Læsetid: 2 min.

Birthe Rønn under overvågning fra oppositionen

Birthe Rønn Hornbech beskyldes for at skjule oplysninger for Folketinget. Oppositionen iværksætter nu overvågning af ministeren. Rønn ryster ikke på hånden
Indland
30. august 2008

Birthe Rønn Hornbech (V) kommer for fremtiden under skarp overvågning af oppositionen, der vil søge aktindsigt i hendes arbejdet og tjekke hendes postlister. Det sker, fordi tilliden til integrationsministeren har fået et nyt knæk, efter at Berlingske Tidende fredag skriver, at hun skjulte oplysninger under en debat i Folketinget tilbage i maj. Her undlod hun at fortælle, at to ugers arbejde i et andet EU-land efter alt at dømme er nok til, at danskere kan få deres udenlandske ægtefælle med sig hjem.

"Hvis vi ikke får svar på de spørgsmål, vi stiller, må vi søge aktindsigt i alt, hvad der ligger bagved af dokumenter og forlange dokumentation for hendes svar. For ordene er i sig selv åbenbart ikke til at tage for gode varer. Det er i længden en uholdbar situation, men det må være det, vi gør, indtil tilliden på den ene eller måde bliver genoprettet," siger den radikale integrationsordfører, Morten Østergaard.

Men Birthe Rønn Hornbech lader sig ikke ryste af truslerne. Hun siger fredag til TV2 News, at hun bestemmer, hvad der er den rigtige opfattelse.

"Det kan han bare gøre. Det er Integrationsministeriet, der har instruktionsbeføjelser over for Udlændingeservice, og vi bestemmer, hvad der er retsopfattelse," siger hun.

SF's integrationsordfører, Astrid Krag, overvejer fremover at bede om at få ministeriets postliste sendt over en gang om ugen, så hun kan følge med i, hvilken viden ministeren har adgang til hvornår.

Det var den 16. maj, at ministeren var i folketingssalen, hvor hun netop blev spurgt til disse regler, men ministeren svarede: "Man kan ikke sige, at en eller anden bestemt frist udløser en opholdstilladelse. Det får man mig ikke til at sige, og sådan er det."

Men det svar er i strid med, at Birthe Rønn Hornbech dagen forinden i et mailsvar fra Udlændingeservice havde fået oplyst, at "det er normalt en betingelse, at der har været tale om beskæftigelse af mindst et par ugers varighed og i minimum 10-12 timer ugentligt". Svaret fra Udlændingeservice kom, efter at ministeren selv havde spurgt til reglerne.

Det ryster oppositionen.

"Det er meget alvorligt. Vi er meget ilde stedt, hvis vi i Folketinget ikke får svar på de spørgsmål, vi stiller," siger Morten Østergaard.

Selv mener Rønn Hornbech, at hun har givet en grundig forklaring på spørgsmålene.

"Jeg har gjort alt for at forklare Morten Østergaard, at det (give en tidsfrist, red.), som han forsøger at tvinge mig til, er at give folk en dårligere retsstilling. Det er underligt, at Morten Østergaard, som ønsker flere opholdstilladelser, gør det, siger hun. ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her