Læsetid: 5 min.

Britisk a-kraft gav mere CO2

Klimagevinsten skrumper, når atomreaktorer rammes af fejl, og der må skrues op for kulkraften for at sikre erstatningsstrøm. Det erfarer British Energy i øjeblikket
British Energy måtte øge produktionen på sit kulbaserede Eggborough-værk med 135 procent, fordi de britiske atomkraftværker har været ramt en række fejl

British Energy måtte øge produktionen på sit kulbaserede Eggborough-værk med 135 procent, fordi de britiske atomkraftværker har været ramt en række fejl

Indland
18. august 2008

Storbritanniens største elselskab og ejer af 15 atomreaktorer har måttet notere en mærkbar vækst i sine udledninger af drivhusgassen CO2. Manglende driftspålidelighed i form af fejl og utilsigtede reaktor-nedlukninger har tvunget det delvist statsejede elselskab British Energy til at skrue kraftigt op for elproduktionen på det kulkraftværk, man også ejer, og dermed for CO2-udslippet.

Det fremgår af selskabets netop offentliggjorte kvartalsmeddelelse for perioden 1. april-1. juli i år.

British Energy leverer en sjettedel af nationens elproduktion og er ifølge eget udsagn det af de store britiske elselskaber, der udleder mindst CO2, takket være de mange atomreaktorer.

Det seneste år har selskabet imidlertid været plaget af tekniske problemer på flere af sine såkaldt gaskølede reaktorer, hvoraf fire har været lukket siden sidste efterår. Alene i det seneste kvartal har den manglende atomstrøm nødvendiggjort en ekstra kulbaseret elproduktion på 1,1 mio. megawatt-timer, svarende til mere end en fordobling af selskabets produktion med kul året før. Atomkraftudfaldet indebærer dermed ifølge Informations estimat en forøgelse af British Energys CO2-udledning i det seneste kvartal på over en million ton - svarende til godt 100.000 briters CO2-udledning på et år.

"Produktionen fra vore atomkraftværker sidste år var skuffende," sagde British Energys bestyrelsesformand, Sir Adrian Montague, allerede i foråret, da selskabet holdt generalforsamling.

I den netop offentliggjorte kvartalsmeddelelse hedder det, at "det omfattende arbejde under driftsstoppet og forøgede omkostninger til udbedring af BCU-enhederne har påvirket vor økonomiske præstation på negativ vis."

Driftsomkostningerne er således steget med 47 pct. i forhold til samme kvartal sidste år, mens British Energys fortjeneste er faldet med 65 pct.

De mest belastende problemer knytter sig til fire reaktorenheder ved Hartlepool- og Heysham-værkerne i Midtengland, hvor man i september 2007 opdagede en fejl på stål- og betonstrukturer - såkaldte BCU-enheder - der udgør en del af reaktorernes tryksikringssystem. Alle fire reaktorer har været ude af drift siden oktober, mens omfattende ombygningsarbejder gennemføres. Over en million mandetimer er indtil videre brugt på opgaven.

Ifølge den ny kvartalsmeddelelse ventes reaktorerne først tilbage i drift i begyndelsen af 2009, og omkostningerne ved driftsstop og reparation vil ifølge British Energy løbe op i mindst 115 mio. pund, godt en milliard danske kroner.

Også fire andre reaktorer ved Hunterston- og Hinkley Point-værkerne i henholdsvis nord og syd har været berørt af kedelproblemer, har måttet undergå reparationer og skal nu køre permanent for nedsat kraft.

Alt lagt sammen betyder det, at selskabets produktion af atomstrøm i det seneste kvartal har ligget godt 25 pct. under samme periode sidste år. Til gengæld har British Energy måtte øge produktionen på sit kulbaserede Eggborough-værk med 135 pct.

Sårbarhed

Det halvstatslige elselskab lægger selv vægt på, at dets atomkraftpark er en gevinst for miljøet.

"Sidste år indebar produktionen af atomstrøm sparede udledninger på knap 35 mio. ton CO2 sammenlignet med det fremherskende mix af fossile brændsler - det svarer til at halvere udledningerne fra alle personbiler i Storbritannien," hedder det i årsberetningen fra British Energy.

Andre siger, at problemerne for British Energys reaktorer tværtimod punkterer forestillingen om atomkraften som en stabil og pålidelig kilde til erstatning af fossile brændsler og til CO2-reduktion og klimabeskyttelse.

Det mener således den britiske atomkraftingeniør John H. Large, gennem 20 år involveret i atomkraftforskning for den britiske atomkraftmyndighed, UKAEA, i dag indehaver af det uafhængige nukleare konsulentfirma Large and Associates.

"Atomkraftteknologien indebærer risikoen for at miste en meget stor produktionskapacitet. Hvis noget går galt i én reaktorenhed, kan man af sikkerhedsmæssige grunde tvinges til at lukke alle andre reaktorer af samme design. Det er, hvad vi ser med de fire nedlukkede reaktorer ved Hartlepool og Heysham-værkerne," siger John Large.

Han sammenligner atomkraftens sårbarhed med luftfartsindustrien, hvor SAS for nylig tabte enorme summer, fordi man efter fejl i ét Dash 8-fly måtte tage alle af samme type ud af drift.

"Af økonomiske og sikkerhedstekniske grunde er de nye reaktorer, som nogle lande nu er begyndt at bygge, enormt store. Den finske reaktor Olkiluoto 3 og den franske Flamanville 3, som begge er under opførelse, er hver især på 1.600 megawatt.

Til sammenligning er den største af British Energys gaskølede reaktorer på 625 megawatt. Mister man bare én sådan reaktors produktion, er det en masse kulkraft eller anden produktionskapacitet, man skal ud og have fat i."

De nye reaktorers store anlægsinvesteringer forudsætter en meget lang afskrivningsperiode, og det tvinger ifølge John Large til opførelse af Olkiluoto 3 og Flamanville 3 med planlagte levetider på 60-65 år - betydeligt længere end for eksisterende reaktorer og for konventionelle kraftværker med fossilt brændsel, hvor investeringen typisk kan afskrives over 20 år.

"Problemet er, at disse store reaktorer vil være mere eller mindre låst til en teknologi og effektivitet, som er tidssvarende ved driftsstarten, men nærmest når at blive antik i løbet af så lang en levetid."

Problemerne med effektiviteten og pålideligheden på British Energys reaktorer tilskrives bl.a. alderen. De ældste af de gaskølede reaktorer er nu 32 år gamle, de nyeste næsten 20 år.

Hvem vil bygge?

Den britiske regering har med henvisning til klimaproblemet besluttet at revitalisere atomkraften og bygge nye reaktorer. Man har siden 2006 arbejdet på bl.a. at forenkle godkendelsessystemet og på anden vis gøre det attraktivt for det private erhvervsliv igen at gå ind i atomkraftudbygningen. Af samme grund har regeringen sat sin 36-procent-andel i British Energy til salg.

Det ironiske er, at det eneste selskab, som har vist seriøs interesse for at købe det halvstatslige selskab, er det statsdominerede franske elselskab EDF. EDF vil imidlertid ikke betale den pris, som British Energy og regeringen anser for nødvendig, og derfor hænger handlen p.t. i en meget tynd tråd.

"Hvis EDF skal købe British Energy for at bygge nye reaktorer i Storbritannien, så køber man også ansvar for de aldrende gaskølede reaktorer, for deres radioaktive affald og for deres demontering. I alt en langsigtet økonomisk forpligtelse på 14 milliarder pund. Det kan EDF ikke lide," vurderer John Large.

Hvis nogen vil binde an med at bygge nye britiske atomkraftværker, så skal der held til, for at de kan begynde at give strøm og CO2-reduktion på denne side af 2020, bedømmer professor Gordon MacKerron, leder af energiforskningsenheden ved Sussex University.

Foreløbig går det den anden vej.

"Tal fra regeringen, offentliggjort i denne måned, viser, at andelen af elektricitet produceret på britiske atomkraftværker, er faldet til 15 pct. af den totale efterspørgsel, det laveste niveau i 21 år," skrev avisen The Times forleden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Fredsted

Selv hvis - og det er der ikke meget, der tyder på - atomkraft nogensinde skulle kunne udvikles til en stabil og pålidelig energikilde, så vil den aldrig komme til at udgøre noget realistisk alternativ til den nuværende olie (og kul) baserede energiforsyning.

Hvorfor? Fordi mængden af fissibelt materiale, der skal til for at give samme mængde energi, som den energi, der i dag hentes fra olien, svarer til uhyrlige 25 ton per dag [se mit debatindlæg i Ingeniøren den 8. august]. Hvor skulle sådanne mængder malm kunne udvindes henne, og hvor meget energi ville der ikke skulle bruges alene på at udvinde den?

John Fredsted

Tilføjelse: Ovennævnte debatindlæg i Ingeniøren kan findes ved følgende link [men for dem, der ikke enten er abonnent på avisen eller medlem af IDA - og dette gælder for eksempel mig selv - skal der gå en måned fra 8. august af, før den kan læses online]:

http://ing.dk/artikel/89983?highlight=fredsted