Læsetid: 8 min.

Da Berlingske og Jyllands-Posten undlader at se i spejlet

Da New York Times offentliggør hemmelige dokumenter i den såkaldte Pentagon-rapport om amerikanske løgne i forbindelse med Vietnamkrigen, fører det ikke til journalistisk selvransagelse på Danmarks to store borgerlige aviser, selv om begge aviser tidligere i deres dækning af krigen har spist af amerikanernes hænder
Da New York Times offentliggør hemmelige dokumenter i den såkaldte Pentagon-rapport om amerikanske løgne i forbindelse med Vietnamkrigen, fører det ikke til journalistisk selvransagelse på Danmarks to store borgerlige aviser
1. september 2008

"En kværulantisk, stædig og allestedsværende presse må tåles af magthaverne for at ytringsfrihedens endnu større gode og befolkningens ret til at blive holdt underrettet kan sikres."

Sådan skriver den amerikanske dommer Murray Guerfein i en ofte citeret kendelse, da han den 21. juni 1971 ophæver forbuddet mod, at først New York Times (NYT) og senere andre amerikanske aviser bringer artikler, der baserer sig på hemmeligt stemplede dokumenter fra den såkaldte Pentagon-rapport.

Da et flertal i den amerikanske Højesteret ni dage senere når frem til det samme resultat, sker det med højesteretsdommer Hugo L. Blacks senere så berømte ord: "Kun en fri og uindskrænket presse er i stand til virkeligt at afsløre en vildledende regering. (...) Da aviserne afslørede de aktiviteter i regeringen, som førte til Vietnamkrigen, gjorde de på fremragende vis det, som USA's grundlæggere håbede og troede på, de ville gøre."

Stol aldrig på regeringen

Det er siden blevet sagt om de store amerikanske avisers håndtering af dokumenterne i Pentagon-rapporten i de afgørende dage i juni 1971, at det udgør et vendepunkt i amerikansk kritisk journalistik. Bedst - i hvert fald kort - udtrykt af NYT-redaktør Hedrick Smith, der selv er med til at skrive og redigere de opsigtsvækkende artikler: "Jeg har lært, at jeg aldrig nogensinde igen skal stole på en regeringskilde", siger han den samme aften, hvor hans avis bringer den første artikel.

Hvad er Pentagon-rapporten? Tja, ifølge Hedrick Smith er rapportens 47 bind på tilsammen 7.000 sider, heraf 3.000 sider med hemmeligt stemplede dokumenter, i alt knap tre millioner ord, "nok til at fylde et lille bombekrater"-

Forhistorien er, at den amerikanske forsvarsminister Robert S. McNamara i the summer of love (juni 1967) er blevet så frustreret over Vietnamkrigens stigende håbløshed, at han sætter 36 eksperter til at udarbejde et studie af, hvordan og hvorfor USA er blevet så hårdt engageret i Vietnam.

Eksperterne skal gøre det anonymt, så de står helt frit. Mens de fordyber sig i Pentagons og CIA's bjerge af hemmelige dokumenter, når krigshandlingerne på den anden side af kloden et højdepunkt med den såkaldte Thet-offensiv i februar 1968. Flere end en halv million amerikanske landtropper er direkte engageret foruden flåden og ikke mindst luftvåbnet, og krigen har på dette tidspunkt kostet over 40.000 amerikanere livet. Langt væk fra kamppladsens kaos fortsætter eksperterne i Pentagon med at analysere dokumenter, og halvandet år senere er rapporten færdig.

Den ender med at være så sprængfarlig, at der kun fremstilles 15 eksemplarer.

I det tidligere forår tre år senere får journalister fra NYT fingre i et af dem, eller rettere i det meste af et eksemplar. Deres kilde viser sig senere at være videnskabsmanden Daniel Ellsberg, der selv har været en af rapportens anonyme forfattere. Via det arbejde har Ellsberg opnået en indsigt, der har fået ham til at skifte opfattelse: Fra at være en 'høg' og svoren tilhænger af USA's indsats bliver han en 'due', der mener, at den amerikanske befolkning har ret til at vide sandheden om krigen.

Sandheden er - og det kommer bag på især den ældre generation i USA - nemlig langt tættere på, hvad det nordvietnamesiske styre gennem årene har sagt, selv om det hidtil (i dansk sammenhæng ikke mindst i Berlingske og Jyllands-Posten) er blevet forstået og udlagt som bevidst løgn og propaganda.

Det gælder f.eks. den såkaldte Tonkinbugt-episode, som udadtil skal tjene som årsag til, at USA går aktivt ind i krigen.

En anden sandhed er, at USA har bremset frie valg i Sydvietnam, fordi den USA-støttede regering så ville tabe magten.

En tredje sandhed er, at de meget voldsomme amerikanske luftbombardementer ikke har nogen mærkbar effekt på vietnamesernes kampvilje.

En fjerde, at såvel CIA som toppen i den amerikanske krigsmaskine tidligt indser, at udsigten til militær sejr over vietnamesiske partisaner er ringe.

En femte, at fundamentet for hele det omfattende amerikanske militære engagement i Sydøstasien - den såkaldte Domino-teori - for længst er kritiseret sønder og sammen af det amerikanske efterretningsvæsen.

'Hvis De vil vide mindre'

Det er nærliggende at se, hvordan Danmarks to store borgerlige aviser lever op til det fornemme ideal, som Murray Guerfein og seks amerikanske højesteretsdommere har sat for journalistik, når de to aviser dækker Pentagon-afsløringerne. En nærlæsning af Berlingske og Jyllands-Posten fra anden halvdel af juni 1971 viser, at begge støtter de førende amerikanske avisers kamp for pressefrihed. Men ingen af de to danske aviser gør (som de amerikanske) afsløringerne til en anledning til selvkritisk at reflektere over, hvordan konflikten tidligere er blevet dækket, selv om Berlingskes og Jyllands-Postens dækning i årene forud så godt som udelukkende har været hængt op på snævre amerikanske synsvinkler.

Der er dog også markante forskelle: Mens Berlingske fra første dag giver forholdsvis fyldige og næsten daglige referater (Berlingske Aften Weekendavis trykker senere de første NYT-artikler uforkortet), er det noget mere begrænset, hvad læserne af Jyllands-Posten må nøjes med. Avisen lever næppe op til sit senere slogan: 'Hvis De vil vide mere'. Der går f.eks. tre dage, før Jyllands-Posten nederst på forsiden bringer en notits: 'Serie om hemmelig rapport beordres standset'. På side syv skriver avisens unavngivne Washington-korrespondent om Tonkingbugt-episoden under rubrikken 'Johnson spillede dobbeltspil om Vietnam-bombning'.

Korrespondenten runder af med at berette om den amerikanske "uro for den propagandaeffekt mod USA, der kan opnås ude i verden af Hanoi og dens venner, når det nu vises sort på hvidt, at præsident Johnson og hans kreds af rådgivere i princippet blev enige om systematisk bombning af Nordvietnam allerede ved starten af den valgkampagne, hvor Johnsons hovedargument mod rivalen Barry Goldwater netop var, at denne var uansvarlig nok til at beordre en sådan udvidelse af fjendtlighederne".

Efter kortere artikler de følgende dage bringer Jyllands-Posten en usigneret leder, der benytter lejligheden til at lange ud efter en af avisens faste yndlingsaversioner, nemlig Danmarks Radios Washington-korrespondent siden 1969, Christian Winther: "Hvad der står i rapporten, er først og fremmest af interesse for folk, der studerer politbeslutningsprocesser. Nogle af oplysningerne kan måske nok virke lidt hårrejsende på personer, der sætter pris på at komme i personlig affekt. En af dem er Danmarks Radios mand i Washington. Men sandheden tro i kærlighed har de skiftende amerikanske præsidenter blot handlet som det, de er - politikere der efterrationaliserer, tager fejl, ligger under for illusioner og spekulerer i genvalg. Og så er det altså blevet til en rapport, hvori det alt sammen åbenbares for samtiden og for eftertiden, hvis denne har energi til at pløje sig igennem den Niagara-strøm af ord, hvori de få egentlige afsløringer gemmer sig."

Ikke noget at komme efter

'At det hele er kendt i forvejen' skal blive et tema i Jyllands-Postens dækning. Avisens kommentator Erik Reske-Nielsen mener således i en analyse et par dage senere, at de hidtidige afsløringer kun "udbygger og dokumenterer nyheder og vurderinger, som for længst er blevet meddelt i massemedierne".

Erik Reske Nielsen ser dog en fare i, at rapporten risikerer at forandre vores egen sikkerhedspolitiske situation, hvis USA bliver mere isolationistisk. "Det må mane til eftertanke i alle de stater, der i et par årtier har bygget deres sikkerhed på USAs verdensmagt."

Tre dage senere skriver Jyllands-Posten endnu en leder: 'Hanoi - Hastværk' om "politisk udnyttelse af intern amerikansk dokumentstrid", som avisen kalder de amerikanske mediers kamp for trykkefrihed.

Lederskribentens egentlige ærinde er modstand mod, at Danmark retter op på, hvad flere og flere i den hjemlige opinion opfatter som en diplomatisk skævhed, nemlig at Danmark kun opretholder diplomatiske relationer med det USA-støttede styre i Sydvietnam. Afsløringerne i Pentagon-rapporten fører til fornyet krav om anerkendelse af Nordvietnam, et krav "som fhv. statsminister Krag og andre kom styrtende med", som Jyllands-Postens lederskribent formulerer det. Lederen afviser på ny, at rapporten indeholder "virkelige sensationer".

"Venstreorienterede kræfter er altid ude efter stof til demonstration mod Amerika og dets Vietnam-politik," fortsætter skribenten og finder det "betegnede for afsløringerne, at blæsten omkring offentliggørelsen og myndighedernes og domstoles stilling hertil fylder og interesserer langt mere end selve dokumenternes indhold, som ikke er så forfærdelig overraskende".

Og når "den forgudede" John F. Kennedy nu også "trækkes ind", som avisen formulerer det, så viser det ikke andet, end "undertiden glemmer man, at indblandingen fra amerikansk side for at redde Bagindien fra kommunismen tog sin virkelige begyndelse i den senere myrdede præsidents tid".

"Den amerikanske dokumentsag" kan ikke bruges "til hjemmestrikkede formål", så "det mest samlende indtryk af begivenhederne i USA (vil) være: en øget respekt for den amerikanske presses konsekvente hævdelse af pressefriheden og for de uafhængige amerikanske domstole."

Tre fejl, tre mio. døde

Dagen før, at de seks amerikanske højesteretsdommere skriver pressehistorie, samler Jyllands-Postens senere chefredaktør Ole Bernt Henriksen hele Vietnamkrigen op i en analyse 'Tragedien Indokina': "Hvad der er sket, er klart nok: fejlskøn efter fejlskøn har ført til fejltagelse efter fejltagelse".

Den første fejltagelse bestod i, at USA overså, at Ho Chi Minh "var mere inspireret af den amerikanske end den russiske og kinesiske revolution og kunne være blevet USA's allierede".

Det mislykkedes på grund af den anden fejltagelse, nemlig at USA ikke havde et ordentligt efterretningsvæsen: "Derfor konflikten med Ho Chi Minh og derfor i sidste instans Vietnamkrigen."

Tredje fejltagelse var, at "præsidenterne og senatet (vænnede) sig til, at den udøvende magt kunne gøre, hvad den skønnede rigtigt, og således gik det til, at USA - uden at senatet på noget tidspunkt blev spurgt og fik tid til at tænke - skridt for skridt førtes ud i en krig".

Præsidenterne glemte, "at de ikke er despoter i et middelaldersamfund som det russiske, men ledere i liberale samfund, hvis befolkninger er modstandere af napalm og total krigsførelse".

Præsidenterne glemte vist også, "at USA ikke kan opføre sig som Rusland og Czekoslovakiet".

Moralen er, at præsidenterne "har overtrådt spillets regler og distanceret sig fra både den amerikanske befolkning og fra USA's allierede, der i øvrigt er USA's allierede, fordi de deler den amerikanske befolknings grundholdninger. (...) mens vi har vænnet os til at protestere mod, at USA lader sig tvinge til at efterligne russerne, når de opfører sig allerværst".

NYT trykker den første artikel om Pentagon-rapporten den 16. juni 1971, to uger før den amerikanske Højesteret kommer med sin opsigtsvækkende kendelse.

I løbet af de to uger bringer Jyllands-Posten syv notitser, syv korte artikler, 12 almindelige artikler, to ledere og to kommentarer. Om dækningens karakter anføres det i 'Hvis De vil vide mere' (Jyllands-Postens egen 546 sider lange 'huskrønike' fra 1996), at avisen orienterer "bredt og alsidigt om periodens største begivenhed, Vietnamkrigen og om de mange anti-amerikanske demonstrationer, som JP ikke sympatiserede med - hvad man kunne læse i lederne."

Til sammenligning kan nævnes, at Berlingske bringer sin første artikel om afsløringerne den 14. juni 1971. Frem til højesteretskendelsen den 30. juni bringer avisen 27 almindelige artikler - de fleste skrevet af avisens Washingtonkorrespondent Bent Albrectsen - foruden tre korte artikler, én notits, tre ledere, to kommentarer og én kronik.

Generelt er dækningen i Pilestræde grundig og refererende, ikke mindst sammenlignet med Viby. Men heller ikke Berlingske går i de amerikanske avisers fodspor og reflekterer over egen tidligere krigsdækning, nu hvor det står klart, at USA's engagement i Vietnam har bygget på en løgn.

Serie

Seneste artikler

  • Fortidens synder - og nutidens

    17. november 2008
    Der var engang, hvor Danmarks to borgerlige aviser, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten, holdt med USA. Det var dengang hvor enhver kritik af den vestlige halvkugles supermagt automatisk blev udlagt som en forræderisk håndsrækning til Sovjet-diktaturet
  • 'Den normale kritiske sans er koblet helt fra'

    15. november 2008
    Koldkrigsprofessor Bent Jensen finder Informations nu afsluttede artikelserie om udenrigsdækningen i Jyllands-Posten og Berlingske 'nyttig og lærerig'. Andre er knap så begejstrede ...
  • Løgnenes krige

    18. oktober 2008
    Berlingske Tidende og Jyllands-Posten støttede helhjertet, at USA gik ind i Vietnamkrigen i 1964. Senere viste det sig, at det skete på grundlag af en løgn. De to aviser støttede lige så helhjertet, at Danmark i 2003 gik i krig mod Irak sammen med USA. Også det skete på en løgn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er med en underlig smag i munden man i disse dage ser JP's TV-reklamer hvor de skamrider kinesiske studenter, Nelson mandela m.fl., som de tidligere helst så klynget op i en lygtepæl.

Jeg blev da noget overrasket, da jeg så Gandhi reklamere for JyllandsPosten.
Fredelig sameksistens og JyllandsPosten hænger da vist ikke sammen.

Vilhelm von Håndbold

KPJ,

"Mordet på Kennedy, den efterfølgende indsættelse af Johnson, derefter Tonkinbugt-episoden, eskaleringen af Vietnamkrigen, som gav Kellogg-Brown-Root kæmpe profitter, altsammen glimrende motiver til at starte en krig i Vietnam imod Kennedys ønske"

Ovenstående er falsk! Kennedy initierede krigen mod Sydvietnam åbent og offentligt i 1962. At Kennedy var i mod krigen var imod er en myte, blot fordi han kunne starte den med total straffrihed. Gør dig selv en tjeneste og lad vær med at allier dig med politiske fraktioner.

Vilhelm von Håndbold

KPJ,

Kennedy startede krigen i 1962! Det er ikke kontroversielt, om han var høg eller ej er ligegyldigt, disse er propagandatermer, som i praksis ikke betyder noget!

Og ja du har ret, hans handling over for Cuba, giver han den rette historiske fordømmelse: OPERATION MONGOOSE! En utvetydig terroraktion[1].

Og jeg er total ligeglad med dine wikipedia-kilder, dem kan du gemme til øllen og filmen - tag og vær lidt seriøs!

Læs nøje:

Kennedy angreb sydvietnam. Han sendte den amerikanske Air Force af sted, som blev offentliggjort i TV dengang, hvilket bragte den første anti-krigsbevægelse med Chomsky, Vidal, Mailer m.fl.

Den amerikanske airforce luftbombede, affyrede napalm på Sydvietnams landlige befolkning, afløvede landområder, nedsatte tropper for at udrydde den sydvietnamesiske uafhængighedsbevægelse [2].

[1] se fx Raymond L. Garthoff, Reflections on the Cuban Missile Crisis (1989 edition), Washington: Brookings Institution, 1989

[2] The Pentagon Papers: The Defense Department History of United States
Decisionmaking on Vietnam, Senator Gravel Edition, Boston: Beacon, 1972, Vol. II, s. 656-658, 677; William Conrad Gibbons, ed., The U.S. Government and the Vietnam War: Executive and Legislative Roles and Relationships, Part II (1961-1964), Princeton: Princeton University Press, 1986, s. 70-71; A.P., "U.S.
Pilots Aiding Combat In Vietnam," New York Times, March 10, 1962, s. A8

Vilhelm von Håndbold

^^jeg er fucking ligeglad om han var imod en full-scale invasion! Han angreb og slog hundreder ihjel og dit forsvar af ham er usselt.

Vilhelm von Håndbold

1) Tonkinbugten var en falsk casus belli! Krigen var som sagt begyndt i 1962.

2) Regulære landtropper var til stede siden 1962

3) Hvornår er du begyndt at høre på "officiel historie"? Når det er godt for egen sag?

4) det er rigtigt..men først efter at man angreb of slog hundreder af uskyldige bønder ihjel!

Din opremsning er triviel og selv en barn med minimal forståelse for situationen kunne modsvare den.

Vilhelm von Håndbold

^^^du synes ikke princeton university press er en god nok kilde eller hvad? I øvrigt var det kun en mindre sample af kilder jeg gav dig!

Der er flere elementer som træder ind iht. angrebet i 1962! Kina og Ruslands troværdighed er præcis NUL....lad mig gentage: lad være med at allier dig med politiske fraktioner!