrivende journalist, der til gengæld i egen indbildning var så vigtig, at han næsten burde have vimpelflag på sin bil.

Af artiklen fremgår det i hvert fald, at H.B.H. ikke på egen hånd kan have researchet drabet på Benny Ohnesorg, men i stedet henholdt sig til politiledelsens forklaring. H.B.H. skriver således om begivenheden den 2. juni om aftenen, at "en kriminalbetjent, som ville anholde en student, blev overfaldet af en halv snes af dennes kammerater. Betjenten slæbets ind i en gård, hvor man slog løs på ham, også da han lå nede på jorden. Det lykkedes imidlertid kriminalbetjenten at få sin pistol frem, og han skød."

(I virkeligheden skete der noget nær det modsatte: Senere dokumenterer en række fotografier og øjenvidneberetninger, at en liggende Benny Ohnesorg blev tævet af betjente, hvorefter et skud fra skarpskytten Karl-Heinz Kurras traf ham over højre øre. Geværet var tilsyneladende gået af af sig selv. "Et rent ulykkestilfælde," som politiskytten forklarede.)