Læsetid: 8 min.

Da Berlingske og Jyllands-Posten hang fast i 'Vietnams vildnis'

Da amerikanerne i februar 1965 genoptager de rutinemæssige luftbombardementer af Nordvietnam, er det med fuld støtte fra Berlingske og Jyllands-Posten. Bekymret følger de to aviser med i de amerikanske lederes helbred, mens der langes ud efter 'pacifister og USA-modstandere'
I marts 1965 bliver de første amerikanske landstyrker indsat i Vietnamkrigen. På billedet ses soldater fra 173. luftbårne division blive evakueret efter en træfning med vietnamesiske partisaner

I marts 1965 bliver de første amerikanske landstyrker indsat i Vietnamkrigen. På billedet ses soldater fra 173. luftbårne division blive evakueret efter en træfning med vietnamesiske partisaner

26. august 2008

Den menneskelige vinkel kan altid bruges...

Denne journalistiske tommelfingerregel anvender Berlingske og Jyllands-Posten flittigt, da de to store borgerlige aviser dækker den amerikanske optrapning af Vietnamkrigen, som for alvor tager fart i februar 1965.

Dette er nemlig året, hvor de første amerikanske kamptropper indsættes i Vietnam, og derfor også året, hvor de første protester finder sted på amerikanske universiteter mod krigen. I maj deltager mere end 30.000 unge amerikanere således i en protest på Berkeley i Californien, og flere og flere brænder deres indkaldelsespapirer.

Først tilbage til den menneskelige vinkel: Samtidig med, at Jyllands-Posten hen over forsidens syv spalter fredag den 12. februar 1965 proklamerer: 'Vietcong forsøger Landgang fra Søen', så indeholder forsidedækningen også følgende lille notits med et human touch:

"Præsident Johnson tilbragte en urolig nat. Fire gange tidligt i morges ringede han fra sit soveværelse til det særlige "situationsrum" i kælderen til Det Hvide Hus, hvor eksperter minut for minut døgnet rundt holder øje med udviklingen."

Tilsvarende beretter Berlingskes korrespondent i Washington Anders Georg om den amerikanske forsvarsminister Robert McNamaras helbred. Det sker den mandag den 8. februar, samme morgen hvor amerikanerne har gennemført et 'Voldsomt amerikansk gengældelsesangreb mod Vietcongs baser'.

I hele to artikler på samme side holder Anders Georg således læserne underrettet om de sygdomme, McNamara døjer med: "Forsvarsminister McNamara, der endnu ikke helt er kommet sig efter sin lungebetændelse..." I en anden artikel på samme side skriver Anders Georg, at "forsvarsministeren var fremdeles hæs efter en forkølelse, som udviklede sig til en lungebetændelse, men han var i sin fremstilling som altid rolig og saglig."

I luften med Ky

Det er ikke kun amerikanske ledere, der kan bruges til at understrege den menneskelige vinkel. Også chefen for det sydvietnamesiske luftvåben, brigadegeneral Cao Ky (der få måneder senere blev sydvietnamesisk premierminister og indblandet i flere militærkup), kan bruges. På forsiden tirsdag den 9. februar skriver Berlingske under rubrikken 'Generalen såret', hvordan Ky egenhændigt ledte de 30 sydvietnamesiske "propeldrevne maskiner af Skyraidertypen", der udførte "deres del af aktionen mod Vietcongs baser".

"General Ky fortalte, at hans egen maskine kom ind over trætoppene i 30 til 40 meters højde, hvor den udløste sine sprængbomber. Næsten alle de angribende maskiner blev ramt af splinter fra eksploderende antiluftskyts, og generalen selv fik et strejfsår i armen."

Som altid, når journalist Anders Georg, der 15 år senere bliver Danmarks ambassadør i Kuala Lumpur, fører pennen, så "hævder" eller "påstår" Nordvietnam, mens amerikanerne på deres side nøjes med at "fastslå" eller "afvise". Anders Georg gør ofte amerikanernes synsvinkel til sin egen. I en artikel den 9. februar beskriver han således et partisanangreb som "den fjendtlige aktions foruroligende omfang", lige som USA og Sydvietnam er "blevet enige om at iværksætte passende gengældelsesaktioner mod mål i Nordvietnam".

Ni kup på 12 måneder

I 1965 er Vietnamkrigen ikke blevet det altdominerende emne i amerikansk politik, måske fordi der endnu kun er et begrænset antal hjemsendte amerikanere i bodybacks. Frem til februar 1965 er de amerikanske tabstal 'kun' på 250, mens listen over dræbte amerikanske soldater godt syv år senere er vokset til over 57.000.

I februar 1965 tager præsident Johnson en beslutning, der får voldsomme følger for store dele af det amerikanske (og vietnamesiske!) samfund. Han giver ordre til at intensivere de amerikanske luftbombardementer nord for den demilitariserede zone, der skiller Nord- fra Sydvietnam. Hidtil har amerikanerne mest bombet partisanstillinger i Sydvietnam og i Laos, samtidig med at der er brugt mere end to milliarder dollars på at afstive det sydvietnamesiske styre. Men lige lidt har det hjulpet, den sydvietnamesiske hær kan ikke holde partisanerne stangen. Ikke færre end ni gange inden for et år er præsidentpaladset i Saigon scene for et militærkup, der på skift bringer den ene 'USA-venlige' officersgruppe efter den anden til magten.

Stop kineserne

Information har nærlæst de to borgerlige aviser fra de første tre uger i starten af februar 1965. Vietnamkrigen er ikke et forsideemne hver dag, men snarere hver anden eller tredje. Konflikten anskues næsten udelukkende ud fra et amerikansk synspunkt, dvs. som en kamp mod den kinesiske kommunismes fremmarch i Sydøstasien, og nordvietnamesiske holdninger er sjældne i spalterne.

Begge aviser bringer i den undersøgte periode artikler og ledere, der ikke gør sig den mindste overvejelse om de lidelser, som f.eks. de amerikanske luftbombardementer medfører for den vietnamesiske befolkning, men alene opfatter konflikten som en slags skakspil i globalt format. Nordvietnameserne og den sydvietnamesiske partisanhær kaldes fremdeles for 'Vietcong', 'kommunister', terrorister eller slet og ret 'fjenden', og kun yderst sjældent citeres andre nyhedsbureauer end amerikanske.

Berlingske er i februar 1965 ellers tæt på at erkende, at det sydvietnamesiske styre ikke er værd at samle på. Således skriver avisen den 3. februar, at "Saigon en rumlende vulkan", og det beskrives, hvordan "situationen i Sydvietnam er så kaotisk, at amerikanerne er ved at miste enhver indflydelse." Risikoen for, at landet vil falde til kommunisterne, vurderes som akut, og avisen gør sig overvejelser om landets politiske fremtid. Hvis Sydvietnam bliver kommunistisk, så må det hellere være "efter østeuropæisk mønster" end kinesisk, mener avisen. Washington-korrespondent Anders Georg spekulerer f.eks. den 3. februar i en analyse over konsekvenserne, hvis amerikanerne nu tvinges "på tilbagetog":

"Men dette nederlag for amerikanerne kan frigøres for nogle af de værste politiske torne, hvis russerne samtidig kan forhindre, at det bliver kineserne, der rykker ind i hælene på tilbagetrækningen af de amerikanske styrker."

Og da den sovjetiske regeringsleder Kosygin samtidig rejser til Hanoi, skriver "vor korrespondent" i Moskva (som i slutningen af artiklen viser sig at være New York Times' News Service), at "russerne vil søge forhandlingsløsning i Vietnam".

Lignende spekulationer gør kommentatoren Ole Bernt Henriksen (tidligere redaktør på Information) sig i Jyllands-Posten den 2. februar. Amerikanerne og russerne burde kunne blive enige, "f.eks. om at begrænse Kinas indflydelse i Sydøstasien, hvor Sovjetunionen og USA i dag har bemærkelsesværdige sammenfaldende interesser".

Syv dræbte amerikanere

Forhåbningerne varer kun kort. Samtidig med at Kosygin ved et stort møde i Hanoi advarer USA mod at optrappe krigen, gennemfører amerikanske jagerbombere "et voldsomt gengældelsesangreb mod militære mål i Nordvietnam som svar på et natligt guerillaoverfald, der påførte de amerikanske tropper i Sydvietnam det hidtil største samlede tab, idet syv amerikanere blev dræbt", som Berlingske skriver på forsiden den 8. februar.

Både Berlingske og Jyllands-Posten bruger ofte mange spaltelinjer på tekniske detaljer ved de amerikanske 'gengældelses'-angreb. Det noteres f.eks. omhyggeligt i Jyllands-Posten ikke bare, at "49 Maskiner angreb fra tre Hangarskibe", men også hvad de tre hangarskibe hedder: Ranger, Hanrock og Coral Sea.

I Berlingske beskrives de "moderne" jagere, som retter "et ødelæggende angreb mod en bro og et opmarchområde". Og som avisen fortsætter: "Medens dette skrives, har forsvarsministeriet foreløbig begrænset sig til at afvise de kommunistiske påstande om, at der skulle være rettet angreb mod civile områder".

Dagen efter, den 9. februar, skriver Jyllands-Posten på forsiden: "Som den amerikanske regering ofte har erklæret, ønsker vi ikke udvidet krig - om denne kurs følges, afhænger af angriberne i Nordvietnam."

Det er samme dag, at Berlingske hen over sin forside (med omløb inde i avisen) beretter om bl.a. flyvergeneral Kys bombetogt. Her bringer avisen også to mindre notitser. Den ene er på otte linjer og har overskriften: 'Nordvietnam protesterer', den anden er på 12 linjer: 'Moskva advarer'.

I lederen denne dag ser Berlingske de amerikanske bombardementer af Nordvietnam som "en ny fase i Indokina-krigen" og som "gengældelseaktioner for blodige kommunistiske angreb på amerikanske luftbaser i Sydvietnam." Lederen konkluderer: "Det mest sandsynlige er, at præsidenten (Johnson, red.) har indladt sig på en begrænset risiko for at føre Indokina-situationen ud af det morads, hvor den i årevis har siddet uhjælpeligt fast."

40 dræbte amerikanere

Partisanangrebene mod amerikanske baser i Sydvietnam fortsætter de følgende dage. Det samme gør de amerikanske bombetogter.

Berlingskes forside den 11. februar: 'Amerika overvejer ny gengældelse' efter et "morderisk anslag mod amerikansk kasernebygning", der har givet "frygt for, at 600 sydvietnamesere og 40 amerikanere er blevet dræbt af Vietcong". Det er USA's "hidtil værste tab" og "overgår alt, hvad amerikanerne hidtil har været udsat for."

Avisen fortsætter dagen efter hen over forsiden: 'Det er svært at overskue konsekvenserne i Vietnam'. Underrubrikken fortæller om "Beslutsomhed og bekymring i Washington, efter at Johnsons gengældelsesdoktrin er bragt til fuld udfoldelse. Ved ugens tredje straffeekspedition mod Nordvietnam spredte 150 flyvemaskiner død og ødelæggelse". Artiklen beretter om "det hidtil voldsommeste luftangreb imod militære mål i Nordvietnam" som "svar på gårsdagens dødbringende Vietcong-offensiv", og "det er med beslutsomhed men også bekymring, at regeringen i Washington nu afventer den kommunistiske reaktion."

I lederen får amerikanerne opbakning, fordi "præsident Johnson har på ny besvaret en terroraktion med gengældelsesangreb mod baser i Nordvietnam." Berlingske afviser, at de amerikanske luftbombardementer er "en udvidelse af krigen." Det er nemlig "stadig en begrænset krig. Dens omfang bestemmes af angriberne. Hvis de indstiller angrebene, hører krigen op." Bombardementerne viser dog, at "enhver kommunistisk udfordring vil blive besvaret af amerikanerne, og de tilkendegiver, at amerikanerne bliver, hvor de er. Man skal ikke i dem se et amerikansk forsøg på at få krigen afgjort hurtigt og hårdt, men snarere et forsøg på at overbevise kommunisterne om, at USA har både styrke og tålmod til at holde ud, indtil Sydvietnam kan få fred", mener den anonyme lederskribent.

Vietcong er terrorister

Jyllands-Posten kalder de vietnamesiske partisaner for terrorister, f.eks. i en billedtekst på forsiden den 13. februar: "Vietcong udøver et sandt terrorregime i landsbyerne. Her er det amerikanske og sydvietnamesiske soldater, som leder efter partisaner. Billedet giver et indtryk af, hvor let det er for partisanerne at skjule sig i naturen."

Avisens leder samme dag hedder 'Vietnams Vildnis' og handler om "det vietnamesiske morads": "Fast staar vel imidlertid det udgangspunkt for en realistisk vurdering, at Mr. Johnson og hans politiske raadgivere ved i hvert enkelt tilfælde at kæde luftaktionerne i Nordvietnam sammen med konkrete Vietcong-angreb paa amerikanske installationer har villet tilkendegive, at USA ikke har til hensigt at føre krigen nordpaa."

Få dage senere går Jyllands-Posten endegyldigt over til det bolle-å, som i resten af Danmark er blevet gængs efter sprogreformen i 1948. Det ses i avisens leder den 20. februar, der hedder 'Vietnam og verden': "Omvendt er det tåbeligt af pacifister og USA-modstandere at forlange amerikansk rømning af Vietnam. For hvis USA rømmer Vietnam, vil fra den ene dag til den anden Vestens tilstedeværelse i området være bragt til afslutning, og et enormt tomrum vil opstå med den sandsynlige følge, at Asiens magter tørner sammen i krig. (...) Nu skal hverken USA eller Storbritannien blive derude til evig tid. Men deres tilstedeværelse har i sig selv skabt en balance, der ikke må forstyrres, og som ikke vil blive det, hvis de får tid til at gøre sig selv overflødige."

Læs mere om Vietnamdækningen i Berlingske, Jyllands-Posten og Information på http://luftskibet.information.dk/dahlin

Serie

Seneste artikler

  • Fortidens synder - og nutidens

    17. november 2008
    Der var engang, hvor Danmarks to borgerlige aviser, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten, holdt med USA. Det var dengang hvor enhver kritik af den vestlige halvkugles supermagt automatisk blev udlagt som en forræderisk håndsrækning til Sovjet-diktaturet
  • 'Den normale kritiske sans er koblet helt fra'

    15. november 2008
    Koldkrigsprofessor Bent Jensen finder Informations nu afsluttede artikelserie om udenrigsdækningen i Jyllands-Posten og Berlingske 'nyttig og lærerig'. Andre er knap så begejstrede ...
  • Løgnenes krige

    18. oktober 2008
    Berlingske Tidende og Jyllands-Posten støttede helhjertet, at USA gik ind i Vietnamkrigen i 1964. Senere viste det sig, at det skete på grundlag af en løgn. De to aviser støttede lige så helhjertet, at Danmark i 2003 gik i krig mod Irak sammen med USA. Også det skete på en løgn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Uanset dækningen i Berlingske Tidende og Morgenavisen Jyllands-Posten under den forfærdelige krig i Sydvietnam gennem 10 år fra 1965 til 1975 må det blot konstatere, at det kostede over 58.000 unge amerikanske soldater livet og sårede mere end 300.000, og vietnameserne mistede over èn million borgere.

Ligeså må alle erkende, at det forenede Vietnam med sine omkring 73 millioner borgere i dag, stadig lever i bedste velgående som et totalitært kommunistisk styre, der blot har taget den frie markedsøkonomi til sig. Og anno 2008 modtager store ordrer om produktion af forbrugsvarer til Europa og fra det samme USA, som militært kostede Vietnam så dyrt på deres infrastruktur.

Så uanset analyserne fra dengang i Berlingske Tidende og Morgenavisen Jyllands-Posten må vi alle blot konkludere, at i den sidste ende var amerikanernes tilstedeværelse i landet èt stort militært nederlag gennem 10 år, som endte med flugten ud af Saigon fra taget af den amerikanske ambassade den 30. april 1975.

De to aviser har forhåbentlig lært noget af tiden fra dengang. Nøjagtigt som nyhedsdækningen af racisme og apartheid i Sydafrika. Men jeg vil nu mene, at man ikke kan lade de nye generationer af redaktører på de to blade være menneskeligt og moralsk ansvarlige for, hvad deres chefredaktioner besluttede til for så mange år tilbage med hensyn til journalistiske vinkler og holdninger.

Trods alt ...

Ole Brockdorff:

"De to aviser har forhåbentlig lært noget af tiden fra dengang."

Karikaturkrisen, dækningen af krigene i Irak og Afghanistan samt "udlændingedebatten" viser jo med al ønskelig tydelig at det ikke er tilfældet...

"De to aviser har forhåbentlig lært noget af tiden fra dengang ..."

De borgerlige medier har bevæget sig fra, at være et bevidste propagandaapparat til at være en debatdræbende underholdningsmaskine.

Så hellere en god gang 'ærlig' propaganda... men det er jo stort set ikke muligt pga. www

Vietnamkrigen var et af de store sammenstød under den kolde krig.

Selvfølgelig holdt det borgerlige Danmark med vore allierede og ikke med fjenden.

Hvor er det kontroversielle?

Kim Vibe
De der "flygter" emigrerer i dag, er de der tilhørte overklassen tidligere..

"Selvfølgelig holdt det borgerlige Danmark med vore allierede og ikke med fjenden...." Bush stod fornyligt og plaprede om "Mandelas i Irak" - men han er jo også utilregnelig. Sadam var jo den svorne forbundsfælle, indtil han forlangte "euro for oil" og så var det pludselig "Mandelas mig her Mandelas mig der".

Men du har jo ret Kim - USA bestemmer hvem der er ven og fjende - og selvfølgelig holder Danmark med...

Det kontroversielle var jo at verdens stærkeste supermagt - på sin magts tinde - valgte et simpelt bondeland som sit waterloo...der er jo helt mythologisk, som Ole Thestrup siger i "De grønne slagtere":
"Man tager grisen og stikker den op i sit eget røvhul" (frit efter hukommelsen -)))

Hans Jørgen Lassen

Hvad man kunne glæde sig over dengang, var, at masser af unge amerikanerne sagde godt og grundigt fra.

Nogle af dem blev slået ihjel, ikke af vietnamesere, men af deres egne landsmænd.

Kent State University, 4. maj 1970.

Bill,

USA var ikke på sin magts tinde. De var igang med et halvblodigt opgør med Sovjet om at opnå hegemoni. Da Vietnamkrigen begyndte, var det opgør på ingen måde afgjort.

Desværre vandt Sovjet til vedvarende skade for befolkningerne i Vietnam, Laos og Cambodia.

Ja hvad var det menneskerne i Laos, Cambodia og Vietnam gik glip af?

I Filippinerne, der reelt har været en amerikansk koloni siden 1821, rejser i 100.000 vis af deres indbyggere i landflygtighed væk fra børn og familie i årevis for få råd til en uddannelse sig selv eller til deres børn.

Filippinerne
Gini 44.5[2] (medium)
BNP Per capita $3,378 (122nd)

Laos
- 34.6 (medium)
- Per capita $2,200 (138th)
Cambodia 32.4 (medium)
- NA
- Per capita $2,600 (133rd)
Vietnam
- 37.0 (medium) (59th)
- Per capita $2,587 (123rd)

Jeg ved godt hvor jeg helst ville være fattig.

De gik glip af frihed. Den måles ikke i kroner og ører.

At Filippinerne ikke har været så gode til at forvalte deres som Taiwan, Sydkorea og Thailand, står vel mest for deres egen regning.

Til gengæld har de et nogenlunde velfungerende demokrati uden killing fields og opdragelseslejre. Og så klarer de sig stadig bedre økonomisk end Laos, Cambodia og Vietnam.

Men hvis du foretrækker fattigdom under totalitarisme fremfor demokrati, så skulle der være masser af muligheder.

Du vil vel altid vælge at være fattig, der hvor du er sikret mad, medicin og uddannelse ... frihed kan jo ikke spises, give helbredelse, eller afskaffe analfabetismen.